Go to Check out

Yippie!

Ahrmen hvor heldig har man lov til at være? 

Og hvor mange "jeg-skal-ikke-købe-mere-garn"-løfter kan man bryde på et splitsekund?

Lige i dag føler jeg mig ualmindeligt heldig!  Og har egentlig ikke brudt mit ikke-mere-garn-løfte... 

Alle der har forsøgt at købe garn fra Wollmeise ved, at der kun er garn til salg fredag kl. 8:00 og 17:00 - og at det lynhurtigt bliver udsolgt. 

Der er kun udvalgte farver - og det er absolut ikke sikkert, at den farve du lige har lyst til at købe kommer i butikken i en laaaang periode.

Eller at du når at få fat i garnet, hvis det rent faktisk kommer...  Eller når ud af butikken uden at nogen andre snupper garnet op af din kurv og når at betale det før du gør...  (Meget mystisk shopping-system.  Virtuelle rundsave på albuerne...)

Jeg har tidligere købt to bundter Wollmeise Twin i farven Mistelzweig. 

Da jeg kiggede efter garn på lageret i kælderen, var det selvfølgelig denne farve der passede bedst sammen med min blå kjole - og selvfølgelig (Hello Murphy!) var der ikke nok i de 300 gram/930 meter til at strikke en "Minnie" cardigan med lange eller halvlange ærmer. 

Måske ville der være nok til at strikke den med korte ærmer...  ? 

Så jeg slog op i går aftes. Strikkede løs - og tænkte, at det måtte briste eller bære.

Og i morges kl. 8:17 (mens jeg ventede på den fælles morgenmad på arbejdet) prøvede jeg så efter en pludselig indskydelse at gå ind i Wollmeises shop for at se, om der måske skulle være et lille bitte bundt ekstra garn i samme farve.

Det var der utroligt nok - og jeg nåede hele vejen igennem systemet med to nøgler i kurven. 

Se det er held!   (Jeg håber så bare, at de to indfarvninger ikke er alt for forskellige, men i så fald må jeg lave en "fortynding" med en pind af den gamle og en pind af den nye på ærmerne)

Nu kan jeg strikke lange ærmer til min cardigan og "stå under misteltenen" til brylluppet. 

Og eftersom garnet ikke er købt til lager "bare fordi jeg må eje det", men faktisk er købt til et projekt som jeg er i gang med... så har jeg ikke rigtigt brudt mit løfte.   

(Hey... det er min lov, og jeg kender alle smuthullerne i den!)

:o)

Hys

Jeg er skam ingen Hystarella.

Nej-nej.  Tålmodig og engleblid...

Og så alligevel...

For når jeg vågner med sådan et hår hver eneste morgen...   !!!
(Og hey... lad venligst være med at se de sorte rande under øjnene og hænge dig i dårlig billedkvalitet!  Jeg var knap vågen, da jeg sikrede mig dokumentation...)

Så er det jeg bliver en lille smule "Hys". Og hvis ikke det hele skal ende med en omgang småhysterisk selvklip...

... er jeg nødt til  (igen-igen) at opgive planerne om at få langt hår og bestille en tid hos Jørgen, så jeg kan få fjernet mit strit  (hvis du siger det er krøller pynter du bare på fakta!  Det er strit!)
Og jeg ved godt, at det bare er en "fase", men den fase er jeg så alligevel ikke blid og tålmodig nok til at gennemgå!

Så nu ender det igen med det ultrakorte.  Og drømmen om fransk fletning bliver ved drømmen.

Og hey...  Jeg ser jo også gladere (og tyndere) ud med kort hår. Og har ingen sorte rande under øjnene...

Hvor var det nu jeg lagde telefonnummeret til Jørgen...  og kan han mon finde en tid i dag? 

;o)

Trækker på skuldrene

Argh...

Jeg er på jagt efter et skuldertræk, eller som det hedder på engelsk:  Shrug. 

Alt sammen for ikke at få træk på skuldrene, når jeg om små tre uger skal til bryllup iført ærmeløs kjole.  (Ja det bliver genbrug, men jeg har altså kun haft den på en gang før...)

Jeg har ledt højt og lavt på Ravelry.  Og endelig fundet det...



Minnie af Louisa Harding.

Som jeg faktisk gerne vil strikke, selv om lacekanten er SYET på til sidst. En disciplin jeg absolut ikke holder af. 

Kan nogen så fortælle mig, hvorfor Murphys Lov altid skal gælde.
Den af Murphys Love, som siger, at det strikkemønstre du ønsker dig allermest kun er tilgængeligt i dyre strikkebøger, som skal sendes fra udlandet? 

Hvis du skulle kende til et lignende mønster (kort cardigan med rund kant forneden og ærmer), som kan downloades, hører jeg meget gerne fra dig i kommentarfeltet. For med den korte tid jeg har til rådighed, er der vist ikke tid til alt for mange eksperimenter med hjemmekomponerede mønstre...

Pyyyh...

Det var den ferieuge. I smukke, kolde, snedækkede Norge.   Og så kom jeg tilbage til denne i morges...

Egentlig lidt sjovt med sådan et rundt tal...

Og jeg nåede igennem dem i løbet af dagen. 

Nu mangler jeg bare at pakke det sidste ud, vaske mindst 3 maskiner tøj og pakke halvdelen ned igen til næste uge, hvor ungerne har vinterferie - igen - og skal tilbringe et par dage hos Farmor og Farfar, mens Gemalen og jeg selv skal på arbejde.

Godt at mine batterier er ladet helt op.

:o)

Som far så søn...

Ind imellem må man bare konstatere, at æblet falder langt fra stammen.

 

Hvem er ham her f.eks. søn af???

 

 

 

Kan du gætte det? 

 

 

 

Et enkelt hint kommer her - fra en film de begge spillede med i:

 

 

 

En af mine yndlingsfilm...  Med en af mine yndlings-fantasi-mænd   ;o)

 

 

Som

 

 

ser

 

 

sådan

 

 

her

 

 

ud,

 

 

når

 

 

han

 

 

står

 

 

sammen

 

 

med

 

 

sin

 

 

søn... 

 

 

Som

 

 

ikke

 

 

har

 

 

arvet

 

 

sin

 

 

fars

 

 

gode

 

 

udseende

 

  

 

 

 

Det startede ellers meget godt...  Men ikke alle søde babyer med smuk forælder ender med at blive smukke voksne.

 

 

 

 

Henry Blake Mortensen ligner desværre sin mor (Som engang for mange år siden var gift med Viggo) mere end han ligner sin far...

 

          

 

 

Muah-ha-ha...    (Og mig der fuld af forventning googlede Viggo Mortensens søn, da jeg læste at han havde en sådan...) 

;o)

Så blev jeg lige til en mand...

Hvad sker der lige for tøjproducenterne?

Lad os nu antage, at en kvinde passer størrelse 46/XL i bukser.  Bredrøvet, måske, men der findes altså damebukser i størrelse 46.

Der findes også damejakker i størrelse 46/XL.  Men hvorfor er det så liiiige, at en kvinde, som passer størrelse 46/XL i bukser ikke kan lukke sådan en damejakke i lang model i størrelse 46/XL omkring den brede bagdel???

Jeg prøvede omkring 60 jakker i går.  60!  Kid you nok. 

Prøvede mig møjsommeligt igennem mærke efter mærke. Model efter model. Butik efter butik.
Finde stor størrelse. Lyne jakke op. Tage af bøjlen. Tage jakke på. Forsøge at lukke. Smile småsurt og ironisk. Tage jakke af. Hænge på bøjle. Lukke lynlås  (i de fleste tilfælde, for til sidst blev jeg lidt småsur - og meget svedig...)

Og så endte jeg i Peak Performance-butikken, hvor der til min store fornøjelse var en jakke, som jeg kunne lukke...   Yippie for det.
Denne her...  Bare i sort.  Og jeg gad altså ikke at have en sort.  Ville meget hellere have den grå...  Som de så ikke havde i XL...   Just my lucky day.  Not. 



"Men du kan da prøve i Lyngby", sagde den søde ekspedient.  Som ikke vidste, at i går var sidste mulighed for at erhverve mig jakke før skiferie i Norge i næste uge...  Og det var pinedød nødvendigt, for lynlåsen i den gamle er gået i stykker...  og skiferie i minus 14 grader med en ødelagt lynlås er ikke nogen fornøjelse, har jeg ladet mig fortælle...

Men på stativet lige ved siden af havde de en herremodel - og der er altså ikke meget forskel...  Måske en smule mindre facon omkring taljen, men jeg har planer om at sy en løbegang og en regulerbar elastik ideni  - for det viste sig nemlig, at herremodellen i str. L passede omkring den bredmåsede... 



Så mænd i str. L er altså mere bredrøvede end kvinder med timeglasfacon???

Hm...

;o)

Julekalender

Hånden på hjertet er jeg ikke den store fan af de mange julekalendere, der vælter ud fra skærmen flere steder i Blogland.  Hvorfor ?  Jeg ved det ikke, men det lugter måske lidt for meget af reklame og sponsorerede inlæg, og der er min næse nok lidt for sart...

Men ind imellem bliver min interesse alligevel fanget - og jeg kaster mig ud i kampen om at vinde lækkerierne.  For hvem ville ikke gerne vinde sådan en omgang lækkert syregrønt garn? 

Billedet er med tilladelse lånt af skønne Erika fra Thinkingspace,

kvinden bag de mange smukke billeder (Hvis du ikke læser med, så skynd dig at melde dig til!)

- og den lækre, fristende garngave i julekalenderen...

Og hvem vil ikke blive misundelig, når de nu får at vide, at det var MIG, der løb med den lækre gave? 

Så heldig har man altså også lov til at være.  Første julekalender. Et lod. En gevinst. 

Er det mon i dag jeg skal købe en Lotto-kupon?

Æbletyven

Heldigvis var der en meget snarrådig medarbejder i et Kurerfirma, Der Håndterer Logistik, som i går forhindrede en alvorlig forbrydelse - et Æbletyveri.

Tænk dig...  Sådan en udspekuleret Æbletyv. Hvad han ikke er gået igennem for at stjæle en kasse med æbler...

Først har æbletyven holdt øje med huset. Han har tilsyneladende set at Kurerfirmaet, Der Håndhæver Leveringstider indenfor almindelig arbejdstid, har forsøgt at aflevere en kasse med æbler til Den Rigtige Kunde.
Den Rigtige Kunde var ikke hjemme, da det var indenfor almindelig arbejdstid, så Kurerfirmaet, Der Håndskriver Leveringssedler, puttede en sådan i postkassen, hvor der stod, at de havde kassen med æbler på deres lager - og gerne vil komme igen en anden dag, indenfor almindelig arbejdstid.

Nu er Æbletyven  rigtigt udspekuleret!

Han stjæler sedlen fra postkassen.

Så hacker han sig ind på Den Rigtige Kundes mail-adresse - og ændrer leveringen hos Kurerfirmaet, så Æbletyven selv kan afhente kassen med æbler på lageret.

Æbletyven udskriver også den bekræftelse,som Kurerfirmaet, Der Har Lager i Kastrup, sender.

Så skriver Æbletyven en fuldmagt i Den Rigtige Kundes navn, som giver Æbletyven ret til at afhente kassen med æbler hos Kurerfirmaet, Der Holder Længe åbent på lageret.

Men Æbletyven skal jo fremvise billedlegitimation ved afhentning, så Æbletyven fusker et kørekort.
Han er smart nok til at fremstille et kørekort, hvor billedet tilsyneladende er taget engang i det forrige århundrede - og han kører et par gange hen over det i bilen, giver det en tur i vaskemaskine og tørretumbler og smører lidt olie på - alt sammen for at patinere det, så det ikke virker påfaldende nyt og fremstillet til lejligheden.

Æbletyven er også smart nok til at skrive samme efternavn på det fuskede kørekort, som Den Rigtige Kunde har - så det virker mere plausibelt at det er Den Rigtige Kundes mand, der skal afhente kassen med æbler hos Kurerfirmaet, Der i Henhold til Leveringsbetingelserne kræver billedlegitimation ved udlevering.

Æbletyven får sågar fremstillet et sygesikringsbevis med samme adresse som Den Rigtige Kunde.

Men se!  En medarbejder hos Kurerfirmaet, Der Hindrer Lumske kunder hver dag, opdager det luskede forsøg på æbletyveriet - og nægter at udlevere kassen med æbler til Æbletyven.

Så nu sidder jeg her - Den Rigtige Kunde - bevæbnet til tænderne med billedlegitimation i form af både pas og kørekort - og venter på Kurerfirmaet, Der Håndhæver Loven i henhold til leveringsbetingelserne meget nøje.

Gad vide om de egentlig tør at udleverer kassen med æbler til Den Rigtige Kunde, når hun åbner døren?
Tænk nu, hvis Æbletyven har en medsammensvoren, som har listet sig ind på adressen, bagbundet Den Rigtige Kunde, fremstillet fusket billedlegitimation i Den Rigtige Kundes navn - og på den måde kan tilluske sig en kasse æbler...

Krea på overtid

Nu tænkte jeg, at jeg måske liiiiige skulle lave et lille blogindlæg om, hvad det er jeg egentlig går rundt og bruger min fritid på i øjeblikket...

Ser du... Det er sådan, at jeg er kommet til (ahem...) at melde mig til Roskilde Julemarked - hvor jeg lige som sidste år skal dele en bod med Pernille.

Skau og Putz 

Og når man nu har sådan en bod... så er man altså også ligesom nødt til at have nogle varer i den bod, ik'?  Og når man nu ikke rigtigt har nogle varer på lager - i hvert fald ikke nok til at fylde noget der ligner en halv bod - så må man jo kreere et eller andet.

Så jeg har kreeret på overtid på det sidste.  Stort set hvert eneste ledigt øjeblik er der klippet, foldet, limet, klipset, syet og bagt. Pakket ind i cellofan og pakket ned i kasser.

Jeg satser ikke på glasperlerne i år, for sidste år gik jeg temmelig skuffet og desillusioneret hjem fra markedet - med stort set alle mine perler i behold. De fleste af dem er jeg kommet af med efterfølgende, men det er altså ikke perlesmykker jeg satser på at sælge til markedsgæsterne.
De få færdige smykker jeg ligger inde med bliver dog taget med, for det kunne jo være...

Til gengæld har jeg satset stort på julepynt i år.  Jeg har klippet, foldet og limet stjerner og gammeldags kræmmerhuse med blondekant...

... jeg har flettet stjerner og trukket dem på pianotråd - meget stift ståltråd, som holder faconen - til stjernekranse.  Nu mangler de blot en sløjfe...

 ... jeg har foldet Waldorf stjernelygter...

... og jeg har bagt en hel masse småkager, som resten af familien er meget skuffede over. Skuffede fordi de er pakket i cellofanposer, så de ikke kan spise dem.   ;o)

Stofkurve og en hel del hjemmestrikkede lækkerier bliver også pakket ned i kasser og slæbt til Roskilde - så skulle du mangle en julegave, en værtindegave eller bare trænge til at forkæle dig selv, så kig forbi

... og hende der "Skau" har jo også en hel masse lækre varer med, som jeg slet ikke har vist her, ligesom vi har lidt hæklede lækkerier med fra By C Gundersen. 

Jeg glæder mig. Mest af alt til at møde en hel masse af de andre, søde bloggere, der dukker op på markedet. Og til at drikke lækker latte fra Just Coffee. Og shoppe.

Kig forbi og sig endelig hej!

Markedet er åbent lørdag og søndag fra kl. 10-17.  Og tag familien med. Der er skønne, kreative aktiviteter for hele familien.

 

Jeg håber vi ses!

 

Når Verden er ond...

... så smuldrer følelsen af at "intet ondt kan ramme mig" - og man bliver pludselig frygteligt utryg. 

Nogen har stukket et hul i mine børns Bobbel. En Ond Satan. Sådan en som normalt ikke får lov til helt at trænge ind igennem den fine væg af tryghed, som vi har bygget Boblen omkring vores børn op af.

Ind imellem hjælper det ikke at skåne børn fra Verden ved at nægte dem at se de Onde Nyheder.
Ind imellem kommer det onde helt ind i deres hverdag - fordi det pludselig ikke er "de andre" det går ud over. Pludselig er det deres egne venner og veninder, der bliver udsat for det Onde, og man bliver som forælder nødt til at fortælle dem, at der desværre er virkelige Onde Sataner rundt omkring. Også i deres eget nærområde.

Når jeg ser Nyhederne om to små piger på Fyn (laaangt væk) der er blevet voldtaget af en Ond Satan, så får jeg en lille smule ondt i maven. Bliver ked af det på de piger og deres families og venners vegne - og tænker tanker om, at jeg håber det aldrig overgår min egen, jævnaldrende datter eller hendes veninder.

Når jeg modtager en mail fra børnenes skole om, at der er en Ond Satan, der har forsøgt at lokke en lille pige ind i sin bil, så bliver jeg pludselig bange. Så er det pludselig blevet en del af vores eget liv. En reel fare, som kører rundt i mit eget nabolag og forsøger at lokke min egen datter eller hendes veninder ind i sin bil.

Når jeg læser på Facebook, at en af de piger, som den Onde Satan har forsøgt at lokke ind i bilen er Rikkes datter på syv år... En pige som Andreas har gået i børnehave med og hvis familie jeg kender... Så kommer det sgu for tæt på. Så kunne den næste blive Emilie. Eller hendes veninde.

Derfor er der prikket hul på boblen, som jeg har forsøgt at bygge op omkring mine børn. De ved, at der er farer rundt omkring, men jeg er af den personlige mening, at de ikke behøver at kende til alt det Onde i hele Verden, fordi det trods alt kun er en lille del af den Verden, der vedrører dem selv.
Og hvorfor så gøre dem utrygge og kede af det ved at lade dem se de Onde Nyheder? Hvorfor skal de kende til krig, mord, voldtægter, hjemløse stofmisbrugere, sexmisbrug af børn, hustruvold og alt det andet Onde som Verden af fuld af? 
Emilie er totalt uden "det påvirker i virkeligheden ikke mit liv"-filter - og bliver dybt utryg og ulykkelig, når hun ser nogle af de forfærdelige skæbner, der toner frem på skærmen. Derfor føler jeg et vist behov for at skåne hende ved at være tilbageholdende med Nyhederne om aftenen, som typisk er fulde af Onde historier. Hele Verdens Ondskab samlet på 15 minutters Nyheder. Efterfulgt af Sporten. Godt så. Sikke et nuanceret billede de får af Verden... 

Men man kan ikke skåne dem mod Virkeligheden. Som i øjeblikket kører rundt i vores nærområde og forsøger at lokke små piger ind i bilen. 

For Emilie er det dog kun den yderste Bobbel den Onde Satan har formået at prikke hul på. (Indtil videre, hvisker en Ond stemme inden i mig).  Hun glæder sig til de fanger den Onde Satan, for så bliver alt godt igen. Trygt. Sikkert.
Det er kun fordi hun ikke ved - eller nægter at tro på - at den Onde Satan kun er én ud af en flok. Nægter at tro på, at det ikke er den samme Onde Satan fra Fyn, der er kørt over Storebæltsbroen.

Og lige præcis dén onde sandhed om Verden har jeg faktisk forsøgt at fortælle hende om - men jeg har svært ved at trænge igennem.

Måske er hendes naive fornægtelse af Ondskaben nødvendig for hende. For hvem kan i virkeligheden bære at skulle leve med den angst hele tiden, som lige nu har ramt børn og forældre i mit nærområde (og på Fyn).

:o(

En flue på væggen

Helt tilbage i efterårsferien - med ungerne godt underholdt af bedsteforældrene - tog Gemalen og jeg på miniferie. 

Vi tog ikke langt væk. To dage levner ikke plads til lang transporttid, så målet blev noget ganske nærliggende - Malmö.  

En hurtig tur over broen, og så havde vi to dage for os selv.

Der blev sightseet. Skoene blev slidt ned og fødderne ligeså - og vi fik set mangt og meget. Et par timer blev tilbragt i den bagende sol på dækket af en af de fladbundede både til kanalrundfart, hvilket viste nye sider af den by, der ligger så tæt på København, men alligevel er så meget anderledes.

Og vi fik shoppet. En ganske lille smule, for det var ikke shopping der var på programmet. 

Der blev kigget meget på kunsthåndværk, for den slags lader sig bedst gøre uden nervesammenbrud, når der ikke er børn med i selskabet.

I "Gustus" var der rigtigt mange fine ting af glas. Jeg forelskede mig straks i nogle spøjse fluer og guldsmede. En forelskelse Gemalen delte - og da vi sjældent kan finde noget til væggene (eller lamper for den sags skyld) som vi begge kan lide, var der ikke lang betænkningstid.  Sådan en flue eller guldsmed skulle vi da have.  Men hvor skulle den så hænge, når den blev pakket ud i Hvidovre?

Da der blev fundet en løsning på det problem var det bare et spørgsmål om at vælge - og det var altså ikke let.

Guldsmed eller flue?

Kraftigt farvet glas eller diskret?

Brune eller isblå øjne?

Vi fik endda lov til at komme med ud på butikkens lager, for at se om der skulle være lige den kombination vi gerne ville have. 

Jeg ønskede mig mest af alt en guldsmed med vinger i blåt og grønt glas og med isblå øjne, men lige præcis den kombination fandtes ikke.

De isblå øjne vandt, og se lige en smuksak vi fik med hjem...



Jeg er vildt fascineret af alle de detaljer denne fine glaskunst har. Det fine trådarbejde i vingerne. De tynde ben.
Sikke et arbejde!
Og nu sidder den så her. På den store, tomme væg i tilbygningen.
Der er flere der har bemærket, at den ser lidt ensom ud. Det er der heldigvis råd for, men det kræver endnu en tur til Malmö.

Jeg ville gerne have linket til kunstneren bag de fine insekter, men da jeg sidst forsøgte, kunne jeg ikke finde en hjemmeside. Og i dag har jeg tilmed glemt navnet...  Suk.

Til sidst et billede af den guldsmed, der næsten kom med hjem i stedet. Hvis den altså bare havde haft isblå øjne.    ;o)

Men... måske findes den kombination næste gang vi kommer forbi Malmö.

En "Golden Oldie" skifter stil

Et storskraldsfund - af den ikke-antikke slags...

Sikkert et spejl af den type, som man kan finde i Bilka og lignende butikker. 

Før kærlig behandling...

Under kærlig behandling...

Spejlet fik acrylmaling påført i 2-3 lag med blød pensel. Stukket ind under kanten ses et ituklippet plastic-chartek, så det var begrænset hvor meget der skulle skrabes af med barberbladet efterfølgende.

Og nu hænger det så her. På Emilies nye værelse.  Som jeg nok snart skal vise jer flere billeder fra.  Der mangler dog lidt, før vi er helt færdige. F.eks. mangler jeg stadig noget betræk til den nye sofaseng...

Cool, ik'?  Jeg synes selv den sorte version er fantastisk flot, og Emilie er heldigvis enig.

:o)

Prrrrr....

De matcher ret godt - hestepigen og Ingar. Yndlingshesten over alle, vistnok, selv om han ind imellem må skiftes ud med nogle af de andre firbenede på rideskolen, fordi der også er andre piger, der er vilde med den cremefarvede.

Han er nu også ret rap med sin nye punkerfrisure...

Det er så dejligt at Emilie har fundet en interesse. Og jeg synes det er så dejligt, at Gemalen stadig deler den med hende hver eneste tirsdag.
Nogle af pigerne på rideholdet er blevet "passere" for deres yndlingshest. De dukker op som frivillig arbejdskraft på bestemte ugedage og muger ud, renser hove og hvad man nu skal med sådan en blødmulet yndlings.
Det bliver helt sikkert også en del af Emilies ugeplan på et tidspunkt.
Hun skal bare lige have fysikken til at løfte baghoven med den ene arm/hånd, mens hun bruger den anden til hovrenseren. 
Ikke nogen nem øvelse, hvis du spørger mig (- men jeg er jo heller ikke heste-pige!)