tirsdag den 30. juli 2013

Hint hint...


Ahr... Måske jeg skulle tage og rydde et par af mine projekter lidt væk...  og måske lægge et par nøgler ned på lageret igen... 
Jeg tror, at det er det budskab Gemalen forsøger at sende mig, på sin helt egen (Ahem...) diskrete måde.

;o)


lørdag den 27. juli 2013

Sådan lidt på afstand... så var det ikke så slemt...

I min A-B-C over vores ferietur fik jeg under S nævnt noget om Samariakløften, Sved, Slidsomt, Storslået...   (og Senere...)

Nu er det så senere...  og som så meget andet, så gør tiden noget ved en oplevelse.  Ligesom man glemmer bækkensmerterne, når man står med babyen... så husker jeg nu turen til Samariakløften som en fantastisk oplevelse.

Havde du spurgt mig dagen efter... not so much.

Vi lagde ud meget, meget tidligt.  Faktisk så tidligt, at vi blot vækkede ungerne ti minutter før afgang og havde planlagt at spise den indkøbte morgenmad i bussen.  Nu fik de blot lidt vand til deres køresygepiller - og så afsted.

"Man må ikke spise og drikke i bussen", var så noget af det første den søde guide sagde...  Godt så.  


Solopgang
Andreas lagde sig til at sove - og det viste sig at være helt fantastisk, for han har desværre ganske let ved at blive køresyg.  Til gengæld gik der ikke længe, før Emilie begyndte at klage over, at hun havde det dårligt.  På trods af køresygepillen... 
Frem med poser og papirlommetørklæder - og så tilbragte hun ellers resten af turen på den måde.   Bjergkørsel med hårnålesving øverst i en dobbeltdækkerbus på tom mave...  Stakkel.

Så starter nedturen...
Vel fremme på den anden side af øen fik vi spist noget af vores medbragte morgenmad - og så gik turen ellers nedover.

"De tre første kilometer er de værste", havde vi hørt fra flere sider... og jeg skal love for, at de fik ret.  Ikke at de efterfølgende ti kilometer var så meget bedre, men der var meget stejlt på det første stykke.


Og smukt.  Bevares.  Når man ellers havde overskud til at kigge op fra de glatte sten, som man skulle sætte fødderne på.  Helst uden at ryge på røven eller forvride anklerne...



 Der var heldigvis køligt og skyggefuldt, qua det tidlige tidspunkt på dagen. 

Emilie er ikke begejstret for højder, så det er godt med et fast tag i fars arm, når der er en afgrund på den anden side af hegnet...
 
 
I et større område har besøgende bygget små stenpyramider over alt.  Det gjorde vi selvfølgelig også   ;o)
 
Forladt kirke, Agia Nicolaos.  Efter 4 kilometer.

Rislende vand dukkede ind imellem frem langs stien.
 
Pause ved en af vandposterne.  Vrissi, 5,5 km.  Og ja, jeg ser allerede træt ud...
 
En muffin giver energi til et par kilometer mere

Udsigten og fornemmelsen af at være meget lille er svær at fange med et kamera.
 
Broen til "Samaria" - den forladte landsby. Beboerne måtte flytte ud, da Samariakløften fik status af nationalpark.  
Samaria.  Nu kun beboet af geder, som tigger mad af turisterne.


En træt Emilie klistrer et smil på for fotografen.

Så ramte vi flodbunden med små, skarpe sten. Og varmen.  

Pause i skyggen.
 
Frau Putz kan også finde et smil frem til fotografen.
 
Man føler sig ret lille...
 
Der blev drukket en del vand - og de vifter ungerne havde købt kom i brug...


Smeltedigel.

Udsigt...
 
Indsigt...

Tilbageblik...

Vi nærmer os Jernporten.
  
Kretas mest fotograferede klippe.

Der zig-zakkes på kryds og tværs over vandløbet det sidste stykke frem mod Jernporten.

Interimistiske træbroer i lange baner blev krydset.  De bliver skyllet væk af smeltevandet hvert forår.

Kløftens smalleste sted, Jernporten. Her er der bygget gangsti, så turisterne ikke får våde fødder. 

Endnu en bro.

Klipperne er vasket bort i fantastiske mønstre.

På vej mod den sidste bro i kløften.
  
Og endelig - efter en "snydetur" med en minibus, som sparede os de sidste tre kilometer på landevej ned til stranden ved Agia Roumeli... 



Efter et par timer i skyggen - med friskpresset appelsinjuice, Souvlaki, Tzatziki og en portion græsk salat - kunne vi lidt igen, og begav os ned mod færgen, som skulle transportere os hen til bussen.


Udsigten fra færgen mod Sfakia
Emilie frygtede for busturen hjem igen, men det gik heldigvis uden problemer. Dobbelt dosis køresygepiller (ahem...) - og en mindre bjergrig tur hjemad. Andreas sov, før bussen satte i gang...

Det var en hård dag. Mest fordi Emilie og jeg - på trods af gode sko - var usikre på underlaget og bange for at glide, falde og slå os. Der er laaaangt ned med en forvredet ankel...
Stenene var slidt glatte - og underlaget var så ujævnt, at jeg sjældent kunne gå to skridt uden at se mig for. 
Jeg sammenligner turen lidt med at gå ned af en trappe, hvor du aldrig ved, om det næste trin vipper eller forsvinder, når du sætter foden ned. Derfor slipper man ikke det forrige trin med foden, før man har den næste fod plantet solidt.  Det kræver utroligt meget af knæene og de muskler, der går på ydersiden af låret, op over hoften (anatomiske begreber er ikke min stærke side).  På trods af, at jeg går på temmelig mange trapper i det daglige, var jeg slet ikke i form til så mange timers gang i den slags terræn. 

Andreas var den af os, der havde lettest ved turen  (Hey... Gemalen tæller ikke med, for han er jo i marathonform...)  nok mest fordi han skruppelløst nærmest løb/hoppede ned af stenene.  Gid man var lige så ubekymret - eller vant til den slags terræn...  Jeg blev på et tidspunkt overhalet af en italiensk pige, der smuttede ubekymret ned af stenene - i ballerinasko...  Spørg ikke, hvad det gjorde for moralen...

De følgende dage kunne Emilie og jeg næsten ikke gå ned af trapper eller skråninger - og der var masser af begge dele på hotellet, så det var muntert... Smerter i hofterne, knæene  og under fødderne pga. de skarpe sten...  Senere var det mest lægmusklerne, der var ømme...  Sikke et cirkus.

Men nu hvor strabadserne er kommet på afstand... så ville jeg da ikke have undværet turen.  Selv om jeg nok en anden gang vil vælge "Samaria light"-udgaven, hvor man sejler til Agia Roumeli, går op i Samariakløften nedefra (f.eks. til byen Samaria), vender om og går ned igen. 
Jeg synes det nederste stykke af turen var det smukkeste - og klart det mindst anstrengende. Måske også fordi jeg så mest til stenene og stien på det øverste stykke...

S -  Samariakløften. Slidsomt. Sved. Storslået. 

:o)

onsdag den 24. juli 2013

Omelet af påskeæg

Endnu et par æglæggere har fundet vej til matriklen. 
Lad mig præsentere:  Tante Grøn og Sirius Black


De er såkaldte "grønlæggere" - og hvorfor nu det? 

Fordi de lægger de fineste, pastelgrønne æg. Næsten samme farve som de sukkerovertrukne marcipanpåskeæg...


Fordi de lægger grønne æg, skulle de "selvfølgelig" hedde noget med grøn...  Altså blev Tante Grøn udtænkt, mens vi sad i bilen på vej for at hente de bestilte hønniker.  Det andet "grønne" navn var straks en større udfordring...  (HULKEN er måske ikke så høneagtigt...)  En udfordring, som dog straks forsvandt, da vi så den smukke sorte farve på den ene høne.  Sirius Black er en af yndlingsfigurerne fra Harry Potter, så selvfølgelig...

De er vokset en del siden vi fik dem. Der er kommet mere farve og størrelse på kammen, og de er efterhånden faldet til, selv om de stadig er "de små" i hønsegården - og ind imellem behandles temmelig hårdhændet af de gamle, sure madammer.


Til gengæld har de stort set hele hønsegården for sig selv. "De store" foretrækker nemlig at tilbringe tiden i Fun Parken...  det store indhegnede stykke have, som ligger på den anden side af hønsehuset, og som de stort set har ribbet for alt grønt siden indvielsen...




  ... når Gemalen da ikke forbarmer sig over dem og lukker dem ud, så de kan rende frit rundt i haven, skrabe i ukrudtet, tømme bedene for bunddækkende bark, spise solbærrene, skide på græsplænen og skræmme livet af kattene...  eller stikke af igennem hækken ind til naboen, som åbenbart har grønnere græs...


Og nej... jeg er skam slet ikke imod den løsning... 

Synes også det er vildt hyggeligt at rende rundt med lommelygte i naboernes haver og lede efter en brun høne mellem kl. 22 og 23... 
Ikke spor lusket overhovedet... 
For så at måtte opgive at finde krapylet... sove uroligt om natten... frygte det værste... for så næste morgen at finde ud af, at den s.... høne slet ikke var væk, men havde gemt sig et eller andet sted inde i hønsehuset...

Det er SÅ HYGGELIGT med fritgående høns...

... så længe de er bag hegn.

;o)

Life is goooood!


tirsdag den 23. juli 2013

Feriebarn

Familien Putz har haft feriebarn i en uges tid.
Endnu et pelset "familiemedlem" - som vakte en del sjov... specielt fordi de øvrige pelsede "familiemedlemmer" tog imod feriebarnet med skrækblandet fascination.   


Panda er navnet - og efter en uges ophold i udestuen er han tilbage på fritidsklubben, hvor han normalt hører hjemme. Her får han dagligt besøg af Emilie eller klubbens kaninpasser Kirsten - og der bliver hygget, fodret, snakket, øvet kaninspring og nusset bag de lange, bløde ører.

Så nu er udestuen igen et sikkert opholdssted - både for katte og planter i krukker. Begge dele sætter pris på, at "den farlige dræberkanins" ferieophold er slut.

;o)

mandag den 22. juli 2013

Smuk morgen

Hver morgen får jeg et glimt af grønt, når jeg går forbi Kastellet på vej til arbejde.

Enkelte morgener stopper jeg op - og suger en lille smule ekstra af udsigten til mig. 

I dag et diset eventyrland. 


Man glemmer næsten at man står midt i en storby. 

(Lige indtil endnu en lastbil med anhænger drøner forbi på ringvejen, lige bag ens ryg...)

 :o)

torsdag den 18. juli 2013

Barnacle

Jeg strikker skam stadig. En hel masse.
En dag håber jeg også, at jeg får fotograferet noget af det - og så kommer der en stor opsamlingsrunde på det sidste halve års projekter.

Jeg strikkede også på Kreta. På balkonen. I den elendige lænestol i lejligheden. Ved poolen. I lufthavnen.  Jeg nåede også at blive færdig med mit første projekt - og at gå totalt i stå med det andet, som bare ikke "vil".

Frustreret over gentagne mislykkede forsøg, kiggede jeg lidt på Ravelry forleden - og pludselig var der det sjoveste 3D-strik, som jeg blev nødt til at undersøge nærmere.  Minutter senere havde jeg købt elektronisk udgave af The Knitter magasin nr. 54 - og var på jagt efter garn i kælderen.


Barnacle - små huse bygget af krebsdyr (rur), som bosætter sig på sten, blåmuslinger, krabber...


Barnacle - dominostrik i 3D.  Designet af Layla Celache.  De små krebsdyrhuse strikkes et af gangen. Det ene tager det andet - og jeg fandt ud af, at jeg lige kan nå et hver vej med S-toget.  Hverdagen er begyndt igen - og med den udfordringen med at finde tog-strik. 

Mit barnacle-tørklæde bliver ensfarvet. I den skønneste blå/grøn/lilla-melerede farve i ren uld. Blackhill Supersoft i farven Havblik.  (Meget mere grøn end på billederne, som er taget med iPad'en i gårdagens sidste solstråler)



Den frustrerende drengetrøje er gemt - og bliver måske glemt. I hvert fald i et stykke tid.

:o)


mandag den 15. juli 2013

Bær og børnearbejde

Efter 14 dage på Kreta var haven ved at eksplodere.  Jordbærrene var stort set færdige - på opfordring plukket og spist af katte- og hønsepasseren.  Til gengæld var ribs og solbær klar, og mens Gemalen fik tæmmet hækken, plukkede jeg bær i lange baner. Til dels assisteret af Emilie. Bærplukning er keeeedeligt, så busken var hurtigt "tom".

Jeg synes til gengæld at arbejdet med at skylle og fjerne stilke er keeedeligt - og efter arbejdet med 1200 gram ribs var jeg hurtig til at slå til, da ungerne efterlyste en mulighed for at tjene "point".

"Point" som her i huset enten kan konverteres til biograftur, shoppingtur eller tur på McDonalds - eller til rede kontanter.

Så nu er der dømt børnearbejde...


... mens jeg har travlt med at forvandle bær til marmelade.  Ribsmarmelade m. vanille, solbærmarmelade og de sidste jordbær kombineret med ribs og solbær - også med en stang vanille til at give det sidste pift.


Sommer på glas.

Når jeg altså får skoldet glas - hvilket er det keeeedelige ved at lave marmelade, men nok ikke lige noget, der egner sig til børnearbejde.

;o)