søndag den 31. oktober 2010

En er for lille og en er for stor...

Den gamle schlager kører rundt i hovedet på mig - og det skyldes måske, at den passer ganske godt på den "situation" jeg er ude i med mit hueprojekt...

Billedkvaliteten er ikke fantastisk, men I får vist alligevel et indtryk af størrelserne på de huer jeg indtil nu har strikket til Herr Putz, som har samme størrelse hoved som Frau Putz.

Hm...
Første forsøg var med 120 masker...


Muah-ha-ha... (Nyt profilbillede, måske?)
Andet forsøg var derfor øget til 140 masker...


- mon ikke jeg skal forsøge mig med 130 masker næste gang?

Tredje gang und alles. Was man nicht für seine Bruder stricken werden gewesen worden...
Pölse-Deutsch ist so schön.
;o)

lørdag den 30. oktober 2010

Pumpkin & Pie



(Picture borrowed from Earthy Crafty Mummy. Let me know if you want me to remove it from my blog. I was just so impressed (gobsmacked) with the number of pumpkins you've got...)

Det er spændende at følge helt almindelige familier på den anden side af kloden. En af dem jeg følger er Michelle fra New England - og hun elsker altså græskar, som det tydeligt fremgår af billedet herover.
Forleden var der på hendes blog et indlæg om Pumpkin Love - og en vejledning til at fremstille Pumpkin Bread ud fra et græskar. Yummy...

Nu havde jeg jo tilfældigvis et enormt græskar (Jack-o-lantern-style), som ikke var endt som lanterne - så jeg har kastet mig ud i projekt Pumpkin Bread.
- og har da også ristet græskarkernerne, som dog ikke er så sprøde som jeg forventede...


"Brødet" bliver nok først færdigt engang i morgen - for lige nu er græskarret i ovnen, før det skal pureres og ende i dejen. I ovnen er også dagens tærte, som godtnok ikke er Pumpkin Pie - men takket være Gemalens kreativitet har porretærten alligevel lidt Halloween over sig.


;o)

Kvitten

Jeg elsker Kvædemarmelade - men det er sjældent jeg tillader mig den luksus at åbne et glas af den temmeligt dyre marmelade.
I viktualierummet har jeg derfor stadig et glas af det eksklusive. Købt med hjem fra Sverige af min veninde lille a - hvor Kvæde hedder Kvitten, og hvor de svenske pesetas gør det lidt mindre eksklusivt
;o)



Men der er håb forude, for på billedet ses også den første høst af kvæder af egen avl. Hele 2 kvæder blev det til (Hi-hi) - så den hjemmelavede kvædemarmelade er vist lige så eksklusiv i år som den købte.
Gad vide, hvor mange glas marmelade sådan 2 små kvæder kan forvandles til?
;o)


- og så endnu et bevis på, at man aldrig kan få lov til at være i fred her i huset. Hvad jeg end foretager mig er der altid en kat, der kræver opmærksomhed. Lizzy insisterede på at være med til at præsentere årets høst.

:o)

fredag den 29. oktober 2010

Rastløs

Så oprandt dagen. Sidste dag på jobbet.

Hm... jeg havde faktisk mest lyst til at blive væk fra den sidste dag, men den blev heldigvis så travl, at jeg ikke nåede at få brug for Kleenex.

Nu er skrivebordet, hylderne og skufferne tømt for mine ting - og jeg har videregivet mine resterende opgaver til andre. Jeg har tilmed slettet min personlige mappe på vores fælles-drev, så det nu næsten ikke kan ses, at jeg faktisk har arbejdet der i 9½ år...
Tror det bliver lidt mærkeligt for kollegerne at møde ind til mit tomme bord på mandag, for det plejer at være uhørt fyldt med rod og bunker. Ahem...


Jeg fik nogle skønne afskedsgaver fra mine kolleger - og der var mange varmende ord og knus. Dagen endte med at være rigtigt god.

Da jeg endelig kom hjem var det så, at det ramte mig. Jeg trillede lidt rastløst rundt, for hvad giver man sig lige til, når man har uendeligt god tid?

Jeg plejer jo at have så mange planer for den alt for korte weekend, at der ikke er nogen tvivl om, hvad jeg skal lave.

En ny hverdag starter lige om lidt - og nu skal jeg lige have den til at hænge sammen.

;o)

En eller anden fest...

I Andreas' børnehave holder de "Græskarfest".
Med uhyggelige edderkopper, flagermus, græskarlygter, uhyggelig heksesuppe, udklædninger og kage.
Synes du også det lyder lidt som "Halloween"?

Jeg synes det er lidt mærkeligt, at man ikke vil "stå ved", at man har adopteret den festlige tradition - og derfor finder på et nyt navn... Hm...

Nå, men dagen er jo en fest-dag - og der må derfor i henhold til kostpolitikken (!) godt serveres kage.


Jeg har derfor meldt mig som frivillig kagebager - og har leget lidt med at male med blå frugtfarve på glasuren. Nu mangler flagermusen blot et par røde øjne, når chokoladen er størknet.

Andreas havde ellers bestilt både vampyrer, blod, edderkopper, spøgelser og flagermus på kagen - men jeg tror alligevel ikke, at han bliver skuffet, når han vågner op og ser resultatet.
;o)

torsdag den 28. oktober 2010

Festligt, Farverigt Farvel.

I morgen er min sidste dag på arbejdet.


Det er en dag der bare skal overståes, for det bliver nok ikke den letteste dag at komme igennem. Efter 9½ år på den samme arbejdsplads er det med blandede følelser jeg stopper.

Jeg står stadigvæk ved min beslutning - men det bliver mærkeligt at aflevere nøglerne og gå hjem for sidste gang. At skulle sige farvel til kollegerne bliver nok det sværeste - og mange af dem vil jeg komme til at savne i det daglige.


Hele den sidste uge har vi spist hjemmebag. Inspireret af "Kager Uden Grænser", har nogle af kollegerne bagt brød og kage og solgt det på arbejdspladsen.

Indtægten har vi i fællesskab besluttet skal gå til min kollega Kariannes projekt med brandsårshospitalet - Moshi Burn Care Center. Du kan læse mere om det her - og Kariannes historie har jeg skrevet om her. Du er meget velkommen til at bidrage.


I mandags skulle jeg i henhold til planen have bagt, men det gik jo som bekendt ikke helt efter planen - så nu bliver det i stedet på min sidste arbejdsdag, at mit bidrag til MBCC kommer med på arbejde.



Mere Farverigt bliver det næppe - og så håber jeg det bliver et Festligt Farvel, og ikke noget, der kræver Kleenex i store baner.

søndag den 24. oktober 2010

Ekskluderet af Hausfrau-klubben!

Jeg har jo lovet mine søde kolleger, at jeg vil bage kage til dem i morgen.

Ah... elsker kager med kombinationen af citron og sødt - så jeg bager da lige nogle citronmuffins med marengs-top... I mine fine "Smiley"-muffinsforme.
Namme-nam...


:o)

Men... Som Sidsel var så sød at påpege i en kommentar, så er der altså en del ting i "Hausfrau"-genren, der er kokset "lidt" for mig de sidste dage.

En strikket hue, der blev for lille.
Underlige bolcher.
Brød uden gær (og nej, jeg drak ikke øllene!)
(Og min vindrue-gele ser ikke ud til at stivne...)

- og så skulle man jo tro, at jeg er klog nok til at stoppe, før det kører helt af sporet...

Hm...
Efter nogle minutter ude af ovnen er der nogle af de fine marengstoppe, der ser sådan ud...


Men hvad værre er, så har de fleste marengstoppe mistet forbindelsen med kagerne underneden - og ser derfor sådan ud...


Anyone?


Nu melder jeg mig altså ud af klubben af "Hausfraus"!

- og måske ender det med, at jeg sætter Gemalen til at bage "Drømmekage fra Brovst" - for det har han et par gange bevist, at han klarer udmærket.

I hvert fald bedre end Frau Putz klarer at bage citronmuffins med marengstop.
:o\

The Hausfrau is back - måske

Hm... jeg kan mærke mine Hausfrau-tendenser er på vej tilbage - sammen med overskuddet.

I denne weekend fik vi bl.a. plukket årets høst af vindruer - og jeg fik kogt saft af hovedparten. Mums. Hjemmelavet, rødlilla saftevand...

Resten af druerne blev forsøgt forvandlet til vindrue-gele, noget jeg så en anden blogger gøre sidste år. Jeg kan ikke erindre hvem, men den fine lilla gele fristede, så jeg har forsøgt at gøre kunsten efter.


Jeg turde dog ikke helt stole på vindruernes egen evne til at stivne, så jeg har tilsat et par blade husblas til saften - og nu vil tiden vise, om det stivner i glassene.


Ud over brødene og de lettere uheldige "bolcher" har jeg skam også tryllet lidt til kaffen.
Kan ligesom ikke forestille mig en omgang eftermiddagskaffe uden noget til. Helst noget sødt...

Så der blev lavet vafler i bedste Mormorstil - med brombærmarmelade og flødeskum. Uhm... Det smager af barndom.


Og så har vi knoklet i haven. Drivhuset er tømt for frostramte tomat- og agurkeplanter, og køkkenhaven er tømt for bittesmå gulerødder.
Årets høst fra haven har ikke været noget at skrive om - så det vil jeg lade være med. Håber det bliver bedre næste år.

Et godt huskeråd mht. at stille uret ved skift frem eller tilbage fra sommertid er, at det følger havemøblerne. Så i dag er havemøblerne flyttet TILBAGE i drivhuset, lidt forud for "vintertid".
Jeg har også ryddet op i udestuen. Alt sammen en understregning af, at udesæsonen er slut for i år - og nu rykker vi ind under tag til stearinlysene og de varme tæpper i sofaen.

Andre har tilbragt det meste af dagen på langs, på tværs, på siden, twistede... og været totalt ligeglade med Hausfrausysler...


... og så er jeg altså heller ikke mere "Hausfrau" - for jeg har ikke skænket aftensmaden en tanke før nu. Gad vide, hvad man finder på... Det bliver nok ikke det store kulinariske måltid

;o)

Schkal vischt lige bage lidt

Hm... De to øl på billedet endte altså i dejen, da jeg bagte brød.


Selv om jeg et kort øjeblik overvejede, om jeg var lidt påvirket... da jeg under oprydning på køkkenbordet fandt den gær, der var tiltænkt dejen. Ups. (Og nej. Det var vist ikke min heldigste dag i køkkenet i dag...)


Frem med dejkrogen igen - og så fik dejen også gær - og vi fik en lidt større portion brød end først planlagt.
4 store, tunge brød med øl, skåret rug, knækkede hvedekerner, solsikkekerner og et pift af stødte nelliker.


Der er ikke noget som hjemmebagt brød - og det er herligt at kunne "trylle" en omgang hjemmebag frem fra fryseren.

Underlige bolcher!


Jeg har måttet sande, at det der med hjemmelavet slik åbenbart ikke er noget jeg egner mig til.

Sidste år forsøgte jeg mig med bløde engelske Toffee-karameller. Ifølge opskriften kunne det ikke gå galt - men det gjorde det så. De var grynede - og det var en ret ækel fornemmelse med grynede bløde karameller, så hele herligheden røg ud.

I dag skulle jeg så forsøge mig udi bolche-fremstilling.

Havde investeret i en pose "hjemmebolcher" med karamelsmag fra Matas OG et elektronisk termometer, der kan klare de 160 grader, som bolchemassen skal op på.

Koge, koge, koge... (Mens jeg penslede sukkerkrystaller ned i gryden, sådan som opskriften dikterede). Koge lidt mere. Det tog lang tid... Køle lidt i gryden... Over på bradepanden... Vende, vende, vende... Tilsætte smag og farve-mix. Vende lidt mere. Endelig begynder det at stivne lidt.
Alt ser godt ud... indtil det hele pludselig udkrystalliserer og bliver til en betonhård klump, som absolut ikke kan æltes, sådan som opskriften dikterer.

Hm...

Frem med en kniv, og så blev klumpen ellers skåret i stykker - eller splinter.


Det lidt paradoksale er, at de faktisk minder lidt af toffee - de er lidt bløde og smuldrende i munden og smager umiskendeligt af karamel.

Fra karamelbolcher til engelsk toffee...
Tror jeg holder mig fra at eksperimentere med hjemmelavet slik i fremtiden!
;o)

lørdag den 23. oktober 2010

Herrehue str. 5 år...

Hm... havde lige en idé til den hue jeg har lovet Herr Putz - og kastede mig straks ud i at realisere den. Strikkede løs, rundt og rundt - og endte med en hue, som i hvert fald aldrig kommer til at passe Herr Putz.

Til gengæld passer den fint på Andreas' hoved - og nu har jeg da et "udkast", som jeg kan bygge videre på.

(Da Andreas prøvede huen var opslagskanten ikke syet fast på bagsiden endnu)

Mønsteret er baseret på "biser", som går rundt om huen - og specielt de 2 sidste runder på toppen af hovedet krævede lidt fingersnilde at strikke.

tirsdag den 19. oktober 2010

Straaaaakt

Så er mit Nupps-helvede endelig overstået.

Ufatteligt nok, så tog det lige så lang tid at strikke de 24 kantpinde, som det forinden tog at strikke resten af sjalet. Udelukkende pga. de 400 Nupps.

Og nu ligger hele herligheden så spændt ud med et utal af knappenåle inde på Emilies seng. Godt hun er på ferie.


Mønsteret er fundet på Ravelry. "Echo Flower Shawl" - strikket i "Wellersk Cashmere/uld" i farven Himmel. Flere informationer her.

Og nu skal jeg ikke strikke flere Nupps. Næste projekt bliver en hue til Herr Putz - og det bliver altså lidt af en designmæssig udfordring.
Jeg synes nemlig ikke, at der er mange fede herrehue-mønstre derude. De fleste huer har en tendens til at give bæreren et æggehoved - og det vil jeg forsøge at gøre noget ved. Om det lykkes vil tiden vise.

mandag den 18. oktober 2010

Underholdning for de ikke-ferieramte

Søndag var vi i TIVOLI til Halloween.
Antallet af græskar er voldsomt, og Andreas var meget begejstret, da jeg lovede ham, at vi skulle prøve at skære græskarhoveder selv.

Storesøster er nemlig på efterårsferie hos kusinen i Jylland - og så må man jo forsøge at finde på lidt særlig underholdning til den del af familien, som ikke er ferieramt...

Efter arbejde tog jeg derfor på græskarjagt - og den lokale grønthandler havde heldigvis 2 store, orange græskar tilbage.
De blev transporteret hjem på cyklen - og efter en kop kaffe kastede vi os ud i opgaven.


Resultatet står nu udendørs. Meeeeen... Billeder må I vente med til i morgen, for jeg orker ikke at gå udendørs, tænde lysene igen og tage billeder. Det er også koooooldt... Wuss... I know.

Græskarkødet kunne man jo passende trylle om til græskarsuppe. Ikke at jeg nogen sinde har fået det før, men det burde jo forsøges, når man havde alt det græskarkød...
Jeg diskuterede lidt med mig selv. Kunne og Burde... Om jeg orkede at være "Hausfrau" - eller om jeg bare skulle satse på de rester, som stod i køleskabet. Nysgerrigheden vandt. "Gad vide, hvordan sådan noget græskarsuppe smager?"


Well... efter en forholdsvis minimal arbejdsindsats havde vi en stor portion lysegul græskarsuppe, lavet efter denne opskrift.
Dommen over den var, at den efter alles mening savnede et "pift", så den halvdel af suppen, der ikke blev spist i dag, får nok et drys brødcroutoner og et rundhåndet drys sprøde bacon-tern, når den bliver serveret.
Hvorefter den er TOTALT usund, når man også medregner det generøse skvæt piskefløde, der blev tilsat.


Andreas brød sig ikke om suppen - men var til gengæld meget begejstret for at lave græskarhoveder.
Gad vide, hvad vi finder på resten af efterårs"ferien"...

:o)

På Naturtur - igen, igen...

Dyrehaven er et skønt sted - og vi tog derud igen for anden gang på 14 dage, da "Herr Putz" var på besøg i weekenden.
En temmelig "frisk" tur i begyndelsen, men efterhånden fik solen mere magt.

Denne gang startede vi i ved Fortunen - hvor turen sidste gang startede ved Trepileport, på den anden side af Dyrehaven. Det resulterede i en helt anden oplevelse.

Træerne stod tættere...

Vi fandt træet fra H.C. Andersens "Fyrtøjet"...

Antallet af "dyr" var langt lavere end i den anden ende af området, men enkelte dådyr fik vi da set.

Det hele er dog ikke lukket til i træer. Der blev løbet om kap op ad bakken i området omkring "Friluftsteatret" i Ulvedalene.

Der blev travet i dejligt raslende blade.

En solstråle blev nydt i hyggeligt selskab

Emilie fandt mere hyggeligt selskab ( - og en kusk, som med det samme Emilie åbnede munden erklærede "Du' da vist fra Jylland"... Hun må ha' det fra sin mor... Utroligt nok som det nordjydske åbenbart stadig "hænger ved" Frau Putz, selv efter (regne-regne) 19 år i "eksil")

Og endelig fik træerne "ildens glød", som jeg savnede ved det sidste besøg.

Gid man kunne fange farverne i noget strik, tænkte jeg...

fredag den 15. oktober 2010

Butikstyv

I dag kommer Herr Putz på miniferie i Hvidovre - og så skal der jo spises god mad og hygges igennem.

Køleskabet skulle derfor tilføjes noget af det fornødne - og det klarede jeg lige med et smut i den lokale Brugs på vejen hjem fra arbejde.

Og så er det jo sådan, at jeg jo ikke KAN bevæge mig ind i en butik uden at se, om de liiiiige skulle have noget garn...

Det havde de ikke. De sædvanlige garnhylder var tomme. Nå. Har jo også garn nok...

På vej mod pestoen får jeg så øje på en kundevogn. Halvt fyldt op med garnnøgler - og påklistret et skilt med den uimodståelige tekst: Garn 2,-
Blandt garnet var alle de nøgler af COOP's strømpegarn, som nu ligger i min skål. "Beton-garn" kalder nogen det - og det er fantastisk til gummi- og vinterstøvlesokker, som nærmest ikke kan slides op.


Jeg følte mig altså lidt som en butikstyv, da jeg tømte min overlæssede indkøbskurv op på båndet ved kassen...

Der skal så lidt til at gøre en fredag til en GOD fredag.

:o)


Og ja, jeg huskede også at købe pesto.

torsdag den 14. oktober 2010

Den kvindelige udgave af Søren Ryge...

... bliver jeg nok aldrig.


I hvert fald ikke, hvis vi skal måle ud fra mine "evner" udi at passe potteplanter. Jeg tror faktisk, at jeg har danmarks-rekorden i at slå en helt frisk Azalea ihjel. Mindre end 3 dage tog det.
Og jeg har faktisk prøvet at lade være med at myrde dem. Mange gange... De frister mig gang på gang i butikkerne, men overlever sjældent i 14 dage. Må nok erkende, at jeg ikke er en Azalea-dame...

Til gengæld går det rimeligt med sukkulenter og orkidéer. De planter er faktisk mere end taknemmelige for at blive pint - og jeg giver dem da gerne med grovfilen, hvis det er sådan de vil have det.

Se nu bare denne orkidé. Som af flere gange er blevet tørstet i noget der minder om en måned - og som takker for omsorgen ved at sende mig en ny gren med blomster.


;o)

onsdag den 13. oktober 2010

Tak, oh vise...

Efter mit lille, "lettere klagende" indlæg om mine Nupps-knopper, var der indtil flere vise læsere, der skrev i kommentarerne, at de selv brugte hæklenål til de 7 vr. sm.

Oh, I vise hækle- og strikkeguruer... af hjertet TAK.

Jeg er jo ikke selv den store hækler - og havde ikke selv tænkt tanken, at en af de krogede tingester i værktøjstasken kunne bruges til Nupps.
Nu går det jo... well... måske ikke som en leg, men i det mindste lettere og hurtigere end før.

Hurra for Bloglandia, siger jeg endnu en gang. Havde det ikke været for jer, havde jeg nok opgivet de "unævnelige".

:o)

tirsdag den 12. oktober 2010

F... Nupps

Argh...

Jeg er nu nået til noget på mit sjal, som jeg er alvorligt bange for kommer til at bringe mit pis i kog...

Nupps. Små bump eller knopper eller hvad f... man nu kalder dem på dansk.



De burde hedde Nuts - for jeg er alvorligt bange for, at de driver mig dertil.

- og hvem f... har fundet på nupps? Helt ærligt.

Sjalet er strikket i dobbelt garn, hvilket bestemt ikke gør det lettere at strikke 7 vr. sammen. Og jeg har endda taget den "nemme" version med nupps over 7 masker - i stedet for over 9.

Det er nogle nupps-sadister, der har designet dette mønster. Og det er ikke engang det mest nuppede sjal, jeg har set.

Jeg har regnet lidt på det - og der skal strikkes i omegnen af 400 (FIRE HUNDREDE!!!) nupps før jeg endelig kan lukke de sidste masker af.

F....!


Jeg har i dette øjeblik strikket 31 nupps...

søndag den 10. oktober 2010

Kortsluttet

Nu er det anden gang vi har oplevet en af husets røgalarmer gå amok - helt uden grund.

Jeg tror de kortslutter, eller noget. Det gør man så også selv, når sådan en giver sig til at hyle med noget der lyder som 120 DB. Specielt, når det sker midt om natten, som det gjorde forrige gang.

Springer ud af sengen (højgravid og bækkensmerter til trods) - sprinter ind på Emilies værelse, hvor røgalarmen er gået amok - og har nærmest flået Emilie ud af sengen, før det trænger igennem mit alarmberedskab, at der ikke er så meget som en snert af røg på hendes værelse.
Falsk alarm - men jeg fik da testet, at jeg kan høre alarmen midt om natten.

Emilie? Hun sov fra de 120 DB der hylede lige over hendes hovedpude...


Nu skete det så igen. Denne gang sad vi heldigvis i stuen, da alarmen gik agurk helt uden grund.

Tør man nu lægge sit liv i hænderne på sådan noget elektronik?

Hm...

Brombær er meget usunde

I hvert fald, når de er pakket ind i bagt vanilledej - og serveres sammen med flødeskum...


... og når de så bliver suppleret med gammeldaws æblekage, så er søndagen vist totalt spoleret.

Men sjælen er det helt sikkert sundt for.
;o)