onsdag den 15. september 2010

Togturen


Det er den samme plads jeg sidder på. Der i hjørnet, ved vinduet. Jeg har siddet der længe.

Nogle af medpassagererne har været med fra starten – andre er kommet til efterhånden. Enkelte har forladt toget undervejs. Et par af dem snublede ud af døren, men de fleste gik stille og roligt ud på perronen og videre – væk fra toget.
De fleste smiler venligt – enkelte har jeg endda nærmest lært at kende i løbet af togturen, mens andre gemmer sig bag avisen og holder sig for sig selv.

Jeg blev siddende. Udenfor skiftede udsigten. Nye områder dukkede op i horisonten, andre forsvandt bag mig, efterhånden som turen skred frem. Ikke alle områder var lige spændende – og enkelte af dem, der så lovende ud, viste sig at være grå og trivielle, da toget kørte igennem. Sådan er det vel med togture.

Men noget forandrede sig. Måske mest inden i mig. Jeg kan ikke pege på, præcis hvad det var, eller hvornår det begyndte. Jeg ved bare, at noget kom snigende og har efterladt mig med en følelse, som jeg ikke bryder mig om.

Det er en følelse af, at denne togtur ender galt.

Toget har sat farten op – og skinnerne er blevet mere ujævne. Passagererne sidder ikke længere roligt på deres pladser, men bliver rokket fra side til side. Kaffe løber over. Bøger falder ned. Nogle brokker sig, mens andre blot gynger med i det nye, højere tempo.


Jeg kan ikke koncentrere mig. Kigger ud af vinduet – og ser træerne suse forbi. Konturerne flyder sammen. Er himlen mere grå? Ude i horisonten dukker nye ting op. Eller er det i virkeligheden nye områder. Har vi ikke været her før? Kører vi i ring?

Forsøger at samle mig, men kan ikke rigtigt tænke klart længere. Har for meget fokus på den ubehagelige fornemmelse. På tempoet. Kan toget overhovedet holde til det? Ved lokoføreren noget om det – og har han overhovedet bemærket, at passagererne ikke længere sidder roligt og nyder togturen?

Ubehaget breder sig til nogle af de andre passagerer. Har de mon bemærket det samme som mig – eller er der en anden grund til de forandringer, jeg mener at kunne spore i deres ansigter? Lyder deres stemmer en lille smule højere, mere skingre?

Spørgsmålene kværner rundt i hovedet på mig. Jeg forsøger at sove – men kan ikke falde i søvn. Trætheden og den ubehagelige følelse dræner mig for energi. Forsøger at strikke lidt, læse lidt i en bog - for at aflede tankerne – men kan heller ikke samle mig om det.

Jeg bliver irriteret på nogle af de andre passagerer. Har ikke overskud til at være rummelig eller tålmodig. Nogle af mine medpassagerer – dem der sidder nærmest og kender mig bedst – får min bidske side at mærke. Det uforstående, sårede blik jeg får, kaster mig ud i nye, afgrundsdybe spekulationer.
Hvor ender denne togtur? Den ender galt. Jeg kan mærke det. Min mavefornemmelse siger mig, at jeg skal stå af. NU!

Men jeg har jo købt en billet – og det er mange penge, jeg går glip af, hvis jeg står af nu. Hvad nu, hvis der ikke er noget på den næste station, og jeg strander dér, uden penge? Uden mulighed for at komme videre med et andet tog – eller en bus, fordi der bare ikke er billetter at få.

Jeg kører videre med toget, mens jeg klamrer mig til min plads, hvor jeg ikke længere føler mig hjemme. Følelsen af gru vil ikke slippe mig – og suger al energi ud af mig. Jeg kan ikke længere tænke klart eller rationelt. Ikke finde hoved eller hale på mine tanker.

Jeg må handle. MÅ handle.
Lige over min plads sidder et rødt håndtag. Det er nødbremsen – og jeg forsøger at finde modet til at strække mig op, så kan jeg trække i håndtaget. Bremse toget. Komme af.



I dag lukkede jeg øjnene og strakte mig det sidste stykke. Med rystende fingre og under
voldsomme protester fra min mave, lukkede min hånd sig om håndtaget - og jeg trak til.

De øvrige passagerer kiggede chokeret op fra deres pladser. Nogle mere overraskede end andre - enkelte smilede anerkendende, mange kom forbi min plads for at sige, at de ville savne mit ansigt, der i hjørnet.

Jeg står af toget midt i ingenting. Midt ude på marken ender jeg med min beskedne bagage - men jeg har en følelse i maven af, at det nok skal komme til at gå. Også selv om der kommer til at gå et godt stykke tid, før der måske kommer et tog forbi, hvor der er plads til mig. Måske ender det med en længere gåtur, før jeg finder en helt ny form for transport.
Jeg ved ikke, hvor jeg er på vej hen - ved bare, at den togtur er endegyldigt slut.

Toget... det fortsætter. Måske vil lokoføreren knapt sænke farten, og det vil snart være oppe i fuld fart igen og suse videre med de andre passagerer ombord - og en ny passager vil på et tidspunkt tage min plads, der i hjørnet.

17 kommentarer:

  1. Det er svært at stå af i farten, Det er svært at lytte til egne behov og sige fra.

    Jeg synes du er sej :)

    SvarSlet
  2. Hvor er det godt skrevet.
    Jeg forstår FULDSTÆNDIG hvordan du har det.
    Men HULK HULK hvor kommer jeg til at savne dig. Vores små snakke om dette og hint.
    Pladsen bliver tom og den bliver svær at erstatte.
    Jeg ønsker dig god vind på vejen og håber at vi vil holde kontakten.
    mange knus
    Lise

    SvarSlet
  3. Hvor var det godt, du havde modet!
    Jeg håber, du er lettet og tilfreds.
    Det er spændende, hvor du så kommer hen og hvordan!

    SvarSlet
  4. Hvor er det godt skrevet, og jeg beundrer virkelig dit mod til at trække i bremsen. Flot gået!

    SvarSlet
  5. Det som på perronen før afrejse tegnede til at blive en dejlig og god rejse, udvikler sig indimellem til en ukontrolleret rejse i den forkerte retning. Men de fleste af os har ikke modet til at stå af i det ukendte og møde den udfordring, det giver.
    Flot at du turde.
    Held og lykke med at finde din ny destination og vejen derhen.

    SvarSlet
  6. Kære Frau Putz
    Læser meget ofte din blog og blev noget overrasket over dagens indlæg.
    Kender dig jo slet ikke, men du hjalp mig engang med en engelsk mønster på et par strømper.
    Håber toget med dig som passager finder det rette tempo og perron.
    Mange monkey hilsner Dorthe

    SvarSlet
  7. Pyh ha, jeg trak næsten ikke vejret til sidst. Utroligt godt skrevet, og det bliver da ikke mindre godt af at det handler om det virkelige liv.
    Hvad du er stået af fra, og hvor du nu vil rejse hen, det ved jeg ikke, men jeg vil ønske dig god tur.
    Pyh ha.

    SvarSlet
  8. Huh! Du fik også mig til at holde vejret.
    Godt du fik fat på den nødbremse mens tid var. Det er til hver en tid bedre at træde ud på selv den mest knoldede knoldemark, langt fra stationen, på ben der endnu kan bære, end det er at blive båret ud af et tog som man blev syg af at sidde i.
    Det lyder oven i købet til at du har mod på den rolige vandretur ud over marken. Det er godt. Jo langsommere man går, jo mere får man øje på undervejs. Og rigtig god tur.

    SvarSlet
  9. Jeg er glad for at jeg nåede at møde dig i elevatoren..... Det var bare superhyggeligt! (og så håber jeg jo, du bliver lige her...)

    SvarSlet
  10. Hej frau Putz.
    Det kræver mod at trække i nødbremsen. Du skal nok finde et andet transportmiddel, ellers er der altid apostlenes heste. Som Anne/Undreland siger er overblikket ofte bedre når man går stille og roligt. God vind på din tur fremover. Varme og trøstende knus fra
    fru jensen
    Gudhjem

    SvarSlet
  11. Hej Frau Putz
    Du gør mig helt bange. Håber ikke det er alt for galt. Du må sige til, hvis der er noget jeg kan hjælpe med......
    Knus Anne Marie

    SvarSlet
  12. Hold da op. Sådan en togtur har jeg også været på ... jeg hoppede af for et halvt år siden. Tusind tak for din fantastiske beskrivelse af, hvordan det føles. Den vil jeg tage med mig.

    SvarSlet
  13. Hej søde
    Du ønskes al mulig held og lykke med din nye tilværelse, hvad end den bringer.
    Mange bliver siddende og venter på endestationen uden at nyde hverken turen eller medpassagerer.
    Det er en svær beslutning at stå af, sejt gjort at du turde tage den!
    mange knus og kram

    SvarSlet
  14. Det kræver sin kvinde at hive i nødbremsen - Jeg er sgu stolt af dig :-)

    Og der kommer altid et tog til, med garanti - og det bedste man kan gøre, er at vente på det rigtige tog kommer forbi.

    Lykke til :-)

    KH Maria.

    SvarSlet
  15. Gå du blot stille omkring, kig på alt det, du ikke kunne se fra toget. Lad dig undres og sanse.
    Måske møder du os andre, der går og leder efter stederne, hvor livets tempo er rimeligt. Er sikker på, de findes. God tur!

    SvarSlet
  16. dear frau putz, i hope you´re alright. my danish isn´t too great, but i think i understand the essence of your blog. i pulled the emergencybrake once and thought i´d never get on another train. ..but i did after a while and i´m alright now. i wish you all the luck and lots and lots of strength. hilsen fra jo

    SvarSlet
  17. Sikke en "flot" beskrivelse - kender fornemmelsen. Du får mig til at tænke meget over min egen situation og om jeg mon en dag får modet til at hoppe af toget, inden mit kommer på slingrekurs.

    Håber, at du snart finder et nyt transportmiddel og finder glæde ved at bage, strikke og lave perler.

    Knus og varme tanker

    LisbethK

    SvarSlet

Hej.
Som de fleste andre bloggere ELSKER jeg kommentarer - så læg gerne en hilsen her ;o)
KH
Frau Putz