Det er utroligt nok ikke særligt ofte, at jeg kommer ind til det "Indre København". Jeg kommer der så sjældent, at jeg stadig ser byen (næsten) som en TURIST ville se byen - og hver eneste gang bliver jeg en smule overrasket, for der er meget langt fra turistbrochurernes billeder af Wonderful Copenhagen.
På en gåtur fra Vesterport Station forbi TIVOLI er indtrykket, at ALT er kaos. Scala-bygningen er under nedrivning og nødtørftigt pakket ind...
På den anden side af vejen er Industriens hus stadig under ombygning, men dog på vej mod at se færdigt ud...
Så når man Rådhuspladsen... Som er et stort byggerod. Afspærringer og skure over alt. Vejen er blokeret...
Et stykke ned af Strøget er der orden og lidt af stemningen indfinder sig. Man skal dog konstant kante sig udenom menneskelige skilte-holdere, der reklamerer for mere eller mindre suspekte spisesteder og butikker i sidegaderne - og passe på ikke at blive kørt ned af Cykeltaxaer/Rickshaws...
Men sæbeboblerne var fine.
Så rammer man Storkespringvandet...
Hvor hele facaden af Illum er pakket ind...
... og butikkerne på den anden side af gaden ligeså...
Går man videre ad Købmagergade forbi Rundetårn bliver man mødt af opbrækkede brosten, afspærringer og kaos. Sådan har det set ud i årevis. Brolæggerne flytter sig ganske få meter om året, men nærmer sig dog enden.
Og postkasserne er da lette at finde, når man skal sende sit postkort hjem fra Wonderful Copenhagen...
Efter en kop Latte med min veninde på en café kastede jeg et sidste blik ned ad Købmagergade fra Nørreport Station...
Nørreport Station er også under ombygning. Kaos og rod. Grimme afspærringer. Skilte der viser vej til alternative nedgange til S-toget. Udelukkende skrevet på dansk... Som der jo er mange turister, der forstår...
Min tur rundt i Wonderful Copenhagen sluttede her - men mange turister vil sikkert tage turen videre fra Nørreport.
Med Metroen tager turen 3 minutter til Kongens Nytorv, Nyhavn og videre...
Så snart man kommer op over jorden bliver man mødt af... Kaos. Kongens Nytorv er brækket op.
Igen.
Fordi der bygges Metro.
Igen.
Heldigvis kan man stadig finde små oaser rundt omkring i byen, hvor der ikke er larm og støv fra gravemaskiner, grimme stilladser og afspærringer i grelle farver.
Jeg er udmærket klar over, at samfundet har brug for vækst og jobs - og at alle disse ombygninger, renoveringer, afspærringer osv. er nyttige og nødvendige.
Kunne man dog bare tænke æstetik ind i billedet...
Det kan sagtens lade sig gøre.
Jeg har set det praktiseret i andre storbyer, bl.a. Berlin. Her var der også gang i en masse ombygninger, renoveringer osv. men der var tænkt over at spærre af og pakke ind på en æstetisk måde, så indtrykket ikke var kaotisk i samme grad, som det indtryk jeg fik på turen rundt i København.
Jeg er glad for, at jeg ikke har betalt for at komme på ferie i Wonderful Copenhagen med alle de smukke seværdigheder i skønne omgivelser... Tror jeg ville føle mig lidt... snydt?
:o/
Tja, mange af de samme tanker havde jeg, da jeg for ca 1½ md siden besøgte hovedstaden, rod og kaos ;)
SvarSletJeg synes det er trist. Med noget planlægning - og nogle krav til de glade bygherrer o.lign. Ville det hele kunne tage sig pænere ud - og der er mange, rigtigt mange, der lever af at sælge glansbilledet af Danmarks hovedstad.
SletHar også lige været i København....og ganske rigtig så roder hele byen ! Håber du var forbi Torvehallerne...det er rigtig godt der *smil*
SvarSletMåske skulle jeg overveje det. Jeg plejer at handle i Stof 2000 ved Nørreport, og så er der jo ikke langt. Jeg holdt meget af det gamle grønttorv, hvor man altid kunne få en god handel, men har hørt, at Torvehallerne er dyre...
Slet