Viser opslag med etiketten Perler. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Perler. Vis alle opslag

søndag den 21. april 2013

Mobildingle

Tidlig morgen i selskab med glas og smykkedele - og en ny mobildingle har set dagens lys.
Senere på dagen skifter den ejer, for Emilie skal til fødselsdag, og så kan sådan en dingle godt supplere den købte gave, mener hun.

:o)




lørdag den 28. januar 2012

De fik en prop...

Det var der faktisk flere der gjorde.  I julegave, altså...  En perleprop til brug i de tilfælde, hvor de ikke har drukket en hel flaske vin...  Hvis det nogensinde skulle ske...



Men hold op, hvor var de svære at fotografere, for denne her er jo sådan en... mangesidet, organisk ting...  Og man skulle jo gerne kunne se de farvede... dutter...

Så var der en i mørk lilla... Farven er så mørk, at den ser sort ud, hvis den ikke lægges som et tyndt lag ovenpå hvid


... og den sidste prop var så stor en farvemæssig udfordring, at jeg nær havde fået en... prop... for fotograferet i det kunstige lys i min lysboks forsvandt de røde farve...


... og i varmt lys blev den gengivet som en lettere... hysterisk rød...


... mens virkelighedens farve ligger midt imellem de to toner...
Vintermørket er en sand udfordring, når man står bag en kamera.

Til gengæld var det sjovt at lave de store perler det kræver for at fylde "pinden" på sådan en vinprop, så jeg må vist have bestilt mig nogle flere "vinpropdimser" fra Tuffnell...

:o)

mandag den 5. september 2011

En der skiller sig ud...

Fødselsdag og overstået eksamen... og så er der inviteret til familiefest i det nordlige Jylland.  
På ønskesedlen stod Julie Sandlau-smykker, men det rækker gavebudgettet ikke til...  så i stedet har jeg tryllet lidt i perleværkstedet. 

Ædelstene og guld er det ikke... men til gengæld er det unika - og det pink glas er farvet med guld...    
;o)


Der er altid EN
der skiller sig ud


Jeg håber, hun bliver glad for gaven...

tirsdag den 28. juni 2011

Impatiently waiting

Hvor mange gange har jeg ikke hørt det der med, at
"Tålmodighed er en dyd"

Tålmodighed?
Ind imellem er jeg tålmodigheden selv. (Ahem...  Ind imellem, skrev jeg!)


Andre gange er jeg ved at eksplodere, når jeg skal vente.  Selvfølgelig (!) er det da næsten umuligt at vente, hvis man venter på noget, man virkelig brænder for.
Måske er tålmodighed i virkeligheden mest for mennesker uden passioner, tænker jeg...



Hvis ventetiden bliver for lang i forhold til det forventede...  går jeg fra at være utålmodig og til nærmest at brænde ud. Jeg går fra spændt forventning til nærmest at opgive. Frustreret har jeg lyst til at smide det jeg venter på helt ud...  fremfor at vente på, at det kommer til at fungere.

Sådan var det sidste sommer, da jeg ventede på perleværkstedet. Slanger der skulle trækkes og tilsluttes. Ventilation. Opsætning af bordplade.  Køb af gasflaske... Nøøj, hvor trak det ud... og til sidst nåede jeg et punkt, hvor jeg havde lyst til at knække alle glasstængerne... og kyle det hele i skraldespanden.

Ahrmen altså...

På det seneste har jeg ventet på - og næsten opgivet - min afspændingsovn til perleværkstedet.

Åh, som jeg dog har drømt om den ovn. Drømt om de perler, som jeg kunne lave, "hvis bare jeg havde en ovn".  Perler med indlagt sølv. Perler med luftbobler. Store perler. Linseformede perler.
Alt sammen perler, som knækker under afkølingen... og som det derfor var umuligt for mig at lege med.

Men når jeg nu har meldt mig ud af arbejdslivet i en periode - med deraf reduceret økonomiske muligheder... så går jeg altså ikke bare ud og kaster 4-5.000,- efter en perleovn. Ikke uden store overvejelser... og ikke uden skrupler...
Og så alligevel... for pludselig var der nogle forventede udgifter, der forsvandt... og nogle feriepenge, der kom dumpende ned på bankkontoen...
Og pludselig fandt jeg mig selv med et stort smil på munden, mens jeg bestilte en afspændingsovn fra England.
Og selvfølgelig fandt jeg også ud af at bestille linsepresser, når jeg nu havde gang i min PayPal-konto...

Linsepresserne kom ganske få dage efter - som forventet. Hurtig ekspedition og hurtig levering fra Tuffnell. Men...  tages i brug kunne de ikke, for...

Ovnen lod vente på sig. Faktisk så længe, at jeg endte med at rykke for den.
Tre dage efter min henvendelse fik jeg besked om, at den desværre var blevet væk under forsendelsen - og at de straks ville sende mig en ny.

Som jeg så ventede på.

Og ventede.


Og ventede.


Og rykkede igen. "Ovnen er på vej. Vi beklager ventetiden. Tak for din tålmodighed". Ha!  Som om...

Og så ventede jeg lidt mere...

Og så kom den endelig. En måned + en dag efter at jeg bestilte og betalte den. Jeg tror den er leveret med cykelbud til kysten, er blevet roet over den engelske kanal i en lille robåd og derefter båret på ryggen af et mulddyr det sidste stykke... eller noget...


Tålmodighed...  Ha!  

Nu skal jeg bare lige have rystet den sidste rest af opgivenhed og frustration af mig... og så skal der laves kæmpestore linseperler med luftbobler og indlagt sølv...

:o)

mandag den 20. juni 2011

Gerda Gasmester

Dette lille "Annex" har Gemalen bygget.


Det huset min gasflaske til perleværkstedet - og Gerda Gasmester.

Og hvis du ligesom jeg lider af Arachnofobi... så skal du nok lade være med at scrolle videre ned. Med mindre du vil se, hvad det er jeg skal overvinde, hver eneste gang, der skal tændes og slukkes for gassen...

Lad mig introducere:

Gerda Gasmester...


Og JA!  Hun er altså næsten lige så stor som det der 5 cm. lange metalbeslag...

Som billederne ganske tydeligt illustrerer, er hun ikke engang så venlig at blive siddende stille i et hjørne af Annexet, når hun får besøg.  Ind imellem sprinter hun rundt i sit spind for at forhindre brugen af gas (hvilket må siges at være en ganske effektiv metode til at spare på brugen af fossile brændstoffer her i husstanden!).

Bambuspinden på øverste billede bruges til at fjerne spindet, men den kan desværre ikke bruges til at åbne og lukke for hanen på gasflasken...

... det skal gøres med håndkraft   (Gyyyyyyyyyys!)

Gemalen mener, at jeg bare skal opdrage Gerda til at åbne, når jeg giver hende besked.  Hun er en stor pige, så det kan hun sikkert sagtens klare.

:o/

lørdag den 12. februar 2011

Jeg er gået totalt i fisk...




... men for pokker, hvor har jeg moret mig - og det er jo klart det vigtigste!

;o)

fredag den 11. februar 2011

Fiiiiisk

Efter en pause fra min perlebrænder, har jeg haft en hel del dage, hvor frustrationerne har ligger lige under overfladen.
Intet af det jeg lavede ville lykkes - hvis man ser bort fra små, runde "spacer-beads", som på ingen måde er spændende at lave, men på den anden side er ret fine at have, når man forsøger at lave smykke-sæt ud af de enkelte perler.
Aaaargh, hvor har jeg været træt af alle de mislykkede perler!

Men så i dag barslede jeg med en lille, halvskæv fisk på stoffer...  


HA! Den er da lidt sjov...


Så nu går jeg over til at lave perler til børn...   eller noget.

;o)

mandag den 3. januar 2011

Årets smykkegaver

Jeg havde en klar mission om at give hjemmelavede gaver til en hel masse mennesker i år.
Havde jo endelig tiden - og materialerne var som hovedregel på lager, hvilket var godt for den slunkne bankbog    ;o)
Nogle af modtagerne fik selvfølgelig (!) smykker med mine glasperler, og nu hvor de er pakket ud, vil jeg da gerne vise dem frem på bloggen.

Dobbelt halskæde med sorte sølvdråbe-perler til Fräulein I

Armbånd med perler i røde nuancer til Mor i Nord


Dobbelt halskæde og ørehængere med perler i sort, grå og sølv. Lavet på bestilling til Svigermor.

Turkise perler givet som mit bidrag i den Kreative Julekalender i Blogland.

Halskædeperle, armbåndsperler og ørehængere med mellemblå blomsterperler. Lavet på bestilling til min søsters svigerinde.

Halskæde med perle, armbåndsperler og ørehængere med lilla blomsterperler til min søster.

Nu er min beholdning af afhærdede perler til gengæld temmelig slunken - så jeg må i gang i kælderen igen.  Jeg har da også brugt en enkelt dag i juleferien bag brænderen, hvor jeg legede med nyindkøbt Gold Stone-glas, stærkt inspireret af en bog om glasperler, som Herr Putz og Fräulein I gav mig i julegave.

Skulle du få lyst til at købe nogle af mine perler, ja så sælger jeg altså stadig på Perle Putz.

søndag den 12. december 2010

Wiiiiih!

Jeg har vundet.  I en helt særlig Winter Prize Draw hos Laura Sparling.

Jeg har endda vundet førstepræmien. Et helt sæt af hendes Vinterperler.

(Picture borrowed from "Beads By Laura" I hope it is OK, otherwise let me know and I will remove it)

Perler?  Jamen har jeg ikke allerede perler nok?  Så mange perler, at jeg sælger ud af dem på Perle Putz?

Jow-jow... men derfor kan man jo godt blive helt enormt glad for at vinde fine snehvide iskugle-perler fra en andens hånd.

Laura lever af at lave perler - check hendes hjemmeside, hvis du vil se flere flotte perler og følge med i livet hos en perlemager, som lever af at sælge sine perler...

Thankyou Laura.

tirsdag den 7. december 2010

Perle Putz - Grand Opening

Så er jeg i luften.

De første perler er fotograferet og sat til salg på min nye blog Perle Putz.


Jeg håber du vil tage godt imod den.


Her finder du indtil videre et stort udvalg af mine håndlavede perler - og der kommer flere til, efterhånden som jeg får lagt dem ind.


Kig en tur indenfor - og ned over siden. Der er mange forskellige perler til salg. Måske er der også en du bare må eje - eller måske finder du lige præcis den julegave, du står og mangler til din veninde, din søster, svigerinde, mor, svigermor...


Kommentarer eller forslag til udformningen af min nye blog modtages gerne - er der f.eks. oplysninger, du mangler om perlerne? Giv mig endelig besked.

Du er også mere end velkommen til at snuppe mit lille "banner" øverst i dette indlæg og sætte det på din blog. Jeg vil sætte stor pris på lidt hjælp med at få spredt budskabet om "Perle Putz".


Kærlig hilsen
Karina aka Frau Putz - og nu "Perle Putz".


mandag den 6. december 2010

Hjertegave

Jeg har været i perlebunken for at finde et bidrag til "Hjerternes Fest".

Mit bidrag er denne perle i klart blåt glas med små, hvide blomster indfældet.


Den er samtidig med til at markere min "Grand Opening" af salg af perler fra "Perle Putz".

Det kommer der SELVFØLGELIG meget, meget mere om lige her på bloggen. I morgen. For lige nu er jeg totalt udkørt.

C-Ya tomorrow.

:o)

onsdag den 24. november 2010

En håndfuld småblomstrede

Når jeg laver perler, finder jeg på et "tema" til hver dag. I dag var det små, hvide blomster indfældet i klart glas i forskellige nuancer.


Det bliver det sidste "tema" før jeg sender perlerne til afspænding - og så, kære læsere...
... så bliver de sat til salg. Lige her på bloggen - eller måske på et andet sted, men I skal i hvert fald nok få besked. For der er efterhånden mange af jer, der har spurgt, om jeg vil sælge - og det vil jeg da helt vildt gerne.

Ellers ender jeg jo også med at få hold i nakken af alle de perlekæder, jeg så selv skal bære....
;o)

Jeg har arbejdet med andre temaer - for at øve mig og lege med en hel masse teknikker. De mange forskellige perler er ikke blevet fotograferet før, for jeg har kæmpet mod det tiltagende vintermørke. Det er der heldigvis blevet gjort noget ved.
Takket være en DIY fundet her har Gemalen bygget rammen til en fotokasse, som får "dagslys" fra en 10.000 Lux lampe. Så nu kan jeg fotografere på alle tider af døgnet. Mangler bare lige at finde et bedre sted - lige midt på køkkenbordet er absolut ikke optimalt. Kan jo ikke bage muffins så...
;o)

søndag den 14. november 2010

Vil du se mit "værksted"?

Jeg har godtnok vist noget af det frem før, men har fået flere spørgsmål omkring mit glasværksted.

Da jeg kom derned i dag, blev jeg slået af det kaos der herskede og satte derfor gang i en større oprydning - og så var det at jeg tænkte, at nu var det da vist præsentabelt nok til at kunne vises frem på bloggen
Så her er lidt om det sted, hvor jeg laver mine glasperler...

Mit arbejdsbord. Gemalen har nedfældet en stålplade i træbordpladen, hvilket er ganske genialt, når man arbejder med glas, der bliver meget, meget varmt.


Værktøj. Et par pincetter, en kniv (Barberblad sat på skaft. Igen Gemalen...), et par syle af Wolfram og en grafitplade med håndtag.


Æggeur. Meget vigtigt, når man skal et eller andet. F.eks. hente børn eller huske at spise frokost
;o)
Sludge er det leragtige slam man dypper sine mandriller i, så glasset ikke kommer i direkte berøring med metal-mandrillerne. I så fald bliver de til "Hammerperler"...
På billedet er også min "Masher" og en bøtte med sølvglimmer, kaldet Pixi-dust.
Vigtigt: Et stort udvalg af glas ;o)
Man kan selvfølgelig godt nøjes med en enkelt farve, men det bliver måske en anelse kedeligt i længden.
Glasset er såkaldt "soft glass", hovedsageligt af mærket Effetre/Moretti, men også CIM, Reichenbach og Lauscha-glas er at finde i min lille "samling". Jeg har købt glasset hos Tuffnell Glass i England, hvor det er langt billigere end i Danmark.

Lange, tynde "stringers" trukket af glasset. Bruges til dekoration. I anledning af oprydningen placeret i en dåse, men plejer at befinde sig i en uordentlig bunke på bordet...

I forbindelse med oprydningen blev alle de korte "stringers" også samlet sammen og lagt i et lille glasfad, som Emilie har dekoreret til mig.


Mandriller - klar til brug.


Aflægningsplads til varme glasstænger. (Igen har Gemalen leget på sit værksted)

Bladsølv, bladkobber, sølvtråd og andre metaller. Til dekorationsbrug.
"Diddy"-briller. Glasset er farvet, så det sorterer de gule farver fra. Ellers kan man ikke se, hvad man laver inde i flammen. Uden briller ligner perlen en rumraket på vej igennem jordens atmosfære - en ildkugle.

Gasbrænder. Brænder en blanding af gas og ilt, så flammen bliver meget, meget varm.
Iltkoncentrator. Maskine som koncentrerer den ilt, der er i den almindelige luft. Samme type som de sygeste KOL-patienter er bundet til i døgndrift... Erstatter ilt på flaske, som kræver enorme sikkerhedsforanstaltninger.

- og udendørs har Gemalen så bygget dette lille "Anneks", som huser min gasflaske. Lige over annekset ses udgangen fra min ventilator, for det er vigtigt med frisk luft.


Glas med vand - igen dekoreret af Emilie. Til smeltet glas, der skal kasseres - og til fingrene, hvis man lige synes, at man vil kontrollere, om nu også flammen er varm...
;o)

I baggrunden en dåse med Vermiculite. Et isolerende granulat, som den færdige perle lægges til afkøling i, så det ikke sker for hurtigt. Hvis afkølingen sker for hurtigt knækker perlerne.


I stedet for Vermiculite-afkølingen kan perlerne lægges direkte i en varm afspændingsovn, som efter dagens produktion følger et gradvist afkølingsprogram, som afspænder perlerne.
Da jeg ikke har sådan en (endnu) sender jeg mine perler til afspænding hos glaspuster Louisa Moeslund i Ebeltoft, hvor jeg også har været på kursus for at lære at lave perler.
Det var den helt store tour de perleværksted - med svar på nogle af de spørgsmål jeg har fået omkring mit udstyr.

lørdag den 13. november 2010

Venter på far..

Der er én her i huset, der kan sove længe i weekenden. Ungerne og Frau Putz vågner som regel omkring det tidspunkt, hvor vækkeuret plejer at flå os ud af drømmeland.

- og hvad kan man så lave sådan en dejlig lørdag morgen?


Man kan jo lege lidt med nogle små perler - og pludselig har man et sæt helt nye maskemarkører med polkaprikker. Og maskemarkører mangler man jo altid...

:o)