Nogen i huzet havde fødselsdag i januar - og derfor skulle nogen jo have sig en fødselsdagsgave...
Derfor blev der købt rød shetlandsuld hjem fra Holst - i farven Carmine. Uh, så smuk en farve!
Mønsteret er mit helt eget - et bindesjal, som jeg tidligere har strikket til mig selv i farven Cloudberry. (Det sjal skal I også nok få lov til at se. Når jeg engang får taget et billede) ;o)
Jeg vil gerne udbrede kærligheden til bindesjaler, som er smukke og giver praktisk varme, idet man ikke har lange, flagrende ender, der hænger ned og forstyrrer når man arbejder - og derfor var det selvfølgelig et bindesjal, der blev strikket til nogen i Huzet.
Det blev færdigt, mens vi var på skiferie i Norge, og givet til fødselaren umiddelbart efter hjemkomsten - så jeg har kun et... temmelig usædvanligt billede af det. Vasket sent om aftenen, da alle andre var gået i seng - og lagt til tørre på det eneste sted i hytten, hvor der var håb om at det ville tørre hurtigt, nemlig det varme gulv på badeværelset. En lidt uværdig placering, måske...
De fine billeder jeg planlagde... med sjalet skødesløst smidt i den kridhvide sne, flagrende i vinden eller hængende fra et snedækket træ, med fjeldene i baggrunden... De gik op i kraftigt snefald den sidste eftermiddag...
Ja-ja... Sådan går det til, at det eneste billede man har af et strikkeprojekt er taget med et toilet i baggrunden...
;o)
onsdag den 29. februar 2012
mandag den 27. februar 2012
Klam mand i tangatrusser forstyrrer min morgenmad
Sådan går det, når man har en 9-årig datter:
Man får et fint, nyt kaffekrus i fødselsdagsgave - og så kan man ellers sidde der og glo på en småklam mand i tangatrusser (med gylp), mens man drikker sin morgenkaffe...
Heldigvis er det ikke Gemalen, der har stået model - for så han sådan ud i underbukser, var han helt sikkert smidt på porten...
;o)
Jeg fik skam også mange andre, fine gaver i fødselsdagsgave - og en hel masse hilsner og gæster fra nær og fjern - og jeg havde en rigtigt hyggelig dag.
Alt i alt, så gjorde det ikke så ondt at fylde 40, som jeg havde troet. Eller også er det bare ikke rigtigt blevet hverdag endnu. Måske rammer det mig først rigtigt, når jeg skal sige ordene "Jeg er 40 år" - eller når jeg lige om lidt bliver tvunget til at rette præsentationen af mig selv ude i højre side af min blog...
Man får et fint, nyt kaffekrus i fødselsdagsgave - og så kan man ellers sidde der og glo på en småklam mand i tangatrusser (med gylp), mens man drikker sin morgenkaffe...
Heldigvis er det ikke Gemalen, der har stået model - for så han sådan ud i underbukser, var han helt sikkert smidt på porten...
;o)
Jeg fik skam også mange andre, fine gaver i fødselsdagsgave - og en hel masse hilsner og gæster fra nær og fjern - og jeg havde en rigtigt hyggelig dag.
Alt i alt, så gjorde det ikke så ondt at fylde 40, som jeg havde troet. Eller også er det bare ikke rigtigt blevet hverdag endnu. Måske rammer det mig først rigtigt, når jeg skal sige ordene "Jeg er 40 år" - eller når jeg lige om lidt bliver tvunget til at rette præsentationen af mig selv ude i højre side af min blog...
fredag den 24. februar 2012
четиридесет Forty चालीस Vierzig четириесет Quarante
Så skete det! Jeg vågnede op i morges og var pludselig blevet 40 år...
Eller pludselig og pludselig... I virkeligheden har jeg frygtet den her fødselsdag i årevis, for når man bliver 40 er man jo lige pludselig ikke ung længere, vel...
Og hvad er jeg så nu?
"En moden dame"
(Gys... Synes det lyder helt forfærdeligt!)
Næste skridt er vel de 50 år og betegnelsen "Midaldrende", skarpt forfulgt af "Ældre", når jeg rammer de 60...
Det her føles som et virkelig skarpt hjørne...
Men så var det, at jeg så en Europa-undersøgelse gengivet, som fik mig til at indse, at jeg i virkeligheden ikke var ung længere - for ifølge undersøgelsen har jeg i virkeligheden ikke været ung siden jeg fyldte 38. Ikke ifølge den gennemsnitlige danskers mening i hvert fald.
Så jeg holder faktisk slet ikke op med at være ung i dag. Det løb er for længst kørt...
Næh... man skal flytte til Cypern, hvor man er ung helt til man bliver 50,8 år gammel.
Det giver måske også svaret på, hvor vi skal hen på sommerferie i år og de næste 9 år.
"Ουάου, κοίτα της η νεαρή γυναίκα στο μπικίνι" ... ("Wow, se hende den unge kvinde i bikinien"...)
... og måske er det slet ikke så slemt med sådan nogle skarpe hjørner.. Der kan jo vise sig noget helt fantastisk, når man runder det... (Kan du også mærke, at jeg desperat leder efter plussiden ved hele denne miserable affære?)
Eller pludselig og pludselig... I virkeligheden har jeg frygtet den her fødselsdag i årevis, for når man bliver 40 er man jo lige pludselig ikke ung længere, vel...
Og hvad er jeg så nu?
"En moden dame"
(Gys... Synes det lyder helt forfærdeligt!)
En moden dame... Fy føj da! Får mig straks til at føle mig (endnu mere) som hende her
Jeg vil sætte pris på et bedre bud på min nye "betegnelse"...
Næste skridt er vel de 50 år og betegnelsen "Midaldrende", skarpt forfulgt af "Ældre", når jeg rammer de 60...
Det her føles som et virkelig skarpt hjørne...
Men så var det, at jeg så en Europa-undersøgelse gengivet, som fik mig til at indse, at jeg i virkeligheden ikke var ung længere - for ifølge undersøgelsen har jeg i virkeligheden ikke været ung siden jeg fyldte 38. Ikke ifølge den gennemsnitlige danskers mening i hvert fald.
Så jeg holder faktisk slet ikke op med at være ung i dag. Det løb er for længst kørt...
Næh... man skal flytte til Cypern, hvor man er ung helt til man bliver 50,8 år gammel.
Det giver måske også svaret på, hvor vi skal hen på sommerferie i år og de næste 9 år.
"Ουάου, κοίτα της η νεαρή γυναίκα στο μπικίνι" ... ("Wow, se hende den unge kvinde i bikinien"...)
... og måske er det slet ikke så slemt med sådan nogle skarpe hjørner.. Der kan jo vise sig noget helt fantastisk, når man runder det... (Kan du også mærke, at jeg desperat leder efter plussiden ved hele denne miserable affære?)
... og jeg er jo ikke den eneste, der lige har rundet det skarpe hjørne... ("Du er ikke alene... Tra-la-la-la-la-la-laaaaaaah!")
Selv om ... her er tale om en kvinde, som faktisk er ÆLDRE (Selv små marginaler tæller!) end mig, men ser betydeligt bedre og yngre ud... så det er måske ikke det bedste eksempel at tvære rundt i, lige i dag...
(Trøstespiser lige den pakke chokoladelikørflasker, jeg fik af Pernille forleden...)
;o)
tirsdag den 21. februar 2012
søndag den 19. februar 2012
Man bliver lige overrasket hver gang
Hver eneste gang jeg tager mig sammen til at pudse det gamle frugtfad af sølv, bliver jeg overrasket over, hvor lyst og fint det er.
Hovedrengøring er rasende kedsommeligt og hårdt arbejde... og ikke engang en indlagt kaffepause gør det bedre. Men godt selskab og musik gør det mindre rædsomt, end hvis jeg skulle gøre det helt alene.
Jeg har fundet det i en kasse på et loppemarked engang. Det var utroligt anløbent og er sikkert blevet forbigået af andre købere i en evighed, så for en guldmønt blev det mit - og efter en omgang pudsning med masser af knofedt, fik det plads på udstilling i tallerkenrækken, hvor det desværre hurtigt bliver anløbent igen.
En ordentlig omgang hovedrengøring i køkken og alrum i går fik mig dog til at forbarme mig over fadet, og nu står det igen lyst og fint.
Vi brugte halvdelen af lørdag i selskab med Ajax, rengøringsklude, skuresvampe og gummihandsker...
... før vi hentede ungerne hos Farmor og Farfar - og selv blev forkælet derude i nogle timer. Velfortjent, hvis jeg selv skal sige det.
Og nu er vi så klar til at tage fat på hverdagen. De TO vinterferier er overstået og hverdagen rammer i morgen klokken 6:45... - og endda lidt tidligere for Gemalen.
onsdag den 15. februar 2012
Alene hjemme...
Først vil jeg gerne præsentere noget, der minder om en Verdenssensation...
Tyve roser fra Gemalen. På Valentines Day. (At han så kaldte det "Mors dag" viser vel bare, at jeg kan forvente endnu en verdenssensation i år, eller hvad?)
Og det var skam ikke de eneste blomster, jeg fik i går...
For svigerforældrene havde købt tulipaner til mig, da de kom forbi til lidt eftermiddagskaffe, noget ridetime-oplevelse og en bid aftensmad, hvorefter de tog hjem med et par børn ekstra i bilen.
Og nu er vi så alene hjemme.
4 hele dage og 4 aftener uden børn... Vinterferien tilbringes hos farmor og farfar - og det giver forældrene nogle sjældne frihedsgrader...
Gemalen skal selvfølgelig på arbejde i dagtimerne, men hvad skal man så bruge sådan nogle børnefri aftener på?
Den første blev brugt sammen med syklubben i kælderen, mens Gemalen havde en fest ovenpå med HØJ musik næsten til midnat...
I aften skal jeg strikke. Sammen med resten af strikkeklubben, som kommer her og skal holde mig ved selskab, mens jeg kommer et stykke deropad på mit seneste projekt... En Jane Austen-inspireret strikket kjole, som jeg blev inspireret til på Pinterest - og straks kastede mig ud... En kjole på pind 3...
(Der er et stykke vej endnu til det er en kjole...)
De to sidste aftener skal udnyttes til en tur i biografen - og helt sikkert noget af det mad, som ungerne normalt rynker på næsen af. Kærestetid. Og måske et slag Scrabble og en flaske vin...
Tyve roser fra Gemalen. På Valentines Day. (At han så kaldte det "Mors dag" viser vel bare, at jeg kan forvente endnu en verdenssensation i år, eller hvad?)
Og det var skam ikke de eneste blomster, jeg fik i går...
For svigerforældrene havde købt tulipaner til mig, da de kom forbi til lidt eftermiddagskaffe, noget ridetime-oplevelse og en bid aftensmad, hvorefter de tog hjem med et par børn ekstra i bilen.
Og nu er vi så alene hjemme.
4 hele dage og 4 aftener uden børn... Vinterferien tilbringes hos farmor og farfar - og det giver forældrene nogle sjældne frihedsgrader...
Gemalen skal selvfølgelig på arbejde i dagtimerne, men hvad skal man så bruge sådan nogle børnefri aftener på?
Den første blev brugt sammen med syklubben i kælderen, mens Gemalen havde en fest ovenpå med HØJ musik næsten til midnat...
I aften skal jeg strikke. Sammen med resten af strikkeklubben, som kommer her og skal holde mig ved selskab, mens jeg kommer et stykke deropad på mit seneste projekt... En Jane Austen-inspireret strikket kjole, som jeg blev inspireret til på Pinterest - og straks kastede mig ud... En kjole på pind 3...
(Der er et stykke vej endnu til det er en kjole...)
De to sidste aftener skal udnyttes til en tur i biografen - og helt sikkert noget af det mad, som ungerne normalt rynker på næsen af. Kærestetid. Og måske et slag Scrabble og en flaske vin...
mandag den 13. februar 2012
Fastelavn over lave gærder
Ind imellem springer alle vel over, hvor gærderne er lave - og det er vel egentlig OK, så længe man ikke lander i leret mudder på den anden side...
Fastelavn kom tidligt i år - for i skolen slår de katten af tønden den sidste skoledag før vinterferien.
Vi måtte derfor i al hast ("Nå for søren... er det nu fastelavn... igen... Ups da... Det kommer bag på mig - igen...") finde på udklædning til ungerne - så torsdag kort før lukketid gik turen til Legekæden. Ikke noget med sjove, kreative gør-det-selv-løsninger her - og jeg er helt sikker på, at mine unger var lykkelige for den beslutning. Sidste år var Emilie "Madam Skrald" - og har lige siden talt om, hvordan hun blev drillet af nogle af skolens drenge med at hun "lugtede af skrald" o.lign. (Godmodige drillerier, forsøger hendes mor at indvende, men forgæves...)
Så i år blev der KØBT kostume - og det eneste vi skulle nå var derfor at lægge en troværdig klovne-makeup tidligt fredag morgen.
Rigtig klovne-postkasserød læbestift var dog ikke til at købe for menneskepenge i centeret, så hun måtte nøjes med en mere afdæmpet nuance fra den hjemlige beholdning. Til gengæld fandt vi flydende eyeliner både i koboltblå perlemor og skriggrøn glimmer-version, så der kunne trylles en troværdig klovn frem - ... og med den vinterbleghed hun og resten af familien lægger for dagen behøvede vi ikke den skrækkelige, hvide sminke ;o)
Andreas var en ud af 24 røde ninjakæmpere (Emilie talte dem)... og et kort øjeblik var jeg nervøs for, om Gemalen mon havde hentet den rigtige dreng på fritidshjemmet, for han havde nemlig stadig hele outfittet på, da han kom hjem ;o)
Men Hey... det aller bedste er næsten, at jeg er totalt foran med fastelavnskostumerne til den årlige tøndeslagning i haven, når vi rammer søndag... I hvert fald ungernes. De voksnes kostumer plejer så også at være ret så improviserede-i-sidste-sekund-prægede... og sidste år... jeg var egentlig ikke rigtigt klædt ud, vel?
:o)
Fastelavn kom tidligt i år - for i skolen slår de katten af tønden den sidste skoledag før vinterferien.
Vi måtte derfor i al hast ("Nå for søren... er det nu fastelavn... igen... Ups da... Det kommer bag på mig - igen...") finde på udklædning til ungerne - så torsdag kort før lukketid gik turen til Legekæden. Ikke noget med sjove, kreative gør-det-selv-løsninger her - og jeg er helt sikker på, at mine unger var lykkelige for den beslutning. Sidste år var Emilie "Madam Skrald" - og har lige siden talt om, hvordan hun blev drillet af nogle af skolens drenge med at hun "lugtede af skrald" o.lign. (Godmodige drillerier, forsøger hendes mor at indvende, men forgæves...)
Så i år blev der KØBT kostume - og det eneste vi skulle nå var derfor at lægge en troværdig klovne-makeup tidligt fredag morgen.
Rigtig klovne-postkasserød læbestift var dog ikke til at købe for menneskepenge i centeret, så hun måtte nøjes med en mere afdæmpet nuance fra den hjemlige beholdning. Til gengæld fandt vi flydende eyeliner både i koboltblå perlemor og skriggrøn glimmer-version, så der kunne trylles en troværdig klovn frem - ... og med den vinterbleghed hun og resten af familien lægger for dagen behøvede vi ikke den skrækkelige, hvide sminke ;o)
Andreas var en ud af 24 røde ninjakæmpere (Emilie talte dem)... og et kort øjeblik var jeg nervøs for, om Gemalen mon havde hentet den rigtige dreng på fritidshjemmet, for han havde nemlig stadig hele outfittet på, da han kom hjem ;o)
Men Hey... det aller bedste er næsten, at jeg er totalt foran med fastelavnskostumerne til den årlige tøndeslagning i haven, når vi rammer søndag... I hvert fald ungernes. De voksnes kostumer plejer så også at være ret så improviserede-i-sidste-sekund-prægede... og sidste år... jeg var egentlig ikke rigtigt klædt ud, vel?
:o)
torsdag den 9. februar 2012
Et hjem med klaver...
Som barn lærte jeg at spille klaver. Musikkonservatoriet var slet, slet ikke på tale - men jeg hyggede mig bag tangenterne.
Siden er det gamle klaver jeg spillede på hjemme hos mine forældre foræret væk til anden side - og jeg har ikke spillet i noget der minder om 20 år.
Hvorfor er det så, at jeg pludselig cirkler om billeder som disse på Pinterest???
Smukke, malede klaverer...
... som snildt kunne stå i vores alrum (måske fordi det er i alrummet, at husets absolut eneste frie stump væg befinder sig...)
Eller måske skal jeg bearbejde Gemalen til at vi hurtigst muligt får gjort udestuen helårs-beboelig, så jeg kan få opfyldt den ultimative drøm indenfor sort/hvide tangenter...
Jeg er ikke den eneste, der drømmer lidt bag et klaver...
Tror lige, at jeg skal tale lidt med Gemalen. Så mine børn også kan sige, at de kommer fra et hjem med klaver.
Åh, som jeg har fået lyst til at klimpre lidt igen...
Siden er det gamle klaver jeg spillede på hjemme hos mine forældre foræret væk til anden side - og jeg har ikke spillet i noget der minder om 20 år.
Hvorfor er det så, at jeg pludselig cirkler om billeder som disse på Pinterest???
Smukke, malede klaverer...
... som snildt kunne stå i vores alrum (måske fordi det er i alrummet, at husets absolut eneste frie stump væg befinder sig...)
Eller måske skal jeg bearbejde Gemalen til at vi hurtigst muligt får gjort udestuen helårs-beboelig, så jeg kan få opfyldt den ultimative drøm indenfor sort/hvide tangenter...
(Og hvis låget står åbent samler støvet sig ikke helt så slemt på det blanke sorte... eller noget...)
Jeg er ikke den eneste, der drømmer lidt bag et klaver...
Tror lige, at jeg skal tale lidt med Gemalen. Så mine børn også kan sige, at de kommer fra et hjem med klaver.
Åh, som jeg har fået lyst til at klimpre lidt igen...
Aij... det så jeg slet ikke
På en lille Pinterest Tour (OK, OK... jeg kiggede lidt efter Colin Firth/Mr. Darcy/Pride and Prejudice... Min absolutte yndlingsfilm!) støder jeg pludselig på dette billede...
... af Jennifer Ehle / Elizabeth Bennet... og billedet stammer fra "The Kings Speech"... En film som jeg har set hele tre gange nu... uden at opdage, at instruktøren har moret sig med at genforene "Mr. Darcy og Elizabeth Bennet" igen...
Jeg har tydeligvis ikke ofret den stakkels forfjamskede Mrs. Logue mange sekunders opmærksomhed...
Jeg havde dog lagt mærke til, at den aldeles rædsomme Mr. Collins også havde fået en rolle...
Tror nok lige, at jeg må se Kings Speech igen.
Og Pride and Prejudice, selvfølgelig... Tror jeg skal have mig et lille Marathon meget, meget snart... Selv om Gemalen ikke kan begribe, at jeg aldrig bliver træt af den serie.
;o)
onsdag den 8. februar 2012
Hjerneføde
Aftensmaden i dag bestod af en helt særlig salat og stegt andebryst - og jeg vil gerne dele opskriften med jer.
Opskriften på salaten har jeg fra glaspusteren Henrik - og han kalder den Brainfood. Den indeholder efter sigende alt det man har brug for at overleve, så spis bare løs.
Men helt ærligt... Det er altså ikke salaten, jeg råber højt hurra for. Det er dressingen, der kan få selv den styggeste gang rå hvidkål til at glide ned. (Nej... jeg er ikke nogen stor fan af hvidkål... Har vist fået lidt for meget "råkost" som barn... Rå, groftrevet hvidkål med appelsinstykker... Føj! Undskyld Mor...)
Henrik har opskriften fra projektet "Sund By Ebeltoft" - og jeg har fået den ved flere lejligheder i forbindelse med glasperlekurser hos Louisa og Henrik. Serveret med Henriks langtidsstegte and er det en fantastisk oplevelse!
Nå... men her er opskriften:
Brainfood - 4-6 personer (I parantes har jeg angivet de mængder jeg har brugt i dagens salat)
Løg, porre eller forårsløg. (50 g.)
Rød peber. (2 stk)
Hvidkål - eller allerhelst spidskål, men det havde butikkerne ikke i dag. (500 g.)
Broccoli. 1 bundt. Skræl stokken og skær den i mindre stykker. Den kan sagtens spises også.
Cherrytomater. (250 g)
Kidneybønner - ok med dem fra dåse. (1 ds.)
Broccolien deles i mindre buketter og blancheres 2 minutter i kogende vand. Køles umiddelbart efter af i iskoldt vand. Resten snittes og blandes sammen i en stor skål.
Dressing - Der er til flere måltider i sådan en portion.
5 dl. olivenolie
1 dl. hvid balsamico
1 spsk. sennep
1½ presset hvidløg - og du læser rigtigt... Halvandet hvidløg. Ikke 1½ fed hvidløg...
1 spsk. salt
Friskkværnet peber
½ tsk. sukker.
Ryst eller rør dressingen sammen. Vend den et par gange inden serveringen. Opbevares i køleskab.
Bon appetit
Opskriften på salaten har jeg fra glaspusteren Henrik - og han kalder den Brainfood. Den indeholder efter sigende alt det man har brug for at overleve, så spis bare løs.
Men helt ærligt... Det er altså ikke salaten, jeg råber højt hurra for. Det er dressingen, der kan få selv den styggeste gang rå hvidkål til at glide ned. (Nej... jeg er ikke nogen stor fan af hvidkål... Har vist fået lidt for meget "råkost" som barn... Rå, groftrevet hvidkål med appelsinstykker... Føj! Undskyld Mor...)
Henrik har opskriften fra projektet "Sund By Ebeltoft" - og jeg har fået den ved flere lejligheder i forbindelse med glasperlekurser hos Louisa og Henrik. Serveret med Henriks langtidsstegte and er det en fantastisk oplevelse!
Nå... men her er opskriften:
Brainfood - 4-6 personer (I parantes har jeg angivet de mængder jeg har brugt i dagens salat)
Løg, porre eller forårsløg. (50 g.)
Rød peber. (2 stk)
Hvidkål - eller allerhelst spidskål, men det havde butikkerne ikke i dag. (500 g.)
Broccoli. 1 bundt. Skræl stokken og skær den i mindre stykker. Den kan sagtens spises også.
Cherrytomater. (250 g)
Kidneybønner - ok med dem fra dåse. (1 ds.)
Broccolien deles i mindre buketter og blancheres 2 minutter i kogende vand. Køles umiddelbart efter af i iskoldt vand. Resten snittes og blandes sammen i en stor skål.
Dressing - Der er til flere måltider i sådan en portion.
5 dl. olivenolie
1 dl. hvid balsamico
1 spsk. sennep
1½ presset hvidløg - og du læser rigtigt... Halvandet hvidløg. Ikke 1½ fed hvidløg...
1 spsk. salt
Friskkværnet peber
½ tsk. sukker.
Ryst eller rør dressingen sammen. Vend den et par gange inden serveringen. Opbevares i køleskab.
Bon appetit
mandag den 6. februar 2012
Men knapperne lykkedes da...
Hvor meget kan gå galt, når man skal strikke én helt almindelig herretrøje? Sådan en klassisk (kedelig) granddad cardigan, som ens konservative (!) lillebror har ønsket sig... Ahr men altså... Der kan da ikke gå noget galt, vel? Piece of cake... Easy Peasy... Basic... Hvis man ellers kan holde sig vågen over så kedeligt et stykke strik...
Med en strikkeprøve og lidt streger på et stykke papir, et par beregninger og så er den da i hus, ik'?
Strikkeprøve - Check.
Streger og beregninger - Check.
Strik løs - Check.
Nu er jeg jo ikke tilhænger af monteringsarbejde, så jeg strikker selvfølgelig forstykker og ryg ud i et, så der ikke bliver nogle sidesømme... Det bliver også pænere på den måde, selv om det er nogle laaaange pinde...
Men hvad er nu det? Efter ca. 32 cm. af ryg-og-forstykker-ud-i-et får jeg en fornemmelse af, at den godtnok er lidt... lille... Sådan lidt... smal i det... Den ligner ligesom ikke helt den str. XL jeg havde beregnet mig frem til...
Check af beregninger - Check.
Check af streger - Check.
Check af strikkeprøve - Check.
Alligevel er det enorme stykke alt for lille - og det viser sig så, at strikkeprøvens masketal er helt hen i vejret i forhold til når jeg strikker med flere masker. Forklaring mangler stadig... (Jeg når så lige at konstatere, at alle de gange jeg har sprunget strikkeprøven over har været helt OK... Jeg strikker aldrig en strikkeprøve igen. Man kan jo alligevel ikke stole på dem, forrædderiske små skiderikker!)
Der er kun én ting at gøre, ik'? Trævle de nederste 32 cm. af 2 forstykker og ryg op... - og selvfølgelig strikke det hele igen...
Heldigvis bliver jeg reddet på målstregen, for det viser sig, at min slanke lillebror er mere end slank. Han må være skind og ben, for han kan faktisk passe den herrestørrelse medium jeg er endt med. På trods af hans ganske betragtelige højde (Og nu ser du sikkert en lang bønnestage for dig - og det er helt OK med mig, for lidt ond må jeg vel godt være mod en, der ønsker sig et så KEDELIGT stykke strik i julegave...)
Så de nederste 32 cm. kan bevares - og jeg skal blot tage en smule ud op mod brystkassen. Puuuust ud...
Ærmerne strikkes selvfølgelig på strømpepinde. Rundt og rundt går det - i det samme "halv-perlestrik" (eller hvad vi nu skal kalde det) som forstykker og ryg. 1 pind ret - 1 pind med perlestrik - 1 pind ret - osv...
Og det går da også ganske udmærket. Indtil jeg opdager, at jeg på det ene ærme - 5 cm. over ribkanten og igen 10 cm. senere - har sprunget en pind ret over, så der nu er 2 pinde perlestrik i træk... Og det kan man godt se! Jeg kan i hvert fald, så jeg trævler da bare op... og strikker et laaaaangt ærme igen.
Og endelig kan jeg så samle skidtet på en pind med maaaange masker og strikke raglan-indtagninger. Endelig er den famøse cardigan færdig - og jeg mangler kun ribkanten langs halsen.
Not!
Som du måske har bemærket... så har den færdige cardigan IKKE raglanærmer. Det så nemlig totalt... ouuuufgh... ud - så det trævlede jeg da bare op... og strikkede om... Ja ja, da...
Frem og tilbage over 2 retstykker og en ryg... Rundt og rundt på 2 ærmer... Og så... Endelig kunne jeg strikke ribkant langs halsen... med knaphuller og det hele... Og så kunne jeg da også lige sy ærmerne i (Godt jeg var på vinterferie i Norge og var heeeelt rolig, for jeg hader som sagt at montere...) - og så kunne jeg da sy knapperne i og erklære den forhadte cardigan for FÆRDIG!
Og så manglede den jo kun at blive vasket ganske let - og lagt til tørre, ik'?
Ned i vandet. Op af vandet. Sprede ud på spisebord... og konstatere, at ærmerne da godtnok blev en "anelse" længere efter vask. Som i størrelse Gorillaer i disen. Kæmpegorillaer...
Jamen... Argh... altså... Garnet var jo vasket før jeg startede og det hele - og jeg har altså aldrig før oplevet, at det garn "vokser" i vask...
Tidsnød tvang mig til at forære gorilla-cardigan til lillebror - og så kunne jeg jo ellers måle på den rigtige model... og pille ærmerne af og forkorte dem til den rette længde. Pille op og trævle op. Samle masker op og strikke det øverste igen. Lukke af og sy ærmerne i. Stod endda tidligt op på feriens sidste dag for at sy ærmerne i. Var godtnok ikke helt vågen, så jeg kom da (selvfølgelig) til at sy det ene ærme i med vrangsiden udad... Pille op igen igen... vende og sy i igen igen.
Men se da lige... Den er fanden fiseme færdig. Og knapperne... Jamen se da lige knapperne... Den eneste ting på denne konservativt kedsommelige cardigan, som lykkedes i første forsøg...
De er fremstillet af Gemalen nede på hans værksted i garagen - af ægte mahognitræ.
Godt det ikke var mig, der skulle lave de knapper... Hvad kunne det ikke være endt med?
;o)
Med en strikkeprøve og lidt streger på et stykke papir, et par beregninger og så er den da i hus, ik'?
Strikkeprøve - Check.
Streger og beregninger - Check.
Strik løs - Check.
Nu er jeg jo ikke tilhænger af monteringsarbejde, så jeg strikker selvfølgelig forstykker og ryg ud i et, så der ikke bliver nogle sidesømme... Det bliver også pænere på den måde, selv om det er nogle laaaange pinde...
Men hvad er nu det? Efter ca. 32 cm. af ryg-og-forstykker-ud-i-et får jeg en fornemmelse af, at den godtnok er lidt... lille... Sådan lidt... smal i det... Den ligner ligesom ikke helt den str. XL jeg havde beregnet mig frem til...
Check af beregninger - Check.
Check af streger - Check.
Check af strikkeprøve - Check.
Alligevel er det enorme stykke alt for lille - og det viser sig så, at strikkeprøvens masketal er helt hen i vejret i forhold til når jeg strikker med flere masker. Forklaring mangler stadig... (Jeg når så lige at konstatere, at alle de gange jeg har sprunget strikkeprøven over har været helt OK... Jeg strikker aldrig en strikkeprøve igen. Man kan jo alligevel ikke stole på dem, forrædderiske små skiderikker!)
Der er kun én ting at gøre, ik'? Trævle de nederste 32 cm. af 2 forstykker og ryg op... - og selvfølgelig strikke det hele igen...
Heldigvis bliver jeg reddet på målstregen, for det viser sig, at min slanke lillebror er mere end slank. Han må være skind og ben, for han kan faktisk passe den herrestørrelse medium jeg er endt med. På trods af hans ganske betragtelige højde (Og nu ser du sikkert en lang bønnestage for dig - og det er helt OK med mig, for lidt ond må jeg vel godt være mod en, der ønsker sig et så KEDELIGT stykke strik i julegave...)
Så de nederste 32 cm. kan bevares - og jeg skal blot tage en smule ud op mod brystkassen. Puuuust ud...
Ærmerne strikkes selvfølgelig på strømpepinde. Rundt og rundt går det - i det samme "halv-perlestrik" (eller hvad vi nu skal kalde det) som forstykker og ryg. 1 pind ret - 1 pind med perlestrik - 1 pind ret - osv...
Og det går da også ganske udmærket. Indtil jeg opdager, at jeg på det ene ærme - 5 cm. over ribkanten og igen 10 cm. senere - har sprunget en pind ret over, så der nu er 2 pinde perlestrik i træk... Og det kan man godt se! Jeg kan i hvert fald, så jeg trævler da bare op... og strikker et laaaaangt ærme igen.
Og endelig kan jeg så samle skidtet på en pind med maaaange masker og strikke raglan-indtagninger. Endelig er den famøse cardigan færdig - og jeg mangler kun ribkanten langs halsen.
Not!
Som du måske har bemærket... så har den færdige cardigan IKKE raglanærmer. Det så nemlig totalt... ouuuufgh... ud - så det trævlede jeg da bare op... og strikkede om... Ja ja, da...
Frem og tilbage over 2 retstykker og en ryg... Rundt og rundt på 2 ærmer... Og så... Endelig kunne jeg strikke ribkant langs halsen... med knaphuller og det hele... Og så kunne jeg da også lige sy ærmerne i (Godt jeg var på vinterferie i Norge og var heeeelt rolig, for jeg hader som sagt at montere...) - og så kunne jeg da sy knapperne i og erklære den forhadte cardigan for FÆRDIG!
Og så manglede den jo kun at blive vasket ganske let - og lagt til tørre, ik'?
Ned i vandet. Op af vandet. Sprede ud på spisebord... og konstatere, at ærmerne da godtnok blev en "anelse" længere efter vask. Som i størrelse Gorillaer i disen. Kæmpegorillaer...
Jamen... Argh... altså... Garnet var jo vasket før jeg startede og det hele - og jeg har altså aldrig før oplevet, at det garn "vokser" i vask...
Tidsnød tvang mig til at forære gorilla-cardigan til lillebror - og så kunne jeg jo ellers måle på den rigtige model... og pille ærmerne af og forkorte dem til den rette længde. Pille op og trævle op. Samle masker op og strikke det øverste igen. Lukke af og sy ærmerne i. Stod endda tidligt op på feriens sidste dag for at sy ærmerne i. Var godtnok ikke helt vågen, så jeg kom da (selvfølgelig) til at sy det ene ærme i med vrangsiden udad... Pille op igen igen... vende og sy i igen igen.
Men se da lige... Den er fanden fiseme færdig. Og knapperne... Jamen se da lige knapperne... Den eneste ting på denne konservativt kedsommelige cardigan, som lykkedes i første forsøg...
De er fremstillet af Gemalen nede på hans værksted i garagen - af ægte mahognitræ.
Godt det ikke var mig, der skulle lave de knapper... Hvad kunne det ikke være endt med?
;o)
Kald det lige sne og kulde en gang til...
Hm... Nå så I synes her er koldt??? Hvor jeg end kiggede hen i Bloglandia i går handlede det om kulde og sne...
Men her er jo ikke særligt koldt! OK, så det var lidt koldt i går morges, men senere på dagen var der jo kun minus 6 grader...
Så skulle I prøve at være på en uges skiferie i Norge, hvor der på en rigtigt varm dag kun var minus 13 grader. Midt på dagen. I solen.
Se DET er koldt. Så koldt, så de små hår i næsen fryser til for hvert eneste åndedrag - og det gør nederdrægtigt nas at stå på ski uden skibriller, fordi det hvide inde i øjet fryser (og man af gode grunde ikke kan køre ned af skibakken med lukkede øjne).
Og der var sne i helt anderledes, seriøse mængder...
Men det var dejligt!
Fantastisk lækker sne på pisterne - og de fleste dage skinnede solen ned på alt det hvide og der var ikke en vind der rørte sig. Godt det samme, for med minus 15-20 grader og blæst havde det været umuligt at bevæge sig udendørs.
Og ungerne morede sig. Både på ski og uden. Ingen var syge i år (jubii) - og efterhånden er alle børn så habile på ski, at vi ikke længere er bundet til børnebakken.
Andreas startede lidt forsigtigt ud - men efter den første formiddag kastede han sig totalt frygtløst ud i det og foretog i løbet af ugen et sandt kvantespring... Så stort, at vi til sidst måtte holde ham lidt tilbage, fordi en seksårig tydeligvis ikke helt har forståelse for, at det altså også kan gå galt... Offpiste og styrtløb... Hm...
Emilie er mere nervøst anlagt - også selv om hun har styr på skiene. Der skal overtalelse til, før hun sætter bare lidt fart på ned af de store bakker. Jeg tror noget af det bunder i højdeskræk, for når hun står på toppen og kigger ned i "afgrunden" går hun helt i baglås.
Til gengæld vandt hun den årligt tilbagevendende slalomkonkurrence for børn, og hun var ikke til at skyde igennem bagefter.
Man kører "mod sig selv", forstået på den måde, at det gælder om at gennemføre løbet to gange med så lille en tidsdifference som muligt. Emilie kørte med kun 0,75 sekunders tidsforskel mellem første og andet gennemløb... og heldigvis er der præmie til alle.
Heppekor var der også... Utroligt at så få mennesker kan lave så meget larm...
;o)
Men åh så hurtigt sådan en uge går... Jeg kommer til at savne solopgange med en udsigt som denne...
... og jeg tror altså der går et stykke tid, før ungerne kan grave sig en snehule her i Danmark...
Men her er jo ikke særligt koldt! OK, så det var lidt koldt i går morges, men senere på dagen var der jo kun minus 6 grader...
Så skulle I prøve at være på en uges skiferie i Norge, hvor der på en rigtigt varm dag kun var minus 13 grader. Midt på dagen. I solen.
Se DET er koldt. Så koldt, så de små hår i næsen fryser til for hvert eneste åndedrag - og det gør nederdrægtigt nas at stå på ski uden skibriller, fordi det hvide inde i øjet fryser (og man af gode grunde ikke kan køre ned af skibakken med lukkede øjne).
Og der var sne i helt anderledes, seriøse mængder...
Men det var dejligt!
Fantastisk lækker sne på pisterne - og de fleste dage skinnede solen ned på alt det hvide og der var ikke en vind der rørte sig. Godt det samme, for med minus 15-20 grader og blæst havde det været umuligt at bevæge sig udendørs.
Og ungerne morede sig. Både på ski og uden. Ingen var syge i år (jubii) - og efterhånden er alle børn så habile på ski, at vi ikke længere er bundet til børnebakken.
Andreas startede lidt forsigtigt ud - men efter den første formiddag kastede han sig totalt frygtløst ud i det og foretog i løbet af ugen et sandt kvantespring... Så stort, at vi til sidst måtte holde ham lidt tilbage, fordi en seksårig tydeligvis ikke helt har forståelse for, at det altså også kan gå galt... Offpiste og styrtløb... Hm...
Emilie er mere nervøst anlagt - også selv om hun har styr på skiene. Der skal overtalelse til, før hun sætter bare lidt fart på ned af de store bakker. Jeg tror noget af det bunder i højdeskræk, for når hun står på toppen og kigger ned i "afgrunden" går hun helt i baglås.
Til gengæld vandt hun den årligt tilbagevendende slalomkonkurrence for børn, og hun var ikke til at skyde igennem bagefter.
Man kører "mod sig selv", forstået på den måde, at det gælder om at gennemføre løbet to gange med så lille en tidsdifference som muligt. Emilie kørte med kun 0,75 sekunders tidsforskel mellem første og andet gennemløb... og heldigvis er der præmie til alle.
Heppekor var der også... Utroligt at så få mennesker kan lave så meget larm...
;o)
Men åh så hurtigt sådan en uge går... Jeg kommer til at savne solopgange med en udsigt som denne...
... og jeg tror altså der går et stykke tid, før ungerne kan grave sig en snehule her i Danmark...
Til gengæld kan vi jo godt drikke varm cacao hjemme i Danmark også - når ungerne engang efter skole har fået bygget den snemand, de ikke kunne lave i Norge.
:o)
torsdag den 2. februar 2012
Crepe
Invitationen sagde Discofest med palietter og discokugler - og hvad er så mere passende end at Mor finder sit OBH crepe-jern (Det originale fra 80'erne!) frem og laver ægte discohår på discotøsen???
Godt man har en kælder, hvor man kan finde alt muligt fra sin fortid...
Dagen efter var håret en del mere uglet - og det endte med, at Gemalen måtte Google Laban, så han kunne vise Emilie, hvorfor vi smågrinende kaldte hende Lecia... (Og SÅ var det slut med det crepede hår!)
;o)
Godt man har en kælder, hvor man kan finde alt muligt fra sin fortid...
Dagen efter var håret en del mere uglet - og det endte med, at Gemalen måtte Google Laban, så han kunne vise Emilie, hvorfor vi smågrinende kaldte hende Lecia... (Og SÅ var det slut med det crepede hår!)
;o)
Abonner på:
Opslag (Atom)