søndag den 8. august 2010

Af Skade bliver man klog...

Det gamle mundheld passede ufatteligt godt, da Lizzy kom slæbende for at demonstrere sine fine jagtegenskaber.


Heldigvis blev hun spottet på vej op ad trappen til udestuen - og hun fik ikke lov til at komme ind i huset med sit bytte, hvilket hun var meget fornærmet over.
I stedet slæbte hun fuglen med ud i forhaven og ind i buskadset. Jeg var fulgt efter, for jeg ved jo, at Lizzy ikke spiser det hun fanger - og jeg orkede ærlig talt ikke at lugte til en død skade...
Af Skade bliver man klog...
Pludselig lød der en høj skræppen inde fra buskadset - og ud fløj en skade med kurs direkte mod mit ansigt.
UARK!
Heldigvis undveg den og fløj op i tagrenden, hvor den fortørnet gav sig til at glatte sine fjer, før den fortrak til naboens høje træer.
Lizzy sad på jorden og kiggede op mod tagrenden, mens hun miauvede klagende og bebrejdende efter skaden.
Hm...
Så blev Lizzy (måske) så klog, at hun dræber sit bytte næste gang.
Skaden blev (måske) så klog, at den for fremtiden holder bedre øje med katte.
Frau Putz blev (helt klart) så klog, at hun ikke længere tror på, at en Skade er død, selv om den hænger livløs ud af munden på en kat og ser ud som om den har brækket både nakke og vinger. Klog fugl, sådan en Skade. Stort skuespiltalent.
Desværre (?) fik jeg endnu en gang bekræftet, at Lizzy ikke er nogen dræber.
Hun ELSKER at fange mus - og kommer også ind imellem hjem med en lille fugl - men de er næsten aldrig døde. Vi har lukket små fugle ud, som fløj rundt inde i huset. Midt om natten.
Vi har også jagtet mus højt og lavt rundt omkring i huset. Som regel midt om natten, eller i de tidlige morgentimer. Hun afleverer gave-musene i soveværelset (!) - under højlydt miauven.
Ind imellem lykkes det dem så at stikke af, og når de først er forsvundet et eller andet sted i huset, mister Lizzy totalt interessen for dem.
Fååårk! Lortemis! Argh! Fang den nu, så jeg kan få noget nattesøvn...
Det er lidt paradoksalt, at vi ikke havde nogle problemer med mus i huset FØR vi fik kat!
Heldigvis er både Pelle og Robert født på en gård - og de ved lige præcis, hvad man skal gøre med sådan en Lizzy-mus.
Haps, kort proces og så knases der. De er tilmed så velopdragne, at de tager musen med udenfor, før de spiser.
;o)

2 kommentarer:

  1. Hehe, godt for fuglen, synd for dig og Lizzy og jeg er glad for at mine katte er indekatte.....de fanger højst en edderkop eller en natsværmer.....god søndag til dig og kattene

    SvarSlet
  2. Det var lige godt pokkers, at den skade kunne være så smart. Måske har den været besvimet af bare skræk.

    Vi får også mange nattesøvne spoleret, når missen kommer ind og leverer levende mus. Af og til tror jeg, at det er den samme mus, som den kommer med igen og igen, når Fatter og jeg har befriet den ?

    SvarSlet

Hej.
Som de fleste andre bloggere ELSKER jeg kommentarer - så læg gerne en hilsen her ;o)
KH
Frau Putz