torsdag den 30. september 2010

Nu er det jo ikke kun perler, jeg nørder med ;o)


Sådan et par små futter tager mindre end en biltur til Nordjylland at strikke og sy sammen. Bemærk venligst, at de BLEV syet sammen...
Nu mangler de kun knapper - og så er der varme fusser til en lille størrelse.
Garnet er Cascade 220 Paint Superwash uld. Importeret fra USA for efterhånden lang tid siden. Jeg tror der er til 10 par babyfutter i sådan et bundt - men tror ikke, at jeg gider at teste min teori. Hvem har brug for 10 par lyserøde babyfutter, anyway...
:o)
(Og før der er nogen, der får gode idéer, så er jeg altså IKKE gravid!)

Armbånd til Tante Bodil

Actionpakket weekend - eller noget. Efter to dage på perlekursus med indlagt overnatning i mikroskopisk campinghytte drog vi længere nordpå. Til et opvarmet hus med indbygget toilet - og en omgang familiehygge for at fejre Far i Nord's 65 års fødselsdag.

Dagen efter skulle vi tilmed tidligt op - og afsted til Brunch på Rold Storkro.
Tante Bodil blev nemlig 60 og havde inviteret. Skøn, skøn dag med brunch, fodring af rådyr, gåtur i området - og ikke mindst guidet rundvisning i Tingbæk Kalkminer og Skillingsbæk Naturskole.
Og efterfølgende kaffe på Rold Storkro med RIGTIG chokolade med flødeskum til RIGTIGE boller med tandsmør og den RIGTIGE, gammeldaws lagkage med creme. Som Bedste lavede det.

Og kameraet kom selvfølgelig ikke med, så vil du se, så må du prøve det selv: Tag en tur til Rold Skov. Jeg kunne godt bruge en (børnefri) weekend med gåture i bunker af visne blade og gammeldaws mad.

Lige siden invitationen kom dumpende ned i postkassen, har jeg haft travlt med at lave limegrønne, sorte og hvide perler.

Niecerne og Nevøen ville nemlig gerne give Tanten et hjemmelavet perlearmbånd - for Tante Bodil er "typen", der sætter pris på kunsthåndværk og gerne selv giver glaskunst væk. Hun har tilmed været på Fusing-kursus et par gange, og selv leget med smeltet glas.

Så jeg øvede mig. Lavede en hel masse perler - og købte ind i Panduro i den helt store stil, for sådan et armbånd kan jo ikke bare være perler, eller hva'?

Nå... men her er så det færdige resultat, desværre fotograferet i kunstigt lys, da det var RIGTIGT efterårsvejr, da det skulle foreviges.



Jeg tror, at hun blev rigtigt glad for det.

... og nu har jeg så en hel masse limegrømme, sorte og hvide perler i overskud.


Gad vide, hvad de ender med at blive til?

;o)

På med kronjuvelerne


Louisa havde fundet på noget nyt, vi skulle prøve på perlekursus II. Fingerringe med udskiftelig top - og det var sjovt at prøve at arbejde på en helt ny måde.



Princippet ses på billedet herover. En ringtop bygget op omkring en møtrik - som så kan skrues på en fingerring af børstet stål med indbygget gevindstykke.

(Forbehold for forkerte fagudtryk. Gemalen har belært mig om (!), at det ikke hedder det ene og det andet, men noget helt tredie, så nu er forvirringen vist total. Han er fagnørd!)

Jeg fik lavet tre "topstykker". (Og ja! Jeg ved godt, at det er noget, der hører til i en bil, men hold nu kæft, ik'...)


Turkis blomst.

Babs ringen. (Tror måske ikke, den ville sælge helt så godt i lyserød udgave...)


Og grøn ring med indlagt blomst (og luftbobbel, som var så meget med vilje! Kunstnerisk frihed... eller noget!)
;o)

Det er nogle ordentlige tvebakker, og de vækker med garanti opmærksomhed. Til gengæld behøver man kun den ene ring til at pifte det mest kedelige sæt tøj op.

onsdag den 29. september 2010

Nye metoder til perlenørden

Fredag og lørdag tilbragte jeg på Perlekursus II hos Louisa Moeslund i Ebeltoft.

Imens var Gemalen og ungerne på sightseeing i Ebeltoft og omegn.

De hyggede sig med amputering af sømandsben ombord på Fregatten Jylland og kiggede på vilde dyr i Ree Park - jeg hyggede mig med varmt glas og diverse metaller i selskab med andre perlegale damer.


Jeg fik leget lidt med en linse-presse - og endte med at blive så forelsket, at alt bare lige pludselig skulle presses fladt

;o)

(Emilies Perle! Øjeblikkelig forelskelse)


Jeg fik også leget med bladsølv og kobberfolie - her ses begge metaller i kombination ovenpå Elfenben. Det gav nogle fantastiske perler med sten-agtig overflade.

Desværre sidder "dutterne" ikke godt nok fast på perlen til venstre, så den taber pynten efterhånden.


Bladsølv er også brugt i rigelige mængder i kuglen herunder - som minder mig om nattehimlen med stjerner, når man drejer den rundt.


Vi fik også prøvet kræfter med "Kejserindeperlen" - og jeg fik virkelig prøvet kræfter med Rubino Oro, som er en særlig rød glastype, indeholdende guld.
Hold da k... noget sejtflydende gnyff at arbejde med. Det må jeg vist øve mig noget mere på, før jeg bliver fortrolig med det. Men farven er jo helt fantastisk...


Og så lavede vi ringe - men de kræver vist et indlæg for sig.
Nøøj, hvor har jeg hygget mig.
Og liiiiige om lidt kommer den søde postmand med en pakke til mig fra AnlaGlas. For lige pludselig kan jeg da ikke leve uden sølv og kobber i meget tynde stykker... og når jeg nu var i gang med at handle... så ku' jeg da også forsøge mig med pixie dust, som jeg har set brugt rundt omkring på nettet...
Desværre har jeg stadig ikke egen afspændingsovn - og derfor kan jeg ikke lave linse-perler. De går simpelthen i stykker under afkølingen.
I stedet har jeg købt en masher (en tang, der kan klemme perler flade) - og det lugter da lidt af fisk.
Jeg vender selvfølgelig tilbage med flere perler - for jeg er vist ved at blive lidt af en perlenørd
:o)

Navnesøster?



Hov! Der forsvandt jeg lige fra Bloglandia i det meste af en uge...
Jeg har bl.a. været i Jylland for 3. gang i september. Om jeg er træt af at tilbringe 3 ud af 4 weekender i en bil mellem Djævleøen og JuHuland? Naaj da...
Den sidste weekend startede i Ebeltoft - og så var det jo oplagt at tage færgen dertil...
... og der på kajen i Odden havn fik jeg så øje på et fartøj, som simpelthen må være opkaldt efter en navnesøster. Eller hva'?
;o)

torsdag den 23. september 2010

Shiiiiiiiiiiit!

Med tre børn i huset - ud over familiens egne to - er her lidt vel rigelig larm...

Midt i larmen hører jeg så pludselig et meget højt, klagende skrig bag mig...

"Waah, Waah, Waah"...

Snurrer lynhurtigt omkring og når lige at tænke, "Guud, hvad er der sket"? Det lyder som om et af børnene bliver pint - og så alligevel ikke.

Får øje på Lizzy og Pelle - måske er det en af dem, der er kommet til skade?

Hm... Man kan vel godt sige, at Lizzy var kommet til skade. Eller snarere kommet til EN skade.

Sidste gang var jeg jo tilfældigvis i udestuen, da hun slæbte sådan en hjem - men denne gang nåede hun ind i køkken-alrummet, før hun blev "opdaget".

Pulsen ryger op over 200 - alle råber og skriger i munden på hinanden - højt skræppende og flyvende skade tager flugten mod nærmeste vindue - tomater ryger ned fra vindueskarmen - Lizzy springer efter skade - Potteplanter ryger ned - mere råben og skrigen - viften med armene - vinduet åbnes - og endelig lykkes det mig at få skaden ud.

Shiiiiiit. Lortekat.
Kan hun da for pokker ikke bare lade dem være ude i haven, i stedet for at skræmme livet af sin tobenede familie.

tirsdag den 21. september 2010

Let's talk about Stress, Baby...

Ikke særlig "sexet" vel?

At indrømme, at man ikke kan magte det hele. At man ikke er "overskudsagtig" eller Superwoman.

Det har i hvert fald ikke været den letteste erkendelse for mig. Som i "fuck-det-er-jo-ikke-mig". Jeg bliver da ikke ramt af stress!

Hold da op. Det går da bare skide godt. Jeg har det fint. Helt fint. Har måske lidt travlt på arbejdet. Lidt for mange ting i en bunke på bordet, men det er jo bare lige nu. Det bliver bedre. Lige om lidt. Jeg har jo styr på lortet.

Hvornår var det så lige, at jeg opdagede, at jeg ikke havde styr på lortet, men snarere lort på styret?

Hvornår var det, at jeg måtte indrømme overfor mig selv, at det jo ikke bare var lige nu, men at det havde stået på igennem laaaang tid?

Nok nogenlunde samtidig med, at jeg indså, at der sgu (!) skulle ske noget drastisk, hvis det skulle ændre sig, og jeg ikke skulle gå helt i stykker pga. det.

Så jeg trak i nødbremsen... som jeg så "poetisk" skrev det her på bloggen. Sagde mit job op - uden at have noget andet.
CHOK! Hvem f... finder lige på det her midt i en finanskrise? Wåååååooooouw... og jeg har altså også stadig lidt ondt i maven over det. Men tænker jo samtidig, at det vel er bedre at leve af havregrød i en periode end at familien drukner...


Aeij! Har bare lyst til at råbe RØØØØØV! ud af vinduet. Ville ønske, at det kunne udvirke mirakler, så jeg kunne blive "mig selv" igen. Den "Frau Putz", som jeg kan genkende - og ikke hende den udbrændte henne i sofaen, som ikke orker at bage en portion muffins eller gå en tur ud i haven.


Midt i det hele er jeg dog også fuld af håb og positive tanker om fremtiden. Jeg har (naivt?) en idé om, at jeg nok skal finde et andet arbejde - men først skal jeg altså lige gå hjemme i en periode og trække vejret helt ned i maven og indhente noget nattesøvn. Finde (arbejds)glæden frem igen - og måske finde Frau Putz et eller andet sted inde i hende, der lige nu sidder i sofaen og virker lidt træt...



... og hvem ved? Måske får jeg også lavet en perle eller to... og bagt en portion muffins.

;o)

søndag den 19. september 2010

Udsættelse...

... af trækningen af de 3 vindere i min give-away.

Det skulle jo have været i går - men det blev det ikke. Til gengæld blev det i dag, jeg bad Gemalen om at nævne tre tal imellem 1 og 42 - og han valgte tallene 3, 19 og 34

Så vinderne er:

Puttenings

Pernille

og

Kath


Hvad har de så vundet?

En lille godtepose fra Frau Putz, fyldt med...



... noget jeg først løfter sløret for en af de kommende dage. Når der er blevet taget billeder.


Tillykke - og tak til alle mine læsere, fordi I kigger forbi Frau Putz.

:o)

onsdag den 15. september 2010

Togturen


Det er den samme plads jeg sidder på. Der i hjørnet, ved vinduet. Jeg har siddet der længe.

Nogle af medpassagererne har været med fra starten – andre er kommet til efterhånden. Enkelte har forladt toget undervejs. Et par af dem snublede ud af døren, men de fleste gik stille og roligt ud på perronen og videre – væk fra toget.
De fleste smiler venligt – enkelte har jeg endda nærmest lært at kende i løbet af togturen, mens andre gemmer sig bag avisen og holder sig for sig selv.

Jeg blev siddende. Udenfor skiftede udsigten. Nye områder dukkede op i horisonten, andre forsvandt bag mig, efterhånden som turen skred frem. Ikke alle områder var lige spændende – og enkelte af dem, der så lovende ud, viste sig at være grå og trivielle, da toget kørte igennem. Sådan er det vel med togture.

Men noget forandrede sig. Måske mest inden i mig. Jeg kan ikke pege på, præcis hvad det var, eller hvornår det begyndte. Jeg ved bare, at noget kom snigende og har efterladt mig med en følelse, som jeg ikke bryder mig om.

Det er en følelse af, at denne togtur ender galt.

Toget har sat farten op – og skinnerne er blevet mere ujævne. Passagererne sidder ikke længere roligt på deres pladser, men bliver rokket fra side til side. Kaffe løber over. Bøger falder ned. Nogle brokker sig, mens andre blot gynger med i det nye, højere tempo.


Jeg kan ikke koncentrere mig. Kigger ud af vinduet – og ser træerne suse forbi. Konturerne flyder sammen. Er himlen mere grå? Ude i horisonten dukker nye ting op. Eller er det i virkeligheden nye områder. Har vi ikke været her før? Kører vi i ring?

Forsøger at samle mig, men kan ikke rigtigt tænke klart længere. Har for meget fokus på den ubehagelige fornemmelse. På tempoet. Kan toget overhovedet holde til det? Ved lokoføreren noget om det – og har han overhovedet bemærket, at passagererne ikke længere sidder roligt og nyder togturen?

Ubehaget breder sig til nogle af de andre passagerer. Har de mon bemærket det samme som mig – eller er der en anden grund til de forandringer, jeg mener at kunne spore i deres ansigter? Lyder deres stemmer en lille smule højere, mere skingre?

Spørgsmålene kværner rundt i hovedet på mig. Jeg forsøger at sove – men kan ikke falde i søvn. Trætheden og den ubehagelige følelse dræner mig for energi. Forsøger at strikke lidt, læse lidt i en bog - for at aflede tankerne – men kan heller ikke samle mig om det.

Jeg bliver irriteret på nogle af de andre passagerer. Har ikke overskud til at være rummelig eller tålmodig. Nogle af mine medpassagerer – dem der sidder nærmest og kender mig bedst – får min bidske side at mærke. Det uforstående, sårede blik jeg får, kaster mig ud i nye, afgrundsdybe spekulationer.
Hvor ender denne togtur? Den ender galt. Jeg kan mærke det. Min mavefornemmelse siger mig, at jeg skal stå af. NU!

Men jeg har jo købt en billet – og det er mange penge, jeg går glip af, hvis jeg står af nu. Hvad nu, hvis der ikke er noget på den næste station, og jeg strander dér, uden penge? Uden mulighed for at komme videre med et andet tog – eller en bus, fordi der bare ikke er billetter at få.

Jeg kører videre med toget, mens jeg klamrer mig til min plads, hvor jeg ikke længere føler mig hjemme. Følelsen af gru vil ikke slippe mig – og suger al energi ud af mig. Jeg kan ikke længere tænke klart eller rationelt. Ikke finde hoved eller hale på mine tanker.

Jeg må handle. MÅ handle.
Lige over min plads sidder et rødt håndtag. Det er nødbremsen – og jeg forsøger at finde modet til at strække mig op, så kan jeg trække i håndtaget. Bremse toget. Komme af.



I dag lukkede jeg øjnene og strakte mig det sidste stykke. Med rystende fingre og under
voldsomme protester fra min mave, lukkede min hånd sig om håndtaget - og jeg trak til.

De øvrige passagerer kiggede chokeret op fra deres pladser. Nogle mere overraskede end andre - enkelte smilede anerkendende, mange kom forbi min plads for at sige, at de ville savne mit ansigt, der i hjørnet.

Jeg står af toget midt i ingenting. Midt ude på marken ender jeg med min beskedne bagage - men jeg har en følelse i maven af, at det nok skal komme til at gå. Også selv om der kommer til at gå et godt stykke tid, før der måske kommer et tog forbi, hvor der er plads til mig. Måske ender det med en længere gåtur, før jeg finder en helt ny form for transport.
Jeg ved ikke, hvor jeg er på vej hen - ved bare, at den togtur er endegyldigt slut.

Toget... det fortsætter. Måske vil lokoføreren knapt sænke farten, og det vil snart være oppe i fuld fart igen og suse videre med de andre passagerer ombord - og en ny passager vil på et tidspunkt tage min plads, der i hjørnet.

mandag den 13. september 2010

I lost my marbles

Hm... Marmor- eller glaskugler er det nu ikke jeg fattes - men næsten.

I dag var jeg nemlig i Panduro for at købe "dims" til smykker. Udvalget i min lokale Panduro levede desværre ikke helt op til forventningerne ("Vi er ved at flytte om på smykketingene", lød forklaringen) - så jeg fik ikke alt det jeg havde planlagt.

Nå... men vel hjemme igen skulle det jo afprøves - om mine glasperler kunne trylles om til smykker.

Meeeen... Hvor er så perlerne? Mine to lynlåsposer med perler...

Verschwunden. Pist.

Håber sandelig jeg finder dem, for ellers får jeg godtnok en anelse travlt med at perle til Tantens fødselsdag om 12 dage...

Tror lige jeg sætter ind med et commando-raid.

:o/

Farveglæde på kryds

En gang imellem bliver jeg skisme næsten helt forelsket i nogle fibre...


Jamen se da lige de farver!





Og så er det så blødt, at det næsten ikke kan passe, at det er beregnet til at strikke sokker af.


Ungerne var mere betagede af det nye krydsnøgleapperat - og min Misti Alpaca var ikke det eneste bundt garn, der måtte vindes op, for at tilfredsstille nysgerrigheden.



Måske er jeg ikke den eneste, der lider af garnfeber.

;o)

søndag den 12. september 2010

Flyvende weekend

Som første weekend i september blev også anden weekend tilbragt i Jylland.

Hvilket igen vil sige, at en stor del af weekenden blev tilbragt i bilen på vej til og fra Jylland.
Godt jeg har fundet ud af, at jeg kan strikke i bilen uden at blive køresyg.

I sidste weekend var det Nordjylland og Herr Putz' fødselsdag, der kaldte - i denne weekend var det det sydlige Jylland og en weekend med Gemalens jydske aner.
Vi tilbragte weekenden i en lejet spejderhytte i Terp ved Bramming - nær Esbjerg. "Kun" ca. 4 timers kørsel og en Storebæltsbro væk.



Spejderhytten lå omgivet af den mest fantastiske troldeskov (som sikkert ville være pænt uhyggelig at gå tur i ved skumringstid) og store grønne arealer med masser af plads til at udfolde sig på.

Andreas fandt hurtigt sit yndlingssted: "Det gule bjerg", som han kaldte det - nogle sandede bakker i skoven, som jo simpelthen indbød til at sprede vingerne og tage en flyvetur...



Ah... Frihed.

:o)

Næste weekend skal vi IKKE til Jylland. Til gengæld skal vi holde børnefødselsdag for Emilie og intivationerne (Det er et meget svært ord, når først det er blevet "lagret" forkert i hukommelsen) er skrevet og skal deles ud i morgen.
Så er hun vist også blevet fejret - for der blev også holdt fødselsdag i weekenden.



Husk at det er næste weekend vinderne i min lille fejrings give-away trækkes. Du kan deltage ved at lægge en kommentar lige her.

fredag den 10. september 2010

1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8 år


I dag fylder Emilie 8 år - og mon ikke hun skal fejres???
Hun har i hvert fald altid gjort livet festligt.

Tillykke med fødselsdagen, søde...

:o)

onsdag den 8. september 2010

Ahh...

Verdens bedste næsten-nabo kom forbi med en portion af noget af sit hjemmebag, som han ved jeg er helt forfalden til:


Tusind Tak T. Det var dagens bedste overraskelse.
:o)

tirsdag den 7. september 2010

Jeg gi'r lidt tilbage

Jamen se da lige der... Dagens overraskelse til Frau Putz.


50.002 unikke besøgende, siden jeg startede med at tælle...

Wow, tænker jeg bare.

Jeg kan stadig huske bloggens barndom og hvor enormt glad og nærmest overrasket jeg blev, da jeg fik de første besøg "udefra" og de første faste læsere. Troede egentlig mest, at det var min familie, der gad læse med...
Siden jeg startede, har bloggen udviklet sig meget. Det tror da pokker, for egentlig opstod den bare på grund af en pludselig indskydelse.
Uden mål eller hensigt, uden kendskab til Bloglandia, uden at jeg nogen sinde selv havde læst med på en blog. Hæ-hæ.
Jeg griner ind imellem lidt af det - og glæder mig over, hvor meget bloggen har givet mig, siden jeg startede. Hvor glad jeg er for at være beboer i Bloglandia - med alle dets skønne, søde, kreative og dejlige mennesker.

Nu giver jeg til gengæld lidt tilbage til Bloglandia.

Fordi min tæller har passeret det magiske tal 50.000 vil jeg trække 3 vindere, som får en Frau Putz Goody Bag hver.

Præcis hvad Goody Bag'en indeholder er endnu en hemmelighed (selv for mig, hæ-hæ) men vil blive afsløret her på bloggen på et senere tidspunkt, når jeg har fundet lidt at putte i posen.

;o)

Læg en kommentar herunder, hvis du ønsker at deltage - og husk at skrive din mail-adresse, hvis du ikke har egen blog. Vinderen bliver trukket lørdag d. 18. september.

Og TAK, fordi I læser med, lægger søde kommentarer og dagligt inspirerer mig, når jeg "tager på rundrejse i Bloglandia".
Kærlig hilsen
Karina aka Frau Putz

mandag den 6. september 2010

Nææ-æh, hvor er de fine...

... eller noget.


Frau Putz - Perle Putz også kaldet - lavede SELVFØLGELIG perler til sin bror, Herr Putz, da han havde fødselsdag. Mest for at bevise, at mænd altså også godt kan bruge perler - og at perler kan bruges til andet end smykker. I dette tilfælde en nøglering med ret små perler.




De var nu nok mest ment som en joke til en person, som absolut ikke ønskede sig perler (Hvordan kan man ikke ønske sig perler, når man er i familie med Perle Putz?) - men jeg fik da øvet mig i at tegne/skrive rimeligt læseligt med såkaldte "stringers" - meget tynde glasstænger. En glasteknik jeg bestemt ikke mestrer nær så godt, som jeg gerne ville, men man bliver vel kun bedre ved at øve sig.


Gad vide, hvad han ønsker sig næste gang?

;o)

Sir Price

Et skarpt hjørne blev rundet i fredags - og fødselaren havde derfor inviteret et par af de nærmeste venner og lidt familie til grillhygge hos sine forældre.

Stille og roligt.

Lidt god rødvin og en bøf.

Troede han virkelig, at man kunne blive 30 og så nøjes med det?

Hm... Ikke når man har to festglade storesøstre, der elsker at overraske.

Der blev produceret et par "valgplakater" eller 20, som blev hængt op sådan lidt rundt omkring i kommunen...


Der blev dækket borde


Det gamle klubhus blev tilføjet lidt farver...


... og lidt drikkeligt - som senere blev suppleret betragteligt af gæsterne.


Gæster ankom i stort tal. Takket være Facebook og jungletrommer var der fundet frem til en ganske stor gruppe venner.

... og jo. Der blev grillet


... drukket rødvin og hygget.


Gæsterne havde bidraget med den store dessert-buffet. (Som faldt helt i Frau Putz' smag!)


... og selvfølgelig skulle vi danse. Så Jyllands bedste DJ var hyret.


... og at dømme efter fødselarens ansigtsudtryk blev han vældig glad for overraskelsen.



Resten af festen har jeg sjovt nok ikke nogen billeder af. Havde ligesom ikke tid til at fotografere.
Der var en grund til mine ømme fødder dagen derpå...

:o)

Nu kan jeg igen ringe til min bror "Herr Putz" - uden at skulle koncentrere mig om ikke at røbe en overraskelse med en eventuel fortalelse.

onsdag den 1. september 2010

Aij, hvor er det synd for mig...

Her sidder man på sofaen, med et krus te og et tæppe over benene.

Strikketøjet ligger indenfor rækkevidde - og familien pusler rundt om mig.
(Okay, de larmer. Træerne gror ikke ind i himlen)

Aiij, hvor synd. Stakkels forkølede Frau Putz...

Så synd er det, at jeg kom til at købe mig til lidt trøst hos Slavi...


Nu er der snart lækkert Misti Alpaca Hand Paint Sock på vej med posten - og så snart det lander, er det på strømpepindene hos Frau Putz.
Ahh...
Jeg holder næsten op med at fryse om tæerne, bare ved tanken. 50 % alpaka, 30 % merinould, 10 % silke og 10 % nylon...

;o)

Men det bliver jo leveret som et bundt... så jeg blev da også lige nødt til at købe et krydsnøgleapperat. Sådan et har jeg jo manglet i årevis - og lige nu har jeg jo ikke kræfter til at lave garnnøgler i hånden... (aiij, hvor synd!)

Det er vist godt, at jeg ikke er syg så tit. Det koster simpelthen for mange penge...

Sikken velsignet ro

Det er Gemalen, der har inspireret mig til overskriften. Man kan jo lige så godt få noget godt ud af noget skidt...

Jeg har mistet stemmen. Sådan rigtigt. Hvis jeg anstrenger mig rigtigt meget, kan jeg kvække en anelse - men så lyder jeg mest af alt som en Cecilrygende værtshusgæst på vej hjem efter en lang nat.

I går kaldte min kollega "lille a" det for min "sexede stemme", men der er sgu ikke meget sensuella over mig i dag. Hæ-hæ... hæs, snottet og slatten som en gammel karklud. Sur er jeg også...
Efterårets første forkølelse har slået benene grundigt væk under mig.

Nogen nyder det. Stilheden i hvert fald.

Nu vil jeg lave mig endnu et krus varm te - og krybe ned under tæppet. Forsøge at få stemmen og energien tilbage.

For jeg egner mig altså bare ikke til at tie stille!

;o)