Viser opslag med etiketten Marked. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Marked. Vis alle opslag

onsdag den 28. november 2012

Krea på overtid

Nu tænkte jeg, at jeg måske liiiiige skulle lave et lille blogindlæg om, hvad det er jeg egentlig går rundt og bruger min fritid på i øjeblikket...

Ser du... Det er sådan, at jeg er kommet til (ahem...) at melde mig til Roskilde Julemarked - hvor jeg lige som sidste år skal dele en bod med Pernille.

Skau og Putz 

Og når man nu har sådan en bod... så er man altså også ligesom nødt til at have nogle varer i den bod, ik'?  Og når man nu ikke rigtigt har nogle varer på lager - i hvert fald ikke nok til at fylde noget der ligner en halv bod - så må man jo kreere et eller andet.

Så jeg har kreeret på overtid på det sidste.  Stort set hvert eneste ledigt øjeblik er der klippet, foldet, limet, klipset, syet og bagt. Pakket ind i cellofan og pakket ned i kasser.

Jeg satser ikke på glasperlerne i år, for sidste år gik jeg temmelig skuffet og desillusioneret hjem fra markedet - med stort set alle mine perler i behold. De fleste af dem er jeg kommet af med efterfølgende, men det er altså ikke perlesmykker jeg satser på at sælge til markedsgæsterne.
De få færdige smykker jeg ligger inde med bliver dog taget med, for det kunne jo være...

Til gengæld har jeg satset stort på julepynt i år.  Jeg har klippet, foldet og limet stjerner og gammeldags kræmmerhuse med blondekant...


... jeg har flettet stjerner og trukket dem på pianotråd - meget stift ståltråd, som holder faconen - til stjernekranse.  Nu mangler de blot en sløjfe...


 ... jeg har foldet Waldorf stjernelygter...


... og jeg har bagt en hel masse småkager, som resten af familien er meget skuffede over. Skuffede fordi de er pakket i cellofanposer, så de ikke kan spise dem.   ;o)


Stofkurve og en hel del hjemmestrikkede lækkerier bliver også pakket ned i kasser og slæbt til Roskilde - så skulle du mangle en julegave, en værtindegave eller bare trænge til at forkæle dig selv, så kig forbi


... og hende der "Skau" har jo også en hel masse lækre varer med, som jeg slet ikke har vist her, ligesom vi har lidt hæklede lækkerier med fra By C Gundersen

Jeg glæder mig. Mest af alt til at møde en hel masse af de andre, søde bloggere, der dukker op på markedet. Og til at drikke lækker latte fra Just Coffee. Og shoppe.

Kig forbi og sig endelig hej!

Markedet er åbent lørdag og søndag fra kl. 10-17.  Og tag familien med. Der er skønne, kreative aktiviteter for hele familien.

 
Jeg håber vi ses!
 

mandag den 28. november 2011

Mellemstort Supermarked søges ;o)

Hm...  Den der smiley i overskriften...  Den er mit spinkle forsøg på at se det humoristiske i mit udbytte af markedsdeltagelsen i Roskilde...

Der var ikke noget at udsætte på markedet. Fin hal, masser af fine boder med et bredt udvalg af varer, søde mennesker, hyggelig stemning, dejligt varm kaffe - og masser af besøgende, som sagde mange søde og rosende ord om vores varer.
De købte bare ikke rigtigt noget...   Ikke af mig i hvert fald - og slet ikke noget af det, som jeg havde regnet med at sælge, nemlig mine perler...

Så i dag sidder jeg og føler mig lidt tom. Lidt skuffet og desillusioneret...

... og er vist nødt til at overleve på galgenhumor i et par dage...  mens jeg hænger en hel masse papirpynt op rundt omkring i nabolaget eller bliver "hende den excentriske med alle perlesmykkerne og lag-på-lag-på-lag-strik"...  ;o)


I skal dog ikke snydes for lidt billeder fra markedet - set igennem min linse fredag til søndag:

Fredag aften - næsten færdige med opstilling af markedsstand. På det tidspunkt var der stadig temmelig tomt i hallen...


Lørdag morgen - kort før åbning. De sidste varer kom på plads. Både hos os og hos naboerne


På fotosafari rundt til nogle af de andre stande...  Så mange fine varer og søde mennesker. 
Her er det hos Duddeludde...  med de fineste julegrise   ;o)


Keramik hos Anette Bjerregaard.  (jeg har en svaghed for keramik... men nøjedes med et par små keramikstjerner til brug i ørerne...)


Neon-pynt hos Apfelstrudel, som skriver om markedet her...


Sjov 3-liters-vin-indpakning herfra


Filtede nisser og høns herfra:

 

Og hos søde Julie så jeg disse fantastiske julekugler, som jeg bare måtte eje nogle af...


Disse skønne (sure?) filtede nisser havde hun også med...


Min fotosafari kunne have været længere - der var mange fine ting at købe - og mange søde mennesker på standene.

Tak for et hyggeligt marked.

:o)

mandag den 10. oktober 2011

Billie Holiday og jeg...

Skylder vist lige en status-opdatering, for jeg er jo helt forsvundet ud af Bloglandia i disse dage.

Det er skam ikke fordi jeg er ramt af Blues i særlig grad eller ikke har noget at fortælle om. Jeg har simpelthen bare så travlt med alt muligt...
Men lige nu tager jeg mig 40 minutter i sofaen med Billie Holiday på CD'en, mens grovbrødene bliver sprøde i ovnen - og så kan jeg da lige fortælle lidt om, hvad det er, jeg har så travlt med...

Hm...  Noget af det har med det her JULEMARKED at gøre.  Pernille og jeg har nemlig fået en fælles stand - og sådan en kan jo ikke stå helt tom, så jeg har temmelig travlt med at lave noget, som kan blive dit - eller måske ende under juletræet som julegaver hos andre end mine egne familiemedlemmer. Med 1½ måned tilbage til at fylde på hylderne - og en halv million ideér, har jeg temmelig travlt.
Jeg håber du kigger forbi - og tager din veninde med. Det bliver så hyggeligt.
Projekterne er ikke ligefrem hemmelige - men jeg har ikke fået taget billeder af nogen af dem - endnu. Jeg lover, at det kommer - så du måske kan blive inspireret til dine egne projekter.

Og så er det jo blevet efterår... og så er der jo en del ting, der nærmest falder ned i hovedet på én.  Æbler - og paradisæbler - og blommer - og hindbær - og brombær - og vindruer - og sådan noget kan jo ikke bare ligge der i håret eller på græsset... Det skal jo koges, syltes og gemmes til alle de mange dage i vinteren, hvor der skal hygges med hjemmebagt brød med egen marmelade, æblechutney og hjemmelavet saft og hvad jeg ellers har produceret i bedste Frk. Jensen-stil.


Og så måtte jeg konstatere, at jeg godt kan løbe tør for marmeladeglas, selv om jeg har hamstret i uhørt grad...

Noget revolutionerende eller særligt "nyt" sker her ikke...  Same old, same old...  Men vi hygger os.
Og når regnen som i dag siler ned det meste af dagen... ja så kan man jo lige bage en portion grovbrød, som dufter skønt, når familien kommer hjem. Så er regnvejret hurtigt glemt  

:o)