Sådan lidt på afstand... så var det ikke så slemt...

I min A-B-C over vores ferietur fik jeg under S nævnt noget om Samariakløften, Sved, Slidsomt, Storslået...   (og Senere...)

Nu er det så senere...  og som så meget andet, så gør tiden noget ved en oplevelse.  Ligesom man glemmer bækkensmerterne, når man står med babyen... så husker jeg nu turen til Samariakløften som en fantastisk oplevelse.

Havde du spurgt mig dagen efter... not so much.

Vi lagde ud meget, meget tidligt.  Faktisk så tidligt, at vi blot vækkede ungerne ti minutter før afgang og havde planlagt at spise den indkøbte morgenmad i bussen.  Nu fik de blot lidt vand til deres køresygepiller - og så afsted.

"Man må ikke spise og drikke i bussen", var så noget af det første den søde guide sagde...  Godt så.  



Solopgang

Andreas lagde sig til at sove - og det viste sig at være helt fantastisk, for han har desværre ganske let ved at blive køresyg.  Til gengæld gik der ikke længe, før Emilie begyndte at klage over, at hun havde det dårligt.  På trods af køresygepillen... 
Frem med poser og papirlommetørklæder - og så tilbragte hun ellers resten af turen på den måde.   Bjergkørsel med hårnålesving øverst i en dobbeltdækkerbus på tom mave...  Stakkel.

Så starter nedturen...

Vel fremme på den anden side af øen fik vi spist noget af vores medbragte morgenmad - og så gik turen ellers nedover.

"De tre første kilometer er de værste", havde vi hørt fra flere sider... og jeg skal love for, at de fik ret.  Ikke at de efterfølgende ti kilometer var så meget bedre, men der var meget stejlt på det første stykke.

Og smukt.  Bevares.  Når man ellers havde overskud til at kigge op fra de glatte sten, som man skulle sætte fødderne på.  Helst uden at ryge på røven eller forvride anklerne...

 Der var heldigvis køligt og skyggefuldt, qua det tidlige tidspunkt på dagen. 

Emilie er ikke begejstret for højder, så det er godt med et fast tag i fars arm, når der er en afgrund på den anden side af hegnet...

 

 

I et større område har besøgende bygget små stenpyramider over alt.  Det gjorde vi selvfølgelig også   ;o)

 

Forladt kirke, Agia Nicolaos.  Efter 4 kilometer.

Rislende vand dukkede ind imellem frem langs stien.

 

Pause ved en af vandposterne.  Vrissi, 5,5 km.  Og ja, jeg ser allerede træt ud...

 

En muffin giver energi til et par kilometer mere

Udsigten og fornemmelsen af at være meget lille er svær at fange med et kamera.

 

Broen til "Samaria" - den forladte landsby. Beboerne måtte flytte ud, da Samariakløften fik status af nationalpark.  

Samaria.  Nu kun beboet af geder, som tigger mad af turisterne.

En træt Emilie klistrer et smil på for fotografen.

Så ramte vi flodbunden med små, skarpe sten. Og varmen.  

Pause i skyggen.

 

Frau Putz kan også finde et smil frem til fotografen.

 

Man føler sig ret lille...

 

Der blev drukket en del vand - og de vifter ungerne havde købt kom i brug...



Smeltedigel.

Udsigt...

 

Indsigt...

Tilbageblik...

Vi nærmer os Jernporten.

  

Kretas mest fotograferede klippe.

Der zig-zakkes på kryds og tværs over vandløbet det sidste stykke frem mod Jernporten.

Interimistiske træbroer i lange baner blev krydset.  De bliver skyllet væk af smeltevandet hvert forår.

Kløftens smalleste sted, Jernporten. Her er der bygget gangsti, så turisterne ikke får våde fødder. 

Endnu en bro.

Klipperne er vasket bort i fantastiske mønstre.

På vej mod den sidste bro i kløften.

  

Og endelig - efter en "snydetur" med en minibus, som sparede os de sidste tre kilometer på landevej ned til stranden ved Agia Roumeli... 



Efter et par timer i skyggen - med friskpresset appelsinjuice, Souvlaki, Tzatziki og en portion græsk salat - kunne vi lidt igen, og begav os ned mod færgen, som skulle transportere os hen til bussen.



Udsigten fra færgen mod Sfakia

Emilie frygtede for busturen hjem igen, men det gik heldigvis uden problemer. Dobbelt dosis køresygepiller (ahem...) - og en mindre bjergrig tur hjemad. Andreas sov, før bussen satte i gang...

Det var en hård dag. Mest fordi Emilie og jeg - på trods af gode sko - var usikre på underlaget og bange for at glide, falde og slå os. Der er laaaangt ned med en forvredet ankel...
Stenene var slidt glatte - og underlaget var så ujævnt, at jeg sjældent kunne gå to skridt uden at se mig for. 
Jeg sammenligner turen lidt med at gå ned af en trappe, hvor du aldrig ved, om det næste trin vipper eller forsvinder, når du sætter foden ned. Derfor slipper man ikke det forrige trin med foden, før man har den næste fod plantet solidt.  Det kræver utroligt meget af knæene og de muskler, der går på ydersiden af låret, op over hoften (anatomiske begreber er ikke min stærke side).  På trods af, at jeg går på temmelig mange trapper i det daglige, var jeg slet ikke i form til så mange timers gang i den slags terræn. 

Andreas var den af os, der havde lettest ved turen  (Hey... Gemalen tæller ikke med, for han er jo i marathonform...)  nok mest fordi han skruppelløst nærmest løb/hoppede ned af stenene.  Gid man var lige så ubekymret - eller vant til den slags terræn...  Jeg blev på et tidspunkt overhalet af en italiensk pige, der smuttede ubekymret ned af stenene - i ballerinasko...  Spørg ikke, hvad det gjorde for moralen...

De følgende dage kunne Emilie og jeg næsten ikke gå ned af trapper eller skråninger - og der var masser af begge dele på hotellet, så det var muntert... Smerter i hofterne, knæene  og under fødderne pga. de skarpe sten...  Senere var det mest lægmusklerne, der var ømme...  Sikke et cirkus.

Men nu hvor strabadserne er kommet på afstand... så ville jeg da ikke have undværet turen.  Selv om jeg nok en anden gang vil vælge "Samaria light"-udgaven, hvor man sejler til Agia Roumeli, går op i Samariakløften nedefra (f.eks. til byen Samaria), vender om og går ned igen. 
Jeg synes det nederste stykke af turen var det smukkeste - og klart det mindst anstrengende. Måske også fordi jeg så mest til stenene og stien på det øverste stykke...

S -  Samariakløften. Slidsomt. Sved. Storslået. 

:o)