Klar til julehygge

 Søndag blev der lavet juleguf i lange baner. 

Emilie og Andreas insisterede på, at der skulle bages småkager og pebernødder - og laves konfekt.  Købt var skam ikke godt nok.
Jeg selv kunne nok godt have været ganske tilfreds med købte småkager af den gode slags. December har som sædvanlig været travl - og på arbejdet endnu mere travl end ellers - og jeg kunne godt bruge en dag på sofaen med en film.
I stedet måtte jeg finde min indre ork frem og være med i deres hyggelige planer.

Vi gik i gang efter morgenmad og indkøb af råvarer i rigelige mængder.  Først blev der lavet småkagedej. 3 varianter. Spiraler, glade jødekager og chokolade/orange. 
Alt sammen ud fra samme grunddej fra Arla (Jeg tilsætter dog en rå mængde god vanillesukker til opskriften.

Sidst på eftermiddagen var småkagerne bagt og ungerne trillede pebernødderne, mens jeg ryddede op i køkkenet.  Pebernødderne er efter min mors gamle opskrift - og fås efter min mening ikke bedre. Her kan de købte bestemt ikke være med.

Spiraler. Med krymmel...  Altid krymmel  :-)

Chokolade og revet appelsinskal. Og krymmel.

Jødekagerne blev drysset med kanelsukker tilsat krymmel.  Vi går IKKE ned på krymmel her i huset  :-)

Mens jeg lavede småkagedej arbejdede ungerne intenst på pebermyntekonfekten.  De har altid været en fast bestanddel af min barndoms slikfad - og er stadig populære. 
Såre simple at lave - og beviset er, at ungerne selv stod for det hele. 
Æggehvide (2 stk giver en bagepladefuld konfekt), flormelis røres i til konsistensen er tyk nok til at kunne trille små kugler og lidt pebermynteolie/-essens. Tryk til sidst en chokoladeknap ned i kuglen. Hvis du vælger den farvestrålende variant kan M&M's anbefales. De holder farven.



Pebermynte-konfekt.  Farvestrålende.
 

Så mangler vi kun konfekten lavet af chokolade, cornflakes og rosiner.

Og så er vi klar til jul.  I hvert fald hvad angår juleguf. 

Stativ Stakit Stafet

Det tog et par dage at finde helt tilbage til mig selv efter sidste weekend.

Der var for første gang "Stafet for Livet" i Hvidovre - og vi havde tænkt, at selvfølgelig skulle Spejderne da stille med et hold.
Smuk tanke, ikke?  Spejdere, der hjælper andre. Vandretur. Spejderne sælger snobrød til fordel for kampen mod kræft.

Det var skam også en fin oplevelse... men sjældent har jeg været så brugt som efter den oplevelse.

Ikke alene løber Stafetten jo over et døgn (22 timer i dette tilfælde) - men med 34 tilmeldte børn havde vi RIGELIGT at se til både før, under og efter stafetten.
Som "tovholder" og spejderleder havde jeg rigeligt at se til med at være ansvarlig for indkøb og "produktion" af ting, som kunne sælges. Varm mad til 40 personer. Og alt det vi skulle huske... Telte, bålplads, snobrødspinde, drikkevarer, krus, gafler, vabelplaster, "depeche"/spejderflag til at bære rundt under stafetten, bænke omkring bålpladsen, grillbriketter og grillstartere...

Alenlange lister med           to do - to remember - to buy

Der var ikke mange øjeblikke til familien i den sidste uge op til stafetten... eller til mig selv. Heldigvis deltog hele familien i stafetten, så vi var sammen i weekenden.

Og det hele klappede... Bortset fra vejret.

Knap var "Fighterne" trådt ud på stadions røde løbebane for at gå stafettens første runde før himlens sluser åbnede sig - og så regnede det ellers stort set resten af de 22 timer. Blæst og kulde sluttede sig til - og gjorde det til en blandet fornøjelse at gå rundt på stadion.

(Enkelte af billederne er mine egne.  Resten er lånt fra "Stafet for Livet - Hvidovre" på Facebook - og fra Hvidovre Avis)  

 

 

Men det er det fantastiske med børn. De lader sig simpelthen ikke slå ud af sådan en "petitesse" som dårligt vejr. Lørdag fra 14 til 21:30 - og igen fra 8 til 11:30 om søndagen gik og løb der konstant spejdere rundt på stadion. Rundt og rundt. 
En enkelt dreng fra 2. klasse løb 20 km. om lørdagen - for så at vende tilbage søndag og snuppe 10 mere...  Enkelte andre kom op på 20 km, mens en meget stor gruppe børn gik 25 runder (10 km) på stadion.  I silende regn.

 

 

 

 

De hyggede sig. Med hinanden - og med alt det, som man kunne købe rundt omkring på stadion. Kanelgifler. Saltstænger. Skumfiduser, kys, slikkepinde og snobrød (deres egne varer). 

 

  

 

 

Da lysceremonien var overstået kl. 22 gik de fleste hjem - mens lederne og en enkelt forælder overtog opgaven med at bære depechen rundt hele natten.

Jeg selv gik hjem og sov helt til kl. 02:30 (3 timer!). Sprang ud af sengen, lavede kaffe og kastede noget morgenbrød i en pose - og så af sted til stadion for at gå og gå og gå, mens de andre ledere fik sig et hvil.

Efter 2 ½ times nattevandring er der stadig smil på.

 

Skyerne er på vej væk - men det var kun en stakket frist.

 

75 runder - eller 30 km. blev det til for mig om natten og i løbet af søndagen. Ikke så meget som jeg havde forestillet mig, men det var det "logistikken" tillod.

 

I løbet af de 22 timer gik/løb spejderne og en lille gruppe voksne 1679 runder på stadion. 672 km.
Vi indsamlede godt 8000 kroner til Kræftens Bekæmpelse og vi fik i den grad "vist fanen", samtidig med at ungerne havde en fest.

"Sikke et godt arrangement. Det gør I vel igen næste år?" var den typiske bemærkning fra forældrene, når de kiggede forbi for at aflevere og hente børn.  "Hm... Tjah... Mumle-mumle... Måske... (Hvis vi får noget mere hjælp)" var det vævende svar.
For JO. Jeg vil gerne deltage i stafetten igen. Men om jeg orker al logistikken, alle forberedelserne, alle to do - to remember - to buy-listerne igen næste år... 

Måske jeg bare laver et lille hold, hvor venner/familie/bekendte kan melde sig til.
Nogen, der selv kan finde ud af at stå for "logistikken".

Måske har jeg glemt det hele næste år - og står igen i spidsen for 40 spejdere  ;-)
  



Tessie (Advarsel... billedspam)

Det startede for længe siden... Plageriet...  For så lang tid siden, at det virker som om Emilie ALTID har plaget om at få hund.

Så blev jeg lidt smittet - for jeg ville jo også gerne have hund. Der var bare alle de sædvanlige udfordringer og undskyldninger. Som efterhånden smuldrede, da børnene blev større osv.

Så jeg gik på nettet - for hvad findes der lige af familiehunde af mellemstørrelse, som ikke jager katte og høns...  Bilen kan ikke rumme en Golden Retriever. Vi er ikke til små hunde.

Søgningen gav et ret entydigt svar:  Shetland Sheepdog aka "Sheltie".   Som der ikke er ret mange af i Danmark. Der bliver født ca. 250 hvalpe om året... 

Vi blev derfor skrevet op hos fire forskellige opdrættere, som alle havde hvalpe på vej.

De tre af dem havde ikke hvalpe nok til at nå til os på ventelisten, og vi holdt vejret...

Hans Iver fik heldigvis et kuld på 5 - og så blev vi lovet den sidste hanhvalp.  Hans tæver skulle til Østrig og Tyskland, så sådan en kunne vi ikke få, selv om det var vores første ønske.

 

Da de var omkring 2 uger gamle besøgte vi dem første gang. De var på størrelse med et marsvin - og havde endnu ikke åbnet øjnene. 

 

Vi blev hurtige enige om navnet Twister... og der blev fremstillet hundekurv.  

 

Som Ida (vores store killing fra Dyreværnet) straks indtog.  Hm...

 

Nogle uger senere var vi tilbage - og der var godtnok sket meget på de uger. Nu var der dømt nuttede pelsbolde.

På det tidspunkt var det endnu ikke bestemt, hvilken af de tre hanner, der skulle blive vores.

 

Næste besøg 2 uger senere...  Blot 10 dage før ventetiden var forbi og vi ENDELIG kunne hente vores hundehvalp. Der var dømt krudtugler.

 

 

 

 

 

Og pludselig blev der åbnet op for den mulighed, at vi alligevel kunne få en tæve. Der var nemlig problemer med nye regler for vacciner for de hvalpe, der skulle have været til Tyskland og Østrig. 

En tæve... jamen den kan jo ikke hedde "Twister", vel...

 

Så jeg syede nyt navn - og satte det på hundekurven. Da vi endelig havde fundet ud af, at hun skulle hedde "Tessie".  Det holdt hårdt at blive enige.

 

Og så kunne vi endelig hente vores hundehvalp.

 

 

Første dag hjemme

 

 

 

 

 

Og selvfølgelig sover man ikke i sin nye hundekurv...

 

 

Siden har vores liv været fyldt med alle de udfordringer og fornøjelser, der følger med at være hundeejer. 

 

Vi har altid hjælp til havearbejdet... (eller nogen til at stjæle havehandskerne...)

 

 

 

Ida fik den legekammerat vi håbede på.  De to er BFF - mens Pelle er en anelse mere reserveret, men ved at tø op. Tessie er "tolereret", så længe hun holder en vis afstand.

 

 

Vi har lært at være ude i al slags vejr...

 

 

... og på alle tidspunkter af døgnet...

 

 

 

 Tessie er med over alt.  Også i telt på spejderlejren. 

 

 

 

Akut træthed kan ramme... Særligt på spejderlejr med 20 børn.

 

 

Man sover fantastisk i telt. Helt tæt på sin "familie".

 

 

 

 Og vi har fjernet burrer. Og flere burrer. Og et par flåter. Og endnu flere burrer.

Her en hunduistisk hund fra Burrma (Nej. De er ikke "anbragt". I skulle have set hendes nakke...)

 

 

 Møns Klint.

 

 

Og her nogle af de sidste fotos...  Hun er blevet dobbelt så stor i løbet af de godt to måneder vi har haft hende.  

 

 

 

 

Her er ingen billeder fra vores "Hvalpemotivations"-kursus. Ej heller fra alle de ture, vi har været på. Emilies telefon er tilsvarende fyldt til randen. Og det lille digitale kamera.   ;-)

 

Uh, hvor er hun sød, hende Tessie.

 

<3