Viser opslag med etiketten Broderi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Broderi. Vis alle opslag

torsdag den 23. august 2012

Som om...

... at jeg ikke har nok på min want-to-do-liste...

Nyhedsbrev fra Sommerfuglen lander i indbakken, og straks falder mit blik på et nyt broderikit fra Fru Zippe...

I de skønneste farver (- den findes også mere afdæmpet, men... altså... farver og striber må der til i vintermørket!  Og det bliver helt sikkert vinter, før jeg får det færdigt...)


(Og billedet er tyv-lånt fra Sommerfuglen/Google. Håber jeg bliver tilgivet...)

Måske jeg liiiige skulle sy min Mr. Darcy-pude færdig først. Mangler kun omkring... 40 % ... sådan rundt regnet...

;o)

mandag den 9. april 2012

X'et påske

Nu hvor påsken lakker mod enden, kan jeg da lige vise jer, hvor langt jeg er nået med min "Darcy-pude" - og samtidig afsløre, at jeg valgte at satse på den mest farvestrålende (passionerede) kombination af farver.


Et godt stykke er X-et færdigt...  og med godt 200 korssting i hver række tager det et stykke tid at sy frem og tilbage.
Takket være det forholdsvis dårlige vejr er jeg nået så langt med projekt pude, mens projekt hønsehus og -gård til gengæld ikke er nået væsentligt længere end det var forleden. Jeg må derfor konstatere, at det ikke som håbet bliver umiddelbart efter påske, at Putz-pyllerne flytter ind.

Nu er jeg jo ikke nogen korsstings-haj (faktisk er dette mit første større projekt, hvor hele stoffet er fyldt ud med korssting...) - og jeg har da lært en ting og to undervejs.
F.eks. har jeg lært, at mercericeret bomuldstråd også kan blive "slidt" og "uldent" at se på, hvis det bliver krammet og gnedet for meget. Det midterste stykke længst mod venstre er derfor blevet "langhåret" pga. for hårdhændet håndtering - og det er jeg mildest talt en smule træt af.
Hvad gør man ved sådan noget?  Barbering, klipning med saks eller???  Gode råd modtages med kyshånd.

Nu vil jeg sætte en DVD på og tilbringe den sidste påskeaften på vanlig X'et vis.  Jeg må jo videre, så Mr. Darcy kan få sin pude.

:o)

onsdag den 4. april 2012

Hvidt i hvidt

Let at se på billedet er det ikke...  men Mr. Darcy's kærlighedsdeklaration står nu at læse på det, der engang bliver til en stor pude til sofaen. Når jeg bliver færdig med baggrunden.


Faktisk er billedet ikke en helt sandfærdig statusopdatering for mit korsstings-flip.  Jeg har nemlig syet en del af baggrunden også - og regner med at nå en del i dag også.
Der er nemlig dømt "Darcy-dag" hos min veninde Kath.  Marathon med den RIGTIGE version af "P&P". Og mon ikke jeg kan sy korssting imens?

Fra morgenstunden har jeg været i gang med at bage scones. I beste engelske stil, så det passer med filmen...


Stone-scones skulle jeg måske sige, for kagerulle og udstiksforme blev skippet og dejen i stedet sat på pladen og trykket lidt sammen, før de blev bagt.  Forhåbentlig er formen det eneste "stenede" ved dem

Kokosmakronerne har Emilie bagt, så resten af familien også kan hygge sig med guf, mens Mor er i byen.


Påskeferie er nu en dejlig ting...

:o)

torsdag den 29. marts 2012

Leg med farver

Jeg har leget med farver ved hjælp af den fantastiske Random Stripe Generator.  Vælg dine farver og bredden på dine striber - og så gør programmet resten.

Jeg kan bare ikke helt bestemme mig...

Mange farver...


Uden røde farver...


Uden brune nuancer...


... valg, valg, valg...

Heldigvis er der da et stykke tid til den endelige afgørelse skal falde, så jeg kan jo stribe lidt mere rundt...

:o)

mandag den 26. marts 2012

Oh... Mr. Darcy...

Ved hjælp af et program, som kan konvertere billeder til korsstingsmønster...  (og en omgang copy-paste fra og til Windows Paint)


Nu ved jeg, hvad der skal supplere mine filmaftener foran fjernsynet de næste uger/måneder/år.

;o)