Frosne strikkeplaner

Mine kælderskabe bugner af garn. Ravelry og Pinterest er fyldt med inspiration. Det er efterår.

Så jeg strikker selvfølgelig i døgndrift.  Not.

Siden februar har min venstre skulder drillet mere og mere. Flere og flere smerter. Mindre bevægelighed uge for uge.
Strik er udelukket. Det gør simpelthen for ondt, hvis jeg bruger armen i mere end nogle få minutter.  Det går an at hækle en smule, men jeg er ikke den store hækler... Bliver frustreret.

Well... Til sidst blev det så slemt, at jeg faktisk gik til min læge (hollaop, hva'?) - som på et splitsekund konstaterede, at jeg havde alle de "klassiske" symptomer på en frossen skulder (kapsulit), altså inflammation inde i skulderledet - og gav mig valget mellem en henvisning til

a.  Reumatolog (ja, dem der med gigt...) til en blokadebehandling
b. Ortopædkirurg (ja, dem der med hofteoperationerne...) til kikkertoperation
 
Ifølge Sundhed.dk:
Frossen skulder er en meget invaliderende tilstand, som normalt varer i 1-2 år. Det er imidlertid påvist, at enkelte kan have symptomer i op til ti år

(GISP!)

Der står ganske vist også, at sådan noget går i sig selv igen - og holder også op med at gøre ondt på et tidspunkt.  Man skal bare lige igennem "smertestadiet"  som varer 3-8 måneder (Godt så... Så mangler jeg da teoretisk set ikke så meget af det!), efterfulgt af "adhæsionsstadiet" og "ophelingsstadiet".

Jamen... godt så.  Tror lige jeg prøver sådan en injektion ind i skulderledet...  selvom jeg besvimer en lille smule ved tanken om det. Nogen, der vil holde mig i hånden?  Eller hælde en Stesolid og et skud vodka på mig i morgen...
Men... Det skulle i det mindste kunne tage smerterne, så jeg igen kan sove om natten. 
Og... måske kan jeg så igen komme i gang med at bruge venstre arm - bare en lille smule - uden at det gør ondt. Måske bliver det endda muligt for mig at sidde i sofaen med strikkepinde og en kop kaffe.  I hvert fald i mere end nogle få minutter.

Håbet er lysegrønt.

Ellers må jeg bruge de næste mange måneder på at forvandle dette spinkle startskud til et tæppe...  

 

... og resten af min energi på Projekt Campingvogn. Det kræver nemlig kun en arm at male  :-)

Endnu mere frustrerende strik...

Nyt strikkeprojekt - fordi den orange cardigan var for stor som turstrik og fordi jeg trængte til noget nyt og spændende og mindre frustrerende...   Og spændende ser det da også ud, ikke?  

Mindre frustrerende er det dog ikke, for hold nu op, hvor er jeg åbenbart uheldig med mine valg af strikdesign i øjeblikket...  Dyrt og dårligt...

Mere herom, når jeg vender tilbage via min computer. IPads egner sig ikke til links og billederne er bestemt heller ikke af de bedste...  Til gengæld egner de sig fint til hurtige indlæg med luftning af strikkefrustrationer  ;o)

Nu tror jeg dog, at jeg har fået rettet lidt op på den manglende symmetri... Og resten må jeg klare med en kraftig omgang stræææææææk efterfølgende.

Næste gang vælger jeg noget gratis fra Familiejournalen...

;o)

Kyklop-bryster

Ind imellem kunne man ønske mere af strikdesignere, end de leverer. 

Specielt når jeg ind imellem har betalt temmelig mange penge for et mønster forventer jeg altså også, at jeg får noget for dem...

 

Jeg synes for eksempel godt, at man kan forvente, at der er teststrikket - bare en lille smule.

Desværre oplever jeg nogen gange, at de har regnet og tegnet sig frem til andre størrelser - men der er tydeligvis ikke teststrikket i andet end størrelse M.

 

Et godt eksempel på dette er min anden "Ginny Cardigan".  Første gang jeg strikkede den var der ingen problemer.  Det var størrelse M og med en lille bryststørrelse - og det hele passede. 

 

Fedt.  Jeg strikker lige en mere til mig selv.  I størrelse XL - og med en større barm.  I mønsteret er der indlagt brystindsnit - og jeg strikkede glad løs indtil det gik op for mig, at der vist var gået noget helt galt i forhold til beregningerne.

 

Hvis jeg fulgte mønsteret ville min cardigan passe mig, hvis jeg så sådan ud:



 

Det gør jeg så heldigvis ikke...  og jeg måtte regne en del for at få brystindsnittet til at slutte et sted på cardiganen, som passede til en lidt mere normal person - med to bryster.

 

Så nåede jeg til vejs ende - og måtte konstatere, at de indtagninger, der var spredt ud over overdelen passede fint i størrelse M - mens der i størrelse XL burde have været taget kraftigere eller hyppigere ind - for jeg endte med et langt skorstensrør af et overstykke, som gav uklædelige buler hen over kravebenet.  Om igen... 

 

Det sidste blev jeg så irriteret over det, at jeg i første omgang kylede den "færdige" cardigan hen i et hjørne og svor, at der kunne den få lov til at ligge. Senere forbarmede jeg mig over den, for jeg vil jo gerne have det færdige resultat - så nu er der trævlet et godt stykke op, og jeg mangler "kun" det sidste. Igen-igen...  

 

Sidst jeg oplevede noget lignende "blacklistede" jeg designeren Carol Sunday - for hendes "Acorns" kan ved den søde rødgrød heller ikke være teststrikket i andet end størrelse M...   Fedt mønster... men i str. XL går det da helt galt med matematikken flere steder...

 

Hurra for designere, der får teststrikket før publicering.  Buuh til de andre. 

 



Cupcakes - Lucky in Love

Endelig et indlæg om cupcakes - og så har jeg ikke engang selv bagt dem.

Det har to personer, som jeg holder meget af.  To personer, som betegner sig som

Lucky in Love

Disse cupcakes udgjorde bryllupskagen til et ganske særligt bryllup - og jeg tillader mig at bringe billeder af dem, så I også kan se, hvorfor jeg for en gang skyld havde svært ved at tage den første bid af en cupcake.  Det var jo en skam at ødelægge den...

Da jeg endelig satte gaflen i kagen, glemte jeg alt om at tage billeder.
I får derfor ikke noget billede af den tunge chokoladebund - eller det bløde lag af hvid chokoladesnask, som var hældt over den tunge chokoladebund - og heller ikke noget billede af mine tænder smurt ind i den skønne chokoladefrosting (hvilket nok også er et syn, I gerne vil være foruden).

Det hele smagte nemlig vidunderligt!  Og jeg glemte alt om kamera og billeder.

Og apropos kamera og billeder, så er det altså en ufed oplevelse at gennemgå de billeder, jeg tog under brylluppet - og opdage, at de stort set alle sammen er uskarpe. Ude af fokus. Grynede og elendige. Specielt fordi jeg var blevet bedt om at tage billeder, når den hyrede (enormt dygtige) fotograf var gået hjem.

Konklusionen på den billedserie blev, at kameraet står til udskiftning. Der er sket et eller andet med optikken/autofocus under ikke-optimale-lysforhold  (og manuelt fokus magter jeg ikke!) - og sådan noget lader sig nok ikke reparere for småpenge.

Det kræver næsten en trøstekage, ik'?　 Så jeg tror lige, at jeg bliver nødt til at kontakte bagmændende og få en opskrift på det der hvide chokoladesnask, som fik mig til at glemme virkeligheden i et par minutter... 

 

Men mine cupcakes bliver nok ikke pyntet med en halv million fine, hjemmegjorte blomster.

 

:o)

Æbletyven

Heldigvis var der en meget snarrådig medarbejder i et Kurerfirma, Der Håndterer Logistik, som i går forhindrede en alvorlig forbrydelse - et Æbletyveri.

Tænk dig...  Sådan en udspekuleret Æbletyv. Hvad han ikke er gået igennem for at stjæle en kasse med æbler...

Først har æbletyven holdt øje med huset. Han har tilsyneladende set at Kurerfirmaet, Der Håndhæver Leveringstider indenfor almindelig arbejdstid, har forsøgt at aflevere en kasse med æbler til Den Rigtige Kunde.
Den Rigtige Kunde var ikke hjemme, da det var indenfor almindelig arbejdstid, så Kurerfirmaet, Der Håndskriver Leveringssedler, puttede en sådan i postkassen, hvor der stod, at de havde kassen med æbler på deres lager - og gerne vil komme igen en anden dag, indenfor almindelig arbejdstid.

Nu er Æbletyven  rigtigt udspekuleret!

Han stjæler sedlen fra postkassen.

Så hacker han sig ind på Den Rigtige Kundes mail-adresse - og ændrer leveringen hos Kurerfirmaet, så Æbletyven selv kan afhente kassen med æbler på lageret.

Æbletyven udskriver også den bekræftelse,som Kurerfirmaet, Der Har Lager i Kastrup, sender.

Så skriver Æbletyven en fuldmagt i Den Rigtige Kundes navn, som giver Æbletyven ret til at afhente kassen med æbler hos Kurerfirmaet, Der Holder Længe åbent på lageret.

Men Æbletyven skal jo fremvise billedlegitimation ved afhentning, så Æbletyven fusker et kørekort.
Han er smart nok til at fremstille et kørekort, hvor billedet tilsyneladende er taget engang i det forrige århundrede - og han kører et par gange hen over det i bilen, giver det en tur i vaskemaskine og tørretumbler og smører lidt olie på - alt sammen for at patinere det, så det ikke virker påfaldende nyt og fremstillet til lejligheden.

Æbletyven er også smart nok til at skrive samme efternavn på det fuskede kørekort, som Den Rigtige Kunde har - så det virker mere plausibelt at det er Den Rigtige Kundes mand, der skal afhente kassen med æbler hos Kurerfirmaet, Der i Henhold til Leveringsbetingelserne kræver billedlegitimation ved udlevering.

Æbletyven får sågar fremstillet et sygesikringsbevis med samme adresse som Den Rigtige Kunde.

Men se!  En medarbejder hos Kurerfirmaet, Der Hindrer Lumske kunder hver dag, opdager det luskede forsøg på æbletyveriet - og nægter at udlevere kassen med æbler til Æbletyven.

Så nu sidder jeg her - Den Rigtige Kunde - bevæbnet til tænderne med billedlegitimation i form af både pas og kørekort - og venter på Kurerfirmaet, Der Håndhæver Loven i henhold til leveringsbetingelserne meget nøje.

Gad vide om de egentlig tør at udleverer kassen med æbler til Den Rigtige Kunde, når hun åbner døren?
Tænk nu, hvis Æbletyven har en medsammensvoren, som har listet sig ind på adressen, bagbundet Den Rigtige Kunde, fremstillet fusket billedlegitimation i Den Rigtige Kundes navn - og på den måde kan tilluske sig en kasse æbler...

Når man forlægger sin indre bager...

... så ender man med 2 portioner muffins - hindbær og brombær - som har en underlig gummiagtig konsistens...

og 3 store grovbrød uden salt i dejen...

... og man overvejer seriøst, om man skal købe resten af kagerne til den kommende sommerfest, fordi alt andet vil være ondt mod gæsterne...

;o)

Serious harddrive failure...

Fysisk smadret er min bærbare ikke, men det gør den ikke mere anvendelig.
Torsdag aften stod den af. Endegyldigt måske...  hvilket "en it-ekspert" fra Gemalens arbejde er sat til at undersøge.

Jeg håber bare inderligt, at det er muligt at redde de billeder, der ligger på harddisken...

Og jeg behøver vel ikke at fortælle, hvor mange gange jeg har tænkt  "Jeg bør også uploade mine billeder til Picasa, så jeg ikke mister dem, hvis min bærbare dør"...   - eller fortælle, at jeg aldrig har fået taget mig sammen til at gøre alvor af de gode intentioner...


 Det er sgu træls. På godt gammeldaws jysk!


I mellemtiden, indtil ny computer er indkøbt, må jeg nøjes med netadgang via Emilies PC. Jeg kan ikke hente billeder fra kameraet til hendes stort set programløse PC, så hvis der kommer indlæg her, bliver det med tyvstjålne lånte billeder fra nettet .

:o(

Men knapperne lykkedes da...

Hvor meget kan gå galt, når man skal strikke én helt almindelig herretrøje?  Sådan en klassisk (kedelig) granddad cardigan, som ens konservative (!) lillebror har ønsket sig...  Ahr men altså... Der kan da ikke gå noget galt, vel?  Piece of cake...  Easy Peasy... Basic...   Hvis man ellers kan holde sig vågen over så kedeligt et stykke strik...

Med en strikkeprøve og lidt streger på et stykke papir, et par beregninger og så er den da i hus, ik'?

Strikkeprøve - Check.
Streger og beregninger - Check.
Strik løs - Check.

Nu er jeg jo ikke tilhænger af monteringsarbejde, så jeg strikker selvfølgelig forstykker og ryg ud i et, så der ikke bliver nogle sidesømme...  Det bliver også pænere på den måde, selv om det er nogle laaaange pinde...

Men hvad er nu det?   Efter ca. 32 cm. af ryg-og-forstykker-ud-i-et får jeg en fornemmelse af, at den godtnok er lidt... lille...  Sådan lidt... smal i det...  Den ligner ligesom ikke helt den str. XL jeg havde beregnet mig frem til...

Check af beregninger - Check.
Check af streger - Check.
Check af strikkeprøve - Check.
Alligevel er det enorme stykke alt for lille - og det viser sig så, at strikkeprøvens masketal er helt hen i vejret i forhold til når jeg strikker med flere masker. Forklaring mangler stadig...  (Jeg når så lige at konstatere, at alle de gange jeg har sprunget strikkeprøven over har været helt OK... Jeg strikker aldrig en strikkeprøve igen. Man kan jo alligevel ikke stole på dem, forrædderiske små skiderikker!)

Der er kun én ting at gøre, ik'?  Trævle de nederste 32 cm. af 2 forstykker og ryg op...  - og selvfølgelig strikke det hele igen...

Heldigvis bliver jeg reddet på målstregen, for det viser sig, at min slanke lillebror er mere end slank. Han må være skind og ben, for han kan faktisk passe den herrestørrelse medium jeg er endt med. På trods af hans ganske betragtelige højde (Og nu ser du sikkert en lang bønnestage for dig - og det er helt OK med mig, for lidt ond må jeg vel godt være mod en, der ønsker sig et så KEDELIGT stykke strik i julegave...)
Så de nederste 32 cm. kan bevares - og jeg skal blot tage en smule ud op mod brystkassen.  Puuuust ud...

Ærmerne strikkes selvfølgelig på strømpepinde. Rundt og rundt går det - i det samme "halv-perlestrik" (eller hvad vi nu skal kalde det) som forstykker og ryg. 1 pind ret - 1 pind med perlestrik - 1 pind ret - osv...
Og det går da også ganske udmærket. Indtil jeg opdager, at jeg på det ene ærme - 5 cm. over ribkanten og igen 10 cm. senere - har  sprunget en pind ret over, så der nu er 2 pinde perlestrik i træk...  Og det kan man godt se!  Jeg kan i hvert fald, så jeg trævler da bare op...   og strikker et laaaaangt ærme igen.

Og endelig kan jeg så samle skidtet på en pind med maaaange masker og strikke raglan-indtagninger. Endelig er den famøse cardigan færdig - og jeg mangler kun ribkanten langs halsen.
Not!
Som du måske har bemærket... så har den færdige cardigan IKKE raglanærmer. Det så nemlig totalt...   ouuuufgh... ud - så det trævlede jeg da bare op... og strikkede om...  Ja ja, da...

Frem og tilbage over 2 retstykker og en ryg...  Rundt og rundt på 2 ærmer...  Og så... Endelig kunne jeg strikke ribkant langs halsen... med knaphuller og det hele... Og så kunne jeg da også lige sy ærmerne i (Godt jeg var på vinterferie i Norge og var heeeelt rolig, for jeg hader som sagt at montere...) - og så kunne jeg da sy knapperne i og erklære den forhadte cardigan for FÆRDIG!

Og så manglede den jo kun at blive vasket ganske let - og lagt til tørre, ik'?

Ned i vandet. Op af vandet. Sprede ud på spisebord... og konstatere, at ærmerne da godtnok blev en "anelse" længere efter vask.  Som i størrelse Gorillaer i disen. Kæmpegorillaer...
Jamen... Argh... altså...  Garnet var jo vasket før jeg startede og det hele - og jeg har altså aldrig før oplevet, at det garn "vokser" i vask...

Tidsnød tvang mig til at forære gorilla-cardigan til lillebror - og så kunne jeg jo ellers måle på den rigtige model... og pille ærmerne af og forkorte dem til den rette længde.  Pille op og trævle op. Samle masker op og strikke det øverste igen. Lukke af og sy ærmerne i.  Stod endda tidligt op på feriens sidste dag for at sy ærmerne i. Var godtnok ikke helt vågen, så jeg kom da (selvfølgelig) til at sy det ene ærme i med vrangsiden udad...  Pille op igen igen... vende og sy i igen igen.

Men se da lige...  Den er fanden fiseme færdig. Og knapperne...  Jamen se da lige knapperne...  Den eneste ting på denne konservativt kedsommelige cardigan, som lykkedes i første forsøg...
De er fremstillet af Gemalen nede på hans værksted i garagen - af ægte mahognitræ.

Godt det ikke var mig, der skulle lave de knapper...  Hvad kunne det ikke være endt med?

;o)

Hvis nogen er synske, så...

Argh...

Så har jeg pakket alt ned til ungerne, som skal tilbringe efterårsferien hos Mormor og Morfar i det høje Nord - og mangler selvfølgelig kun at pakke det garn, som jeg skal bruge som adspredelse under dagens og morgendagens i alt 11 timer (+ DSB-tillæg...) i toget frem og tilbage.

Og så kan jeg ikke finde min garnvinde...

Det er jo ikke ligefrem den mindste lille strikkedims i verden...  

Og hvad Søren finder jeg så lige i sidste øjeblik på at strikke i stedet for det jeg havde planlagt?

 Argh...

Vil du se min nye fladskærm?

Det er efterhånden blevet ganske normalt, at man har et stort fladskærms-TV hængende i stuen.
Det har vi bare ikke.
Da vi flyttede ind i huset for 10 år siden (WOW... vi har boet her i 10 år...) fik vi et fjernsyn i indflyttergave af mine forældre. Det fungerer stadigvæk, selv om det måtte suppleres med en digital dekoder for et par år siden...

Meeeen...  Set fra min sædvanlige plads i sofaen er skærmen jo ikke blandt de største...

... og efterhånden som flere og flere får store fladskærme, bliver det et større og større problem, for der er flere og flere ting, der reguleres, for at passe til skærmene.
Vi kan f.eks. ikke se stillingen, hvis vi kommer ind midt i en fodboldkamp...  Tallene er simpelthen for små. Det samme gælder nogle af de "efterskrifter", der står efter f.eks. dokumentarudsendelser.

Så vi besluttede, at NU måtte vi hellere bruge af opsparingen til en større fladskærm...  At vi for en gangs skyld ville prioritere at købe et fjernsyn...  Fremfor nogle af de sædvanlige "byggematerialer-til-renovering-af-hus-eller-planter-til-haven"-ting, som pengene som regel er gået til.

Vil du se?

Her hænger den:

Flot hvid finish.  Og vi fik tilmed vores helt egen pejsevideo med i købet...

;o)

Hm...  Måske ikke lige den model jeg havde drømt om...  Men jeg bliver sikkert taknemmelig, når temperaturerne udenfor nærmer sig frysepunktet, selv om jeg lige nu er liiiiiidt ærgerlig over, at vi blev tvunget til at prioriterede, at opsparingen gik til udskiftning af defekt brænder og en varmeveksler, der sprang læk...

Men hey...  Måske bliver pejsevideoer pludselig det hotteste...

:o)

Impatiently waiting

Hvor mange gange har jeg ikke hørt det der med, at
"Tålmodighed er en dyd"

Tålmodighed?
Ind imellem er jeg tålmodigheden selv. (Ahem...  Ind imellem, skrev jeg!)

Andre gange er jeg ved at eksplodere, når jeg skal vente.  Selvfølgelig (!) er det da næsten umuligt at vente, hvis man venter på noget, man virkelig brænder for.
Måske er tålmodighed i virkeligheden mest for mennesker uden passioner, tænker jeg...

Hvis ventetiden bliver for lang i forhold til det forventede...  går jeg fra at være utålmodig og til nærmest at brænde ud. Jeg går fra spændt forventning til nærmest at opgive. Frustreret har jeg lyst til at smide det jeg venter på helt ud...  fremfor at vente på, at det kommer til at fungere.

Sådan var det sidste sommer, da jeg ventede på perleværkstedet. Slanger der skulle trækkes og tilsluttes. Ventilation. Opsætning af bordplade.  Køb af gasflaske... Nøøj, hvor trak det ud... og til sidst nåede jeg et punkt, hvor jeg havde lyst til at knække alle glasstængerne... og kyle det hele i skraldespanden.

Ahrmen altså...

På det seneste har jeg ventet på - og næsten opgivet - min afspændingsovn til perleværkstedet.

Åh, som jeg dog har drømt om den ovn. Drømt om de perler, som jeg kunne lave, "hvis bare jeg havde en ovn".  Perler med indlagt sølv. Perler med luftbobler. Store perler. Linseformede perler.
Alt sammen perler, som knækker under afkølingen... og som det derfor var umuligt for mig at lege med.

Men når jeg nu har meldt mig ud af arbejdslivet i en periode - med deraf reduceret økonomiske muligheder... så går jeg altså ikke bare ud og kaster 4-5.000,- efter en perleovn. Ikke uden store overvejelser... og ikke uden skrupler...
Og så alligevel... for pludselig var der nogle forventede udgifter, der forsvandt... og nogle feriepenge, der kom dumpende ned på bankkontoen...
Og pludselig fandt jeg mig selv med et stort smil på munden, mens jeg bestilte en afspændingsovn fra England.
Og selvfølgelig fandt jeg også ud af at bestille linsepresser, når jeg nu havde gang i min PayPal-konto...

Linsepresserne kom ganske få dage efter - som forventet. Hurtig ekspedition og hurtig levering fra Tuffnell. Men...  tages i brug kunne de ikke, for...

Ovnen lod vente på sig. Faktisk så længe, at jeg endte med at rykke for den.
Tre dage efter min henvendelse fik jeg besked om, at den desværre var blevet væk under forsendelsen - og at de straks ville sende mig en ny.

Som jeg så ventede på.

Og ventede.

Og ventede.


Og rykkede igen. "Ovnen er på vej. Vi beklager ventetiden. Tak for din tålmodighed". Ha!  Som om...

Og så ventede jeg lidt mere...

Og så kom den endelig. En måned + en dag efter at jeg bestilte og betalte den. Jeg tror den er leveret med cykelbud til kysten, er blevet roet over den engelske kanal i en lille robåd og derefter båret på ryggen af et mulddyr det sidste stykke... eller noget...

Tålmodighed...  Ha!  

Nu skal jeg bare lige have rystet den sidste rest af opgivenhed og frustration af mig... og så skal der laves kæmpestore linseperler med luftbobler og indlagt sølv...

:o)

Slået hjem

Hvis jeg var en LUDO-brik... så var jeg helt klart slået hjem.

Af egen perfektionisme...

Jeg opdagede, at jeg havde strikket forkert i begyndelsen af anden mønsterrække - hvilket så resulterede i, at kanten på den ene side af trøjen bølgede...  Måske kunne jeg have strakt mig ud af problemet efter vask...
Men der er en gang en, der har sagt, at det tager en time (hm... snarere 5) at rette en fejl, men man kan se den i 100 år, hvis man ikke retter den - eller noget i den retning...
Så jeg trævlede op!

Men alt er ikke så skidt, at det ikke er godt for noget...
For nu fik jeg da mulighed for at prøve den på - og konstaterede, at den var alt for løs. HURRA... Jeg er krympet til en størrelse medium i stedet for en XL   ;o)
Og jeg fandt ud af, at jeg ikke kan lide den alternative kant, som jeg havde strikket - i stedet for den oprindelige kant, som jeg heller ikke kunne lidt. Må vist tænke lidt over et alternativ...
Og nu ved jeg så også, hvad jeg skal gå i gang med, når jeg skal mødes med de andre Dogme-strikkere i aften.
Selv om det godtnok ikke lige er det mest sludre-venlige stykke strik. Bare se, hvad der kom ud af at jeg forsøgte at se Nyheder i går aftes, mens jeg startede på projektet...  Hm...

Fortsat god dag

:o)

Frogged UGH!

- og der så man så lige Frau Putz foran spejlet... i gang med at prøve en Acorns cardigan, som var nået forbi det tidskrævende mønsterstykke...
Og den snigende mavefornemmelse blev desværre bekræftet...
Halskanten er simpelthen så løs, at den er beyond rescue.

På Ravelry hedder det en "UGH!" og når man har trævlet det strikkede op hedder det "Frogged"

Efter en måned i "skammekrogen" har jeg nu en Frogged UGH!  - og en nydelig bunke garnnøgler, som jeg ikke helt ved, hvad jeg skal med.
1 kg. Supersoft i min yndlingsfarve Robins Egg.

Tror måske...  Arwen...  Mmmmm....

Min Arwen cardigan er endnu en UGH!  Efter uendeligt mange timer med uendeligt mange pinde glatstrikning og kun en smule adspredelse i form af den smukke dobbeltsidede kant med snoninger...  måtte jeg jo erkende, at ikke engang en vask og udspænding vil kunne rette op på, at snoningerne trækker arbejdet sammen.  AK!  Den ekstra længde jeg har strikket, gør ikke misæren mindre.

 

Vendepinde i snoningsstykket ville have gjort underværker...  tænker jeg bagklogt...

Nu har den mørkeblå Arwen skammet sig i kælderen i et par år, men den er endnu ikke frogged. Mest fordi jeg egentlig ikke gider at bruge tiden på at trævle den op.

Til gengæld gider jeg godt at strikke den igen. Med vendepinde. For jeg gider nemlig godt at pakke mig ind i den og måske føle mig en lille bitte smule som Arwen Undomiel.

:o)

Riiiiiiiiise and Shiiiiiiine !!!!

Kunne lige så godt kapitulere og stå op...

Omkring klokken 3 kommer Andreas væltende op i min seng. Han er forkølet, og hosten har vækket ham (og mig) igen og igen. Han tror han sover bedre i min seng - hvilket HAN måske også gør... Resten af natten har jeg så en roterende og hostende svirrefidus i ryggen...

Klokken 5:30 ringer Gemalens vækkeur første gang.

Klokken 5:35 ringer Gemalens vækkeur anden gang. Han står op.

Klokken 5:40 står Andreas op for at tisse

Klokken 5:43 kalder Andreas. Han har tisset på gulvet...  

Klokken 5:58 er jeg færdig med at rengøre badeværelsesgulvet og trisser tilbage i seng. Temmelig vågen, men med en time tilbage før mit vækkeur ringer. Måske er der håb...

Klokken 6:05 vælger Andreas at stå op.

Klokken 6:14 bliver der banket hårdt og melodisk på hoveddøren. Den bankende har tilsyneladende en hel lille morgensang, han skal have leveret med knoerne...

Klokken 6:14 - 6:20 tramper Gemalen rundt efter bilnøgler, flytter bilen, spiser det sidste morgenmad, pakker taske og...  hvad han nu ellers laver. Samtidig larmer denne her udenfor: 

 Og nej. Billedet er ikke skarpt. Men det så altså skarpt ud set med mine øjne klokken 6:22  ;o)

Klokken 6:20 kapitulerer jeg. Det kan jeg vel lige så godt, for der er åbenbart nogen, der har besluttet, at søvn ikke skal være en del af mit liv denne morgen...

Udenfor ligger nu bl.a. denne bunke træ. Som alt sammen skal være malet hvidt engang før påske...
Godt jeg allerede er i træning med at stå tidligt op

;o)

Hvad sker der med de billeder???

Argh...  Billederne på min blog bliver skåret over...  eller noget.
Er det kun på min skærm? - eller er billedet af Amy Butler-stoffet og billedet af de første 16 færdige blocks i indlægget under også kun delvist synlige hos dig?

Jeg ved ikke, hvorfor det sker - men det er da enormt frustrerende. Og grimt.

Hvis nogen har et bud på en løsning bliver jeg meget glad.

For meget af det gode...

Her har jeg hovedet fyldt med strikke-ideer, bordet i stuen ligner...

(Ja hvad?)

... en kreativ slagmark, måske?   Jeg har gang i en 5-6 strikkeprojekter allerede (altså når jeg ikke tæller UFO'erne med, men kun tæller WIP's) - og så sætter mit hardware ud.

Ak

Min højre albue bryder sig pludselig ikke om strik mere, men protesterer højlydt, når jeg alligevel lader mig friste.

Argh... 

Hvad skal jeg så lave, når mørket falder på og sofaen kalder?  Jeg kan altså ikke bare sidde stille, med tomme hænder og glo på TV'et!

Og hvad med strikkeklubben?  Kan man godt mødes med strikkeklubben uden strikketøj?

Ai, altså!

Men måske jeg skal bruge den første aftens tid på at rydde lidt op på det der bord...

Samling - og krise...

Så blev jeg endelig færdig med de uendeligt mange vrangmasker, som ærmerne krævede, fordi de blev strikket rundt og rundt på strømpepinde. 

Hele herligheden blev samlet på en pind, så nu er jeg klar til at begynde på raglanindtagningerne...

(Beklager billedkvaliteten. Her er absolut intet lys i dag, og med blitz...  Ak)

Så er alt jo såre godt...  eller noget.  For da "Mig" lå der på gulvet, så den pludselig temmelig kort ud. 63 cm. skulle den ende med at blive, og det er faktisk en del kortere end min favoritlængde.  

Samtidig er jeg enormt i tvivl om, om jeg har garn nok. 

Jeg har brugt 4 ud af de 5 nøgler jeg har - og som illustrationen herunder viser...

... så tror jeg altså, at det kommer til at ende med verdens bredeste bådudskæring i stedet for den fine krave.

Argh!

Jeg skulle jo have ønsket mig 700 gram i stedet for de 500...  - og nu er der udsolgt i min farve.

What to do?

Jeg forestiller mig, at jeg (HULK!) trævler ærmerne op igen, strikker kroppen længere og strikker korte ærmer i stedet for de lange.

Med mindre DU tilfældigvis skulle ligge inde med 200 gram mørkegrå Silk Wool Tweed fra Garnudsalg, som du bare brænder for at sælge til mig.  Kom nuuuuuuuu   ;o)


Og jeg kan godt høre dig mor. Pas nu på, at du ikke river alle hårene ud af hovedet! Det ville være ærgerligt, hvis vi begge to endte helt skaldede...

;o)

Nærmest et blodbad

Ind imellem er det en ulempe med sådan noget induktion under gryderne. Man kan jo ikke høre, når skidtet koger over...
Det var derfor først da duften ramte os som en bombe, at det gik op for mig, at der (igen) var noget galt.
For anden dag i træk havde jeg fyret op under en portion jordbær/hindbærmarmelade ze french way.
For anden dag i træk havde jeg glemt det.
For anden dag i træk flød det blodrøde frugtsaft ud over køkkenbordet - men til gengæld dufter her nu fuldstændigt uimodståeligt.
Igen.

Jeg har lyst til at spise resten af grydens indhold med en teske...

;o)

Det er processen. Det er processen. Det er...

Jeg er nødt til at mumle mit "Når alt går galt med mit strikkeprojekt"-mantra om og om igen i dag. "Det er processen".

Ha! Det er jo ligesom ikke første gang, det er gået lidt "galt" med den hue til Herr Putz, vel?

Andreas og Gemalen bruger nu flittigt hue 1 og hue 2 - men Herr Putz har stadig iskolde ører, så nu skulle det være! Hue 3 til Herr Putz blev strikket i weekenden. Med et par proces-stoppere undervejs.

Der blev først trævlet 1/3 hue op, fordi der var et problem med kanten. Strikkede videre. Trævlede igen lidt op, for den virkede lidt lang. Undrede mig, men strikkede videre - og hvad sker der så, da jeg prøver den næsten færdige hue?

Hvordan F*** kan den være blevet så stor? Mumle, mumle... Skumle, skumle.

Kontrollerede mine "noter" på Ravelry - og opdagede, at jeg har strikket denne hue på pind 4, mens de tidligere huer er strikket på pind 3½.

Godt så. Jamen så starter jeg da bare forfra. Igen. På pind 3½.

Det er processen.

Det er processen.

Det er!

Det ER processen.

Herr Putz... Jeg beklager, at din hue ikke som lovet er at finde i postkassen på tirsdag.

Jeg har liiiiige lidt strikkeprocesser, jeg skal igennem! Noget med lidt optrævling og en frygtelig masse kaffe for at skylle den her ned!

;o)

Av for H.Æ.L.V.E.D.E!!!

- og nej, det er sikkert ikke god stil at bande højlydt på bloggen...

"Hold nu fast", "Ikke lege på trappen", "Pas på. Man kan let falde og slå sig, det har jeg prøvet, og det gør ondt ", "Ja-da, ja-da, ja-da", "Bla, bla, bla"...

Og hvem var det så, der for anden gang tog den på røv og albuer ned af trappen i dag?

Mine f***ing "Hush Puppies"-hjemmesko har absolut intet vejgreb, hvis de bliver bare en smule fugtige. På vej ned i kælderen skubber jeg til Emilies efterladte vinterstøvler, træder i den lille, usynlige pyt af smeltet sne, som de har efterladt - og før jeg når at tænke andet end:

"Dunk, dunk, dunk, dunk, dunk"...

ligger jeg for foden af trappen. Med vanvittigt ondt i venstre røvballe (Og den er stor, så det gør meget ondt!), smerter i venstre albue - og ondt i det venstre knæ, som lavede de 5 dunkelyde. En for hvert trin.

Og så var det lige, at jeg var nødt til at knibe en tåre. Tøse-tude lidt. Der i en bunke på gulvet. Så fik Emilie da også set, at det ikke passer, at voksne aldrig græder.

Ha! og i morgen kan jeg sikkert melde mig under de svenske faner.

;o)

Og nu ved jeg pludselig, hvad jeg ønsker mig i julegave: Hjemmesko med rågummisåler.