Viser opslag med etiketten Opskrifter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Opskrifter. Vis alle opslag

torsdag den 26. september 2013

Æblechutney


Det er sæson for æbler i lange baner, og hjemme hos os forvandles en stor del af den nedfaldne frugt til æblechutney.
Det smager fantastisk ovenpå hjemmebagt brød.  (Og sikkert også fantastisk, hvis du køber dit brød...)

Hvis du skulle få lyst til at lave din egen version er her en slags opskrift. Der er aldrig to portioner, der bliver helt ens. Det hele afhænger af dine præferencer, mængden af de enkelte krydderier  - og hvad du har i krydderiskuffen.


Æblechutney.
Æbler
Skrællede og skåret i mindre stykker. Det går som en drøm, når man har en "Moster Hulda".
 
 
Yep. Gryden er "beskidt". 
Det er nemlig dagens anden kæmpe portion, og hvorfor skrubbe gryden, når det er det samme, der skal i? 
Yep. Vi elsker æblechutney. Meget...

Krydderihylden hen

F.eks.
Hele krydderier:
Vanillestænger
Stjerneanis
Groft knust chili
Stødte krydderier:
Kanel (rigeligt)
Kardemomme
Ingefær
Nellike (Ikke for meget - smager ret dominerende)
Koriander
Spidskommen
Allehånde
 
 
 
 Alt koges sammen til æblerne er møre. Pureres igennem en sigte - og tilsættes sukker efter smag.
 
Varmes op til kogepunktet under omrøring og hældes på skoldede glas.
Simple as that.   God fornøjelse.
:o)

torsdag den 8. august 2013

Sprittet frugt

Det er lige nu, at havens buske kaster lækkerier i nakken af os.  Marmelade i lange baner bliver kogt - men der er så meget andet spændende, man kan bruge frugten til.

Igennem længere tid havde jeg haft lyst til at prøve mig med en omgang Rumtopf - og da der endelig blev fremskaffet en rom med en høj nok promille, kastede jeg mig ud i det.










Så skal jeg bare røre/ryste nogle gange til sukkeret er opløst, lade det stå i nogle måneder (jeg sætter det i køleskabet, da det er det eneste mørke og kølige sted i vores hus) - og supplere med flere brombær, efterhånden som de modner. 

Jeg glæder mig til vinterens isdesserter  

;o)


onsdag den 7. august 2013

Når det går helt i kage...

"Hvorfor har du købt en halv kage, Mor?"

Hm...  kan godt forstå, at han undrede sig over Gemalens... usædvanlige fødselsdagskage...


Opskriften på, hvordan du laver din helt egen kommer her:

Splatkage  (til 3-4 sultne personer)
1 stk. Christianshavnertærte fra Lagkagehuset  til den friske pris af 94,-
1 cykelkurv
1 stk. punkteret cykel
Gåtur på godt 4 kilometer - her hjælper sporarbejde på S-togslinien lidt. Jo længere desto bedre.
27 grader i skyggen - eller omkring 36 i solen. 
En håndfuld kantsten, huller i astfalten og andre ting, som giver småbump.

Fremgangsmåde:
Køb en kage. Få endelig ekspedienten til at putte den i en af de store poser, så du kan transportere den sikkert.
Sæt forsigtigt posen med din dyre kage ned i cykelkurven.
Opdag at cyklen er punkteret.
Gå hjem.  En meget varm sommerdag hjælper bestemt på resultatet.

Tag æsken op af cykelkurven.  Åben æsken - og nyd resultatet af anstrengelserne. 

;o)

lørdag den 3. august 2013

Strawberry Eton mess

Simple does it - og det er et princip, jeg ganske ofte forsøger at efterleve, når jeg laver mad.  Jeg kan godt lide, at man kan smage de enkelte råvarer - f.eks. i en salat - og at der ikke er alt for mange smagsindtryk, der blot bliver en underlig masse.

Det var nok også derfor, at jeg med stor begejstring spiste dessert den første aften i London.  Vi kom sent frem til hotellet - og gik derfor lige ned om hjørnet og fandt den første den bedste restaurant.  "Frontline". 

Strawberry Eton mess.  Egentlig et lidt sjovt navn - men jeg har ikke fået ret mange jordbær i år, så det fristede. 

Oh...  så godt det var.  Så godt, at jeg med det samme sendte min lillebror - familiens gourmand - en besked, og anbefalede det. 

Da vi kom hjem besluttede vi, at det skulle vi også have til dessert, når Farmor og Farfar kom for at aflevere ungerne efter ferieopholdet.   Here goes:

Strawberry Eton mess   (5-6 personer)

2 bk. gode jordbær - renset og skåret i mundrette stykker
 

1 ps. marengskys skåret over i halve
(Det bliver sikkert endnu bedre, hvis du har tid til at bage marengsen selv)


1/4 - 1/2 liter piskefløde - pisket til skum.
Evt. lidt vanille  (Jeg brugte vanillepasta)



Bland.   Pynt evt. med lidt friske jordbær eller lidt citronmelisse


Spis.  

Nyd det. 

:o)

fredag den 15. juni 2012

Knasende regnbue

Forleden viste jeg billeder af "giftig" dej.

Her er så et billede af det færdige resultat.   En knasende regnbue.

Opskriften har jeg fundet her.

Jeg har dog erstattet margarine med smør (smager bare bedre!) og omregnet til danske mængder. Her er min danske opskrift, hvis du også vil bage farverige (eller mindre farverige) småkager. 
Jeg har lavet 2 portioner af dejen - og fik ca. 20 store småkager i hver af de 7 regnbuefarver + en farveløs variant med chokolade, som på mystisk vis allerede er forsvundet som dug for solen   ;o) 

Regnbue småkager  (ca. 80 stk)

250 g. smør - blødt
350 g. sukker
2 æg
2 tsk. vanillesukker

300 g. mel
1 tsk. natron
½ tsk. fint salt

Farve (Jeg har dels brugt alm. frugtfarve, dels farvepasta. Begge dele fungerer fint. Frugtfarven er dog ikke så koncentreret, så enkelte af farverne er lidt "fesne")

Smarties Mini  (sorteret op efter farve) - eller mørk chokolade i grove stykker.


Fremgangsmåde:
Lav småkagedejen og del den i 4 portioner (ca. 250 g. i hver). 

Rør ønsket mængde farve ind i hver portion og sæt efterfølgende dejen i køleskabet i ca. 15 min. så den er til at arbejde med.

Bland med en portion Smarties Mini i matchende farve.

Sæt små kugler på en bageplade. Hold afstand, da kagerne flyder ud.
Bages v. 175 grader varmluft i ca. 8-10 minuter. 


Køles helt af på bagerist, før de pakkes lufttæt. 

Hvis de da ikke forsvinder direkte fra bageristen og ned i maven på "tilfældigt forbipasserende"     ;o)

onsdag den 8. februar 2012

Hjerneføde

Aftensmaden i dag bestod af en helt særlig salat og stegt andebryst - og jeg vil gerne dele opskriften med jer.

Opskriften på salaten har jeg fra glaspusteren Henrik - og han kalder den Brainfood. Den indeholder efter sigende alt det man har brug for at overleve, så spis bare løs.
Men helt ærligt...  Det er altså ikke salaten, jeg råber højt hurra for. Det er dressingen, der kan få selv den styggeste gang rå hvidkål til at glide ned.  (Nej... jeg er ikke nogen stor fan af hvidkål...  Har vist fået lidt for meget "råkost" som barn...  Rå, groftrevet hvidkål med appelsinstykker...  Føj!  Undskyld Mor...)

Henrik har opskriften fra projektet "Sund By Ebeltoft" - og jeg har fået den ved flere lejligheder i forbindelse med glasperlekurser hos Louisa og Henrik.  Serveret med Henriks langtidsstegte and er det en fantastisk oplevelse!



Nå... men her er opskriften:

Brainfood - 4-6 personer   (I parantes har jeg angivet de mængder jeg har brugt i dagens salat)

Løg, porre eller forårsløg.  (50 g.)
Rød peber.  (2 stk)
Hvidkål  - eller allerhelst spidskål, men det havde butikkerne ikke i dag.  (500 g.)
Broccoli.  1 bundt.  Skræl stokken og skær den i mindre stykker. Den kan sagtens spises også.
Cherrytomater.  (250 g)
Kidneybønner - ok med dem fra dåse.  (1 ds.)

Broccolien deles i mindre buketter og blancheres 2 minutter i kogende vand. Køles umiddelbart efter af i iskoldt vand. Resten snittes og blandes sammen i en stor skål.  


Dressing    -  Der er til flere måltider i sådan en portion.

5 dl. olivenolie
1 dl. hvid balsamico
1 spsk. sennep
1½ presset hvidløg     - og du læser rigtigt...  Halvandet hvidløg.  Ikke 1½ fed hvidløg...  
1 spsk. salt
Friskkværnet peber
½ tsk. sukker.

Ryst eller rør dressingen sammen.  Vend den et par gange inden serveringen.  Opbevares i køleskab.

Bon appetit
 

tirsdag den 2. november 2010

Kun krummerne tilbage


Så meget er der tilbage af det ene "Pumpkin Bread" som jeg bagte i dag - og det var stort. Det andet "brød" ligger i fryseren, og det er vist heldigt nok, for ellers ville det sikkert være spist i morgen. Kagerne smager hen ad gammeldags krydderkage.

Opskriften fik jeg som tidligere nævnt fra Michelle i New England, USA. Du finder den lige her - men jeg har tilladt mig at "oversætte" den til metriske mål.

Michelles Pumpkin Bread

(Opskriften giver 2 brød str. rugbrødsform.)

700 g. sukker
2 ½ dl. olie
4 store æg

5 dl. græskarpuré (Fremgangsmåde her - alternativt 500 g. fra dåse tilsat 2 dl. vand)

500 g. mel
2 tsk. natron
½ tsk. bagepulver
1 ½ tsk. salt
½ tsk. kanel
½ tsk. muskatnød
½ tsk. allehånde
½ tsk. stødte nelliker

(2 ½ dl. hakkede valnødder eller dadler. Jeg tror bestemt også, at rosiner ville være godt)

Æg, sukker og olie piskes sammen. Græskarpureen røres i. De tørre ingredienser blandes og røres i dejen.
Fyldes i 2 smurte brødforme og bages ved 175 grader Celcius i ca. 50-60 minutter til gennembagt. Dæk evt. til med alufolie, hvis den bliver for mørk.

Det er vigtigt at smøre formene - også selv om det er slip-let. (Spørg mig, hvordan jeg ved det...)

;0)

Michelle - we all loved your "bread". Only the crumbs were left after the four of us had afternoon tea. Good thing I put the other cake in the freezer - and I also have enough left of the pumpkin-puree to bake this portion twice more.
Thanks for sharing your recipe.

lørdag den 7. august 2010

Fææst...

Hold da helt fest, hvor har vi fejret i familien de sidste dage.

I går var det Gemalen, der fyldte år - og i dag var vi på Fyn, hvor kusine Astrid skulle døbes
-eller "dyppes", som Andreas blev ved med at sige

;o)

I dag kunne jeg heldigvis slappe af og være gæst, mens jeg i går var i gang fra klokken 5:35 (!!!) og til langt ud på aftenen.

Der blev eksperimenteret lidt i kageafdelingen - lidt vel rigeligt, faktisk. Vi skulle nemlig have lagkager til dessert.

Lige da jeg stod og skulle lægge den første lagkage sammen, viste det sig nemlig, at de vanillelagkagebunde Gemalen havde købt dagen i forvejen var mugne.

Så kan jeg lære det! Kunne jo bare have taget mig sammen og have bagt dem selv...

Hvad gør man så, når man står der med stivnende creme, stivnende jordbærpure og mugne bunde?

Hm... jeg kastede mig ud i et eksperiment med den pakke chokoladebunde, der var tiltænkt den anden lagkage, som først skulle lægges sammen lige før serveringen.

Kunne jo altid købe en anden pakke chokoladebunde senere...

Det var så dagen, hvor alting kiksede - for chokoladebundene var selvfølgelig udsolgt - og måtte derfor erstattes af vanillebunde (af et andet mærke!)
Godt så!

Jeg eksperimenterede også lidt med nogle sukkerovertrukne hasselnødder. Fulgte fremgangsmåden for brændte mandler, men gav dem mindre varme og kortere tid på panden, fordi jeg var bange for, at de skulle branke.


DET eksperiment lykkedes fantastisk.

Mums.

Måtte til sidst "gemme" skålen for Emilie og jeg selv, så jeg ikke risikerede at stå uden nødder, når lagkagen skulle lægges sammen.
Sammen med chokolademousse (Piskefløde og chokolade, smeltet, kølet af, pisket, mums!) og stykker af mørk chokolade blev de sukrede nødder til fyld i en udmærket lagkage. Den ville bare have været bedre med chokoladebunde.

Den anden med chokoladebundene var til gengæld efter min meninbg ikke nogen succes. Overhovedet.

Øv og øv! Dobbeltrøv.

Dagens tredje eksperiment blev serveret til eftermiddagskaffen, da Gemalen havde fået fri fra arbejde. Små portionskager med blåbær. Inspireret af den påtvungne indkøbstur og Super Brugsens friske blåbær.


Vanillebunde stukket ud med glas og dryppet med frisk citronsaft, lagt sammen med vanillefløde og blåbær - og så hvid glasur og fint revet citronskal på toppen.

Mums!

Ja-ja. Vi fik altså også lasagne!

;o)

torsdag den 29. juli 2010

Dejligt i sommervarmen

Jeg afskyr det søde, klistrede stads man kan købe i forretningerne under navnet "Ice Tea". Kunstig ferskenaroma og alt, alt for meget sukker. Yikes.


Hvorfor overhovedet købe det, når det er så let (og billigt!) at lave det selv?

En kande te, evt. et par skiver økocitron og en smule sukker - og så en tur i køleskabet.
Celestials Lemon Zinger er fantastisk til formålet og min nye yndlings-variant

:o)

onsdag den 28. juli 2010

Hjemmelavet pasta. Kom nu...

Jamen altså... Det er altså ikke så svært eller eksklusivt, som det ser ud.
Jeg kan kun anbefale, at du prøver det - og du vil indse, at den friske pasta fra supermarkedet er en elendig erstatning...

Du skal selvfølgelig bruge en pastamaskine - med mindre du selvfølgelig har tænkt dig at bruge pastadejen som din helt personlige fitness-træning. Det skulle give nogle gode overarme og sved på panden, har jeg hørt...
Måske har du den allerede stående i kælderen, men har du ikke en, så prøv lige at spørge din mor, din søster, din nabo eller din veninde, før du går ud og investerer. Utroligt mange mennesker har (som jeg) engang i et øjebliks entusiasme købt sig sådan en...
(Den står sikkert samme sted som ismaskinen, saftcentrifugen, chokoladesmelteren, vaffeljernet og æbleskivepanden...)

Når du har lokaliseret en pastamaskine laver du en dej.
Jeg plejer at beregne ca. 100 g. mel og 1 æg pr. person. Lidt mere, hvis det er store, granvoksne mænd...
Dagens portion blev lavet af 3 æg, 200 g. hvedemel og 100 g. durummel - og en lille bitte smule salt. Og så valgte jeg at tilsætte 2-3 spsk. fint hakkede, blandede krydderurter fra haven og 1 fed presset hvidløg til dagens portion. Eksperimenter! Revet parmasan. Tomatpuré. Blæksprutteblæk. Fint revet citronskal. Chili. Anything goes.

Du behøver ikke at bruge durumhvede, hvis du ikke har det. Andre igen bruger en langt større andel durum end hvedemel - og det er sikkert en hel videnskab, hvis man vil gøre det til det...

Hæld melen i en skål (stor nok til at kunne ælte), lav en fordybning og hæld æg, salt og evt. krydderurter eller andet "dims" heri.

Rør æggene sammen med en gaffel - og rør så meget mel ind i æggeblandingen, at du kan få fingrene ned i.


Ælt. Du skulle gerne ende med at få en tør klump, som kun knap hænger sammen (se billedet). Vil det overhovedet ikke hænge sammen, så prøv at tilsætte en spiseskefuld vand eller to. Dejen må ikke blive klistret. Så skal du tilsætte lidt ekstra mel. Ellers klistrer den fast på valserne i pastamaskinen.

Det er lidt op til dig, hvor meget energi du vil lægge i æltningen.
Jeg er doven... så jeg foretrækker at bruge pastamaskinen til at "ælte" for mig.

Del dejen i rimelige stykker. Indstil pastamaskinen på den groveste indstilling. Min går fra 1 til 10 - og jeg "ælter" på 1.


Kør dejen igennem pastamaskinen. Fold den sammen og kør den igennem igen. I dag talte jeg for sjov, hvor mange gange jeg kørte hver klump igennem i ælte-fasen. 15 gange - og så endte den med at få den silkeglatte struktur. Langt lettere end at ælte, synes jeg.



Jeg tror ikke, at du vil være i tvivl om, hvornår det er nok. Dejen bliver mere og mere glat, jævn og elastisk.
Nu folder du dejen til en rimelig firkant - gerne lidt smallere end pastamaskinen og kører den igennem en gang på den groveste indstilling.


Stil herefter pastamaskinen på finere og finere indstilling og kører igennem en gang på hvert trin. Træk lidt i dejen, hvis den bliver for bred til valserne. Den er rimeligt elastisk.
Hvis dejen begynder at klistre sammen, tager du en lille bitte smule hvedemel og "smører" ud over pastapladen med hænderne.
Bliver pastastykket for langt til at håndtere, skærer du det blot over og kører videre med hver del for sig.
Eller allier dig med en, der tager fra, når pastaen kommer ud af valserne. Smadder hyggeligt - og sjovt at se, hvor lang pasta man kan få.
Når du har trillet pastapladen fint nok ud (Jeg sluttede på indstilling 8 ud af 10), kan du vælge at bruge den som den er (lasagne) - eller skære den i strimler af ønsket bredde.
Hæng pastaen til tørre på et rent viskestykke, mens du laver resten af din portion. Enten som her over en skabslåge - eller over en stoleryg.

Koges i letsaltet vand i ganske kort tid. 2-4 minutter, afhængig af tykkelsen.

Enjoy!

Hvis nogen hopper med på vognen med hjemmelavet pasta, så læg gerne en kommentar og et link herunder. Jeg vil gerne se jeres varianter.

fredag den 23. april 2010

Et skvæt og en sjat...

Hm... Be´ om en opskrift siger I... Jamen altså...

Faktum er, at jeg nok laver mad ligesom min Bedste gjorde... Sådan lidt på slump og gefühl...

Et skvæt af det ene og en lille sjat af det andet... blande, blande... røre, røre...

Jeg følger sjældent en opskrift slavisk - for "mon ikke lidt af det her vil give et pift?"...

Nå, men "opskriften" på de sunde muffins er altså af den kategori. Med udgangspunkt i en opskrift fra en kogebog - og en hel masse tilretning og brug af det forhåndenværendes princip.

Det er en opskrift, der egner sig glimrende til at få ryddet op i køleskabet - og her kommer så lidt informationer om, hvordan jeg CIRKA gjorde forleden...

Sunde Muffins

"Grunddej" til 24 muffins blev lavet af:
5 dl. kærnemælk (Kan erstattes af A38 eller andet mælkeprodukt)
2 æg
1 dl. olie
Salt og peber. (Mængden af salt afhænger af fyldet)

400 g. mel (Noget af melet blev udskiftet med et par håndfulde havregryn)
4 tsk. bagepulver
1 tsk. natron

Mælkeprodukt, æg, olie og salt/peber blandes sammen - og fyldet røres i.
Mel og hævemiddel blandes - og røres i dejen.

Fyldes i smurte slip-let muffinsforme (Papirforme er i dette tilfælde en nitte, for der sidder ganske meget fast på papiret) og bages ved 175 grader Celcius i 25 - 30 minutter til lysebrune. Skær en af dem over og se, om de er gennembagt.

Fyldet:
Kan i princippet være alt muligt - kun fantasien, udvalget og ens smag sætter grænsen.

I de muffins jeg bagte forleden var der ca. 300 g. kogte ris, 3oo g. skinketern og 3 håndfulde ærter.
Desuden svitsede jeg 3 store gulerødder i tern, 1 porre og et forårsløg i lidt olie og blandede det i.

Rå grøntsager skal helst svitses først - de når ikke at blive "nok" i ovnen. Bagt nok, stegt nok, kogt nok... Bare "nok". Skønt udtryk! som min veninde Kath fra Sønderjylland bruger.

Så var der ryddet op i mit køleskab, og en umage samling rester var forvandlet til et aftensmåltid.
Men jeg har også brugt soltørrede tomater, krydderurter, fetaost, pinjekerner, frikadeller, broccoli, pølser, peberfrugter, kalkuntern, champignoner, revet ost, tomater, hvidløg, løg...

Ikke alt sammen på en gang... men sådan lidt på slump og efter gefühl...

Rigtigt god fornøjelse med "eksperimenterne".

;o)

torsdag den 11. marts 2010

Chai Tea Muffins



Skønne muffins med en let krydret smag og en sprød overflade.

(12 stk)

1 ½ dl. mælk
2 breve Chai Tea

125 g. margarine/smør
200 g. sukker
2 æg

250 g. mel
2 tsk. bagepulver

Giv mælken et opkog sammen med tebrevene. Lad det trække i ca. 20-30 minutter, til mælken er kølet af. Fjern tebrevene fra mælken.

Tænd ovnen på 175 grader Celcius - varmluft.

Blødgjort margarine (15 sekunder i microovnen) og sukker piskes sammen. Rør æggene i et ad gangen og tilsæt mælken.

Bland mel og bagepulver og rør det i dejen.

Fordel dejen i en muffins-bageplade foret med muffinsforme og bag i 20-25 minutter til lysebrune. Test om de er gennembagt med en tandstikker.
Afkøles 5 minutter før de fjernes fra muffins-pladen. Afkøles helt på en bagerist.


Nydes med et glas Chai Latte og et smil...

lørdag den 6. marts 2010

Laster

Jeg har flere "alvorlige laster"...

En af dem har I nok opdaget, er hjemmebagte kager. Jeg ELSKER hjemmebagt kage - og kan da også godt overtales til at klemme en købekage ned... (hæ-hæ)

Jeg ved udmærket, at kager ikke er sunde. Det er chokolade heller ikke - eller kaffe (Begge dele figurerer også på min liste over laster) - men til gengæld må jeg præcisere, at jeg ikke ryger - og næsten ikke drikker alkohol, så...

Nå... men tilbage til kagerne, for det var jo den egentlige mening med dette indlæg... at give jer, kære læsere, endnu en opskrift på en kage. Måske for at lokke andre ud på samme skråplan, som jeg selv befinder mig på?

Jeg ville sagtens kunne falde til som "strisser", hvis rygtet om deres indtag af citronmåner holder stik. Jeg elsker nemlig kage med et twist af citron.

Kath bager en fantastisk citron-twistet Tosca-kage (hun har afsløret, at hemmeligheden er at fordoble mængden af mandel-snasket på toppen).

Citron-muffins er fantastiske.
Gulerodskage ville slet, slet ikke være det samme, hvis det ikke var for smøreostglasuren med citron.
Revet citronskal i dejen kan redde selv den kedeligste sandkage.

Så... her har I en opskrift på en citron-kage, som bestemt ikke bliver ringere af at blive dækket af smeltet chokolade...



Citronkage

100 g. blødt smør/margarine
250 g. sukker
3 æg
1 øko-citron
ca. 2 dl. mælk
250 g. mel
1 tsk. natron
1 tsk. bagepulver

---

100 g. mørk chokolade
Lidt piskefløde.


Blødgør evt. smør/margarine i microovnen og pisk sammen med sukkeret.
Rør æggene i et af gangen.
Riv citronskallen fint og rør den i dejen.
Pres saften af citronen - og suppler med mælk til du har 2½ dl. væske. Rør det i dejen.
Bland mel, natron og bagepulver - og vend det i dejen.

Hæld dejen i en smurt springform - og bag den midt i ovnen ved 175 grader Celcius i ca. 35 minutter. Check om kagen er gennembagt med en tandstik - og afkøl den på en bagerist.

Hvis du vil pynte med chokolade smelter du den sammen med piskefløde og smører den ud over den afkølede kage.
Få evt. ungerne til at pynte med husets udvalg af krymmel...


Synd løs!

:o)

fredag den 12. februar 2010

Kamp om de sidste krummer...

Ja, ja... jeg ved det godt. Denne blog er snart kun fyldt med kager og strik... Sorry!

Men... I skal da ikke snydes for opskriften på denne skønne appelsinkage, som min mor altid bager til jul. Den kan dog sagtens bages på andre tidspunkter af året - og kan også sagtens bages i muffinsforme ;o)



Appelsinkage med chokolade

250 g. blødgjort margarine
250 g. sukker

4 æg

Fint revet skal og saft af 2 økologiske appelsiner.
(Fint revet skal af 1 økologisk citron)

250 g. mel
1 ½ tsk. bagepulver

100 - 200 g. mørk chokolade i tern.

Bages i springform ca. 1 time ved 200 grader Celcius. Pas på den ikke bliver for mørk. Dæk evt. med alufolie det sidste stykke af bagetiden.

Pas også på, at kampen om de sidste krummer ikke bliver alt for blodig ;o)

tirsdag den 22. december 2009

Konfekt i storproduktion


Det skal med det samme siges, at disse billeder er fra sidste uge - og at beholdningen af konfekt på nuværende tidspunkt er svundet ganske alvorligt ind - allerede før jul.

Sammen med 10 kolleger lavede Frau Putz konfekt i omkring 5 timer en dag efter arbejde, kun afbrudt af en spisepause med pizzaria-mad bestilt på nettet.

Produktionen blev organiseret på totalt checket vis med et hold i køkkenet som tilsatte smag til marcipanen og 3 produktionslinier i kaffestuen, som tog sig af at trille, overtrække med chokolade og drysse med forskellig pynt. Hver smagsvariant fik sin egen pynt, så man kan finde sin "yndlingsvariant" igen og igen.

Mine yndlingsvarianter er dem med appelsinskal/cointreau (Grøn krymmel) og citronskal (Røde/grønne/hvide kugler).


... ellers er der kugler med marcipan smagsat med
Kahlua/kaffe (Mandelflager)
Porter (Kokos)

(Dadler fyldt med marcipan og chokoladeovertræk (Røde hjerter))


Amaretto kirsebær (Blå violer)
Rosiner i rom (Papirforme. Brune/hvide kugler)


Æble-bananchips/cognac (Blå kokos)
Abrikoser i Bacardi Razz (Lyserøde/lilla kugler)
Svesker i rom (Rød krymmel)
Nødder/Nougat (Blå/grøn krymmel)


Cointreau/kaffe/valnødder (Mangefarvet nytårskonfetti)
Tern af nougat overtrukket med chokolade (Hvid chokolade)
Karamelliserede valnødder/appelsin (kakao)

og til sidst en træstamme med marcipan og trøffelmasse.

Nøj, hvor vi hyggede os, og jeg håber det er en tradition, der er kommet for at blive - men nøj, hvor lugtede der på vores dybfrosne kontor dagen efter, for konfekten var sat til afkøling på vores kontor, for åbne vinduer og med slukkede radiatorer.

onsdag den 9. december 2009

Knas!

Uhm...


Et indlæg hos Mrs. Cakeaholic er den direkte grund til, at jeg i dag gik lige hjem og kastede mig ud i en produktion af brændte mandler. Årets første - men bestemt ikke sidste produktion.

Hele familien elsker dem - og skulle du have lyst til at gøre mig kunsten efter, så er det ganske let...


Brændte mandler

Portionen holder ca. 20 minutter i en familie på 4... ;o)

200 g. mandler
100 g. sukker
½ dl. vand

Bland alle ingredienserne på en teflon-pande - og rør rundt.
Tænd for panden - god varme - og kog under jævnlig omrøring til vandet er næsten fordampet.


Herefter er det tid til non-stop omrøring, så mandlerne ikke bliver for brændte.


Fortsæt med at røre i mandlerne - først er sukkeret krystalliseret omkring mandlerne og de virker grynede...


... så smelter sukkeret - og du rører stadig.


Pas på de familiemedlemmer, der bliver lokket til af duften... og gerne risikerer at brænde fingrene for at få en smagsprøve ;o)


Fortsæt indtil mandlerne er blanke.


Hæld dem til afkøling på et stykke bagepapir, spredt ud i et tyndt lag.
Pas på! De er MEGET varme!


Du kan skille dem ad med 2 gafler, eller simpelthen knække dem fra hinanden, når de er kølet af.
Nydes lune - men kan også gemmes i en tætsluttende dåse (hvis der er nogen tilbage...)


Velbekomme!