tirsdag den 10. november 2009

Hvad kan én kvinde udrette?

Dette er historien om, hvor meget én person kan udrette.

Det er en historie, som jeg mener fortjener al den opmærksomhed og støtte, som jeg ved, at Bloglandia kan yde.
Den er lang, så jeg håber du har god tid - eller vil vende tilbage senere.


OBS! Hvis du ikke er til stærke billeder, så vil jeg advare dig mod at læse resten af indlægget. Jeg indrømmer, at da jeg første gang så nogle af Kariannes billeder blev jeg nærmest fysisk dårlig.

Så er du advaret og kan hoppe videre i Bloglandia! God dag - og tak for besøget.

Historien tager sin begyndelse tilbage i april 2008, hvor Karianne blev sendt til Tanzania med Farmaceuter uden Grænser.



Hun skulle tage sig af det lokale apotek på Nkgoranga Hospital - og der var nok at se til.


Det er bare ikke det, som denne historie handler om.

Den handler om forbrændte børn.

I Tanzania foregår madlavningen langt de fleste steder over åben ild, som her. I små huse, hvor der ikke er meget plads omkring det centrale ildsted.


Det er alt for let at forestille sig, hvordan der kan gå ild i de flagrende tekstiler - eller hvordan legende børn kan komme grufuldt til skade...

Det var hvad der var sket for 6 årige Faraja, som ses på billedet herunder. Faraja har 3. grads forbrændinger på 40 % af kroppen - og det er faktisk et under, at hun overhovedet er i live.


Da Karianne først mødte Faraja lå hun i et hjørne af hospitalet - gemt væk. Karianne fandt hende pga. de skrig, der kunne høres når hun skulle have skiftet forbindinger. Uden bedøvelse.

"Hun fik sjældent stel (pleje) og vask af sår og ingen smertestillende medicin. Jeg kan ikke forestille mig de smerter hun havde og mit hjerte bløde for henne. Noget måtte gøres", siger Karianne.

Og det gjorde hun så.

Karianne fik iværksat daglig vask og pleje af hendes sår - og ikke mindst bedøvelse ved skift af forbindingerne. Hun sørgede for smertestillende medicin og mad og tog Faraja med på små ture - og forbedringerne kom langsomt.


Karianne trak på venner og familie hjemme i Danmark og Norge, som hjalp med at søge informationer omkring brandsår og behandlingen heraf - og Kariannes far blev dybt engageret i at hjælpe Faraja.
"Gennem brandskadeafdelingen på Haukeland sygehus i Bergen Norge lykkes det min far at skabe kontakt til Dr. Einar Eriksen, plastisk kirurg med mange års erfaring indenfor brandskader, både fra Norge og fra Etiopien", fortæller Karianne.

Einar Eriksen er missionærsøn og arbejder ca. halvdelen af året som frivillig på en brandsårsafdeling på et hospital i Etiopien. Du kan læse mereom hans projekt her.

Einar kom med mange gode råd omkring behandlingen af Faraja - bl.a. at hun skulle smøres ind i Flamazine-creme.
Da Kariannes forældre kort efter kom på besøg i Tanzania havde de derfor kufferterne fyldt med enorme mængder Flamazine-creme, som ikke kan købes lokalt.
Cremen gjorde underværker, men det var stadig ikke nok. Store 3. grads forbrændinger er svære for kroppen at hele fuldstændig på egen hånd og arvæv på større dele af kroppen vil kunne føre til store handikap i fremtiden. Faraja behøvede en hudtransplation, hvis huden nogen sinde skulle hele ordentligt.

Efter en længere korrespondence, besluttede Einar at rejse til Tanzania og operere Faraja. Det var i November 2008, og på det tidspunkt var Kariannes arbejde for Farmaceuter uden Grænser slut, og hun var hjemme i DK igen. Hun besluttede alligevel for egen regning at rejse tilbage til Tanzania, så hun kunne være tilstede, når Faraja skulle opereres.


På billedet herunder ses Faraja et par dage efter operationen...


... og billedet herunder er taget nogle måneder efter, hvor Faraja igen er hjemme og igang med at leve livet.


Farajas familie lever under fattigdomsgrænsen. Det stod hurtigt klart for Karianne - og ved siden af sin indsats for at sikre den rette behandling af hendes brandsår hjalp hun også familien ud af den økonomiske knibe, de var havnet i.
Faraja og familien hendes bor i en lille hytte ved foden af Mt. Meru. Hverken hendes far eller mor har uddannelse og med fire børn er det meget svært at få enderne til at mødes i hverdagen.
Et hospitalsophold koster pr. dag det der svarer til 30,- danske kroner, og familien har en daglig indtægt på omkring 10,- så de var i en uoverskuelig gæld efter Farajas lange hospitalsophold.

"Med hjælp fra venner og familie fik jeg samlet ind nok penge til at betale Farajas hospitalsregning. Jeg fik også samlet ind nok penge til at købe en ko til familien. Koen forbedrede livssituationen til familien betydeligt. Nå havde de mælk at gi til børnene hver dag. Koen gav også familien en tryghed, da de nu havde muligheden for at sælge mælk til naboer, og derved få en daglig indtægt på nogen kroner", fortæller Karianne.


Kariannes far hjalp også her. Han fik engageret sine kolleger i Norge - og sammen samlede de et større beløb ind til Faraja. Et beløb der ikke kun dækker udgifter i forbindelse med flere nødvendige plastiske operationer, men der også sikrer Farajas fremtid, ved at give hende muligheden for uddannelse.
"Uddannelse er vigtig for Faraja for selv om hun får flere operationer der forbedrer hendes mobilitet og funktionalitet, vil hun ikke være attraktiv på giftemarkedet, på grund af store arvæv på kroppen", fortæller Karianne.


"Udover at gennemføre hud transplantationen på Faraja opererede Einar to piger mere, Jessica og Gloria. De havde begge to funktionshæmmende skader på arme og hænder som følge af gamle brandskader. I løbet af de dage vi var på Nkoaranga Hospital sammen, kom det flere børn med skader, både gamle og nye, og det stod klart for os begge at Tanzania har et stort behov for helsepersonale med kompetence indenfor behandling af brandskader", fortæller Karianne.

Karianne og Einar har derfor en drøm.

"Uddannelse er nøglen. Einar og jeg brugte meget tid sammen de næste par dage på at udveksle tanker og ideer for fremtiden – hvordan kunne vi sammen hjælpe børn med brandskader i Tanzania?"

"I Etiopien uddanner Einar lokale læger indenfor behandling af brandskader. Indtil nu er ni læger uddannet, og opererer nu patienter der behøver hud transplantationer og rekonstruktioner af gamle brandskader selv. Einar og hans kollegaer er sammen om at give børn i Etiopien en ny chance i livet og øge deres livskvalitet mangfoldig. Einar og jeg ønsker at børn i Tanzania skal få den samme mulighed", siger Karianne.

Karianne og Einar arbejder på at læger fra Tanzania skal uddanne/specialisere sig i Etiopien, gennem uddannelse på MCM, hvor Einar er tilknyttet.
Du kan læse mere om læge Einar Erikssons arbejde i Etiopien og Children's Burncare Foundation Etiopia her.

"Gennem kolleger på Kilimanjaro Christian Medical Centre (KCMC) i Moshi har vi mulighed for at finde kvalificerede læger og sygeplejere til projektet Moshi Burn Care Centre (MBCC). Visionen bag MBCC er at de færdiguddannede læger vender tilbage til Tanzania og KCMC for at praktisere det de har lært i Etiopien - og dermed er med på at gøre en forskel for børn med brandskader. En specialuddannelse på 3 år i Etiopien koster ca. Kr. 270.000,- (inklusive rejse og ophold). En operation og en måneds efterfølgende sygehusophold koster ca. 900,- kroner i Tanzania. Indtil nu er det lykkedes os at skabe engagement blandt venner, familie og kollegaer", siger Karianne.

Jeg håber du vil være med til at hjælpe Karianne med at få drømmen til at gå i opfyldelse. Hvis du skulle have lyst til at støtte Kariannes drøm økonomisk kan du indbetale et beløb - lille eller stort - på en af følgende bankkonti. Beløbet går ubeskåret til arbejdet for MBCC.

Eik bank (Danmark): 6610 4804080

Skandiabanken (Norge): 9722 3042779


Du må også meget gerne linke til dette indlæg i din egen blog, hvis du vil hjælpe med at sprede denne enestående historie.

Senere i denne måned rejser Karianne og Einar sammen til Tanzania igen - for at bygge videre på det samarbejde de har startet med KMCM, og ikke mindst for at operere flere børn, samt undervise sygehus personale i daglig pleje af brandsårspatienter.

Faraja skal opereres igen - og det bliver sikkert ikke den sidste operation, men hendes fremtid er sikret.
Takket være en fantastisk indsats fra en enkelt person, der handlede, da hun fik chancen.

Kære Karianne.
Jeg er fuld af beundring for dit store arbejde - og ønsker dig alt muligt held og lykke med dit arbejde for MBCC.

Kærlig hilsen
K (aka Frau Putz)

Opdatering: Moshi Burn Care Center har lige fået egen hjemmeside. Den er pt. under opbygning, men kig nærmere her, hvis du vil følge med...

2 kommentarer:

  1. Hej Frau Putz!
    Fantastisk engagement! Det er jo helt utroligt, hvor langt man kan nå, hvis man har mulighed for at stå sammen med et godt bagland...
    Jeg er inde for atse på din blog efter at jeg så et indlæg, vistnok ved Karen Klarbæk, hvor du havde skrevet noget om dit positive livssyn. Det er så opløftende at møde mennesker, der går op jagt efter lyset, det, der lykkes og magter at lade det negative glide i baggrunden. Hurra for det! Selv, vælger jeg også livsglæden!
    Mange hilsener
    -LisBethLys.

    SvarSlet
  2. behovet for at se:)

    SvarSlet

Hej.
Som de fleste andre bloggere ELSKER jeg kommentarer - så læg gerne en hilsen her ;o)
KH
Frau Putz