Det er den samme plads jeg sidder på. Der i hjørnet, ved vinduet. Jeg har siddet der længe.
Nogle af medpassagererne har været med fra starten – andre er kommet til efterhånden. Enkelte har forladt toget undervejs. Et par af dem snublede ud af døren, men de fleste gik stille og roligt ud på perronen og videre – væk fra toget.
De fleste smiler venligt – enkelte har jeg endda nærmest lært at kende i løbet af togturen, mens andre gemmer sig bag avisen og holder sig for sig selv.
Jeg blev siddende. Udenfor skiftede udsigten. Nye områder dukkede op i horisonten, andre forsvandt bag mig, efterhånden som turen skred frem. Ikke alle områder var lige spændende – og enkelte af dem, der så lovende ud, viste sig at være grå og trivielle, da toget kørte igennem. Sådan er det vel med togture.
Men noget forandrede sig. Måske mest inden i mig. Jeg kan ikke pege på, præcis hvad det var, eller hvornår det begyndte. Jeg ved bare, at noget kom snigende og har efterladt mig med en følelse, som jeg ikke bryder mig om.
Det er en følelse af, at denne togtur ender galt.
Toget har sat farten op – og skinnerne er blevet mere ujævne. Passagererne sidder ikke længere roligt på deres pladser, men bliver rokket fra side til side. Kaffe løber over. Bøger falder ned. Nogle brokker sig, mens andre blot gynger med i det nye, højere tempo.
Jeg kan ikke koncentrere mig. Kigger ud af vinduet – og ser træerne suse forbi. Konturerne flyder sammen. Er himlen mere grå? Ude i horisonten dukker nye ting op. Eller er det i virkeligheden nye områder. Har vi ikke været her før? Kører vi i ring?
Forsøger at samle mig, men kan ikke rigtigt tænke klart længere. Har for meget fokus på den ubehagelige fornemmelse. På tempoet. Kan toget overhovedet holde til det? Ved lokoføreren noget om det – og har han overhovedet bemærket, at passagererne ikke længere sidder roligt og nyder togturen?
Ubehaget breder sig til nogle af de andre passagerer. Har de mon bemærket det samme som mig – eller er der en anden grund til de forandringer, jeg mener at kunne spore i deres ansigter? Lyder deres stemmer en lille smule højere, mere skingre?
Spørgsmålene kværner rundt i hovedet på mig. Jeg forsøger at sove – men kan ikke falde i søvn. Trætheden og den ubehagelige følelse dræner mig for energi. Forsøger at strikke lidt, læse lidt i en bog - for at aflede tankerne – men kan heller ikke samle mig om det.
Jeg bliver irriteret på nogle af de andre passagerer. Har ikke overskud til at være rummelig eller tålmodig. Nogle af mine medpassagerer – dem der sidder nærmest og kender mig bedst – får min bidske side at mærke. Det uforstående, sårede blik jeg får, kaster mig ud i nye, afgrundsdybe spekulationer.
Hvor ender denne togtur? Den ender galt. Jeg kan mærke det. Min mavefornemmelse siger mig, at jeg skal stå af. NU!
Men jeg har jo købt en billet – og det er mange penge, jeg går glip af, hvis jeg står af nu. Hvad nu, hvis der ikke er noget på den næste station, og jeg strander dér, uden penge? Uden mulighed for at komme videre med et andet tog – eller en bus, fordi der bare ikke er billetter at få.
Jeg kører videre med toget, mens jeg klamrer mig til min plads, hvor jeg ikke længere føler mig hjemme. Følelsen af gru vil ikke slippe mig – og suger al energi ud af mig. Jeg kan ikke længere tænke klart eller rationelt. Ikke finde hoved eller hale på mine tanker.
Jeg må handle. MÅ handle.
Lige over min plads sidder et rødt håndtag. Det er nødbremsen – og jeg forsøger at finde modet til at strække mig op, så kan jeg trække i håndtaget. Bremse toget. Komme af.
I dag lukkede jeg øjnene og strakte mig det sidste stykke. Med rystende fingre og under
voldsomme protester fra min mave, lukkede min hånd sig om håndtaget - og jeg trak til.
De øvrige passagerer kiggede chokeret op fra deres pladser. Nogle mere overraskede end andre - enkelte smilede anerkendende, mange kom forbi min plads for at sige, at de ville savne mit ansigt, der i hjørnet.
Jeg står af toget midt i ingenting. Midt ude på marken ender jeg med min beskedne bagage - men jeg har en følelse i maven af, at det nok skal komme til at gå. Også selv om der kommer til at gå et godt stykke tid, før der måske kommer et tog forbi, hvor der er plads til mig. Måske ender det med en længere gåtur, før jeg finder en helt ny form for transport.
Jeg ved ikke, hvor jeg er på vej hen - ved bare, at den togtur er endegyldigt slut.
Toget... det fortsætter. Måske vil lokoføreren knapt sænke farten, og det vil snart være oppe i fuld fart igen og suse videre med de andre passagerer ombord - og en ny passager vil på et tidspunkt tage min plads, der i hjørnet.
