Kiii-ah!

En af de voksne på Emilies fritidshjem har igennem det sidste halve år lært en gruppe af ungerne nogle af sine færdigheder i taekwondo.

På torsdag er der opvisning, hvor de skal vise, hvad de har lært. De gennemgår det, der svarer til en graduering til gult børnebælte (tror jeg nok det hedder...), men fordi de ikke er medlem af en rigtig taekwondo-klub men "bare" har trænet på fritteren, bliver det ikke en rigtig graduerings-bedømmelse, men blot en opvisning. Et par af de "rigtige" trænere fra taekwondo-klubben kommer dog forbi og kigger på - sammen med en hel masse forældre.

Torsdag er jeg desværre forhindret, men jeg fik heldigvis lov til at overvære generalprøven i dag - og fandt ud af, at Emilie er en del mere hårdtslående og -sparkende, end jeg havde forestillet mig. 

;o)

 

 

De fandt Holger!

Det er bare så dejligt, når det hele ender godt!

Holger er fundet - og indsatslederen lovede ham is fra Hjem-is-bilen. Det hørte jeg selv.
For min skyld må han få en hel islagkage.


:o)

Om at finde Holger

Lille Holger på 3 år er forsvundet - og det rammer mig dybt.
Dybere end et jordskælv med mange tusind døde - og forklaringen må være, at jeg bedre kan sætte mig ind i det mareridt, som Holgers forældre gennemlever lige nu.  Det andet er ligesom for stort til at tage ind under huden...

Ifølge medierne er Holger gået bort fra gruppen i fornærmet/vred tilstand - og politiet søger efter ham i et område, der ligger op til 3½ km. fra stedet, hvor han forsvandt. Og vil i dag intensivere eftersøgningen i det område, der ligger nærmest hans forsvindingssted...
Nu er jeg jo ikke ekspert - eller er jeg som mor egentlig ikke det?  Børn kan jo gå langt. Meget længere, end man som voksen forestiller sig. Spørg enhver børnehavepædagog...  Og vrede børn kan gå endnu længere, tænker jeg...
Kan sådan et barn ikke gå temmelig meget længere end 3½ km væk i løbet af en hel dag?  Først i vrede, senere på eventyr - og til sidst på... hvad?... angst, "jeg vil finde min mor"...

Jeg håber virkelig, at de helikoptere flyver i større cirkler...

Overspring

Her er lidt vel ordfattigt i øjeblikket - og det beklager jeg. 

Jeg kan bare ikke rigtigt få dem ned på "papir" - alle de ord, der summer rundt oppe i hovedet i øjeblikket. 

En skriftlig opgave af et vist omfang skal være klar til at blive afleveret på fredag. 

I øjeblikket deltager jeg i et af de kurser, man som arbejdsledig har lov til at deltage i. Et fantastisk kursus, faktisk. 

Det handler om kommunikation. Min kommunikation - og jeg skal skrive en totalt subjektiv opgave, hvor jeg skal tage udgangspunkt i min egen evne til at kommunikere med andre - og sammenholde dem med noget psykolog-baseret teori i en bog. Meget langt fra det, jeg tidligere har beskæftiget mig med, nemlig fakta.  Alene af den grund svært - men det er samtidig en svær opgave (og her skal jeg i henhold til kursus-"reglerne" ikke skrive det forbudte ord "svært", men UDFORDRENDE! Ja, ja, så...) - en udfordrende opgave at skulle holde et usynligt spejl op foran mig selv, og  virkelig se og indse noget om min egen kommunikative evne. 

For det er jo altid sådan, at man får mest ud af sådan en udfordring, hvis man tør tage den op og tage fat i noget af det SVÆRE (!) og turde se på konflikt-områderne. 

Halleluja...  og hvor er det bare en UDFORDRING at få noget af det ned på skrift. 

Så jeg lavede lige en overspringshandling...

"Har du ikke sådan en?" spurgte Gemalen...

"Nej da. Jeg har to" - måtte jeg indrømme.

Men jeg har ikke en i de farver...   (og her skal lige tilføjes, at farverne på mit foto desværre igen slet ikke lever op til virkelighedens klare juvel-nuancer. Det går faktisk en smule bedre på blitz-billedet herunder)

Et nøgle Cascade 220 i en klar, mørkelilla farve kombineret med 2 nøgler Noro Silk Garden i klare grønne, turkise, koboltblå og lilla juvel-farver.  Masser af huller - præcis som i min opgave...

Ah... men det værste ved den her overspringshandling er, at den er for lille.  Altså størrelsen af det færdige pindearbejde...  Overspringet har skam været stort nok - og i dag skal der altså skrives noget i stedet!

Så kan jeg jo altid trævle lidt op ind imellem. Når jeg mangler ord.

:o)

Om man fatter det...

Lige der...  på stolen i udestuen... midt i bunken af Gemalens løbetøj, som han har fået forbud mod at opbevare indendørs, pga. dets... temmelig ubehagelige lugt...  (Politisk korrekt udtrykt!)

Lige der kan man så finde en kat, som tager sig en halvdags-morfar...

Om jeg fatter det!

Men pludselig passer hans ansigtsudtryk på situationen...

Waaadr!

;o)

Hvad???

Det er han da bare slet ikke stor nok til...

Han er da slet ikke klar til det...  - eller JEG er ikke klar...

Men jeg må hellere se at blive det, for liiiiiige om lidt er det slut med børnehave...

Men jeg fatter det stadig ikke helt!

Tidlige Syrener

En lille niece på Fyn er lige fyldt 1 år - og lørdag tog vi turen over broen for at fejre hende (og hendes far - men kommer forældres fødselsdage ikke altid til at stå i baggrunden, når både far og datter har fødselsdag indenfor samme uge?  ;o)   )

Jeg har derfor haft travlt med at strikke sommerlige bluser til Lillepigen og til Storesøsteren - for når man kun er et par år ældre, kan det være svært at se på, at lillesøster får alle gaverne.

I den lyseste syrenfarvede uld fra Weller har jeg taget forskud på foråret og sommeren.  

Trøjerne er strikket lige ud af hovedet. Den mindste 1/3 mindre end den store - og jeg må indrømme, at jeg blev en smule svedt, da jeg fredag eftermiddag lukkede de sidste masker af på den lille. Den så nemlig alt, alt for lille ud.  

Nå...  tiden var ikke til at lave endnu en version, så den blev vasket, hjerteknapperne blev syet i og den blev pakket fint ind - med tanke på, at der altid kunne sendes en større udgave med posten.

Jeg har åbenbart helt glemt, hvor små sådan nogle tøser på 1 år er - for den passede helt perfekt. 

;o)

Pottemageren

Sidste år knækkede rigtigt mange af mine spinkle sommerblomster, da jeg skulle have dem ud af de små plasticpotter. 

Hos Claus Dalby har jeg set nogle potter, som kunne åbnes, så de sarte planter kan tages ud uden at knække dem - og jeg gik på jagt efter sådan nogen på nettet.  Men AK...  De er så dyre, at pengene til indkøbet af dem svarede til flere års indkøb af færdige sommerblomster på planteskolen...

Til gengæld faldt jeg over noget andet. En Pot Maker. Hvor man kan trylle helt almindelige aviser om til små, biologisk nedbrydelige såpotter. Slut med at tage planterne ud af potterne. Hele skidtet plantes direkte i haven, når planterne er store nok. 

Og se så lige her...

En lokalavis forvandlet til en lille flok såpotter i løbet af nogle få minutter.  Genbrug når det er bedst   ;o)

Men ved du, hvad det allerbedste er?

Det er min søde Svigerfar, der selv har drejet min Pottemager på drejebænken hjemme på snedker-værkstedet, hvilket gør den til noget helt, helt specielt for mig.

Sikke en dejlig gave at få.  Tusind Tak, P.E.

:o)

Sørøver-ar

Jeg har i dag tilbragt omkring 3 timer på skadestuen sammen med Andreas.

Børnehaven ringede, at han havde fået en flænge i hovedbunden, som de mente skulle sys. Andreas var på vej i en taxa fra det yderste Amager til Skadestuen sammen med en pædagogmedhjælper - og jeg fulgte efter og fandt ham fattet og rolig, med en 3 cm. gabende og blødende flænge i hovedet. Måske meget godt, at man ikke kan se sig selv i nakken  
;o)

Efter den sædvanlige skadestue-ventetid kom vi endelig ind på en stue, hvor han klarede det så flot. Tror næsten, at jeg græd mere, da han blev bedøvet end han selv gjorde...  og han var bare så sej, da han blev syet sammen. 5 sting og nu har han noget der grangiveligt ligner et stort sørøver-sår i hovedbunden.

Efter hjemkomsten har 2 af vennerne fra børnehaven ringet for at høre til ham. De har været meget bekymrede for ham - og det har sikkert også set voldsomt ud. Han selv tager det hele i stiv arm - og i morgen tager vi forbi børnehaven for at sige hej, så de kan få lejlighed til at se, at han har det fint.

Så galt kan det gå, når man leger tagfat med sin bedste ven - og på vej ud fra et gemmested knalder hovedet op i kanten af et bord...

Avs!

Et par streger på et papir

Planerne for skuret har været lagt længe. Lukket skur på det gamle, støbte betonfundament - overdækket halvtag over resten af arealet bag huset. 

God plads til det hele. 

Måske for god plads, begyndte jeg at tænke.  For har vi virkelig brug for små 40 kvadratmeter under tag, når vi nu ikke har barnevogn og klapvogn mere?  Hvad skal vi dog bruge så stort et overdækket areal til?  

Der har været diskuteret frem og tilbage - og der blev forleden indgået et kompromis, som indskrænkede det overdækkede areal en smule.

Men så faldt det gamle skur... og jeg stod og kiggede ud af køkkenvinduet og NØD, at udsynet ikke var spærret af et grimt skurtag. NØD lyset og luften omkring huset.

Og så tænkte jeg igen...  Puslede lidt med en tanke...  Og drømte lidt...

Om et åbent område lige udenfor køkkenvinduet. Om et mindre skur med en anden placering. Om et gårdmiljø bag huset. Om en kop kaffe ved et havebord i skyggen på en varm sommerdag. Om plads til flere grøntsager - og måske også blomster. Om klatreplanter op ad væggen - og et lille blommetræ, som tager udsigten til naboens farvestrålende rod i baghaven. 

Og så satte jeg et par streger på et stykke papir...  Og tænkte, at jeg hellere måtte farvelægge det hele lidt, så jeg virkelig kunne sælge ideen til Gemalen.

For jeg ved jo godt, at det ikke er mig, der skal fjerne det 10-15 cm. tykke, tunge støbte betonfundament fra det gamle skur...  9 kvadratmeter beton, som sikkert er lige så modstandsdygtigt, som de tyske bunkers ved Vesterhavet...

Det var heller ikke mig, der lagde 10 kvadratmeter fliser sidste sommer. Fliser som indgik i den tidligere plan, men som ifølge mine streger nu skal ligge et andet sted...

Men jeg lover, at jeg nok skal lave den kop kaffe, han kan nyde lige der i skyggen...  Der følger endda en muffin eller to med...

;o)

Helt sikre tegn

Foråret er på vej!

Jeg ved det, for i går var det varmere end det var koldt  (ja det var!) - solens stråler slog den frosne jord og lokkede mig udendørs.

Jeg ved det fordi Gemalen og Andreas satte trampolinen op igen.

Jeg ved det, fordi jeg får lyst til at trække forårets farver og lyset indendørs igen.

Jeg ved det, fordi foråret altid bringer boblende energi med sig - og lige nu har jeg champagne i maven.

Shabby Chic no more

Vupti. En måned før det egentlig var planen kom Demolition Man lige op i Gemalen - og hurtigere end jeg næsten kunne tænke "brækjern" havde han fjernet store dele af det gamle skur.

Shabby Chic i sin yderlighed - pilråddent og upraktisk hvis man så lidt mere realistisk på det.  Det gamle skur har stået på grunden lææænge før huset blev bygget i 1952. Bygget af genbrugsmaterialer (med en stor overvægt af gamle sildekasser) har det øjensynligt været brugt som kolonihave- eller sommerhus i en periode - at dømme efter de laser af blomstrede gardiner, vi engang fandt bag den plade, der var sømmet op foran det store vindue i gavlen.

Det vindue, som Robert nu tydeligvis ikke kan forstå, at man bare sådan kan spankulere ind og ud af, som man lyster.

Så længe det nu varer, for jeg tipper på, at der ikke går mange timer, før det sidste også ligger i en smårodet bunke og venter på at blive fjernet, næste gang der er indsamling af "storskrald" her i området.

Nyt skur er der lovet byggehjælp til engang i påsken. Chefarkitekten er sat på sagen...  Nu håber vi bare, at hun kan blive enig med bygningshåndværkerne om udførelsen...

;o)

Familien Mad Knitter Junk Hip-hop Knightley

Årets familiefotos:

Mad Knitting Mom og Hip-Hop Son

 

Junk Daughter

Mr. Knightley

Mor og datter vandt priser for bedste udklædning i henholdsvis børne- og voksenkategorien - hvilket egentlig var urimeligt, eftersom man vel kan diskutere, om jeg overhovedet var klædt ud???
Mad Knitter...  Det er jo mig.  Ligesom Hip-hopperen og den lidt forvoksede ridder også passer meget godt med personerne indeni.

;o)

Meget praktisk... ;o)

Emilie drømmer om at få en hund.  Selv med 3 katte i huset er det ikke nok.
Hund er til gengæld ikke en mulighed set med mine briller, for jeg synes personligt, at det er synd, at den skal være alene hjemme i de mange timer, vi er på arbejde i (når jeg altså går på arbejde, hvilket vel sker igen på et tidspunkt...)
TV-udsendelserne "Så' der hund" er set igen og igen og igen på DR's hjemmeside, dyreinternaternes hjemmesider er gransket mange gange - og Emilies overtalelsesforsøg fortsætter.  

Andreas vil gerne have en skildpadde. Jeg ved ikke, hvor han har fået ideen fra  -men han drømmer om "at ride en tur på den"...  Eller i det mindste vil han gerne give en af kattene en ridetur på skildpadden...

Hver gang Emilie nævner hunden, nævner Andreas skildpadden.

Således også i dag, hvor vi går forbi en enorm hundelort, efterladt på fortovet. Emilie ser den og siger:  Hvis jeg får en hund skal jeg nok selv samle hundelortene op og smide dem ud.

Andreas:  Når jeg får en skildpadde, lærer jeg den at tisse inde i sit skjold.

...

;o)

En bunke skrald og en lille Verdenssensation

Fastelavn...  åh de utallige muligheder for at gå i kreativ udfoldelse - eller panik - over ungernes udklædninger...

Man kan købe sig til rigtigt mange udklædninger i alle prisklasser - og jeg har da også ind imellem købt mig fra hele balladen, specielt da ungerne var mindre. Den evigt populære udklædningskiste i kælderen er også blevet suppleret med udklædninger fra noget familie, hvis egne unger "er vokset fra det der med at klæde sig ud".
Vokser man virkelig fra det?
Hm... Jeg er måske (?) en af de få undtagelser...
... og jeg forsøger stadig at overtale Gemalen til at holde et brag af en Halloweenfest.
Hvert år.
Hvilket endnu ikke er lykkedes...  (Men i år forsøger jeg igen!)

Til gengæld fejrer vi Fastelavn. Både i børnehaven og skolen - og ude i haven på søndag. Sammen med de andre børnefamilier og enkelte barnlige sjæle fra grundejerforeningen.

Men hvad skal man være?
Klædt ud som, altså...

Andreas har endnu aldrig været klædt ud igennem en hel fest. I børnehaven er han knap nået indenfor døren, før han af ren generthed smider kostumet og nægter at tage det på igen - så det er jo let nok at klæde ham ud. Et eller andet fra kisten i kælderen - og så er han klar...  til at tage det af...

Emilie...  Hm...  Jeg var lidt tom for ideer - og Emilie supplerede mig glimrende med mere af det samme...
;o)

Men så så jeg et glimt af et kostume hos Badut - og bryggede lidt videre på ideen. Et stykke stof - hul til hovedet - elastik og ribkant rundt i halskanten. En slags hætte af strækstof. Og så påsyet en hel masse skrald.
Et voila...

En bunke skrald

(Lidt Temmelig Meget uskarpt billede...  Men der var nogen, der ikke havde tid til at stå stille for at blive foreviget!)

Den lille Verdenssensation som overskriften omtaler:

Da vi forlod Andreas i børnehaven havde han endnu ikke taget sit "Vampyr"-kostume af - og de andre børn havde endda set det på!  Hold da op!

(Gad vide, om det holder helt til tøndeslagningen begynder?)

Men mig selv...  Hvad pokker finder jeg på til på søndag?  Tror simpelthen ikke, at jeg kan klemme mig ned i udklædningskistens skriggule kyllinge-kostume i str. 128...
Selv om det kunne være sjovt at prøve...

;o)