tirsdag den 26. maj 2009

Kommommomode

Ind imellem er der projekter, der er RIGTIGT LANG TID undervejs i Familien Putz.

Et af disse projekter er nu ENDELIG blevet færdiggjort, og kan derfor ENDELIG vises på bloggen.
Projektet er faktisk tidligere omtalt på bloggen - som et af de Frau-Putz-maler-hvidt-hvidt-hvidt-projekter, jeg brugte tiden på i påsken... Det andet projekt er dog stadig ikke bloggificerbart...


Det hele startede med, at Emilies værelse (næsten) altid så sådan ud:


Rodet og totalt uoverskueligt...


Så kørte vi en tur I-KEA... og købte sådan én...

Som egentlig hellere skulle have set ud som DENNE, som også kunne købes I-KEA:


Men... nu er Frau Putz måske lidt underlig... Indrømmet!
Den hvide var lavet af spånplade med hvid plastfolie-belægning, mens den sort-brune var lavet af træ med bejdse og lak...

Og hvad så??? (Tænker du måske?)

Well... hvis man nu engang skulle få lyst til at skifte farve på sin kommode... Så kan sådan en hvid plastfolie-belægning altså ikke MALES... Og MÅSKE skal den engang være grønhimmelblå med stjerner på...


Derfor brugte jeg uendeligt mange timer (!) på at male delene til denne kommode. Det krævede nemlig 4 lag maling at dække den sort-brune farve :o)



Og da vi så havde samlet den kunne de 4 nederste skuffer ikke lukke!!!
(Jeg følte en vis trang til at råbe RØV ud af vinduet, ligesom hende her... Og NEJ! Det skyldtes IKKE det lag maling, der var tilføjet!)


Gemalen måtte derfor bruge en del af sin tekniske snilde - samt et mindre udvalg af sit uendeligt store udvalg af powertools - på at tilpasse skufferne UDEN at høvle af kanterne! Jeg orkede nemlig ikke at skulle til at male igen-og-igen-og... Der blev derfor flyttet beslag til den store guldmedalje...

Og hvor skulle den så stå henne?
Well... under trappen i tilbygningen havde vi indtil i går en kontorplads... som med et trylleslag blev inderligt overflødig, da Frau Putz fik trådløst netværk til sin computer - og derfor som regel i stedet befinder sig (mageligt tilbagelænet) i sofaen, når der blogges :o)



Herunder kan I måske ane Gemalen, som utålmodigt står og venter på Frau Putz' evindelige fotograferen... "Jeg skal altså lige tage et før-billede"...


Godt så! FØR:




Og EFTER:


Denne kommode (Som nu kan lukke. Ta-Daah...) skal huse Emilies tøj - og måske et par af Frau Putz' uendeligt mange strikkede trøjer...
Det har så til gengæld frigivet både skuffer og skab på Emilies værelse, så nu er der HÅB om, at hun ikke roder nær så meget :o)

mandag den 25. maj 2009

Sådan en typisk dag...

6:20 Vækkeuret ringer.
Sætter vasketøj over og timer det, så det er færdigt, når jeg kommer hjem
Går i bad, roder rundt i håret og tager tøj på.

6:55 Vækker ungerne. Andreas er som en fjeder - mens Emilie kræver temmelig ublid ælten, før hun dukker op til overfladen, søvndrukken og morgensur.
Sætter vand over, dækker bord, hælder morgenmad op, laver kaffe, kalder igen på Emilie...

7:05 Morgenmad - Andreas og mor spiser havregryn med sukker og mælk, mens Emilie vil ha' A38 med Cornflakes. Drikker kaffe (Med mælk, så den er koldere - kan drikkes hurtigere). Presser ungerne til at spise hurtigere...
7:25 Sender Emilie ned for at tage tøj på, tager af bordet, finder madpakkerne frem, børster tænder, fodrer katte...

7:30 Giver Andreas tør rumpe - og tøj på. Tørrer ham hurtigt i hovedet og roder lidt op i håret...

7:40 Overtøj og sko på. Skoletaske, børnehavetaske, madpakker, gymnastiktaske, cykelhjelm... Nøgler, alarm... (Har vi husket alt? Børnene?)

Det er som regel omkring dette tidspunkt på morgenen at filmen knækker for Frau Putz og morgenstressen sætter ind - og så er det jeg RÅBER af ungerne. Eller nøglerne... eller cykelhjelmen... Eller mig selv!
Frustreret! og Fallit!
Formålsløst og uden andet resultat, end at jeg får dårlig samvittighed senere! Men det er som regel på dette tidspunkt at det viser sig, at Emilie ikke har taget tøj på endnu, fordi hun liiiiige skulle give sin bamse tøj på først... - eller nøglerne er væk, eller cykelhjelmen, eller gymnastiktasken...

Det skete dog ikke i dag, for vi havde GOD TID... :o)

7:45 Trækker cykel frem, finder cykeltrailer og hægter den efter cyklen...

7:50 Trækker hen over gruset og passer på ikke at påkøre Darcy, som mener at cykelhjul er vildt spændende...
Cykler i morgentrafikken med Emilie på egen cykel foran/ved siden af mig - og Andreas i cykeltraileren bag.

8:00 Ankommer til skolen. Finder plads i cykelstativet og låser Emilies cykel. Ind på gangen, jakke, sko og cykelhjelm af. Ind i klassen. Madpakke på plads i køleskabet. Kys-kys, ha' en god dag...

8:10 Tilbage til cyklen. Andreas balancerer i skolegården undervejs... og SNAKKER...
8:15 Ankommer til børnehaven. Parkerer og låser cykeltrailer. Jakke og sko af. Madpakke i køleskabet. Følger ind på rød stue. Snakker lidt. "Falder til". Kys-kys, ha' en god dag i garderoben. Vinker ind ad vinduet.

8:25 Op på cyklen igen. Cykle til arbejde. Ned i parkeringskælderen. Finde plads i cykelstativet. Op ad trappen. Flexe ind. 8:37. Pyh. Kun 7 minutter minus i dag...

Ned i garderoben. Skifte til uniform. Op på kontoret. Arbejde-arbejde-arbejde :o)

15:20 Ned i garderoben. Skifte til civil igen. Op til flexen. Flexe ud. 15:32. OK, god tid.

15:40 Ankommer til børnehaven. Nu svedig, for det er pludselig blevet sommer...

Henter Andreas, som ABSOLUT ikke er færdig med at lege - og ABSOLUT ikke er klar til at komme med hjem. Venter lidt - og snakker lidt med de voksne. Eller ungerne. Pludselig er Andreas alligevel klar. Henter jakke, madkasse, børnehavetaske. Låser cykelanhænger op og lader Andreas hægte den efter cyklen.

Går hjem fra børnehaven. Andreas INSISTERER på at gå i stedet for at cykle. Hyggesnakker undervejs. Plukker mælkebøtter og kigger på alle de vildt spændende ting på vejen. Specielt fascineret af fuglelorte på fortovet (Andreas, altså...)

16:00 Endelig hjemme. Sætter vand over til kaffe. Rister boller og dækker bord i udestuen. Emilie og Gemalen kommer hjem.

Kaffepause... Dagens mest hellige tidspunkt! Don't disturb!

16:30 Gemalen ta'r 10 minutter "Morfar". Frau Putz vander blomster i drivhuset. Vander nysået basilikum. Vander nyplantet kvæde.

Gemalen dukker op til overfladen igen, og vi teamworker - først planter vi nyindkøbt ribsbusk og derefter digitalis - Gemalen håndterer jorden, Frau Putz planter og vander

17:15 Aftensmad. Igen teamwork. Porretærte med skinke og bacontern.

17:30 Tærten er i ovnen. Gemalen putter Andreas i bad. Det passer ham absolut ikke (Andreas, altså!) - og han skriger så højt og så længe, at jeg en overgang frygter at børneværnet bliver tilkaldt :o)

Frau Putz hænger vasketøj op udendørs (Nyder stilheden...) - og sætter derefter endnu en maskinfuld tøj over. Denne gang mørkt.

Rydder lidt op i køkkenet og forsøger at fjerne noget af det rod, der har sneget sig ind i resten af huset...

18:30 Tærten færdig. Dækker bord. Spiser aftensmad.


Ungerne leger. Tager af bordet. Tømmer opvaskemaskine og fylder den igen.

19:20 Gemalen giver Andreas nattøj på, mens Frau Putz tager billeder i haven.

19:30 Andreas skal i seng - og insisterer som sædvanlig på, at det skal være mor, der gør det. Rydder først dobbeltsengen for legetøj, så vi selv kan komme i seng senere...

19:40 Gemalen læser godnathistorie for Emilie. Frau Putz kollapser i sofaen med computeren og laver blogindlæg (Udkommer i morgen!) - kysser Emilie godnat og laver endnu et blogindlæg (Dette)

Gemalen fjerner lidt ukrudt i forhavens grus. Serverer senere te for Frau Putz - og kollapser så selv foran fjernsynet med sit eget krus.

Og her sidder vi så. Og når dette indlæg er udgivet skal jeg ned og hænge det mørke vasketøj op på snoren...

Og så tror jeg nok, at jeg skal i seng...

I morgen skal jeg nemlig nå et S-tog klokken 8:09 - for jeg skal på "anti-stress-kursus" i Slagelse.

Gad vide, hvad jeg skal bruge det til? :o)

søndag den 24. maj 2009

Jeg er sur...

Ja, altså ikke sådan forstået, at jeg er gal i skralden... eller vred... eller ophidset... Selv om jeg da har et "vist" temperament er det altså ikke det, der er galt ;o)
Jeg har bare efterhånden bagt så meget surdejsbrød i denne miniferie, at jeg må være ved at være tilpas sur...

Humøret derimod fejler skam ikke noget.

"Vækkede mig selv" - og Gemalen - med friskbrygget kaffe og nybagte (surdejs) boller... og solen skinnede...

... og efter morgenmaden drog familien til den lokale planteskole, hvor der blev købt

Æblekvæde -(Frau Putz drømmer om at kunne lave kvædemarmelade...
Ribsbusk - det mangler jeg nemlig... (Hm...) Har kun hindbær, brombær, solbær, stikkelbær og jordbær...
Krybende timian - til stenprojekt omkring drivhuset...
Digitalis - enhver farmaceut må jo have sin egen lille samling af lægeplanter i haven...
Flittigliser - glade farvestænk, som jeg ikke kan stå for... Må vist til at købe frø i stedet! Næste år...
samt Pinjebark til at lægge i bedet rundt omkring stenhaven. Skulle gerne minimere mængden af ukrudt, og vi har brugt det med held tidligere.

Well... tilbage til surdejen...
Fredag stod jeg så tidligt op, at jeg kunne nå at lave dej FØR jeg skulle møde på arbejde.
Det er altså aldrig set før!
Men ungerne skulle være hjemme sammen med Gemalen, så der skulle ikke fodres af, påklædes eller afleveres - og det gav overskud til at lave dej :o)

Efter arbejde blev dejen trykket ud på bagepladen - og efter lidt hævning blev der trykket huller, penslet med olivenolie, drysset med sydesalt og frisk timian - og så blev det smidt i ovnen.

Sammen med kylling og kartoffelbåde...

... og lidt senere stod aftensmaden så på bordet.
Farmor og Farfar var på besøg, og der blev hygget...

... og fjollet!



Så jeg er skam ikke sur... men nu holder surdejen igen pause i køleskabet. Jeg er lidt træt af lugten af ølånde... :o)

Haven på Himmelfart...

Så er Kr. Himmelfartsferien næsten overstået - og jeg tog kameraet med på en lille havevandring...

I forhaven blomstrer klematisen nu om kap med duftende natviol...



Og næste sort klematis - med hvide blomster - står med store knopper og er på nippet til at blande sig i legen...

Under den står et selvsået pragteksemplar af en plante, som jeg mener hedder kongelys.
Desværre (!) får den lysegule blomster... og jeg er altså ikke særlig vild med gult i haven...
Men indtil videre får de lov til at stå, for jeg er fascineret af deres enorme grokraft... de lodne blade og farven er også vildt fantastiske, så måske lærer jeg at leve med den lysegule farve...
På den anden side af Rio-nettet står endnu én og gemmer sig under en rose...

På modsatte side af havegangen er Salvien sprunget ud i blomsterknopper. De har den mest fantastiske farve - og jeg glæder mig til at se, om de rent faktisk springer mere ud...
Bag huset vokser denne fascinerende "Kamæleon-busk" op ad Rio-nettet langs drivhuset...
Bladene er langsomt ved at skifte farve til lyserød og hvid... og senere får den små, uundseelige blomster, som gemmer sig under bladene...
Indendørs i drivhuset nærmest eksploderer de såede squash og græskar. Desværre har jeg fået blandet potterne sammen, så jeg har ingen anelse om, hvad der bliver til hvad. De ligner hinanden til forveksling.
Forhåbentlig får vi en kæmpe høst af både den ene og den anden slags i år. Det kunne være sjovt med Halloween-lygter af egen avl.
Emilie har sået solsikker i skolen - og de er nu blevet plantet ud i drivhuset.
Det bliver spændende at se, om de kan være under taget, eller om de må "bøje nakken" sidst på sæsonen...
Hun har også sået purløg - det græslignende forrest på dette foto...
Gad vide, om der nogen sinde bliver purløg nok til drys til en kartoffelmad?
"Purløgene" deler kasse med to røde tomater - og nysået basilikum i to nuancer...
... og i den anden kasse deler gule cherrytomater pladsen med oregano og timian... Det håber jeg da... Men man ved jo aldrig, om skidtet gider at spire...
Og så stødte jeg lige på disse to kønne planter...
Nøj, hvor har de nydt ferien og det (i hovedtræk) dejlige vejr...

Jeg tror faktisk, at de ligger og venter på dette...
Jordbærrene står med utroligt mange blomster. Jeg var egentlig meget skeptisk med hensyn til deres placering, for sådan en skråning er jo en ret tør omgang... men tilsyneladende trives de helt fantastisk her...

... og på den anden side af skråningen trives krybende timian i flere farver. Jeg glæder mig til de begynder at blomstre.
Så er der fest og farver i haven...
Når lavendelen samtidig står i blomst dufter her helt fantastisk - og bierne summer travlt omkring.

Frau Putz har fået planter fra "Far i Nord" (Tak for det!) - og vi har derfor plantet voksblomster på "bagsiden" af vandfaldet. Her trives intet andet end skvalderkål - men den trives til gengæld ganske glimrende :o)

Voksblomst kan heldigvis tage pippet fra skvalderkålen.

På denne del af skråningen var der også skvalderkål for to år siden - men nu har voksblomsterne (med kun en smule assistance) totalt overtaget pladsen - og gør også deres bedste for at fortrænge de røde husløg.

Rundt om pladsen ved vandfaldet er paradisæblerne ved at smide de hvide blomster...

... men sargentæblerne har overtaget blomstringen for en tid.

... og snart er det pæonernes tur...
Jeg glæder mig! :o)

lørdag den 23. maj 2009

Det uendelige raftehegn

Sidste forsommer fik vi opsat raftehegn imellem vores grund og naboens.
Det har nu stået og "dampet af" i et års tid - og står klar til at blive malet.

Raftehegnet før:

Og raftehegnet efter...

... lidt billedmanipulation (malinulation) af Maria...
Hun valgte en farve, som matchede forhavens roser, hvilket Frau Putz faktisk er temmelig vild med.
Til gengæld ved jeg ikke, hvordan min omverden vil reagere på et pinkmalet raftehegn i 22 meters længde...

Eller hvad med et gult?
Gult er kult...

Eller hvidt... Hvidt er jo meget populært i bloglandia... Måske lidt blændende i solskin? - og jeg er bange for at forsvinde, hvis jeg står lænet op ad det :o)

Så er der jo det klassiske sortmalede raftehegn:


Eller gråt som matcher huset... Men måske en lidt for lys nuance...


Her lidt mørkere grå...

Og mørkere endnu...

Faktisk har vi i dag været i Sverige for at købe maling med svenske pesetas... Det er altså ganske gevaldigt dyrt at købe maling til sådan et 22 meter x 2 meter x 2 sider raftehegn...
Det kostede os ca. 4000,- svenske pesetas, så jeg er svært glad for at kursen giver os 30% rabat.
Og farven... Den hed Sofia - og så siger jeg ikke mere. I må vente og se! Og hvis nogen skulle have et par timer i overskud og lyst til at smage nogle af Frau Putz' muffins... Så er I velkomne til at komme forbi og hjælpe lidt med at male nogle af de ca. 88 kvadratmeter raftehegn... Det skal kun have 3 lag - med pensel...
Jeg glæder mig! ;o)