lørdag den 7. marts 2009

Forår og nye påfund

Se godt på dette billede...
Lad os prøve at zoome ind engang...
Kan du se noget?

Det er blevet FORÅR - og Frau Putz og Gemalen har i fælleskab VASKET VINDUER! Han højt placeret på stige udendørs (Frau Putz er totalt stige-fobiker!) - og jeg med begge ben på jorden indendørs.

Det er altså ikke hver dag det sker. Knap nok hvert år, så der er virkelig tale om et forårsvidunder...

Forår og nye begyndelser? Frau Putz har i hvert fald masser af nye påfund, men om det hænger sammen med foråret er uvist.
Det er i hvert fald et faktum, at Frau Putz er begyndt at HÆKLE!

Det har ellers altid været en af de "ting" jeg mente, at jeg hellere måtte lade være med, for jeg bliver så FRUSTRERET, når tingene ikke bliver ORDENTLIGE - og mine tidligere forsøg udi hækling er ikke nået særligt langt, fordi det bare ikke blev ORDENTLIGT!
De der kender mig vil vide, at der er nogle ting jeg er eXtremt pernitten med.
Min mor mente engang, at jeg brugte opsprætteren mere end symaskinen, når jeg syr. Det var ikke helt forkert - dengang. Er det ikke i orden må det laves om. Siden er jeg blevet bedre til at sy, så opsprætteren kommer ikke i brug så ofte længere.
Ikke for mig selv i hvert fald. Jeg kan faktisk godt finde på at hjælpe (?) mine to syklub-medlemmer med at sprætte op, hvis jeg (deres "sy-lærer") ikke mener resultatet er helt i orden og vil blive bedre af endnu et forsøg...

Nå... tilbage til hækleriet. (Billederne er lånt herfra)
Frau Putz har forelsket sig i et tørklæde. Det tilhører - sammen med 2 lignende misundelsesværdige tørklæder - en tidligere studiekammerat, som jeg besøgte for et stykke tid siden.
Sophie Digard havde kreeret det - og hun er temmelig kendt rundt omkring. Frau Putz havde dog aldrig set noget lignende "live" - og jeg forelskede mig straks.

Det samme gjorde min hæklende veninde Kathrine (Som stadig ikke har nogen blog!) - og siden har vi korresponderet omkring garn til disse små vidundere. For vi bare prøve at lave sådan et tørklæde selv.

De er hæklet af ultra-tyndt uldgarn og problemet er, at der er brugt utroligt mange farver. Fantastisk. Simpelthen - men meget svært at eftergøre, idet det næsten ikke kan lade sig gøre at finde en garn-producent, der har lavet ultra-tyndt garn i så mange farver.
Nå... men Frau Putz kan jo ikke hækle, så garnet - eller mangel på samme - er ikke eneste hindring. Jeg har derfor tilbragt de sidste aftener i selskab med garnnøgler og hæklenål - og i evig kamp med Darcy, som fortsat er uld-fanatiker. Jeg havde måske håbet at fraværet af lange, virrende strikkepinde ville mindske hans interesse, men alas...

Og resultatet... Well... nu kan jeg da hækle både luftmasker, fastmasker, stangmasker, dobbelt- og halv-stangmasker, kædemasker og tage ind og ud og ...

Om det så bliver ORDENTLIGT, når jeg engang kaster mig ud i et rigtigt projekt... Det er uvist.
Ellers kan man heldigvis også trævle hæklede ting op - og prøve igen. :o)

Nå... flæskesteg i ovnen... tid til at skrælle kartofler og begynde at tænke på andet lækkert tilbehør til lækker-lækker aftensmad til Familien Putz. Det er heldigvis ikke hver dag vi lever af 30-minutter-fra-start-til-det-står-på-bordet-mad. I dag skal vi have rigtig gammeldags flæskesteg - med hele "svineriet". Og måske et enkelt stykke broccoli for at lukke munden på den lille, irriterende, dårlige samvittighed...

- For Frau Putz BURDE jo tabe sig... Det er forår, og efter forår følger sommer, og med sommer følger mindre behov for tykke sweaters og lag på lag... :o)

2 kommentarer:

  1. Helt ærligt; du koster rundt med Gemalen, puds mig her og puds mig der.... - uden først at tjekke vejrudsigten. Regnvejr !!!!
    Jeg har forøvrigt et gammelt sengetæppe, hæklet sammen af disse overskudslapper. Måske er du interesseret? Det kan ihvertfald nå hele halsen og skuldrene rundt ?

    SvarSlet
  2. hvordan går det med førklædet?? jeg har faktisk fundet en opskrift på et al la sophie digard....Lykke du kan finde min mail her www.lykkegadegaard.dk

    SvarSlet

Hej.
Som de fleste andre bloggere ELSKER jeg kommentarer - så læg gerne en hilsen her ;o)
KH
Frau Putz