Hvor meget kan gå galt, når man skal strikke én helt almindelig herretrøje? Sådan en klassisk (kedelig) granddad cardigan, som ens konservative (!) lillebror har ønsket sig... Ahr men altså... Der kan da ikke gå noget galt, vel? Piece of cake... Easy Peasy... Basic... Hvis man ellers kan holde sig vågen over så kedeligt et stykke strik...
Med en strikkeprøve og lidt streger på et stykke papir, et par beregninger og så er den da i hus, ik'?
Strikkeprøve - Check.
Streger og beregninger - Check.
Strik løs - Check.
Nu er jeg jo ikke tilhænger af monteringsarbejde, så jeg strikker selvfølgelig forstykker og ryg ud i et, så der ikke bliver nogle sidesømme... Det bliver også pænere på den måde, selv om det er nogle laaaange pinde...
Men hvad er nu det? Efter ca. 32 cm. af ryg-og-forstykker-ud-i-et får jeg en fornemmelse af, at den godtnok er lidt... lille... Sådan lidt... smal i det... Den ligner ligesom ikke helt den str. XL jeg havde beregnet mig frem til...
Check af beregninger - Check.
Check af streger - Check.
Check af strikkeprøve - Check.
Alligevel er det enorme stykke alt for lille - og det viser sig så, at strikkeprøvens masketal er helt hen i vejret i forhold til når jeg strikker med flere masker. Forklaring mangler stadig... (Jeg når så lige at konstatere, at alle de gange jeg har sprunget strikkeprøven over har været helt OK... Jeg strikker aldrig en strikkeprøve igen. Man kan jo alligevel ikke stole på dem, forrædderiske små skiderikker!)
Der er kun én ting at gøre, ik'? Trævle de nederste 32 cm. af 2 forstykker og ryg op... - og selvfølgelig strikke det hele igen...
Heldigvis bliver jeg reddet på målstregen, for det viser sig, at min slanke lillebror er mere end slank. Han må være skind og ben, for han kan faktisk passe den herrestørrelse medium jeg er endt med. På trods af hans ganske betragtelige højde
(Og nu ser du sikkert en lang bønnestage for dig - og det er helt OK med mig, for lidt ond må jeg vel godt være mod en, der ønsker sig et så KEDELIGT stykke strik i julegave...)
Så de nederste 32 cm. kan bevares - og jeg skal blot tage en smule ud op mod brystkassen. Puuuust ud...
Ærmerne strikkes selvfølgelig på strømpepinde. Rundt og rundt går det - i det samme "halv-perlestrik"
(eller hvad vi nu skal kalde det) som forstykker og ryg. 1 pind ret - 1 pind med perlestrik - 1 pind ret - osv...
Og det går da også ganske udmærket. Indtil jeg opdager, at jeg på det ene ærme - 5 cm. over ribkanten og igen 10 cm. senere - har sprunget en pind ret over, så der nu er 2 pinde perlestrik i træk... Og det kan man godt se! Jeg kan i hvert fald, så jeg trævler da bare op... og strikker et laaaaangt ærme igen.
Og endelig kan jeg så samle skidtet på en pind med maaaange masker og strikke raglan-indtagninger. Endelig er den famøse cardigan færdig - og jeg mangler kun ribkanten langs halsen.
Not!
Som du måske har bemærket... så har den færdige cardigan IKKE raglanærmer. Det så nemlig totalt... ouuuufgh... ud - så det trævlede jeg da bare op... og strikkede om... Ja ja, da...
Frem og tilbage over 2 retstykker og en ryg... Rundt og rundt på 2 ærmer... Og så... Endelig kunne jeg strikke ribkant langs halsen... med knaphuller og det hele... Og så kunne jeg da også lige sy ærmerne i (Godt jeg var på vinterferie i Norge og var heeeelt rolig, for jeg hader som sagt at montere...) - og så kunne jeg da sy knapperne i og erklære den forhadte cardigan for FÆRDIG!
Og så manglede den jo kun at blive vasket ganske let - og lagt til tørre, ik'?
Ned i vandet. Op af vandet. Sprede ud på spisebord... og konstatere, at ærmerne da godtnok blev en "anelse" længere efter vask. Som i størrelse Gorillaer i disen. Kæmpegorillaer...
Jamen... Argh... altså... Garnet var jo vasket før jeg startede og det hele - og jeg har altså aldrig før oplevet, at det garn "vokser" i vask...
Tidsnød tvang mig til at forære gorilla-cardigan til lillebror - og så kunne jeg jo ellers måle på den rigtige model... og pille ærmerne af og forkorte dem til den rette længde. Pille op og trævle op. Samle masker op og strikke det øverste igen. Lukke af og sy ærmerne i. Stod endda tidligt op på feriens sidste dag for at sy ærmerne i. Var godtnok ikke helt vågen, så jeg kom da (selvfølgelig) til at sy det ene ærme i med vrangsiden udad... Pille op igen igen... vende og sy i igen igen.
Men se da lige... Den er fanden fiseme færdig. Og knapperne... Jamen se da lige knapperne... Den eneste ting på denne konservativt kedsommelige cardigan, som lykkedes i første forsøg...
De er fremstillet af Gemalen nede på hans værksted i garagen - af ægte mahognitræ.
Godt det ikke var mig, der skulle lave de knapper... Hvad kunne det ikke være endt med?
;o)
