Viser opslag med etiketten Syning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Syning. Vis alle opslag

torsdag den 19. november 2015

Magi med stof

For laaaang tid siden faldt jeg på Pinterest over patchwork af en helt særlig slags, nemlig Bruce Seeds Mosaic Art quilts, One Block Wonder eller kaleidoskoper.  
Tag et kig på hans Flickrkonto - det er vanvittigt fascinerende, hvad han kan få ud af et stort stykke stof, når han klipper det i stumper og syr dem sammen igen.

Så jeg købte stof hjem. Og lagde det på lager. Og glemte alt om det. Indtil for nylig, hvor jeg igen faldt over en af hans kreationer på Pinterest og igen blev grebet af tanken om at prøve.

Så...  

Amy Butler "Twilight Peony"

Trekanter

Sy, sy, sy...
Presse, folde, presse og sætte sammen med nåle

Kaleidoskoper.   Ikke to er ens.
 

64 sekskanter. Tilfældigt lagt op på mit bord.

Nu skal de bare byttes rundt indtil jeg er tilfreds med resultatet. Så skal de sys sammen og... et eller andet.
Jeg ved nemlig ikke, hvad jeg skal bruge det færdige resultat til.  Har absolut INGEN anelse.  Det viser vist med al tydelighed, at det er PROCESSEN, jeg elsker. 

Har du et forslag til, hvad jeg skal bruge sekskanterne til, er du meget velkommen til at smide det i kommentarfeltet.

 :-)

onsdag den 30. maj 2012

Jakke til den danske sommer

Som vi tydeligt mærker i øjeblikket, så er det ikke altid varme og sol, der præger den danske sommer.
Jeg har derfor syet en sommerjakke til Andreas.

Han var selv med i byen for at vælge stof - og insisterede på den grønne bævernylon. Pingvinstoffet var en rest, jeg havde fra tidligere. Begge dele er fra Stof 2000.  (De to grønne stoffer passer faktisk fint sammen - det er blot mit kamera, der nægter at gengive visse grønne nuancer korrekt...)


Mønsteret er en kombination af to mønstre fra Burda. Oprindeligt var jakken nemlig uden hætte - og med ribkant forneden og på ærmerne. Til den lidt specielle grønne farve, kunne vi dog ikke finde en rib, der matchede, så jeg ændrede lidt i mønsteret i stedet og kombinerede yderligere med en hætte, da Andreas elsker hætter.

Han er vist meget godt tilfreds med resultatet.

tirsdag den 30. august 2011

Undskyld vi roder...

Nogen har fået lejlighed, og så blev der pludselig flyttet ting - MAAAANGE TING - ud af min kælder.
Det gav nyt syn på, hvor meget plads der egentlig er i syrummet...

Plads nok til et klippebord, måske...

Sådan et, der faktisk kan ligge et stykke almindeligt stof på, uden at det skal foldes alt for meget sammen, eller hænge ud over kanten...   Så jeg slipper for at stå bøjet over dybfryseren og bande tale mindre pænt, når stoffet falder ned bag den...

Så jeg flyttede lidt rundt...
Målte lidt op...
Gemalen gik ned på værkstedet... og lidt senere kom han op med en bordplade, som han havde limet ekstra dybde i. Godt med sådan et værksted, som man kan trylle ting frem fra...


Det er (selvfølgelig) tanken, at bordpladen skal have noget kulørt voksdub klipset på, så den bliver sjovere og hyggeligere at se på...

Men indtil videre fungerer den rå udgave helt fantastisk.

Og jeg har tegnet mønstre, klippet og klippet i noget af det nyindkøbte stof og syet en lille smule...  Måske får I også lov til at kigge nærmere på de færdige resultater...
Når de engang foreligger. Lige nu roder jeg bare.

;o)

lørdag den 27. august 2011

Stofoholic

Her var det så min intention, at der skulle komme et indlæg med billeder af alt det stof, jeg har købt i Stof og Stil i dag. Og det par bukser jeg liiiige havde syet efter hjemkomsten...

Jeg var nemlig så heldig, at det kunne lade sig gøre at hele syklubben kunne følges til Roskilde til lidt stofindkøb. Samtidig tog Gemalen så ungerne med ud til svigerfamilien - og jeg ville have huset for mig selv hele eftermiddagen.
Så var jeg til gengæld også så "heldig", at jeg ikke skænkede hjemkomsten til tomt hus andre tanker end "Nøj, hvor skal der klippes og sys af alt det nyindkøbte"...

Så der stod jeg uden nøgler til hoveddøren...

Jeg har derfor tilbragt hele eftermiddagen hos sy-veninden...  Meget hyggeligt, men altså ikke lige den kreative udnyttelse af tiden, som jeg havde håbet på...

Nu vil jeg til gengæld tage revanche... og gå under jorden resten af aftenen.

C-Ya...

mandag den 16. maj 2011

Vellykket kombination

Blogger havde åbenbart lidt "forårsforkølelse" i fredags, så jeg kunne ikke lave et indlæg om den færdige kjole. Derfor får I lige billederne nu i stedet. 

Kombinationen af let bomuldsstof og den strikkede blonde blev ganske vellykket. 


Jeg valgte at forlænge kjolen lidt med en kant med wienerlæg som matchede ærmerne - og syede pligtskyldigt blonden på i hånden, hvilket tog laaaaaang tid.


Båndet i taljen valgte jeg dog at sy på med maskinen, da jeg løb tør for tid - og det irriterende var (set i bakspejlet), at der nærmest ingen forskel er i det færdige resultat. Så... næste gang bliver det hele syet på maskine.

Jeg valgte at lave mønsteret til kjolen lidt bredere omkring brystet, så den sidder løsere end normalt. Båndet i taljen kan så til gengæld reguleres, så den kan bruges længe. Først som kjole - og senere som tunika.


Den grønternede kjole faldt i god jord. Niecen på 5 år var glad - og min søster har allerede bestilt endnu to. En "kjole" til den mindste - og en "tunika" til hendes storesøster. De skal være i sort/hvid - så nu må jeg på jagt i stofbutikkerne efter stof og bånd, så ønsket kan opfyldes.

:o)

torsdag den 12. maj 2011

En lille kjole...

... til blonden.


Med et lille wienerlæg, så ærmerne får puf...


Og ved siden af blonden et lille strikket bånd. Hvor der kan trækkes bånd igennem hullerne. Bånd med bånd på...


Nu mangler jeg kun det kedelige - nemlig at håndsy bånd og blonde på kjolen. Godt jeg får selskab af Mette fra syklubben i aften, så jeg har lidt underholdning imens

:o)

lørdag den 26. februar 2011

Kansas gone bye-bye

Jeg vågnede tidligt - meget tidligt - og lå og spekulerede.

Ikke over Verdenssituationen. Ikke over jordskælvsofrene i New Zealand. Ikke over arbejdsløshed eller Dagpengelands krav - eller nogle af alle de andre ting, man jeg nogengange kan ligge vågen og spekulere over.

Nej...  det var noget helt, helt andet, der spøgte rundt i min hjerne og til sidst fik mig til at stå op...

... og lægge stofstrimler på gulvet som det første. Før morgenkaffen og morgenmaden (så lige om lidt er jeg en  lavt-blodsukker DRAGE!  Stakkels familie og andre, der måtte komme i nærheden...)

Ahrg...  Ind imellem er spekulationer og grublerier grundløse...  Men andre gange har man så evigt ret i sine bekymringer...

Symmetri gone bye-bye!  

(Kansas-citatet stammer fra en af mine yndlingsfilm:  The Matrix.)

4 x 4 var jo symmetrisk

 - og det vil 6 x 6 blocks også være...
Så nu går jeg da bare lige i gang med at lave 11 blocks mere.  Så jeg ikke skal ligge søvnløs over det...

- og nu over til noget morgenmad!

;o)

fredag den 25. februar 2011

På vej

Jeg har gennemsøgt det meste af det danske, tyske og engelske tekstilmarked. 

Skulle jo finde noget stormønstret stof til mit første forsøg udi en Kaleidoscope Quilt - og havde en idé om, at det kunne være noget med flyvemaskiner (Gemalen EEEEEELSKER gamle flyvemaskiner. Specielt Spitfires - og hvor cool kunne det ikke være med en Kaleidoscope Quilt med små fragmenter af kulørte Spitfires?), eller katte - eller måske kaffekopper eller muffins...  Noget der ligesom passer lidt til familien og mig   ;o)
Men...
Flyvemaskiner var der ingen af.  I hvert fald ikke noget, der lugtede bare lidt af coole Spitfire-maskiner.
Muffinsstofferne var ikke stormønstrede nok - eller også var de lyserøde. 
Kaffekopmønstrene var enten småmønstrede eller udflydende brune.
Jeg fandt dog et ret sjovt kattestof i en tysk internetbutik - men det kostede spidsen af en Jetjager...  

Stormønstrede stoffer er ikke det, der er mest af, når man gennemsøger markedet for patchworkegnet stof...  

Til gengæld fandt jeg to forskellige stormønstrede stoffer med ØØØØNDIGE blomstermotiver hos engelske "Gone To Earth" - det ene af Amy Butler 


og det andet af Anna Maria Horner, hvis meget farverige og inspirerende blog jeg følger.


Jeg har ingen idé om, hvordan det kommer til at se ud - det er jo det, der er noget af det mest fascinerende ved Kaleidoscope Quilts - men jeg er sikker på, at det bliver farverigt.
Tror jeg lægger ud med Anna Maria Horners stof.  Når det lander i min postkasse om nogle dage.

...  og nu vil jeg vende tilbage til symaskinen i kælderen. Jeg har jo trods alt liiiiiige et enkelt, lille sengetæppe, der skal laves færdigt...

Sew Long...  

;o)

Det vokser


Et par timer i kælderen - og nu er jeg på 16 færdige blocks.
Planen indtil videre er et felt på 5 x 5 blocks - og jeg er stærkt på vej. Har syet alle de små halv-kvadrat-felter - men mangler at klippe de sidste 36 hvide firkanter, før jeg kan sy det sidste.

Det tager overraskende lang tid at klippe felterne i forhold til syning og presning.
Jeg må helt sikkert forbi Panduro, Stof 2000 eller City Sycenter på mandag, så jeg kan få købt mig en rullekniv.
Jeg bliver træt i ryggen af at stå bag klippebordet (læs: Dybfryseren) i så lang tid. Kniven er også bydende nødvendig, når der skal skæres igennem 8 lag til min planlagte Kaleidoscope Quilt.

?  

Er der nogen, der har erfaring med de dersens patchwork-rulleskæreknive?  Nogen fif omkring dem, som I vil give videre?  Nogen bestemte mærker, der bare virker?

onsdag den 23. februar 2011

Det her vil jeg altså også...

I min Googlen efter tips omkring patchwork og quilts er jeg faldet over noget, som jeg synes er helt fantastisk...

Kaleidoscope Quilts...

Tag f.eks. dette stykke stof...


... klip det i stykker og sy Kaleidoscope blocks. Sy dem sammen og du har sådan en quilt

(Billederne er fundet her)

Resten af billederne er fundet på Google - og jeg håber, at det er i orden at låne dem, så jeg kan vise dem her. Jeg er vildt imponeret over disse smukke quilts.

Alle er syet af et enkelt stykke stof.





Nu går jagten ind på stof.  Jeg er bange for, at jeg er hooked på lapper.

;o)

Strikkeferie i Lapland

Lyder det som et godt koncept?   Sne, is, samer, rensdyr, strikketøj...

Jeg har faktisk rigeligt at gøre med at forsøge at finde begejstringen for sneen frem igen. Havde ligesom gemt den væk og var begyndt at glæde mig over forårstegnene og de første erantis...  Jeg leder stadig efter sneglæden. Den er ikke helt så udtalt som tidligere...

Og så kan jeg jo slet ikke strikke i øjeblikket. Strikkeferie er krævende nødvendigt...  Ikke at det holder mig fuldstændigt tilbage (man må lide, eller noget) - men jeg har kastet mig ud i noget andet i stedet...  
Noget med lapper...  Første forsøg var nogen, som skulle sys sammen i hånden - en disciplin jeg ellers ikke troede lå til mit temperament.
Men se da lige her:


Allerede efter 3 dage havde jeg syet alle lapperne sammen - og nu ligger det fine "værk" så i en pose, for hvad skal det dog blive til?
Farverne passer faktisk kun ind i "interiøret" her i entreen, så måske ender det som en hynde til den gamle stol.


Men i forbindelse med opstartsvanskelighederne med dette projekt havde jeg via Google besøgt adskillige fine sites med patchwork og quilts. Maskinsyede i stor stil - hvilket egentlig passer en del bedre til mit temperament.
Meeeen....  Mit tidligere forsøg med maskinsyede lapper var jo endt alt andet end tilfredsstillende...
Takket være de mange, mange entusiastiske quiltere rundt omkring fandt jeg da også ud af, hvad jeg havde gjort forkert i mit første forsøg - hvilket pludselig gav mig blod på tanden.

Så nu er jeg rejst til Lap'land. Lige nede i kælderen.
Jeg syr Jewel Box Blocks - og har indtil videre syet 4 færdige blocks, og en hel masse af de dele, som består af 4 små firkanter.


Når jeg har syet 25 af disse...


... skal hele herligheden sys sammen til et sengetæppe til dobbeltsengen. Lap'landet skal omkranses af et bredt bælte af den ensfarvede lilla - og så vil tiden vise, hvordan pokker jeg får quiltet det enorme tæppe...

Et ret så ambitiøst projekt - men skal det være, så lad det være, ik'?

Meeen...  Alt er ikke endt i lapper.  Jeg har skam også fået ryddet op i det hjørne af stuen, som i en periode lignede en stor bunke kaotisk strikketøj...


Sådan kan det gå, når man holder strikkeferie.

;o)

onsdag den 16. februar 2011

Ny hue på 5 minutter

Emilie er ikke verdensmester i at passe på huer - og den bløde alpakkahue med snoninger nåede kun at varme ørerne i ganske kort tid, før den var forsvundet.  Ak.


Vinteren har til gengæld ikke tænkt sig at forsvinde - og den sibiriske kulde, der i disse dage blæser ind over landet kræver altså en hue.  Der måtte derfor kreeres en ny - og da den unge dame i eftermiddag skal afsted på en kort vinterferie hos Farmor og Farfar, skulle den jo være færdig nærmest før jeg kunne få begyndt. 
En strikket hue var derfor udelukket - så jeg gik på inspirationsjagt i stoflageret i stedet.  Det resulterede i denne hue, som tog mindre end 5 minutter at sy.





Fleecetæpper fra IKEA i flere afskygninger, nogle med fine kanter kan bruges til mange ting. 
Jeg har tidligere syet dyner til Build a Bear-bamserne - men også "mennesketøj" er det blevet til, i form af "tæppebukser" (Min søsters udtryk) til brug under overtræksbukserne på skiferien. Dejligt varme og ikke mindst billige, hvilket er ganske udmærkede kvaliteter for beklædning, der kun bruges den ene uge om året.



I dag blev det så til en hue til Emilie. Inspirationen ramte mig, straks jeg så det hvide fleecetæppe med hulkanten og frynserne.


 Mål blev taget og en firkant klippet ud, 2 sømme blev syet og en snor trukket igennem - og Voila! en ny hue.

Gad vide, hvor lang tid der går, før hun forlægger den...   Well... i det mindste længere tid end det tog mig at sy den.

;o)

mandag den 14. februar 2011

Fra gang til gang

De nye mundservietter har fået personlige "servietringe" - så de ikke behøver blive vasket hver eneste gang man har tørret en brødkrumme af mundvigen, men kan gemmes til brug igennem hele dagen. 



Sirlige små sting broderet på gammelt lærred med sytråd lagt firdobbelt og derefter syet på noget umanerligt stift cowboybuksestof (Fra min mors stoflager - det stammer fra 70-erne, hvor den slags vist ikke hed denim, og hvor man åbenbart gik i cowboybukser, som var stive som et bræt?)  - og så kan også de vaskes, når de bliver for nassede.


Så nu har jeg da gjort en lille bitte forskel for miljøet - og det er altså mere hyggeligt med sådan en stabel servietter på bordet end med den gamle, grimme køkkenrulle. 

Helt overflødig bliver køkkenrullen dog ikke, for der er altså situationer, hvor stofservietterne kommer til kort. F.eks. når der skal laves "håndtag" til stegte kyllingelår, eller når man skal tørre det meste af et glas æblejuice op fra køkkengulvet...  (ahem...)

;o)

søndag den 13. februar 2011

Mundservietter

For lang tid siden læste jeg hos Soule Mama, hvordan de i det daglige bruger mundservietter af stof i stedet for køkkenrulle. Det er godt for miljøet - og samtidig er det god stil at tørre sig om munden med en stofserviet, hvis du spørger mig.  Tilmed bliver de bare blødere og blødere for hver gang de bliver vasket.


Så i dag har jeg lavet mundservietter i stort tal. I bedste up-cycling-stil blev et arvet dynebetræk af bomuld
revet i stykker på 35 x 35 cm og kantet med stikkestings-zig-zag   - og den søm hedder sikkert et eller andet, men jeg aner ikke hvad. På min symaskine hedder den "D" 
;o)


Ikke noget fancy med fine ombukkede kanter og presning - vi taler hverdags-servietter... 

I går aftes modtog jeg en mail, som fortalte mig, at lige derhenne i den nærmeste vennekreds er baggrundsmusikken skiftet fra dur til mol.  Det gør mig oprigtigt ked af det - og mine tanker har dagen igennem cirklet omkring de triste nyheder. 
At sy kant omkring mundservietter var derfor en god beskæftigelse, fordi det ikke krævede nogen større tankevirksomhed. 


40 mundservietter blev der ud af det ene dynebetræk, og jeg har kantet omkring de 30 allerede. Det tager ikke lang tid at sy rundt omkring de små firkanter.
- og de er allerede taget i brug


Måske man skulle lave nogle flere og give dem væk som gave...

søndag den 16. januar 2011

Har man sagt jA, må man også sige B...

Det der oprindeligt var tænkt som en lørdag med afslapning, lidt syning og en hel masse hygge, endte med at indeholde et par timers ikke-planlagt omorganisering og slæb.

Jeg har jo tilbudt opbevaring af bl.a. Vanløse Lokal Bibliotek - og da vejret denne vinter alligevel ikke egner sig til opbevaring af bøger i en uopvarmet udestue, måtte de flyttes indenfor. Jeg kunne ligesom ikke være andet bekendt...
Der BLEV plads til dem i pulterrummet... 


... og jeg fik da heldigvis også tid til at klippe det, der engang bliver til et par bukser til undertegnede.


En enkelt kop kaffe - og så i gang med aftensmaden. Gra-Tang...  Med "alt godt fra køleskabet"...  Broccoli, blomkål, gulerødder og skinke i tern.


Og så et par timer på sofaen med de uendeligt mange vrangmasker...

Måske søndagen bliver fyldt med det, der oprindeligt var tiltænkt lørdagen ?  Jeg skal i hvert fald gøre mit bedste.

:o)

fredag den 14. januar 2011

Når man fortjener noget bedre

Jeg har noget værktøj, som jeg holder rigtigt meget af, og jeg bruger stort set aldrig andet end mine Knit Pro strikkepinde i Harmony Wood.
Da jeg købte dem, blev de leveret i denne taske, som godtnok er praktisk, idet man altid kan se det man leder efter - men også er umådeligt grim.  Alligevel har jeg troligt anvendt slæbt rundt på den de sidste par år, for den var jo som sagt praktisk, og kunne rumme alt det jeg bruger, når jeg strikker eller hækler.


Tusindfryd har også fået fine strikkepinde - og hendes fik et nyt, fint hjem, hvilket inspirerede mig til også at gøre noget ved mine pindes hjem, for de fortjener noget bedre end at henslæbe deres fritid i så grim en taske. Tusind tak fordi du delte ideen, Tusindfryd.

Jeg ville dog lave mig et etui, som kunne indeholde alt mit strikke- og hæklegrej, så det blev en større opgave, men også en opgave, som jeg havde det rigtigt sjovt med at løse.

Etuiet er lavet i kogt uld og foret med elefantmønstret bomuldsstof fra Stof og Stil.



 Udenpå har jeg pyntet med sølvbånd, jeg købte i Indiska Magasinet i Stockholm, da vi var på vej hjem fra vores bryllupsrejse.  For at gøre det stift har jeg lagt kraftigt karton ind imellem lagene.



Indeni er der først plads til både mine korte og lange strømpepinde, spidserne til rundpindene og et par hæklenåle. 



Åbner man lynlåsen er der endnu et rum, som er indrettet, så der er plads til det hele.

En lomme til målebånd og pindestørrelseskort


En lomme til ekstra wirer og wirestoppere - og en plads til saksen


... og et sted til opbevaring af maskemarkører og stoppenåle.


Nu håber jeg virkelig, at værktøjet sætter pris på det nye hjem.

Men helst ikke så meget, at det ikke har lyst til at komme ud for at lege  

;o)