fredag den 14. december 2012

Julekalender

Hånden på hjertet er jeg ikke den store fan af de mange julekalendere, der vælter ud fra skærmen flere steder i Blogland.  Hvorfor ?  Jeg ved det ikke, men det lugter måske lidt for meget af reklame og sponsorerede inlæg, og der er min næse nok lidt for sart...

Men ind imellem bliver min interesse alligevel fanget - og jeg kaster mig ud i kampen om at vinde lækkerierne.  For hvem ville ikke gerne vinde sådan en omgang lækkert syregrønt garn? 

Billedet er med tilladelse lånt af skønne Erika fra Thinkingspace,
kvinden bag de mange smukke billeder (Hvis du ikke læser med, så skynd dig at melde dig til!)
- og den lækre, fristende garngave i julekalenderen...

Og hvem vil ikke blive misundelig, når de nu får at vide, at det var MIG, der løb med den lækre gave? 

Så heldig har man altså også lov til at være.  Første julekalender. Et lod. En gevinst. 

Er det mon i dag jeg skal købe en Lotto-kupon?



torsdag den 6. december 2012

Æbletyven

Heldigvis var der en meget snarrådig medarbejder i et Kurerfirma, Der Håndterer Logistik, som i går forhindrede en alvorlig forbrydelse - et Æbletyveri.

Tænk dig...  Sådan en udspekuleret Æbletyv. Hvad han ikke er gået igennem for at stjæle en kasse med æbler...


Først har æbletyven holdt øje med huset. Han har tilsyneladende set at Kurerfirmaet, Der Håndhæver Leveringstider indenfor almindelig arbejdstid, har forsøgt at aflevere en kasse med æbler til Den Rigtige Kunde.
Den Rigtige Kunde var ikke hjemme, da det var indenfor almindelig arbejdstid, så Kurerfirmaet, Der Håndskriver Leveringssedler, puttede en sådan i postkassen, hvor der stod, at de havde kassen med æbler på deres lager - og gerne vil komme igen en anden dag, indenfor almindelig arbejdstid.

Nu er Æbletyven  rigtigt udspekuleret!

Han stjæler sedlen fra postkassen.

Så hacker han sig ind på Den Rigtige Kundes mail-adresse - og ændrer leveringen hos Kurerfirmaet, så Æbletyven selv kan afhente kassen med æbler på lageret.

Æbletyven udskriver også den bekræftelse,som Kurerfirmaet, Der Har Lager i Kastrup, sender.

Så skriver Æbletyven en fuldmagt i Den Rigtige Kundes navn, som giver Æbletyven ret til at afhente kassen med æbler hos Kurerfirmaet, Der Holder Længe åbent på lageret.

Men Æbletyven skal jo fremvise billedlegitimation ved afhentning, så Æbletyven fusker et kørekort.
Han er smart nok til at fremstille et kørekort, hvor billedet tilsyneladende er taget engang i det forrige århundrede - og han kører et par gange hen over det i bilen, giver det en tur i vaskemaskine og tørretumbler og smører lidt olie på - alt sammen for at patinere det, så det ikke virker påfaldende nyt og fremstillet til lejligheden.

Æbletyven er også smart nok til at skrive samme efternavn på det fuskede kørekort, som Den Rigtige Kunde har - så det virker mere plausibelt at det er Den Rigtige Kundes mand, der skal afhente kassen med æbler hos Kurerfirmaet, Der i Henhold til Leveringsbetingelserne kræver billedlegitimation ved udlevering.

Æbletyven får sågar fremstillet et sygesikringsbevis med samme adresse som Den Rigtige Kunde.

Men se!  En medarbejder hos Kurerfirmaet, Der Hindrer Lumske kunder hver dag, opdager det luskede forsøg på æbletyveriet - og nægter at udlevere kassen med æbler til Æbletyven.

Så nu sidder jeg her - Den Rigtige Kunde - bevæbnet til tænderne med billedlegitimation i form af både pas og kørekort - og venter på Kurerfirmaet, Der Håndhæver Loven i henhold til leveringsbetingelserne meget nøje.

Gad vide om de egentlig tør at udleverer kassen med æbler til Den Rigtige Kunde, når hun åbner døren?
Tænk nu, hvis Æbletyven har en medsammensvoren, som har listet sig ind på adressen, bagbundet Den Rigtige Kunde, fremstillet fusket billedlegitimation i Den Rigtige Kundes navn - og på den måde kan tilluske sig en kasse æbler...