Frosne strikkeplaner

Mine kælderskabe bugner af garn. Ravelry og Pinterest er fyldt med inspiration. Det er efterår.

Så jeg strikker selvfølgelig i døgndrift.  Not.

Siden februar har min venstre skulder drillet mere og mere. Flere og flere smerter. Mindre bevægelighed uge for uge.
Strik er udelukket. Det gør simpelthen for ondt, hvis jeg bruger armen i mere end nogle få minutter.  Det går an at hækle en smule, men jeg er ikke den store hækler... Bliver frustreret.

Well... Til sidst blev det så slemt, at jeg faktisk gik til min læge (hollaop, hva'?) - som på et splitsekund konstaterede, at jeg havde alle de "klassiske" symptomer på en frossen skulder (kapsulit), altså inflammation inde i skulderledet - og gav mig valget mellem en henvisning til

a.  Reumatolog (ja, dem der med gigt...) til en blokadebehandling
b. Ortopædkirurg (ja, dem der med hofteoperationerne...) til kikkertoperation
 
Ifølge Sundhed.dk:
Frossen skulder er en meget invaliderende tilstand, som normalt varer i 1-2 år. Det er imidlertid påvist, at enkelte kan have symptomer i op til ti år

(GISP!)

Der står ganske vist også, at sådan noget går i sig selv igen - og holder også op med at gøre ondt på et tidspunkt.  Man skal bare lige igennem "smertestadiet"  som varer 3-8 måneder (Godt så... Så mangler jeg da teoretisk set ikke så meget af det!), efterfulgt af "adhæsionsstadiet" og "ophelingsstadiet".

Jamen... godt så.  Tror lige jeg prøver sådan en injektion ind i skulderledet...  selvom jeg besvimer en lille smule ved tanken om det. Nogen, der vil holde mig i hånden?  Eller hælde en Stesolid og et skud vodka på mig i morgen...
Men... Det skulle i det mindste kunne tage smerterne, så jeg igen kan sove om natten. 
Og... måske kan jeg så igen komme i gang med at bruge venstre arm - bare en lille smule - uden at det gør ondt. Måske bliver det endda muligt for mig at sidde i sofaen med strikkepinde og en kop kaffe.  I hvert fald i mere end nogle få minutter.

Håbet er lysegrønt.

Ellers må jeg bruge de næste mange måneder på at forvandle dette spinkle startskud til et tæppe...  

 

... og resten af min energi på Projekt Campingvogn. Det kræver nemlig kun en arm at male  :-)

Stativ Stakit Stafet

Det tog et par dage at finde helt tilbage til mig selv efter sidste weekend.

Der var for første gang "Stafet for Livet" i Hvidovre - og vi havde tænkt, at selvfølgelig skulle Spejderne da stille med et hold.
Smuk tanke, ikke?  Spejdere, der hjælper andre. Vandretur. Spejderne sælger snobrød til fordel for kampen mod kræft.

Det var skam også en fin oplevelse... men sjældent har jeg været så brugt som efter den oplevelse.

Ikke alene løber Stafetten jo over et døgn (22 timer i dette tilfælde) - men med 34 tilmeldte børn havde vi RIGELIGT at se til både før, under og efter stafetten.
Som "tovholder" og spejderleder havde jeg rigeligt at se til med at være ansvarlig for indkøb og "produktion" af ting, som kunne sælges. Varm mad til 40 personer. Og alt det vi skulle huske... Telte, bålplads, snobrødspinde, drikkevarer, krus, gafler, vabelplaster, "depeche"/spejderflag til at bære rundt under stafetten, bænke omkring bålpladsen, grillbriketter og grillstartere...

Alenlange lister med           to do - to remember - to buy

Der var ikke mange øjeblikke til familien i den sidste uge op til stafetten... eller til mig selv. Heldigvis deltog hele familien i stafetten, så vi var sammen i weekenden.

Og det hele klappede... Bortset fra vejret.

Knap var "Fighterne" trådt ud på stadions røde løbebane for at gå stafettens første runde før himlens sluser åbnede sig - og så regnede det ellers stort set resten af de 22 timer. Blæst og kulde sluttede sig til - og gjorde det til en blandet fornøjelse at gå rundt på stadion.

(Enkelte af billederne er mine egne.  Resten er lånt fra "Stafet for Livet - Hvidovre" på Facebook - og fra Hvidovre Avis)  

 

 

Men det er det fantastiske med børn. De lader sig simpelthen ikke slå ud af sådan en "petitesse" som dårligt vejr. Lørdag fra 14 til 21:30 - og igen fra 8 til 11:30 om søndagen gik og løb der konstant spejdere rundt på stadion. Rundt og rundt. 
En enkelt dreng fra 2. klasse løb 20 km. om lørdagen - for så at vende tilbage søndag og snuppe 10 mere...  Enkelte andre kom op på 20 km, mens en meget stor gruppe børn gik 25 runder (10 km) på stadion.  I silende regn.

 

 

 

 

De hyggede sig. Med hinanden - og med alt det, som man kunne købe rundt omkring på stadion. Kanelgifler. Saltstænger. Skumfiduser, kys, slikkepinde og snobrød (deres egne varer). 

 

  

 

 

Da lysceremonien var overstået kl. 22 gik de fleste hjem - mens lederne og en enkelt forælder overtog opgaven med at bære depechen rundt hele natten.

Jeg selv gik hjem og sov helt til kl. 02:30 (3 timer!). Sprang ud af sengen, lavede kaffe og kastede noget morgenbrød i en pose - og så af sted til stadion for at gå og gå og gå, mens de andre ledere fik sig et hvil.

Efter 2 ½ times nattevandring er der stadig smil på.

 

Skyerne er på vej væk - men det var kun en stakket frist.

 

75 runder - eller 30 km. blev det til for mig om natten og i løbet af søndagen. Ikke så meget som jeg havde forestillet mig, men det var det "logistikken" tillod.

 

I løbet af de 22 timer gik/løb spejderne og en lille gruppe voksne 1679 runder på stadion. 672 km.
Vi indsamlede godt 8000 kroner til Kræftens Bekæmpelse og vi fik i den grad "vist fanen", samtidig med at ungerne havde en fest.

"Sikke et godt arrangement. Det gør I vel igen næste år?" var den typiske bemærkning fra forældrene, når de kiggede forbi for at aflevere og hente børn.  "Hm... Tjah... Mumle-mumle... Måske... (Hvis vi får noget mere hjælp)" var det vævende svar.
For JO. Jeg vil gerne deltage i stafetten igen. Men om jeg orker al logistikken, alle forberedelserne, alle to do - to remember - to buy-listerne igen næste år... 

Måske jeg bare laver et lille hold, hvor venner/familie/bekendte kan melde sig til.
Nogen, der selv kan finde ud af at stå for "logistikken".

Måske har jeg glemt det hele næste år - og står igen i spidsen for 40 spejdere  ;-)
  



Life is goooood!

Klaverfingre

Hele mit liv har jeg fået at vide, at jeg har "klaverfingre".  Lange og tynde.

Og når man nu har klaverfingre...

... så skal man vel også have nogle tangenter at sætte dem på...

Sådan!

Drømmen om et hjem med klaver er opfyldt.

Til gengæld må jeg konstatere, at det godtnok er læææænge siden, jeg sidst har klimpret på sådan et.
I får derfor IKKE nogen live demonstration af alle det digitale klavers fortræffeligheder. Så bliver det i hvert fald, mens jeg spiller med hovedtelefoner på.   ;o)

Et helt rigtigt klaver er det jo ikke. Sådan et kan nemlig ikke flyttes rundt efter forgodtbefindende, men kræver stemning, tempererede forhold og hvad har vi... Et rigtigt klaver fylder og vejer langt mere - og så kan man ikke spille "lydløst" om aftenen, sådan som man kan med dette.
Det er vel også lidt en fordel, at man kan give ungerne hovedtelefoner på, når de klimprer...

;o)

Og hey...  Det er hvidt!  Så jeg behøver ikke at støve det af hver eneste dag.

(Men skulle nogen have lyst til at forære mig et blankt, sort flygel (med tilhørende tilbygning til huset!) - så er jeg da klar til at støve det af dagligt!

:o)

Fejret

Med et sidste håndtryk og et løfte om, at en underskrevet kontrakt vil være at finde i postkassen på mandag, forlod jeg i går min kommende arbejdsplads.

Jeg er stadig en smule omtumlet - for det hele er gået så hurtigt.
Oven i alle forberedelserne til sommerfesten, skulle jeg pludselig skrive jobansøgning (tirsdag), til samtale (torsdag), udføre personlighedstest (fredag), have svar på personlighedstesten (søndag - med tømmermænd og enorm træthed i kroppen... ahem...), til anden samtale (mandag) og en tredje samtale med administrerende direktør i går, fredag. Efterfølgende blev jeg præsenteret for den gruppe mennesker, jeg skal arbejde tæt sammen med.
Hollaop! 

På vej til og fra S-toget og arbejdspladsen ligger "Lagkagehuset". Eksklusivt og temmelig dyrt - men skal noget fejres, så skal det vel fejres, tænke jeg - og købte en jordbærtærte.   Til 94,-    !!!

Til gengæld var den så også de ekstra kroner værd. Smagen kan slet, slet ikke sammenlignes med de jordbærtærter vi ind imellem har købt hos bageren til ganske ublu priser.  
Det bliver ikke et hver-fredags-ritual at købe noget med hjem fra Lagkagehuset, men jeg har med garanti ikke sat mine ben i butikken for sidste gang.  Jeg skal bestemt også prøve deres brød. Det skulle efter sigende være en rigtig BAGER, der har bagt dem, og ikke blot rørt vand sammen med en pose brødmix...

Hjemme blev jeg skam også fejret.  Gemalen havde købt langstilkede roser. Mange roser. Buketten på billedet er kun halvdelen, så nu ligner huset en million    :o) 

I selskab med madklubben blev fredag aften også festlig, så det nye job er vist blevet behørigt fejret.

Måske det så også på et tidspunkt synker rigtigt ind hos mig selv...  Det føles stadig sådan lidt... uvirkeligt.
Men det bliver rart at holde sommerFERIE de næste 4 uger. Helt uden Jobindex, Jobnet, Jobcenter, Anden Aktør og A-kasse. 

:o)

Jeg har fået en billet...

Det er snart længe siden at jeg trak i nødbremsen - og stod af på en station uden at vide, hvad der ventede mig udenfor toget.

Stationen viste sig at være et ganske idyllisk sted med masser af ro, søde mennesker og masser af interessante ting at beskæftige sig med.
Der var bare ikke særligt mange tog, der standsede ved den station. Når jeg forsøgte at købe en billet videre, viste det sig ofte, at der var helt udsolgt på afgangen. Der var mange, der ville med de samme tog som mig...


Men stationen var rar nok - og min indstilling var, at der nok på et tidspunkt skulle komme et tog forbi, som havde en plads til mig.
Pludselig i sidste uge fik jeg øje på et opslag om et tog med en enkelt ledig plads. Jeg gik hen til billetlugen - og sandelig... jeg har fået den plads. 
En vinduesplads i et tog, som kører rundt i et landskab, der måske nok ligner det, jeg kørte igennem med det tidligere tog, men som så alligevel har en anden udsigt og kører på et parallelt spor.


Sjovt nok kender jeg tilmed nogle af de andre passagerer, der allerede kører med toget. Det bliver et dejligt gensyn med tidligere medrejsende, og jeg glæder mig til toget snart stopper ved min station og tager mig med ud på en helt ny rejse... 

:o)

Showgirls

Jeg har fået en helt ny respekt for eksotiske dansere. I hvert fald af den slags, der svinger sig rundt om en metalstang i bedste Bridget Jones-stil...

I weekenden var jeg nemlig til tøse-fest hos min søster. I bedste Polter-abend-stil (bare uden kommende brud) var vi orienteret om at vi skulle have en dansetime - og efterfølgende var der laser-games og bowling på programmet.

Der var bare ikke nogen, der havde afsløret, at dansetimen var en prøvetime i pole-dance.

Lad mig sige det med det samme:  Det var ikke pænt. Det var ikke erotisk. Det var ikke elegant.

Til gengæld var det fysisk hårdt i en grad, som jeg slet ikke havde forestillet mig.

Da jeg var et godt stykke inde i timen, kunne jeg mærke, at det nok var bedst at stoppe, hvis jeg skulle have en chance for at komme ud af sengen dagen efter.  Godt jeg gjorde det. På trods af min tidlige tilbagetrækning er jeg i øjeblikket fuldt ud klar over, at jeg har muskler i mellemgulvet. Ikke at jeg tidligere var i tvivl, faktisk. Jeg plejer bare ikke at mærke noget til dem...

Jeg kan heldigvis stadig løfte mine arme. Det var der en del af de andre poledance-deltagere, der ikke kunne. Ikke uden at lave sjove grimasser i hvert fald. 

Det kræver lidt mere end en smule træning, før vi kan konkurrere med hende her...

Det var en sjov dag og aften. Til gengæld døde festen tidligere ud end ved tidligere lejligheder. Poledance, lasergames og bowling tog toppen af energien - og de små skub-op-is-shots gjorde resten.

;o)

четиридесет Forty चालीस Vierzig четириесет Quarante

Så skete det!  Jeg vågnede op i morges og var pludselig blevet 40 år...

Eller pludselig og pludselig... I virkeligheden har jeg frygtet den her fødselsdag i årevis, for når man bliver 40 er man jo lige pludselig ikke ung længere, vel...
Og hvad er jeg så nu?
"En moden dame"

(Gys...  Synes det lyder helt forfærdeligt!)

En moden dame...   Fy føj da!    Får mig straks til at føle mig (endnu mere) som hende her

Jeg vil sætte pris på et bedre bud på min nye "betegnelse"...   

Næste skridt er vel de 50 år og betegnelsen "Midaldrende", skarpt forfulgt af "Ældre", når jeg rammer de 60...

Det her føles som et virkelig skarpt hjørne...

Men så var det, at jeg så en Europa-undersøgelse gengivet, som fik mig til at indse, at jeg i virkeligheden ikke var ung længere - for ifølge undersøgelsen har jeg i virkeligheden ikke været ung siden jeg fyldte 38.  Ikke ifølge den gennemsnitlige danskers mening i hvert fald.
Så jeg holder faktisk slet ikke op med at være ung i dag. Det løb er for længst kørt...

Næh... man skal flytte til Cypern, hvor man er ung helt til man bliver 50,8 år gammel.
Det giver måske også svaret på, hvor vi skal hen på sommerferie i år og de næste 9 år.
"Ουάου, κοίτα της η νεαρή γυναίκα στο μπικίνι" ...  ("Wow, se hende den unge kvinde i bikinien"...)

... og måske er det slet ikke så slemt med sådan nogle skarpe hjørner..   Der kan jo vise sig noget helt fantastisk, når man runder det...   (Kan du også mærke, at jeg desperat leder efter plussiden ved hele denne miserable affære?)

... og jeg er jo ikke den eneste, der lige har rundet det skarpe hjørne...   ("Du er ikke alene... Tra-la-la-la-la-la-laaaaaaah!")

Selv om ... her er tale om en kvinde, som faktisk er ÆLDRE  (Selv små marginaler tæller!)  end mig, men ser betydeligt bedre og yngre ud...   så det er måske ikke det bedste eksempel at tvære rundt i, lige i dag...

(Trøstespiser lige den pakke chokoladelikørflasker, jeg fik af Pernille forleden...)

;o)

Et hjem med klaver...

Som barn lærte jeg at spille klaver. Musikkonservatoriet var slet, slet ikke på tale - men jeg hyggede mig bag tangenterne.
Siden er det gamle klaver jeg spillede på hjemme hos mine forældre foræret væk til anden side - og jeg har ikke spillet i noget der minder om 20 år.

Hvorfor er det så, at jeg pludselig cirkler om billeder som disse på Pinterest???

Smukke, malede klaverer...

... som snildt kunne stå i vores alrum (måske fordi det er i alrummet, at husets absolut eneste frie stump væg befinder sig...)

Eller måske skal jeg bearbejde Gemalen til at vi hurtigst muligt får gjort udestuen helårs-beboelig, så jeg kan få opfyldt den ultimative drøm indenfor sort/hvide tangenter...

(Og hvis låget står åbent samler støvet sig ikke helt så slemt på det blanke sorte... eller noget...)

Jeg er ikke den eneste, der drømmer lidt bag et klaver...

Tror lige, at jeg skal tale lidt med Gemalen. Så mine børn også kan sige, at de kommer fra et hjem med klaver.
Åh, som jeg har fået lyst til at klimpre lidt igen...

"Proces"-strikker under deadline...

Jeg er bestemt ikke "resultat"-strikker. Jeg er "proces"-strikker.
Det er sådan én, der bare MÅ strikke et eller andet, der ligner en spændende udfordring og straks kaster sig ud i det - også selv om der allerede er gang i indtil flere projekter...  Når udfordringen ved et stykke strik så er for aftagende - og som regel sker det i mit tilfælde når det færdige stykke strik blot mangler at blive syet sammen...  så kaster jeg mig gladeligt over et nyt projekt... og det foregående ligger i en længere periode (Ind imellem i årevis) i en pose eller i strikkekurven, før det enten bliver trævlet op (man skal jo ikke spilde garn, vel?) eller lavet færdigt.  For jeg får da ind imellem lavet noget færdigt. Specielt når det ikke kræver den store montering...
Jeg tager hatten af for "resultat"-strikkerne. Som sjældent har gang i mere end et stykke strik - og som i hvert fald gør deres arbejde HELT færdigt - og derfor kan tage deres strik i brug... Hver gang.

I går afkrævede jeg til gengæld mig selv et løfte!  Jeg SKAL færdiggøre disse "lige-ved-og-næsten"-projekter, før jeg må kaste mig ud i fri leg med farveladen...  

Cardigan til Emilie...

Strikket i det blødeste, blødeste, blødeste Babyalpaca & Bomuld - (selvfølgelig) fra Garnpusheren i Gug.  - Og nej!  Jeg får ikke penge for at reklamere - og heller ikke garn, selv om jeg da gerne ville have noget mere til lageret   ;o)   Det her garn er simpelthen så blødt, tungt og lækkert...
Mønsteret er selvkomponeret - og måske kommer der en opskrift fra min hånd, når jeg engang er færdig...

Med denne cardigan er der en SKARP deadline. På lørdag fylder Emilie nemlig 9 år - og så SKAL denne ligge indpakket og klar...

Så er der min Arwen cardigan. Som kun mangler at få syet søm under ærmerne...  Næsten 2 måneder har den ligget der og stirret anklagende på mig...

Min "Mig"... som på et tidspunkt sidste vinter strandede pga. manglende garn...  Garn har jeg fået mere af, men den er endnu ikke kommet op fra strikkekurvens mørke.  Nu skal det være!

Næste projekt i rækken som SKAL færdiggøres er en lille poncho med snoninger. Strikket i Cascade 220 i en lækker blå nuance.  Den mangler lige 5 cm. i længden og en lukning i halsen...

... og så stjernejakken til Andreas. Som senest skal være færdig til hans fødselsdag sidst i november.

NU skal der færdigtrylles UFO'er. Alle disse projekter SKAL jeg gøre færdige, før jeg må lege...


(Og jeg må nok for god ordens skyld tilføje, at det ikke er ALLE mine UFO'er, jeg har listet her...  Der ligger et par stykker i kælderen... og sikkert også nederst i strikkekurven...  Men de er ikke en del af løftet!  Jeg er jo nødt til at være bare liiiidt realistisk... )

Farveladen har jeg pakket ned i en kasse. Ude af øje osv...  Ellers tror jeg simpelthen ikke på, at jeg kan holde løftet til mig selv...

Holder du mig til ilden?  Jeg kunne virkelig godt bruge en "projektleder" eller indpisker...  En indædt "resultat"-strikker til at holde mig i ørerne   ;o)

Eller er du også "proces"-strikker og har fuld forståelse for min manglende evne til at færdiggøre projekterne, fordi der er nye ting, der lokker?

:o)

Og så kom hun tilbage, hende Frau Putz...

Hvordan tager man tråden op igen, når man har været væk fra Bloglandia i så lang tid?
Hvor skal jeg begynde og ende?

Jeg har småcirklet omkring computeren i det sidste par uger...  uden rigtigt at kunne finde svaret på spørgsmålene...

Jeg har stadig ikke fundet svar - men tænkte, at jeg måske hellere må starte med at forsikre jer om, at der ikke er sket noget alvorligt, som har holdt mig fra Bloggen. Har skam fået et par venlige og lettere bekymrede forespørgsler, men der er altså ikke noget galt.
Der var bare lige en ferie... som var fyldt med en hel masse aktiviteter... og nogle film... og et par bøger eller otte...  Og så...
Så var der en skolestart... et par fester eller tre... nogle jobansøgninger, der skulle skrives... noget strikketøj... og en hel masse cirklen omkring computeren...

Og... så var der terror. Både i Norge... og i Bloglandia.
Der er vist ingen, der er i tvivl om, at terroristen i Norge ikke passer ind i den "normale virkelighed", som de fleste af os færdes i, på hver vores måde.
Terroristen i Bloglandia ved jeg ikke, hvordan jeg skal karakterisere. Jeg ved intet om vedkommendes "virkelighed". Jeg må blot konstatere, at vedkommende i hvert fald ikke har haft nogen, der som min mormor fortalte mig, at "hvis man ikke har noget pænt at sige, skal man tie stille" - og "man skal være mod andre, som man gerne vil have dem til at være mod en selv".
Bloglandia har været ramt af personhetz af værste skuffe. Ondskabsfulde angreb på mennesket bag bloggen... og det har helt ærligt også været medvirkende til al min cirklen... Ikke fordi den har ramt mig personligt, men fordi den har ramt en hel masse af de bloggere, som jeg holder af at besøge i den del af deres liv, som de vælger at dele med os andre.

For mig er Bloglandia et sted fyldt med inspiration og glæde. Mennesker med helt almindelige liv, helt almindelige jobs, helt almindelige hverdage... som formår at dele noget af den hverdag med os andre almindelige mennesker, så vi kan se, at det "almindelige" måske ikke er så "almindeligt" alligevel. For min hverdag er så meget anderledes end den hverdag, som leves lige henne om hjørnet... og mit verdensbillede er blevet så meget mere nuanceret af min færden rundt i Bloglandia.
Nogen læser om de kendte i kulørte ugeblade. Jeg vil hellere læse om de ukendte - og om deres måde at indrette sig i det helt almindelige liv, som på overfladen ligner mit... men som alligevel er så meget anderledes.

Nå... men i mangel på noget "Great Return of the Frau Putz"-indlæg... kommer der her et billede af en lille strikkeprøve, jeg legede med i går...

Måske bliver den til et nyt projekt... måske ikke.

Men nu er jeg i hvert fald tilbage.  Jeg har savnet jer

:o)

Impatiently waiting

Hvor mange gange har jeg ikke hørt det der med, at
"Tålmodighed er en dyd"

Tålmodighed?
Ind imellem er jeg tålmodigheden selv. (Ahem...  Ind imellem, skrev jeg!)

Andre gange er jeg ved at eksplodere, når jeg skal vente.  Selvfølgelig (!) er det da næsten umuligt at vente, hvis man venter på noget, man virkelig brænder for.
Måske er tålmodighed i virkeligheden mest for mennesker uden passioner, tænker jeg...

Hvis ventetiden bliver for lang i forhold til det forventede...  går jeg fra at være utålmodig og til nærmest at brænde ud. Jeg går fra spændt forventning til nærmest at opgive. Frustreret har jeg lyst til at smide det jeg venter på helt ud...  fremfor at vente på, at det kommer til at fungere.

Sådan var det sidste sommer, da jeg ventede på perleværkstedet. Slanger der skulle trækkes og tilsluttes. Ventilation. Opsætning af bordplade.  Køb af gasflaske... Nøøj, hvor trak det ud... og til sidst nåede jeg et punkt, hvor jeg havde lyst til at knække alle glasstængerne... og kyle det hele i skraldespanden.

Ahrmen altså...

På det seneste har jeg ventet på - og næsten opgivet - min afspændingsovn til perleværkstedet.

Åh, som jeg dog har drømt om den ovn. Drømt om de perler, som jeg kunne lave, "hvis bare jeg havde en ovn".  Perler med indlagt sølv. Perler med luftbobler. Store perler. Linseformede perler.
Alt sammen perler, som knækker under afkølingen... og som det derfor var umuligt for mig at lege med.

Men når jeg nu har meldt mig ud af arbejdslivet i en periode - med deraf reduceret økonomiske muligheder... så går jeg altså ikke bare ud og kaster 4-5.000,- efter en perleovn. Ikke uden store overvejelser... og ikke uden skrupler...
Og så alligevel... for pludselig var der nogle forventede udgifter, der forsvandt... og nogle feriepenge, der kom dumpende ned på bankkontoen...
Og pludselig fandt jeg mig selv med et stort smil på munden, mens jeg bestilte en afspændingsovn fra England.
Og selvfølgelig fandt jeg også ud af at bestille linsepresser, når jeg nu havde gang i min PayPal-konto...

Linsepresserne kom ganske få dage efter - som forventet. Hurtig ekspedition og hurtig levering fra Tuffnell. Men...  tages i brug kunne de ikke, for...

Ovnen lod vente på sig. Faktisk så længe, at jeg endte med at rykke for den.
Tre dage efter min henvendelse fik jeg besked om, at den desværre var blevet væk under forsendelsen - og at de straks ville sende mig en ny.

Som jeg så ventede på.

Og ventede.

Og ventede.


Og rykkede igen. "Ovnen er på vej. Vi beklager ventetiden. Tak for din tålmodighed". Ha!  Som om...

Og så ventede jeg lidt mere...

Og så kom den endelig. En måned + en dag efter at jeg bestilte og betalte den. Jeg tror den er leveret med cykelbud til kysten, er blevet roet over den engelske kanal i en lille robåd og derefter båret på ryggen af et mulddyr det sidste stykke... eller noget...

Tålmodighed...  Ha!  

Nu skal jeg bare lige have rystet den sidste rest af opgivenhed og frustration af mig... og så skal der laves kæmpestore linseperler med luftbobler og indlagt sølv...

:o)

Gerda Gasmester

Dette lille "Annex" har Gemalen bygget.

Det huset min gasflaske til perleværkstedet - og Gerda Gasmester.

Og hvis du ligesom jeg lider af Arachnofobi... så skal du nok lade være med at scrolle videre ned. Med mindre du vil se, hvad det er jeg skal overvinde, hver eneste gang, der skal tændes og slukkes for gassen...

Lad mig introducere:

Gerda Gasmester...

Og JA!  Hun er altså næsten lige så stor som det der 5 cm. lange metalbeslag...

Som billederne ganske tydeligt illustrerer, er hun ikke engang så venlig at blive siddende stille i et hjørne af Annexet, når hun får besøg.  Ind imellem sprinter hun rundt i sit spind for at forhindre brugen af gas (hvilket må siges at være en ganske effektiv metode til at spare på brugen af fossile brændstoffer her i husstanden!).

Bambuspinden på øverste billede bruges til at fjerne spindet, men den kan desværre ikke bruges til at åbne og lukke for hanen på gasflasken...

... det skal gøres med håndkraft   (Gyyyyyyyyyys!)

Gemalen mener, at jeg bare skal opdrage Gerda til at åbne, når jeg giver hende besked.  Hun er en stor pige, så det kan hun sikkert sagtens klare.

:o/