torsdag den 21. maj 2009

Ølånde og sure tæer...

... og så midt på køkkenbordet!

Sådan ser der nemlig ud i hjørnet af mit køkkenbord i øjeblikket...

Når der er udsigt til nogle gode, lange dage hjemme, er det jo oplagt at bage med surdej.
Det største problem er den fimsede lugt, der breder sig hver gang man løfter viskestykket... Overskriften på dette indlæg siger vist det hele :o)

Under det ene viskestykke er dagens surdejsbrød i gang med den sidste lange hævning, før det skal i ovnen...

... og under det andet viskestykke er der gjort de indledende øvelser til endnu et surdejsbrød til i morgen - og en "Hermand", som jeg håber kan bages søndag.



Man kan fristes til at sige, at disse brød blev påbegyndt for længe, længe siden, da jeg møjsommeligt lavede den første surdej helt fra bunden - en surdej, som der efterhånden kom mere og mere gang i - og som jeg benyttede flittigt - men som til sidst blev glemt bagerst i køleskabet, for det er altså temmelig tidskrævende at bage brød med surdej :o)
Nå, men en genoplivning af surdejen blev påbegyndt i tirsdags - og nu er der igen masser af spunk i surdejen...
Klokken 9:30 blev dette brød påbegyndt...
Klokken 16:30 blev det hældt ud af hævekurven...
... og så er jeg næsten i mål med det første surdejsbrød i Kr. Himmelfartsferien...
... klokken 17:30 var det bagt og lagt til afkøling på bageristen.
Der er rigtigt meget ventetid forbundet med surdejsbrød - og så er det jo herligt, at man har tid til at vente, når man har ferie :o)

Og noget af ventetiden i dag blev brugt på noget, der lugter langt mindre af gammel ølånde...



I morgen tidlig fortsætter surdejsbageriet... Jeg tror, at den næste dej skal bruges til en portion foccacie med krydderurter fra drivhuset og sydesalt fra Læsø :o)

Gad vide, hvor længe dette fortsætter, før surdejen igen får en pause bagerst i køleskabet?

Mac n Cheez...

Noget af det mest "ærke-amerikanske" jeg kan forestille mig må være macaroni and cheese. Baseret på mit enorme kendskab til amerikansk mad, som er baseret på alle de amerikanske film, jeg har set... :o) Hm...

Nå, men Lucy laver det... og vi kom selvfølgelig også til at tale om mad, da hun besøgte os - og bl.a. om hendes macaroni cheese.

Lucy anbefalede en opskrift fra Jamie Oliver - og jeg fandt den på hans hjemmeside (hvor der også er mange andre opskrifter, hvis du skulle have lyst til lækker mad og ikke allerede - som visse af os - har næsten alle hans kogebøger i reolen).

Well... lige præcis den kogebog med macaroni cheese-opskriften har jeg ikke... Derfor søgningen på hans hjemmeside, hvor der faktisk var to opskrifter på macaroni cheese.
Ifølge Lucy skulle der ansjoser i - så det måtte være denne opskrift som blev anbefalet af hende...

Derfor stod der macaroni cheese på menuen i dag. Ganske let at lave, når man har en foodprocessor.

og ganske lækkert...
Til gengæld må Jamies familie eller venner have en usædvanlig god appetit, for familien Putz formåede kun at spise halvdelen af den portion, der var beregnet til 4 personer ifølge opskriften.
Og det på trods af, at vi sprang salaten over...


Dette kan godt gå hen og blive en af de "faste" i familien Putz.

Så må vi jo bare sørge for at have frisk mozarella, kaffefløde, parmasan, frisk basilikum og tørt brød i huset fremover... :o)

onsdag den 20. maj 2009

Provinslopper...

Vi var på loppemarked i den jydske provins i weekenden...
Og Frau Putz havde glædet sig - lige siden hun så skiltet udenfor byen, da vi ankom...
Jeg har jo hørt meget om prisniveauet på sådan et provinsloppemarked, og om muligheder for store loppefund, som det ikke altid er muligt at gøre her i området, hvor loppemarkeder er "in"...

Well... prisniveauet var endnu lavere end forventet.
I hvert fald var der ikke meget "prutten-om-prisen" da jeg bød 50,- for denne gamle stol.
Som Gemalen bemærkede: "Nå. Nu lukkede han vist boden og gik ned på den lokale kro".
Men jeg kunne da ikke have budt en tyver, vel ???

Den trænger til nyt betræk på sædet - og træet har rejst sig pga. fugt - men når den er blevet vasket, limet, slebet og malet - og har fået nyt, fint betræk bliver den da skøn...

... og jeg er altså vild med de fine detaljer, man kan finde på sådan nogle gamle møbler.

Så selv om sælgeren har grinet hele vejen ned til kroen... så er jeg skam godt tilfreds :o)

Klog af "skade" bød jeg ikke noget for denne Margrethe-skål, men insisterede blot på at få at vide "Hvad skal du have for den?" - og så fik jeg den for 5,- - og så var sælgeren endda lige ved at tilbyde mig rabat, fordi den mangler gummiringen i bunden...
Men rabat??? Skulle jeg så kun betale 4,- ? Jeg afslog generøst rabatten :o)

Jeg elsker farven. Den er simpelthen så skøn - og sådan en Margretheskål på 1½ liter koster altså (Hurtig google-søgning) 110,- som ny - og findes slet ikke i sådan en lækker farve i butikkerne... (Jeg har i hvert fald ikke set den)
Måske jeg skulle købe sådan en lille bitte pink Margretheskål... Det vil passe godt til denne... og live op på sommerbordet... :o)

tirsdag den 19. maj 2009

Ferie på en øde ø...

Den just overståede weekend blev tilbragt i det jydske, for Karoline blev 3 år - og en så vigtig begivenhed skal jo fejres med maner.

Hver gang vi passerer Storebæltsbroen kigger jeg med en uforklarlig længsel på Sprogø. Jeg ville sådan ønske, at man kunne holde ferie på denne ø. Bo i det lille gule hus med det røde tegltag. Med udsigt ud over vandet - og med det stribede fyrtårn som nabo...

Det ser simpelthen så idyllisk ud - og ja... jeg ved godt, at øen har en temmelig forfærdelig og trist fortid som en slags "fængsel", bl.a. for kvinder, som havde været så uheldige at blive gravide udenfor ægteskab...
(... og hvis der er nogen, der ønsker at kommentere kvaliteten af billederne, så lad dem først lige selv prøve at tage billeder af en ø med 100 km. i timen og med kameraet løftet ud af vinduet og op over bilens tag... Så kan I klage...)
Resten af turen er ikke så spændende. Sådan en fredag eftermiddag er det mest...
bilkøer... og sovende unger...


Nå... men drømmen om at bo på en øde ø kommer næsten til at gå i opfyldelse i år.
Familien Putz skal nemlig holde ferie på Orø - og selv om den ikke er helt øde, så er der ifølge pålidelige kilder ikke meget liv på øen :o)
Well... det betyder vel, at der er basis for en afslappende ferie med en god bog, et strikketøj og nogle lange gå- eller cykelture sammen med ungerne :o)

mandag den 18. maj 2009

Nye beboer i 11B

Piip-piip... Små skingre lyde vidner om, at Darcy og Lizzy trods ihærdig indsats ikke har skræmt havens musvitpar bort i år. Der er unger i redekassen.

De har valgt et idyllisk sted midt i de blomstrende klematis...

Op ad Rio-nettet på den anden siden af havegangen vokser endnu en klematis - af samme sort, troede jeg - men jeg har tydeligvis glemt det nøjagtige indkøb på planteskolen sidste forår, for de er absolut ikke ens.

Forskellen ses endnu tydeligere tæt på. Skønne, stribede balletskørter i pink...

... og den sarte lyserøde, som indhyller musvitboet.
Nu håber jeg bare, at Darcy og Lizzy ikke har held med deres evige vogten over beboerne i nr. 11B.
Jeg tror altså ikke på, at de to misser ligger og passer på ungernes ve og vel... :o)

torsdag den 14. maj 2009

Still missing...

Jeg har fulgt sagen om Madeleine McCanns forsvinden ganske nøje igennem de sidste 2 år, og indlægget her skyldes den dokumentar jeg så på TV2 sent i går.

Jeg ved egentlig ikke, hvorfor den sag greb mig så meget, men måske skyldes det, at Madeleine mindede mig lidt om Emilie - og fordi jeg kunne "se" mig selv sat i den samme situation som Madeleines forældre befandt sig.


Det må være alle forældres værste mareridt!



Jeg ved, at der er en del personer, der vil sige ting som
- at de selv var ude om det, for de kunne jo bare have holdt øje med hende og hendes søskende!
- og hvad var det for en slags forældre, der ville lade deres børn sove alene på et hotelværelse uden at holde øje med dem???
Ja der er sågar en del, der mener, at forældrene selv slog hende ihjel og forsøgte at dække over det ved at "opfinde" en kidnapningshistorie...

Jeg er bare nødt til at sige, at jeg altså også kender forældre - ganske udmærkede og meget ansvarlige forældre - som lader deres barn ligge på hotelværelset, mens de sidder "lige nedenfor ved poolen" - og de kan altså heller ikke høre noget, hvis en forstyrret person beslutter sig for at slæbe deres datter med sig...


Jeg selv lader altså også mine børn sove alene i huset en dejlig sommeraften, mens jeg sidder i den anden ende af haven - og også her er de da "ubeskyttede"...
Mod forstyrrede personer kan man jo ikke gardere sig.


Jeg er derfor ikke en af den, der peger fingre af Madeleine McCanns forældre. Det kunne have været mig - og jeg vil vove den påstand, at det kunne have været dig!

Med hensyn til påstanden om, at forældrene selv slog hende ihjel... Det kan I sgu da ikke mene!

(Jeg ORKER ikke at komme med argumenterne mod denne sindsyge tanke, men skulle nogle have lyst til at tage diskussionen med mig, kan de jo først lige forsøge at komme med nogle gode argumenter FOR denne teori. Såsom forældrenes motiv - både for at slå hende ihjel (omend måske ved et uheld), og for efterfølgende at forsøge at skjule det... i stedet for at forsøge at GENOPLIVE hende... De er læger for f... og rejste sammen med andre læger... Og så kom jeg alligevel til at argumentere imod...)



Nå, men... jeg blev altså ganske forfærdeligt grebet af "sagen om Madeleine" lige fra første øjeblik - og er det vel stadig.


Verden blev altså lige et nummer ondere og mindre tryg fra den dag hun forsvandt!



Jeg er en af dem, der vil græde mange salte tårer, hvis denne sag engang bliver "afsluttet".

Forhåbentlig bliver det glædestårer, for jeg er nødt til at bevare håbet om, at der på et eller andet tidspunkt er nogen, der står frem og fortæller hvor Madeleine er - så hun kan blive genforenet med sin familie... Der må da være noget godt tilbage i denne verden...

... eller også bliver det salte tårer af medfølelse for hendes forældre, fordi der er en, der står frem og indrømmer, at Madeleine er død.

Uvisheden må næsten være det værste, men der er dog stadig håb, og jeg kan godt forstå, at forældrene klamrer sig til det håb. Hvem ville ikke det?

Hvis du skulle have lyst til at læse mere om Madeleine og om forældrenes fortsatte kamp for at finde hende, kan du kigge lidt på deres hjemmeside.
Det er også der, jeg har lånt billederne til dette lille indlæg.

onsdag den 13. maj 2009

Så er det klaret...

På besøg hos planteskolen blev de sidste planter til drivhuset endelig købt.

Her store, røde tomater. "Elin" og "Gemini".
Her små, gule cherrytomater "Sun Gold"Og her en enlig skoleagurk sammen med rosmarin og citrontimian.
Så mangler jeg blot at få sået nogle flere krydderurter imellem tomaterne (alm. timian, krus- og bredbladet persille, purløg og basilikum) - og så er vi klar til at gå denne sommer i møde, en del mere klar end vi var sidste sommer, hvor vi fik drivhuset foræret, og derfor først kom i gang meget sent.
Gemalen har lovet at lave trækasser til at kamouflere de grimme, men meget praktiske kapilærkasser. Jeg tror det vil pynte gevaldigt :o)
Udenfor drivhuset trives kamæleon-buskene...
og lige udenfor billedet trives enorme mængder skvalderkål... :o)

tirsdag den 12. maj 2009

SKUFFET

Nederst i dette indlæg drømte jeg om, hvor meget jeg skulle nyde naboens æbletræ, når det sprang ud i al sin pragt med lyserøde og hvide blomster over alt... Det plejer simpelthen at være så SMUKT!

Jeg overvejede endda at holde fri fra arbejde i et par dage, så jeg blot kunne sidde på min stol ved spisebordet og nyde udsigten.
Men AK!

Se lige, hvor få blomster der er på det træ i år.


Jeg er så SKUFFET!

... og det bliver nok heller ikke i år, at vi kan plukke til hele vinterens forbrug af æbler, sådan som vi gjorde sidste efterår...

Vi har faktisk stadig 1½ "skuffefuld" æbler tilbage i udestuen. Nu ligner deres skind noget man kan finde på en indtørret, gammel kone på omkring de 90 år - men de skal blot skrælles og så smager de fantastisk i brød og kager.
Som i de æble-kanelmuffins Frau Putz bagte i weekenden...
... og i alle de brød, der bliver bagt her i huset indgår også revne æbler fra det skuffende træ...

Til gengæld fryder paradisæbletræerne i baghaven...

Dem kan jeg næsten ikke se mig mæt i... :o)

mandag den 11. maj 2009

Æble-kanel Muffins - og så lige lidt af de "sorte og blå"...

Andreas har længe plaget om muffins så lørdag "forbarmede jeg mig" endelig over ham ;o)

Jeg er vild med æble og kanel og tænkte, at den kombination vel også kunne gøre sig godt i muffins, så her er dagens bud på en æble-kanel muffin-opskrift.
De smagte godt, så jeg tør godt at bringe min opskrift videre ud i verden :o)


Frau Putz' Æble-Kanel Muffins
(20-24 stk)

150 g. blødt margarine (Microovn)
250 g. sukker

2 æg
1½ dl. mælk

250 g. mel
1 tsk. bagepulver
2 tsk. stødt kanel

3-4 smagfulde æbler
----
Tesukker/Perlesukker Margarine og sukker piskes sammen. Æggene piskes i et ad gangen og mælken røres i.

Mel, bagepulver og kanel blandes og røres i dejen. Æblerne skrælles, kernehusene fjernes og de skæres i tern. Æblerne blandes i dejen.

Dejen fordeles i muffinsforme og der drysses med tesukker. (Kan evt. udelades, men giver en fantastisk, sprød skorpe...)

Bages ved 175 grader varmluft i 15-20 minutter til lysebrune og afkøles på bagerist.


Men... nu forholdt de sig sådan, at Andreas ikke var helt tilfredsstillet.
Søndag morgen - blot få minutter efter morgenmaden plagede han IGEN om muffins.
"Jamen vi fik jo muffins i går!"
"Ikke rigtige muffins. De skal være BLÅ!" var svaret.
Nå... Hm...

Andreas var nemlig rigtigt glad for de blå muffins, som Frau Putz bagte for et stykke tid siden.
Som den eneste, skal siges - og jeg er ikke meget for at gentage "succesen"...

Nå... men søndag eftermiddag skulle vi have naboerne over til lidt eftermiddagskaffe, så jeg overtalte ham til, at vi kunne lave "sorte muffins", som er Andreas' udtryk for chokolademuffins - og så pynte dem med blå glasur - og det gik han med til.

Sådan... chokolademuffins blev bagt, pyntet med blå og lilla glasur og yderligere suppleret med lidt "kedelige" forældremuffins uden glasur og nogle æble-kanelmuffins fra lørdagens produktion... Det ser da ganske festligt ud...

Og vejret var fantastisk til eftermiddagskaffe i haven! Sikke en sommerdag - og så er det kun først i maj :o)


Og her er så lige et billede til at berolige dem, der tror, at vi ALTID spiser kage i Familien Putz... ;o) Det gør vi altså ikke til daglig!

Glade små farveklatter

I forhaven, lige ved hoveddøren står denne gamle whiskey-tønde. Det er herligt at blive mødt af sådan en lille, glad farvehilsen når man kommer ud af døren om morgenen...


og den byder gæster hjerteligt velkommen indenfor...


I baghaven står havemøblerne klar til de varme eftermiddage - og de forhåbentlig lange sommeraftener med lækker mad på grillen og dejligt selskab.

En duftgeranie har fundet vej til krukken på bordet.


Nu håber jeg blot, at den ikke lider tørkedøden som så mange af dens forgængere :o)

søndag den 10. maj 2009

Yarn-Goodies from America

Frau Putz har jo haft besøg af Lucy fra Pennsylvania - og denne skønne quinde var så sød at slæbe 3 kg. garn med til Danmark for Frau Putz (Sådan kan man nemlig undgå international porto, toldgebyr og moms...) og det fylder altså RIGTIGT MEGET sådan noget garn, så jeg var helt pinligt berørt da jeg så, at jeg havde fyldt en halv kuffert...
Thankyou so much, Lucy. I'm so grateful for all your help with the yarn!

Det er jo fantastisk så billigt garn er i USA... Jeg har givet ca. 30,- danske kroner pr. nøgle :o)

For første gang har jeg derfor fået fingre i noget af det længe ønskede garn fra japanske "Noro". Jeg er nærmest forelsket i farverne og de lange farveskift...
2 nøgler Noro Silk Garden Lite... Til et tørklæde...
3 nøgler Noro Kureyon... Til et halstørklæde...

I begge tilfælde er farverne ELENDIGT gengivet i den skarpe eftermiddagssol... Mit Kureyon er altså IKKE laksefarvet!
Og så havde jeg købt 4 + 9 + 9 nøgler á 100 g. Cascade 220 Heathers (Skønt, blødt uld fra Peru)
Den øverste farve er til Andrea, mens de nederste er til Frau Putz selv... Ifølge planen... men planen er endnu ikke så fast, at den ikke kan laves om :o)
Jeg er vist nødt til at tage et nyt billede, hvor solen ikke ødelægger farverne :o)


Sådan! Meget bedre.