mandag den 31. august 2009

Bryllupskage

Lad mig præsentere:

Resultatet af alle anstrengelserne.

Da jeg havde lavet Marshmallowfondant - og bagt lagkagebunde - og transporteret dem til Jylland med DSB - blev de fyldt med 2 forskellige slags chokolademousse og sat på køl til næste dag.

Kagerne indeholder:
Chokoladebund
Lys chokolademousse m. Baileys
Hvid vanillebund
Mørk chokolademousse m. Cointreau
Chokoladebund

Så blev de smurt med smørcreme af flere omgange og sat på køl


Jeg havde aldrig tidligere arbejdet med Marshmallowfondant (MMF) - og bortset fra, at det kræver MEGET arbejde at rulle det ud (Det er sejt arbejde - måske havde jeg tilsat for meget flormelis?) var det let at arbejde med.
Ikke noget med at det sprækker eller går i stykker, når man forsøger at flytte det over på kagerne - og det lagde sig helt glat ned over siderne uden problemer. Det er bestemt ikke sidste gang jeg bruger det!


4 kager blev overtrukket med MMF - og lige før de blev transporteret til festlokalerne, lavede jeg dekorationer med friske roser, som bruden havde ønsket.
11 røde roser for de 11 år de har kendt hinanden - og 4 hvide roser for de 4 år de allerede har været borgerligt "forlovede".

Det endelige resultat fotograferet kort før brudeparret satte kniven i kagen...


og resterne...


MUMS!

Sidste kage var til Brudgommens kolleger - og blev dekoreret med fantasiblomster lavet af resterne af fondenten.


Frau Putz havde god hjælp af denne lille konditor-aspirant.


Selv om der vist næsten røg mere MMF indenbords end der endte på kagen
:o)

Bryllup


Ti-Hi!

Jeg lovede vistnok, at jeg ikke ville gøre dette, men jeg kan ikke dy mig...
Er de ikke søde?

Derfor får I lov til at se disse billeder af "Årets Brudepar" - Min svoger til venstre og min bror til højre.

Det har været nogle temmelig stressende uger med mange forberedelser og en del sene nætter - efterfulgt af en fantastisk bryllupsfest. Frau Putz er derfor temmelig TRÆT ovenpå hele herligheden, så resten af historien følger.
Senere.
Når jeg har sovet.
Og sorteret mere end 400 fotos...

torsdag den 27. august 2009

Verdens letteste lagkagebunde

Dette er verdens letteste, garanteret-succes-hver-gang lagkagebunde.

Hvis du har en elpisker kan du lave dem. Jeg tør næsten lægge hovedet på bloggen ;o)

Du skal bruge:
6 æg (str. M/L)
200 g. sukker


Og så skal du piske...

... og piske...
... og piske...

... og piske... indtil ægge-blandingen er blevet næsten hvid og piskerisene efterlader spor. Det tager ca. 5-8 minutter - og det føles som en EVIGHED.
Og så skal du ikke piske mere!
Til chokoladebunde skal du nu bruge:
100 g. mel
40 g. cacaopulver
Til hvide lagkagebunde skal du bruge:
140 g. mel
4 tsk. vanillesukker
Bland mel og cacao / mel og vanillesukker og sigt det ned i skålen.
Med en metalske vendes melblandingen ind i æggene - UDEN at røre luften ud. Der er ikke hævemiddel i dejen - luftboblerne i æggene klarer hævningen.
Tegn cirkler (på bagsiden) på bagepapirer - og smør blandingen ud (på forsiden) i et jævnt lag på ca. ½ - 1 cm. tykkelse.
Igen uden at mase luften ud.

Sæt bundene i ovnen v. 200 grader C (Eller 175 grader varmluft) til lysebrune.

Der bliver ca. 4 lagkagebunde ud af denne portion - og på billedet herunder ser du det bjerg af bunde (3 portioner), som Frau Putz skal have med DSB til Jylland her til eftermiddag.
Gad vide, om det kan være på bagagehylden? ;o)

Marshmallowfondant II

Dette indlæg handler så om fondant - og ikke i håret :o)

Frau Putz er nemlig for læææænge siden blevet bedt om at lave bryllupskagen til lillesøsters bryllup.

Det er ikke den første bryllupskage jeg har lavet, men i tidligere tilfælde har jeg overtrukket kagen med hvid chokolademousse, som jo ikke er helt kridhvidt.

Denne gang ville jeg derfor gerne prøve kridhvid fondant... og hvad gør en blogger så?
Hun kontakter selvfølgelig en af de mange "fantastiske-kager"-bloggere, der findes rundt omkring.

I dette tilfælde Mrs Cakeaholic, som gerne ville assistere med opskriften på Marshmallowfondant (MMF blandt indviede - og det er Frau Putz så nu - og hvis du læser dette indlæg hører du så også til i den gruppe). Tusind tak, Mrs Cakeaholic.

Well... Man tager 200 g. hvide Marshmallows (Fra Netto - Ikke Haribo ifølge Guruen, så Frau Putz kom da lige på rundtur til de nærliggende Netto-butikker for at finde sådan nogen...)
Voila...

De 200 g. marshmallows putter du i en stor microovnsskål sammen med 2 spsk. vand - og så skal de i microbølgeovnen i 1-2 minutter, til de er smeltet og puffet op...


Smør en røreskål med neutral olie og hæld blandingen i.
Frau Putz fik herefter hjælp af Agnes.
Der skal æltes sigtet flormelis i blandingen, til den (næsten) ikke klistrer mere. Ifølge opskriften ca. 500 gram - men tilsæt det lidt efter lidt.


Så ud på bordet...


... til en sidste æltning i hånden - indtil den bliver helt jævn og glat.


Nu har Frau Putz 3 portioner Fondant i køleskabet. I alt 600 g. marshmallows og 1 kg. flormelis har jeg brugt, så flormelismængden varierer lidt fra de 500 g. pr. portion som opskriften angiver.


Fondanten skal ifølge Guruen opbevares køligt (ikke nødvendigvis i køleskab) til dagen efter, hvor den så tempereres og æltes grundigt igennem før brug.
Nu er overtrækket til bryllupskagen så klar til brug i morgen.
Så mangler jeg kun bundene - og fyldet. Godt jeg tog en ekstra fridag, så jeg har GOD tid...

Der er endda tid til en kop kaffe ;o)

Marshmallowfondant

Ja... det skulle man næsten tro - men det er det nu ikke.

Det er bare et situationsbillede fra Frau Putz' besøg hos frisøren...
Denne gang var det ikke den lokale hundeklipper. Det er jo ikke hver dag man skal til bryllup med sin lillesøster...


35 minutter senere var det ikke længere hvidt...
Resultatet kommer snart på bloggen!

mandag den 24. august 2009

Bridget Jones Copycat

Husker du hende her?


Hvis du har set filmen, så ved du lige præcis, hvad jeg mener, når jeg viser dette billede og siger:
"Røv fotograferet fra uheldig vinkel"
Frau Putz var til polterabend med lillesøster i den forgangne weekend - og som så ofte før stod Frau Putz (ganske ufrivilligt) for underholdningen. Denne gang i bedste Bridget Jones stil.
Nærmere forklaring følger, når jeg engang får billederne tilsendt fra lillesøsters veninde, som havde kameraet med...
Indtil videre kan jeg blot konstatere, at min fysiske uformåen IGEN har bragt mig ud, hvor jeg ikke kunne bunde
Eller skal vi sige "nå bunden. Skovbunden..."
Oh Gru!
Men... med selvironien i behold... så får I sikkert historien! Med billeder... :o)

fredag den 21. august 2009

Hvad stiller man op?

Frau Putz har simpelthen ingen ideer til, hvordan man kan anvende alle de figner, der i øjeblikket nærmest vælter af vores figentræ...



Der er nemlig ingen i familien, der bryder sig om dem, som de er.

Ungerne siger bare "Adr" uden at begrunde det...
Frau Putz synes ikke, at de smager af noget...
Gemalen mener, at indersiden af sådan en figen ligner en ko-mave...

Ikke at jeg tror, at han nogen sinde har spist ko-mave...
... sådan som Frau Putz.
EN gang. I Spanien.
Oplevelsen kan opsummeres:
Been There - Done That! Going Back (I Hope) - Never Eating It Again!

Men... tilbage til fignerne.
Det er jo en skam (Jyden i mig!) at de bare går til spilde.

Jeg elsker tørrede figner - men kan man tørre disse selv?
Jeg elsker brændte figner - men kan man "brænde" disse selv?



Gode ideer, opskrifter og råd modtages med taknemmelighed!

Nyd weekenden! :o)

torsdag den 20. august 2009

De' er palon




"De' er palon"

"Ik' spise skrællen!"


U-ha, nej. Jeg skal nok lade være :o)

Denne lille trold fylder 2 år. Tillykke, "Waura".

onsdag den 19. august 2009

Pæn pige

I dag havde Emilie en klassekammerat med hjemme fra skole. Det er første gang hun er hjemme hos Emilie, og jeg kender hende kun overfladisk fra skolen og fritidshjemmet.

På et tidspunkt kommer hun ind i huset og spørger efter vej til toilettet. Hun skal "lave Bum-Bum" - og jeg tænker, at "her var der da en pige med et lidt pænere sprog".

En pige som ikke kalder en spade for en spade... Ikke siger "lort" (Sådan som Frau Putz' rabarberunger har lært i børnehaven...)


Sekunder senere råber hun af sine lungers fulde kraft:

"Der' ikke mere lokumspapir!"

...

tirsdag den 18. august 2009

Ny hyggekrog

Der er blevet flyttet om i stuen...

Dukkehuset er endt i kælderen - og symaskinen er kommet ovenpå.
Nu hygger Frau Putz sig bag symaskinen ved enhver lejlighed... og jeg har skam også hyggeligt selskab...

Der er derfor kommet lidt skred i den kjole Frau Putz skal have på til lillesøsters bryllup lørdag d. 29.
Ja... Det er om mindre end 14 dage - og kjolen er IKKE det eneste jeg skal nå at få færdigt inden da...

Sådan så toppen ud i går aftes...

... og her til aften er jeg nået en anelse længere. Mangler stadig 2. lag stof for neden samt en usynlig lynlås i ryggen - og så lidt oplægning.

Når toppen er færdig mangler jeg bare lige en nederdel i to lag...


... og så er der ét punkt mindre på den lange to-do-liste, som bl.a. omfatter Frau Putz' kreation af 1 stk bryllupskage i 3 etager, housewarming og 40 års fødselsdag hos Kath og Mik lørdag, forældremøde i skolen, tur til frisøren og et par hemmelige projekter.
Og så selvfølgelig alt det "almindelige" med arbejde, tøjvask, madlavning osv. Her er Gemalen heldigvis vældig forstående og hjælpsom i øjeblikket.

Stress??? Nej-nej, da. Ikke endnu. Spørg mig onsdag i næste uge, hvor jorden begynder at brænde under mig.

Nu må jeg tilbage til kjolen... Natten er jo stadig ung :o)

mandag den 17. august 2009

OL - nu på Fyn

Familieweekend... med en som tidligere nævnt meget sporty familie...
Så skal der være Olympiade!

I år var det bl.a. med tovtrækning - og der blev virkelig kæmpet...


Det gav meget ømme hænder at lægge kræfterne i træk i det blå nylonreb.

En anden disciplin gav nogle underlige billeder...


Det var en meget publikumsvenlig sport - der blev grinet meget.
Den nye olympiske disciplin var æggekast.
Kast så langt som muligt med et råt æg. Bliver ægget grebet uden at gå i stykker tæller kastet.
Emilie var lidt betænkelig før start, men det gik nu udmærket.

Andreas var også med - og fik sat Onkel Søren på noget af en gribe-opgave...

Sådan et æg kan faktisk kastes utroligt langt. Rekorden for dagen var 15,4 meter - og det er altså mere end den afstand, som er foreviget herunder...


Det er med æggekast som med styrtløb på ski: Det eneste publikum venter på er uheldene.
Her sker det, at æggene bliver knust ud over en person - og publikum gik da heller ikke skuffede hjem på denne dag...

Det var dog ikke kun de fysiske discipliner, der blev dystet i på dagen. De små grå kom også på arbejde.
Kan du f.eks. nævne 10 forskellige poser Haribo-slik?
Eller fortælle mig, hvilket bynavn, der står udenpå Gordons Gin?
Åbenbart spiser Frau Putz for lidt slik og drikker for lidt Gin! Det er da altid rart at vide :o)
Der blev virkelig tænkt igennem...
De sidste to discipliner blev ikke lige foreviget. Alle skulle nemlig løbe 3-bens-løb med det ene ben bundet sammen med makkerens (Fotografering under de forhold er umulige) - og den sidste disciplin er det næsten uretfærdigt at fotografere...
I får en lille mundsmag her.
Rumpen på billedet er ikke Frau Putz'! Desværre er min ikke helt så smal :o)
Gummistøvlen skal kastes imellem benene, hen over ryg og hoved og altså fremad. Det er MEGET lettere at kaste bagud - eller op i luften :o)
Prøv selv, næste gang du får lyst til at se tosset ud med r.. lige i vejret!
Vel hjemme i Skipperhuset blev der nydt lidt melon - før præmieoverrækkelsen.

Dagens vinderteam. I holdfarver... :o) og med medaljer om halsen.


Der blev dog ikke sunget nationalmelodi :o)