fredag den 22. august 2014

Står på en alpetop...

Jeg var tidligt oppe til morgen. 5:30 faktisk.  Men jeg var ikke den første.

Gemalen var nemlig allerede oppe, havde spist morgenmad, havde pakket tandbørsten - og havde næsten taget rygsækken og cykelhjelmen på.
 


Han var på vej ud af døren.  Ud til mountainbiken, som skal være hans bedste ven i den næste uge. Først skal han dog liiiiiige køre en tur i bil ned til det sydligste Tyskland, nærmere betegnet Garmish-Partenkirchen, hvor han vist nok skal finde en skihopbakke. 
Den lille skihopbakke - og en hel masse andre "bakker" skal han og de 7 andre cykelmyg så køre rundt på i de følgende 7 dage.  Fra Tyskland til Østrig. Derfra til Schweitz - og endelig til Italien.

Turen ender ved Gardasøen. Efter 500 km - og 12000 højdemeter. 

Det lyder ikke af meget, vel...  Altså bortset fra, at de næsten ikke skal køre på asfalterede veje, men er henvist til stier eller bar klippe på meget af turen.

En dag starter de f.eks. med at køre op ad i 20 km. 10% stigning. 
Valby Bakke har til sammenligning en stigningsprocent på 4,3 og er 375 meter lang.  Og der er asfalteret.
Så kører de ned igen - 20 km. Må stoppe undervejs for at køle bremserne af, så der ikke går ild i dem (og jo, det er sket, har jeg ladet mig fortælle)
Og så liiiiige en enkelt lille bakke mere på en 25 km. penge, før de kører lidt nedad igen hen mod hotellet. 

De skal tidligt op - for hotellerne lukker typisk køkkenet klokken 20:00 - og med dagsetaper på omkring de 12 timer... ja så må man tidligt af sted, hvis man vil have mad ovenpå anstrengelserne.

De skal også have al deres bagage med på cykelturen.  Ikke noget blødsødent med følgebiler eller transport af bagagen. Næ-næ. 
Gemalen har derfor pakket småt. Meget småt. 6,3 kg til en uge. Det er altså ikke mange par rene underhylere, der er plads til.   Godt man ikke skal følges med dem hjem i bilen fra Gardasøen efter en uge...

Så vi var tidligt oppe for at kysse farvel. Ønske god tur - og håbe, at han ikke står dernede og synger som Shubberne:


Står på en alpetop
kigger på det sner
nu er jeg endelig kommet helt herop
hva' fa'en sku' jeg egentlig her
sku' jeg her
hva' fa'en sku' jeg egentlig her ?

Nu har jeg nået toppen, mor
brrr, hvor er her skidekoldt
ja, jeg har nået toppen, mor
nu må du da være stolt
var det det du mente
da du sagde jeg skulle op

Står på en alpetop
kigger på det sner
nu er jeg endelig kommet helt herop
hva' fa'en sku' jeg egentlig her
nøgne tæer
hva' fa'en sku' jeg egentlig her ?
 


 
God tur!

:-)

fredag den 8. august 2014

Mmmmm... mad


Gemalen havde fødselsdag onsdag - men et spejderarrangement kom i vejen, så vi udsatte den gode middag til torsdag aften i stedet.

Med begge børn hos bedsteforældre i hver sin del af landet, var der jo mulighed for noget helt specielt - ingen krav om børnemenu eller lignende. 

Det blev til et gensyn med "SPUNTINO" på Vesterbrogade. En af CoFoCo's restauranter, hvor konceptet er få valgmuligheder på menukortet, men til gengæld meget rimelige priser.  Og når mulighederne så er så fantastisk fantasifulde og velsmagende, som det er tilfældet, er det helt ok at menukortet er smalt.
Det var 3K-klubben (Kathrine, Katrine og Karina - studiekammerater fra de tidlige år i København) som først introducerede mig for de små, hyggelige restauranter med smal menu. Nu har vi efterhånden været en del steder, og hver gang har jeg spist lækker mad, som man ikke sådan lige kan eftergøre hjemme i køkkenet. 

Uh, hvor vi hyggede os. Og som sædvanlig blev vi enige om, at "det bør vi gøre noget oftere".  Ja, ja... lad os nu se   ;-)

torsdag den 24. juli 2014

Strik i varmen

I går var der strikkeklub hos Pernille.

Vi slog os ned på bænken i gårdens skyggefulde hjørne  - og blev beværtet i bedste picnic stil.  For at minimere turene op og ned af trapperne havde Pernille slæbt køletasker med det hele ned - og senere blev der fyret op under Trangiaen, så der kunne blive kogt vand til deres obligatoriske grønne te, mens jeg blev introduceret for spejderkaffe de luxe.  Posekaffe.
Uhm, som det smagte.


Vi strikkede også, for det gør man nemlig til strikkeklub - lige gyldigt hvor varmt det er.  Enkelte undtagelser har der dog været, for lidt broderi, foldede papirtasker og hækling har sneget sig ind til enkelte af de tidligere møder, når strikkelysten i perioder har været erstattet af trangen til andre kreative indfald.

 
Og så blev der kaglet, så selv de æglæggende hønsedamer ville kigge forundrede på os.  Det er fantastisk så mange emner vi kan nå at komme omkring på sådan en aften.


Næste gang er det hos mig. Jeg glæder mig allerede.

onsdag den 23. juli 2014

Clash

Hej du
Ja... så gik der lige noget der minder om et år uden indlæg fra min hånd - og hvorfor så det?

Der er egentlig ikke nogen forklaring. Min blogge-mojo forsvandt vist bare lige så stille. Der var noget andet, der trak i den sparsomme fritid.
Noget af det var alt det, som bloggen tidligere handlede om. Strik, syning, mere renovering af vores gamle hus, brød, marmelade...  Hverdag.  Og hvor mange gange kan man egentlig blogge om hjemmelavet marmelade?  Om roser i haven?  Om grovbrød? Om travlhed?

Der kom også flere ting på programmet. F.eks. det der spejderleder-"job" som viste sig at være en del mere omfattende end bare at møde op i et par timer om torsdagen og hjælpe de to "gamle" spejderledere.  Der stødte nemlig alvorlig sygdom til, så den ene spejderleder stort set har været fraværende siden midt i januar - og gæt så, hvem der overtog en stor del af planlægningsarbejdet?  Heldigvis er der et par forældre, der kommer fast og giver en hånd med, for ellers ville min medspejderleder og jeg have lidt rigeligt at se til med 25-30 spejdere.

Og så var der den der IPad som jeg fik købt mig - og det faktum, at jeg har en måske lidt barnlig glæde ved computerspil... 
Først var det Sims... derefter Hay Day... og til sidst den store tidrøver Clash of Clans


Jamen... hvorfor i alverden bruge så meget tid på et computerspil, som egentlig er ganske banalt?
Svaret er:
Barry fra Irland, ejer af blomsterforretning og glad for Rallybiler - mestrer et usædvanligt blomstrende sprog og fortæller gerne om sin tid som medlem af IRAs juniorafdeling.
Simon fra UK, flirtende haveejer og skilsmissefar. Fortællinger om hans ex-svigermor får alle svigermor-fortællinger til at blegne.
Pete fra USA, hårdt arbejdende far til to, hvor den yngste har en sjælden, kronisk sygdom. Pete er i kronisk søvnunderskud.
Cheryl fra Canada, fuldtids Clasher (der er flere grader af afhængighed af dette spil) - og en lille smule mor og mountainbiker.
Harry  fra USA - brugernavnet "Dik Fitzwell" siger lidt om hans humor.
Brian "Ether" fra USA, børnelæge/anæstesiolog med sjove bemærkninger
Carol fra Alaska, Brian og Gareth fra UK, Monica fra USA, ... 
og jeg kunne blive ved.  For der er omkring 49 andre, voksne Clashers, som er med i vores "klan" - og som jeg har brugt mange, mange timer på at chatte med på nettet.  DET er sjovt! Og vanedannende.
 

Ind imellem er der en smule udskiftning i gruppen, men det er en temmelig godt sammentømret lille familie efterhånden og det er grunden til, at jeg fortsætter med at spille et temmelig banalt spil.

Men...  Bloggen...  Hvad med bloggen?  Skal den bare dø?
Jamen for pokker... jeg savner jo bloggen og den kommunikation den gav mig med mennesker, som deler mine andre interesser - og det sjove er, at der tilsyneladende også er nogen, der savner mig her på bloggen, for jeg er blevet EFTERLYST!  Hvor vildt er det?  ;-)
Og jeg får stadigvæk adviseringer om, at nye læsere er begyndt at følge bloggen via Bloglovin...
Jamen...  så fortjener de vel også, at der faktisk er noget at følge...

Så... Nu prøver jeg lige lidt igen. Kaster en spandfuld energi og tid efter bloggen.  Så håber jeg, at der er nogen, der gider at læse med igen.  Ud over min mor   ;-)

~ Karina