Det er indtil videre kun Gemalen, der har erklæret mig FULDSTÆNDIGT SINDSYG efter at jeg kastede min kærlighed på det der sted...
Jeg ved godt, at det sikkert er et eller andet akademiker-romantik. Drømmen om at bo på landet, være selvforsynende i en grad, som vores lille frimærke af en have ikke tillader, med sunde, økologiske grøntsager, æg fra egne høns og mælk fra naboens gård.
Bæredygtighed. Typisk for sådan nogle byboere at drømme om det idylliske liv på landet...
Drømmen handler også om at få plads nok - mere end plads nok. Med træer og luft omkring. Højt til himlen og muligheder.
Kunne opfylde Emilies drøm om egen hest - også selv om jeg får blæver-knæ, når jeg kommer for tæt på...
Med plads nok til at åbne den der garnbutik m. strikkecafé - B&B - kombineret med weekendkurser for kreative sjæle - julestuen - gavebutikken - kaffe og kage-caféen...
Et helt andet arbejdsliv, hvor to dage ikke er ens - og hvor kreativiteten får mulighed for at blive en del af arbejdet i en eller anden udstrækning.
Den har bare efterhånden spøgt i nogle år - den drøm. Gemalen drømmer også lidt med - men havde nok ikke forestillet sig, at det ville blive et sted med 20 mandsårs arbejde med renovering, jeg ville falde for.
Bagsiden af medaljen er jo ikke en del af drømmen - men modsat hvad jeg som oftest giver udtryk for her på bloggen, så er jeg faktisk vældig god til at være sortseer og pessimist i stor stil - og jeg ved da godt, at der kommer masser af frustrationer og dårlige dage, måske kokser alting og drømmene ender i nederlag og fiasko.
Det bliver et slid - nej, et vanvittigt slid - at gøre den gård beboelig og bibringe den lidt moderne bekvemmeligheder.
236 kvadratmeter beboelse, der har stået tomt igennem et stykke tid - og hvor det originale køkken er med brændekomfur...
Bonderøven ville elske det - men jeg er nu ganske godt tilfreds med mit elektriske...
Uisoleret... Gamle vinduer... Puds der falder ned af væggene...
Når det så er ordnet (Støn!), så er der lige 1700 kvadratmeter "udhus" man kan kaste sin arbejdsiver over. Hvis der er mere tilbage.
Og hvad med indtægterne?
Måske er der ingen, der gider at kigge forbi en gård langt ude på landet for at gå en tur omkring søen og derefter drikke kaffe med hjemmebagte kager til - måske er der ingen, der gider at købe garn eller gaveartikler eller hjemmebagte julesmåkager eller kryddersalt...
Gider jeg virkelig at bage kager hele tiden (Hm... ja...) men jeg mener hele tiden?
Og kan man overhovedet leve af det?
Får vi råd til at købe tøj til ungerne?
Og hvad med skoleskift? Hvad nu, hvis ungerne ikke falder til og får nye venner? (Grusomste scenario!)
Får jeg overhovedet tid til at strikke - eller lave perler - eller sidde på sofaen med computeren i skødet og blogge? Bare en gang imellem...
Så er vi bundet til et sted ude på Lars Tyndskids Mark, som vi ikke kan sælge - og hvor det regner hele tiden. Kommer til at hade hinanden...
Godt så. Det var sortseeren, der fik lov til at komme bare en lille smule til orde. Og hun holder altså lidt med Gemalen.
Hende der Frau Putz... hun er sgu FULDSTÆNDIGT SINDSYG!
Vel er du ej! Eller joh, måske en smule, men ikke mere end mig! Jeg har nemlig den samme drøm :-)
SvarSletOg jeg har sågar også haft kig på nøjagtig den samme gård ;-)
Vi har bare ikke pengene - lige nu. Men om et par år, så håber jeg at i det mindste noget af drømmen kan gå i opfyldelse.
Du må vinde i Lotto! Det sted er da helt fantastisk. Bare soveværelset!
SvarSletJeg kunne lige se mig selv vippe rundt og være "godsejer-frue" i gummistøvler og hjemmebag om ørerne.
Men jeg ville aldrig (ALDRIG) turde gøre det.
Drømmene har man da lov at ha´.
God fredag.
Yndigt - jojo, de skal nok komme til det sted - kender det jo fra min egen situation laaangt ude på bøhlandet- go for it!
SvarSletDet kræver masser af penge (altid flere end man regner med) knofedt og 2 biler ;O)))) Men jeg kommer gerne til kaffe.
SvarSletHilsen Charlotte
Jeg kender drømmen om et andet arbejdsliv, hvor, som du selv siger, kreativiteten skal få lov til at blomstre. Jeg er bare også for meget sortseer til at turde gøre noget ved det! Håber det lykkes for dig...
SvarSletSomme tider, så skal drømmen have lov at leve i uvisse kår;o)
SvarSletDet er et sats - og et kæmpe spring - det er hårdt arbejde (vi overtog et oldtidsfund af en gård i stort set samme stand som dette for lidt over et år siden), men for dulan hvor jeg syntes det er det hele værd, og lige lidt til!
Men ja, det er en risiko - men somme tider er drømme virkeligt værd at forfølge:-)
Åhh!, men drømmen den er god og nogle gange skal man altså bare følge sine drømme. Jeg tager gerne en tur til Svendborg efter kaffe og hjemmebag. OG garn;)
SvarSletFantastiske muligheder i det hus! Men sikke et skid, ja...
SvarSletJeg siger: Do it! Det kunne da være fantastisk at følge sådan en drøm :)
Øjjj, jeg kan følge dig. Hvis I har råd og mod på det, så gør det!! I kan da sælge igen, hvis det bliver for træls, eller drømmen bliver udlevet.
SvarSletFølelsen af, at det er ens eget man knokler for, bærer en stor løn i sig selv.
Jeg har en drøm også, og faktisk er den lige ved at gå i opfyldelse... Tør jeg at sig min faste job op og springe ud hvor jeg ikke kan bunde??? JAAAA!!!
Ellers ville jeg nok ærge mig hele livet:-) Prøv det, siger konen her. Giver du kaffe og hjemmebag?
Mhv Sidsel, Aalborg
nogen gange skal man passe på, ikke at får det man ønsker sig.....og dog. Den drøm lever osse her hos mig. Jeg har endda muligheden, men tør ikke :) og jeg er elendig til at bage...
SvarSletHm, hvad skal jeg sige andet end, at hvis min mand var din mand, så var stedet allerede købt, for her i huset er rollerne omvendt. Her er det nemlig mig, der ikke rigtig tør springe ud i sådan et projekt. Min mand er ovenikøbet 68 år og har stadig modet til at tage sådan et spring. Men du lyder som en med gåpåmod, såå......Når du først er på min alder med børn og børnebørn tæt på, så er det ikke så nemt bare at beslutte at flytte til langtbortistan :o)
SvarSletJeg synes det ser super fint ud - meeen du får da voldsomt langt til arbejde!!!
SvarSlet:0))))
Lise
Du bist völlig wannsinnig! (Eller noget)
SvarSletJeg tænkte først om du havde fået fat i før-billederne fra min brors gård, men så dog hurtigt, at det sted var lidt anderledes. Standen måske sammenlignelig.
Jeg drømmer IKKE om sådan et sted. Kan sagtens se mulighederne og hvor lækkert og fint alt kan blive. Men for filan da! Alt det arbejde (også selvom du får en bi-indtægt fra stikkelsbærrene), og så ude på lars tyndskids... been there, done that, never going back!
Men hvis der ikke var skøre mennesker til, så blev den slags steder aldrig sat i stand, og der kom aldrig nye børn til landsbyskolerne (og dermed passagerer til de få busruter, der er tilbage) eller nye sjove butikker og liv på landet. Så hvis I ender med at prøve, så skal jeg gerne hjælpe med at flytte, heppe og besøge jer på vejen (fedt at kende en adresse på et "cafteria" med ordentlig kaffe og hjemmebag på vejen til Jylland :-)
kh Kath
Det ser nu ganske idyllerisk ud, synes jeg! Måske lidt sindssygt, men på den idylliske måde!
SvarSletSikke et stort juletræ I kunne have! Tænk at vågne i det soveværelse! (For ikke at tale om brændeovnen... Den er sikkert god at bage i)
Nå men altså, det jeg skrev forleden dag, Frau P, det der forsvandt ud i intetheden under en teknisk fejl, det var:
SvarSletVidunderligt sted!!
Og så koster det jo ikke mere, end at man godt kunne hyre håndværkere til noget af det helt tunge.
Tænk et hjem man kunne få sig der!
Og måske et lille B&B i den ene længe, og så et lækkert stort lyst lokale i den anden længe, hvor man kunne servere en lækker økologisk morgenmad med hjemmelavet dit og dut og dat.
Man kunne holde årstidsfester for sognets familier, indbyde til julestue, hvor alle ens kreative veninder kom og solgte fantastiske ting, man kunne så rigtigt meget.
Og måske skal man bare nøjes med at drømme om det man kunne, måske er det i virkeligheden nok.
Eller også skulle man satse hele møllen og løbe efter drømmen...