Viser opslag med etiketten Hækling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hækling. Vis alle opslag

tirsdag den 20. oktober 2015

Frosne strikkeplaner

Mine kælderskabe bugner af garn. Ravelry og Pinterest er fyldt med inspiration. Det er efterår.

Så jeg strikker selvfølgelig i døgndrift.  Not.

Siden februar har min venstre skulder drillet mere og mere. Flere og flere smerter. Mindre bevægelighed uge for uge.
Strik er udelukket. Det gør simpelthen for ondt, hvis jeg bruger armen i mere end nogle få minutter.  Det går an at hækle en smule, men jeg er ikke den store hækler... Bliver frustreret.

Well... Til sidst blev det så slemt, at jeg faktisk gik til min læge (hollaop, hva'?) - som på et splitsekund konstaterede, at jeg havde alle de "klassiske" symptomer på en frossen skulder (kapsulit), altså inflammation inde i skulderledet - og gav mig valget mellem en henvisning til

a.  Reumatolog (ja, dem der med gigt...) til en blokadebehandling
b. Ortopædkirurg (ja, dem der med hofteoperationerne...) til kikkertoperation
 
Ifølge Sundhed.dk:
Frossen skulder er en meget invaliderende tilstand, som normalt varer i 1-2 år. Det er imidlertid påvist, at enkelte kan have symptomer i op til ti år

(GISP!)

Der står ganske vist også, at sådan noget går i sig selv igen - og holder også op med at gøre ondt på et tidspunkt.  Man skal bare lige igennem "smertestadiet"  som varer 3-8 måneder (Godt så... Så mangler jeg da teoretisk set ikke så meget af det!), efterfulgt af "adhæsionsstadiet" og "ophelingsstadiet".

Jamen... godt så.  Tror lige jeg prøver sådan en injektion ind i skulderledet...  selvom jeg besvimer en lille smule ved tanken om det. Nogen, der vil holde mig i hånden?  Eller hælde en Stesolid og et skud vodka på mig i morgen...
Men... Det skulle i det mindste kunne tage smerterne, så jeg igen kan sove om natten. 
Og... måske kan jeg så igen komme i gang med at bruge venstre arm - bare en lille smule - uden at det gør ondt. Måske bliver det endda muligt for mig at sidde i sofaen med strikkepinde og en kop kaffe.  I hvert fald i mere end nogle få minutter.

Håbet er lysegrønt.

Ellers må jeg bruge de næste mange måneder på at forvandle dette spinkle startskud til et tæppe...  

 
... og resten af min energi på Projekt Campingvogn. Det kræver nemlig kun en arm at male  :-)


torsdag den 20. juni 2013

Det bobler

Jeg har købt nyt isenkram.  Meget småt isenkram, som lige kan puttes ned i en lomme eller i en dametaske og slæbes med overalt.

Det gamle kamera mistede evnen til at autofokusere, og selv om man kunne være heldig, at et ud af ti billeder var skarp, er det ikke en succesrate jeg kan leve med.  Nyt kamera måtte der til - og det bliver dejligt igen at kunne tage billeder. 

Jeg elskede mit gamle kamera - og eneste anke, mens det stadig fungerede, var størrelsen.  Det nye skulle derfor være mindre, men jeg blev alligevel overrasket, da jeg modtog det nye med posten.  Godtnok havde jeg forventet småt, men så småt...

;o)

Nå men sådan et kamera kan jo godt bruge en taske, og jeg havde jo set Pernilles lille hæklede boble-etui til strikkeklub og var en smule forelsket.
Mit blik faldt på et bundt af det lækre garn, som jeg fik i fødselsdagsgave af Herr Putz og Frk. I (som hun hed dengang for et år siden).  Det har ligget  i en skål på bordet, for flerfarvegarn med korte farveskift er ikke lige velegnet til alting, selv om det er smukt i bundtet.

Så jeg viklede et nøgle og boblede.  Og boblede.  På hæklenål 2 ½ mm - og tyndt, glat garn med flere tråde...  Det tog HELE weekenden - og vi var på besøg hos Farmor og Farfar, så det var ikke meget husligt der blev lavet - og krævede også en meget sen mandag aften.  Med andre ord: Mange timer. Mine hænder blev uendeligt trætte - og min højre ringfinger snurrer stadig som om den sover, pga. den megen knugen om hæklenålen. Hækling er ikke min spidskompetence.



Tirsdag blev der hæklet om remmen på vej i S-toget til og fra arbejde - og så fandt jeg en gammel (norsk?) metalknap i Mormor-samlingen i kælderen.  

Jeg er ret vild med den måde boblerne samler farverne fra farveskiftene i små prikker - og sjovt nok ligger farverne kun tilfældigt blandet på klappen (som blev hæklet frem og tilbage) mens de danner zig-zag-mønster på resten af etuiet, hvor jeg hæklede rundt og rundt.


Og nej.  Billederne er ikke helt skarpe.  Det er nemlig liiiiidt svært at fotografere et kamera med det kamera man skal fotografere...  (hæ-hæ)  så disse billeder er knipset med IPad'en.

Fremover bliver det dog det lille IXUS 500 HS, der leverer hovedparten af billederne her på bloggen. 


Garnet er uendeligt lækkert. Blankt og blødt. 

Luksus af den bedste slags.  Hand Maiden Sea Silk - 70 % silke, 30 % Seacell.  400 m/100 g. Håndfarvet i Canada.  Dette bundt og dets søster har farven "Peacock" - og jeg fik også 2 bundter i grønne nuancer.   Mums!  Dem vil jeg glæde mig til at bruge.  En gang.  Men indtil videre får de lov til at pynte i skålen med gramsegarn.

:o)

onsdag den 11. juli 2012

Jeg kapitulerer

Min egen mavefornemmelse...
Flertallet af læsernes kommentarer...
Granskning af billederne af de små, ukantede lapper lagt op på sommerhusbordets neutrale dug...

Alt sammen førte til test af to alternative baggrundsfarver. Den lyse "Porcelaine Blue" (Udgået, men jeg har nok på mit lager) og den neutrale råhvide, som jeg lige har brugt til min Leftie... (Og derfor nu ikke har nok af på lager til at hækle omkring 256 lapper...)



Det igen førte til, at jeg har kapituleret. Brudt mit "Jeg må ikke købe mere garn i 2012"-fortsæt og bestilt "kaffefløde" hjem fra Weller. Som pt. ferierer sydpå, og derfor først kan sende engang i august...

Så må jeg finde på noget andet at lave resten af ferien.

Jeg kan jo altid starte med at frigøre de første 75 sammenhæklede lapper for deres lyseblå kant...

;o)

tirsdag den 10. juli 2012

16 x 16 er ikke ret meget varme...

Jeg er godt i gang med at hækle mine små cirkler sammen til et firkantet tæppe.
Jeg havde oprindeligt vurderet, at omkring 300 cirkler burde være nok til et aflangt tæppe.
Da jeg så besluttede mig for, at det skulle være kvadratisk i stedet blev jeg enig med mig selv om, at 16 x 16 tern ville give et tæppe af en ganske fin størrelse...  og de 256 cirkler blev som et større puslespils lagt op på sommerhusets havebord, før de igen endte som en slange - denne gang i den besluttede rækkefølge.




Og så begyndte jeg at hækle sammen. 
Hm...


Billedet viser selvfølgelig ikke, hvor stort småt tæppet i virkeligheden er, men med mine lange stænger kommer det vist til at kræve en 3-4 rækker mere i hver retning, før jeg kan få varme på bagsædet...

Eller også ender det med at være Andreas' tæppe, for så er størrelsen vist helt fin  
;o)


Til gengæld kunne jeg faktisk bedre lide det lidt "brogede" billede som cirklerne dannede, før de blev hæklet sammen med den lyseblå baggrundsfarve.  Næste gang tror jeg derfor, at jeg vil hækle omkring hver firkant i sin egen farve...  Hvis der bliver en næste gang...

Men jeg bliver vel også nødt til at hækle et bagsædetæppe til mig selv, hvis dette ender med at tilfalde Andreas...

:o) 

tirsdag den 3. juli 2012

200 and counting...


Jeg har ikke helt glemt mit evighedsprojekt. Nu er jeg oppe på mere end 200 cirkler til mit cirkel-i-firkant-tæppe.  Måske bliver det alligevel ikke til det evighedsprojekt, som jeg forestillede mig. Det er let at slæbe de små nøgler med alle vegne, og det tager ikke mange minutter at hækle en cirkel.

Jeg tror det ender som et bil-tæppe. Sådan et man tager om benene på en kold dag - for der er temmelig fodkoldt bag i vores bil om vinteren. Mens forsædepassagererne har det lunt og rart, er der ikke megen komfort til dem på de billige rækker.
Skulle dette tæppe blive hurtigt færdigt, så har jeg en hel række garnnøgler i juvelfarver. Rød, lilla, blå, grøn, pink, orange...  Tror det kunne blive flot også - og en hel del mindre afdæmpet end det, jeg har gang i lige nu.

:o)

onsdag den 6. juni 2012

Reduceret

Jeg brugte lige en halv time på at lave små garnnøgler, og kan nu tage en lille stribe kulørte kugler med mig ud i verden. De kan vist godt klemmes ned i en dametaske   (af en vis størrelse   ;o)   )


 I hvert fald er de lidt lettere at slæbe med end den tidligere variant, som vejer omkring 3 kg...


:o)

mandag den 4. juni 2012

Påbegyndt Evigheds-projekt

Jeg manglede (!) et projekt.
Sådan et projekt, som man liiige kan tage med i tasken og lave en lille smule på... 
Sådan et projekt, som ikke skal være færdigt indenfor rimelig tid, fordi nogen ellers er vokset fra den påbegyndte størrelse...
Nogen er nået rigtigt langt med et projekt med små, strikkede bikuber...  Jeg er lidt forelsket, men kærligheden ophører brat, når jeg tænker på, at de små skiderikker skal SYS sammen i hånden efterfølgende.

Men tanken om et tæppe i små dele hang ved...
Jeg har derfor kastet mig ud i et evigheds-projekt, som bruger noget af al den shetlandsuld, som jeg har på lager.


Mønsteret har jeg fundet hos Sols(tr)ikke fra Norge via Ravelry. Herligt, når der er billed-kursus for ikke-hæklere.

Det er hyggeligt at sidde med om aftenen - og ikke helt så varmt som den cashmere-cardigan, som jeg også har gang i.
Når jeg engang skal til at hækle alle cirklerne sammen, er det sikkert vinter, og så gør det jo ikke noget, at jeg kan sidde lunt og rart under tæppet i sofaen.
Eneste minus er, at projektet ikke liiiige er sådan at have med i tasken. Det kræver hyppige farveskift - og med nøgler på omkring de 100 gram stykket, bliver det en ganske dramatisk dametaske, der skal findes frem, hvis det skal med.  Måske er løsningen at lave små nøgler...  engang...

I dag bliver hele herligheden dog slæbt med til Frederikssund. Strikkeklubben skal nemlig mødes, og mon ikke jeg kan få lov til at hækle lidt også...

fredag den 15. april 2011

Cutting it close


Der var nok!

... og nu kan jeg så ikke længere ignorere bagsiden af medaljen tæppet, som "gemmer" på 576 +/- ender, der skal hæftes...

;o/

tirsdag den 12. april 2011

Forårsfarver indenfor

I dette "strålende forårs"vejr har jeg i et par timer forsøgt at bringe foråret ind i min stue med endnu et par firkanter til Andreas' tæppe.
Det går fremad med sammenhæklingen, selv om det tager en del tid at hækle "Flat Braided Joining" (ved ikke om der findes et dansk navn). 


Jeg har afkortet tæppet med en enkelt række felter, så det skulle ende med at blive 16 x 9 felter. Omkring 2 x 1 m.  Afkortningen var nødvendig af hensyn til mængden af lyseblåt garn - jeg er bange for, at det kommer til at knibe med garn til den planlagte kant rundt om tæppet, hvis jeg bare hækler 9 rækker i fuld længde...  Måske kommer det til at knibe alligevel, men nu har jeg da forsøgt at imødegå garnmangel.


Og der er vist nogen, der glæder sig til at kunne tage tæppet i brug. Min fjollede søn...


Men først skal jeg lige hækle de sidste 8 firkanter, hækle de sidste 2 rækker sammen med resten og hækle rundt om tæppet.  
Den lille bitte detalje, at jeg derefter skal hæfte noget, der minder om 250-300 ender...  den har jeg indtil videre fortrængt!

;o)

søndag den 3. april 2011

Sudoku i farver

En udfordring i farver.  
17 felter og 8 rækker.
1 bundfarve og 9 blandede. 



Der gik lidt sport i det - at 2 felter i samme farve ikke måtte ligge for tæt på hinanden.
At der skulle være en nogenlunde ligelig fordeling af hver farve over hele tæppet.

Hold da op, så lang tid jeg fik til at gå med det.  
Flyttede jeg et enkelt felt, endte det som regel med en kaskade-reaktion og adskillige felter blev flyttet. 

Lige indtil jeg besluttede, at NU var det nok. 


Så stakkede jeg dem - og begyndte at hækle dem sammen.


Men jeg flytter altså stadig rundt på dem ind imellem. 

Gad vide, om min Sudoku går op i den sidste ende?


;o)

onsdag den 30. marts 2011

Lidt vel optimistisk

Meget optimistisk erklærede jeg jo, at jeg nu var nået så langt, at jeg kunne begynde at hækle lapperne sammen.
Ha!  Det var før jeg fik lagt de "uendeligt mange lapper" op på gulvet - og fandt ud af, at jeg mangler næsten lige så mange, som jeg allerede har hæklet...
Der skal være 9 rækker - og ikke kun 5 som på billedet...  

Ja-ja...  Jeg er jo også lige i hækle-modus, så...

For at gøre det hele mere interessant, har jeg introduceret flere farver i tæppet til Andreas. 


Da jeg købte mit garn var det en parti-vare på udsalg hos BC-garn.
Turté Bomuld. Meget tyk bomuld på store spoler á 1 kilo. 
Meget billig bomuld - jeg betalte 70,- for 1 kilo...  Jeg købte derfor 7 farver...  7 kilo...  

Der manglede dog noget hvidt. Det var derfor det første jeg gik på jagt efter, men jeg stødte straks på problemer. Der er ikke nogen, der laver så tykt garn i ren bomuld (måske fordi det er ret stift...???) 
Mayflower laver dog et blandingsgarn med 40 % syntetiske fibre iblandet, som kom tæt på i tykkelse, så det blev købt. Til 31,- for 50 gram...  Eller en kilopris på 620,-    Temmelig eksklusivt islæt i mit billige tæppe...  Der bliver 10 tern ud af garn til 62,-   Godt jeg ikke skal hækle hele tæppet i Mayflower...
;o)

Men så var der den mørkerøde, som så lidt ensom ud. Den eneste mørke farve i samlingen... og det hele blev altså så fesent, hvis jeg fjernede den...

Så ind er også kommet noget Mayflower i en mellemblå nuance (Igen til luksuspris på 620,- kiloet) - og så fandt jeg noget (fesent!) lysegrønt garn på lageret, som også fik lov til at komme med... 


Jeg overvejer stadig, om jeg skal introducere den sidste farve Turté-bomuld fra lageret...  lyserød.  Kan man det til en dreng, eller er jeg allerede gået over stregen med den lyselilla og den lyse orange (laksefarvede)?


Og hvis der sidder nogle dygtige hæklere og ser med, så "ja!"...  Jeg er udmærket klar over, at jeg har lavet en fejl i forhold til mønsteret på et almindeligt "Unholey Granny Square"...
Men når nogen (jeg) har hæklet omkring 90 firkanter, før fejlen opdages... så bliver de altså allesammen hæklet forkert, for nogen nægter at lave dem om!

;o)

tirsdag den 29. marts 2011

Jeg nærmer mig...

Det er vel efterhånden...  bum-bum... halvandet år siden, jeg kastede mig ud i at hækle lapper til et tæppe til Andreas. 
Lapperne har så hygget sig i en pose, mens jeg har lavet noget helt andet - men nu fik jeg pludselig lyst til at svinge hæklenålen igen, og nu har jeg efterhånden så mange lapper, at det næste jeg skal til, er at hækle dem sammen.



Jeg har på nettet fundet en video, som uendeligt detaljeret - i mange og laaaaaange afsnit... viser en metode til sammenhækling, som er pæn på begge sider. Flat braid joining. 

Det kaster jeg mig ud i lige om lidt - og måske bliver det tæppe faktisk færdigt i dette årti


;o)

onsdag den 28. juli 2010

Varme til de små og vinderchancer

Christunte har startet en lille konkurrence i den gode sags tjeneste - og jeg spreder gerne budskabet.




Har du lyst til at strikke eller hækle til neonatalafdelingen på Hvidovre Hospital - og samtidig samle lodder i hendes konkurrence om lækkert garn - så se nærmere her på Christuntes blog.

Jeg har lånt billedet - og det der pinkish Heritage er altså MIT!

Tror lige, at jeg skal ned i kælderen og finde noget bomuldsgarn...

søndag den 15. november 2009

Første FirreogFyrre Firkanter Færdige

For lige at bruge alle F-ordene

;o)

Frau Putz har lavet andet end at hækle (ind imellem) - men det sidste stykke tid er der blevet produceret en del firkanter her på matriklen.

Jeg kan derfor nu præsentere:
De første 44 firkanter - smidt på sofaen i tilfældig uorden for ganske få minutter siden.


Så mangler jeg bare... bum-bum... en trizillion flere.

... og så håber jeg, at mor fra Nord kan lære mig at hækle dem sammen, så det rent faktisk ender med at blive til et tæppe i stedet for en trizillion og fireogfyrre firkanter i en pose...

:o)

søndag den 15. marts 2009

Igen-igen... Nu for sidste gang.

232 blomster senere løb Frau Putz tør for garn... og løb ud i haven for at fotografere resultatet...


Også på Ravelry - hvis du har adgang...

lørdag den 14. marts 2009

Blå/gråt blomstertørklæde

Frau Putz vil nu offentliggøre opskriften på det første hækleprojekt... Så Kardemomme og andre kan hækle, hvis de skulle få lyst :o)

Jeg har altså ikke helt alene opfundet dette, men ladet mig inspirere af denne opskrift fra "Drops". Opskriften findes også på norsk...

Jeg har blot brugt langt tyndere garn (= en million blomster før jeg er færdig!), lidt færre masker - og hæklet det aflangt i stedet for trekantet... og så i kun 3 farver i stedet for 6 :o) Småting.

Garnet jeg har brugt er (vistnok, bandarolen lå i hvert fald i posen!) "Pritty" fra Sandnes Garn. Fundet på Frau Putz' uudtømmelige garnlager i kælderen :o) Indkøbt engang for LÆÆÆÆNGE siden, så det er ren retro :o)

50% uld/50% acryl. 50 g = 150 meter. 1 nøgle i hver farve. Får se, hvor langt det rækker.

Jeg har brugt hæklenål nr. 4

Blomsterne er hæklet med 5 luftmasker rundt i inderste ring - og så 8 luftmasker til hvert af "kronbladene". Hvor blomsterne er samlet er der hæklet 4 luftmasker -sæt 2 kronblade sammen med en kædemaske - 4 luftmasker og en fastmaske rundt om ringen.

Nu HADER Frau Putz jo sådan noget med at hæfte ender og sy ting sammen, så det er ret fedt, at blomsterne er hæklet sammen. Man skal heller ikke (nødvendigvis) hæfte ender med nål. Første ende bliver simpelten taget med rundt i ringen og hæftet på den måde, og jeg har hæftet sidste ende ved at trække den igennem fastmaskerne rundt om ringen med hæklenålen.

Forestiller mig, at jeg vil hækle endnu et tørklæde - i hvid, æblegrøn og lilla bomuld eller hør-blanding til brug sammen med ny æblegrøn sommerjakke...

Jeg er nemlig endnu ikke afskrækket mht. hækleprojekter, selv om det kræver enorm tålmodighed ! :o)

torsdag den 12. marts 2009

Hækle-mutter?

Her er så et billede af en del af Frau Putz' første rigtige hækle-projekt - engang ender det formodentlig som et tørklæde!

Nu er Frau Putz lidt af en tal-nørd, og jeg har lige regnet lidt på det...


Der er nu hæklet 124 blomster. Hver blomst tager ca. 5-6 minutter at hækle - incl. hæftning af ender - så indtil videre har jeg brugt mere end 10 timer på dette projekt...
Og jeg er ikke engang halvvejs.


Det tager altså LANGT længere tid at hækle end at strikke. Samtidig kan jeg ikke se TV, når jeg hækler... (Hvor skidt det er kan dog diskuteres...)

Til gengæld kan jeg ikke finde ud af at strikke blomster, så...


I dag er det mest Lizzy, der har...
... hjulpet. Med at holde garnet for Frau Putz.
"Hvad... skal du bruge det??? Bring it on, dude"
Darcy har tilbragt det meste af dagen sådan...
... på langs. Det er nu sjovt, så stribet han bliver, når blitzen fyres af...
På billedet herunder er der slet ikke "Justeret eksponering", hvilket ellers altid er nødvendigt, når der tages billeder indendørs med mit nuværende kamera.
Man skulle næsten tro, at vi har fået tre katte...
Årsagen til at Darcy har kunnet ligge slattent hen på mine ben det meste af dagen ???
Jeg ville jo helst ikke afsløre det på bloggen... men er efterhånden nået så langt, at jeg nu selv kan se det "sjove" i det - selv om jeg fortsat ikke er særligt mobil.
"Pas nu på, Andreas". "Hold godt fast, Andreas". "Ikke for hurtigt, Andreas".
Hvor mange gange har jeg mon sagt det, når han har været på vej ned ad trappen?
Og hvad sker der så med Frau Putz?
Styrt! Ned ad 4 trin på ryggen...
Dunk-dunk-dunk-dunk. Meget hurtig rytme.
Efterfulgt af SMERTE! (Og nu også skønne farver. Ligner næsten et nøgle Noro-garn...)
I øjeblikket føles det som om jeg har fået bøllebank med et baseballbat! Skønt.
Meget god pædagogik. "Se hvad der sker, hvis du ikke gør som jeg siger!" (Don't do as I do...)

Ja-ja... :o)

lørdag den 7. marts 2009

Forår og nye påfund

Se godt på dette billede...
Lad os prøve at zoome ind engang...
Kan du se noget?

Det er blevet FORÅR - og Frau Putz og Gemalen har i fælleskab VASKET VINDUER! Han højt placeret på stige udendørs (Frau Putz er totalt stige-fobiker!) - og jeg med begge ben på jorden indendørs.

Det er altså ikke hver dag det sker. Knap nok hvert år, så der er virkelig tale om et forårsvidunder...

Forår og nye begyndelser? Frau Putz har i hvert fald masser af nye påfund, men om det hænger sammen med foråret er uvist.
Det er i hvert fald et faktum, at Frau Putz er begyndt at HÆKLE!

Det har ellers altid været en af de "ting" jeg mente, at jeg hellere måtte lade være med, for jeg bliver så FRUSTRERET, når tingene ikke bliver ORDENTLIGE - og mine tidligere forsøg udi hækling er ikke nået særligt langt, fordi det bare ikke blev ORDENTLIGT!
De der kender mig vil vide, at der er nogle ting jeg er eXtremt pernitten med.
Min mor mente engang, at jeg brugte opsprætteren mere end symaskinen, når jeg syr. Det var ikke helt forkert - dengang. Er det ikke i orden må det laves om. Siden er jeg blevet bedre til at sy, så opsprætteren kommer ikke i brug så ofte længere.
Ikke for mig selv i hvert fald. Jeg kan faktisk godt finde på at hjælpe (?) mine to syklub-medlemmer med at sprætte op, hvis jeg (deres "sy-lærer") ikke mener resultatet er helt i orden og vil blive bedre af endnu et forsøg...

Nå... tilbage til hækleriet. (Billederne er lånt herfra)
Frau Putz har forelsket sig i et tørklæde. Det tilhører - sammen med 2 lignende misundelsesværdige tørklæder - en tidligere studiekammerat, som jeg besøgte for et stykke tid siden.
Sophie Digard havde kreeret det - og hun er temmelig kendt rundt omkring. Frau Putz havde dog aldrig set noget lignende "live" - og jeg forelskede mig straks.

Det samme gjorde min hæklende veninde Kathrine (Som stadig ikke har nogen blog!) - og siden har vi korresponderet omkring garn til disse små vidundere. For vi bare prøve at lave sådan et tørklæde selv.

De er hæklet af ultra-tyndt uldgarn og problemet er, at der er brugt utroligt mange farver. Fantastisk. Simpelthen - men meget svært at eftergøre, idet det næsten ikke kan lade sig gøre at finde en garn-producent, der har lavet ultra-tyndt garn i så mange farver.
Nå... men Frau Putz kan jo ikke hækle, så garnet - eller mangel på samme - er ikke eneste hindring. Jeg har derfor tilbragt de sidste aftener i selskab med garnnøgler og hæklenål - og i evig kamp med Darcy, som fortsat er uld-fanatiker. Jeg havde måske håbet at fraværet af lange, virrende strikkepinde ville mindske hans interesse, men alas...

Og resultatet... Well... nu kan jeg da hækle både luftmasker, fastmasker, stangmasker, dobbelt- og halv-stangmasker, kædemasker og tage ind og ud og ...

Om det så bliver ORDENTLIGT, når jeg engang kaster mig ud i et rigtigt projekt... Det er uvist.
Ellers kan man heldigvis også trævle hæklede ting op - og prøve igen. :o)

Nå... flæskesteg i ovnen... tid til at skrælle kartofler og begynde at tænke på andet lækkert tilbehør til lækker-lækker aftensmad til Familien Putz. Det er heldigvis ikke hver dag vi lever af 30-minutter-fra-start-til-det-står-på-bordet-mad. I dag skal vi have rigtig gammeldags flæskesteg - med hele "svineriet". Og måske et enkelt stykke broccoli for at lukke munden på den lille, irriterende, dårlige samvittighed...

- For Frau Putz BURDE jo tabe sig... Det er forår, og efter forår følger sommer, og med sommer følger mindre behov for tykke sweaters og lag på lag... :o)