lørdag den 9. maj 2009

939 Troldhekse...

... og til alle jer "Ikke-Vendelboer":
Troldhekse er det mere passende navn for den plante, som alt for idyllisk er kendt under navnet "Mælkebøtte" i andre dele af landet. Det er forståeligt, at nogen har tilføjet "Fandens" til navnet!
Tro det eller ej... Overskriften på dette indlæg er sand. 939 (Ni-hundrede-ni-og-tredive) mælkebøtter fjernede Frau Putz i haven sidste søndag eftermiddag.
Og ja! Jeg talte dem, for det er motiverende med et overskueligt mål med arbejdet.
Egentlig havde jeg bare lovet mig selv, at jeg ville fjerne 100 mælkebøtter, og så skulle jeg have en kop kaffe.
Da jeg så havde fjernet 100 var det ligesom ikke "tid" til kaffe endnu - og de første 100 mælkebøtter kunne man nærmest ikke se var fjernet... så jeg besluttede mig for i stedet at fjerne 200 før kaffen...
Kaffen blev indtaget nede ved vandfaldet, hvor Gemalen var ved at lægge Brosten...Darcy og Lizzy er altid klar til at holde én ved selskab, hvor man end færdes i haven...
Darcy inspicerer Gemalens brostens-arbejde...
Paradisæblerne var lige på nippet til at springe ud den dag. Fantastiske farver.
Nu står de i fuldt flor - og er om muligt endnu kønnere...
... og efter den dejlige kaffepause tænkte jeg, at jeg da lige kunne fjerne 200 mere.
Da 400 var nået, lå jeg på knæ midt i en stor plet med mælkebøtter - og så besluttede jeg at fortsætte til 500...
... og så til 600, for der var jo stadigvæk nogen lige i nærheden...

... og ved legehuset...
... og henne ved køkkenhaven...
...hvor det så blev til 939 - og så kunne der simpelthen ikke proppes flere mælkebøtter i haveaffaldscontaineren
og helt ærligt: Så GAD jeg simpelthen ikke at fjerne én eneste mælkebøtte mere den dag!
Og så tænkte jeg også, at læserne måske ville have lettere ved at tro mig, hvis jeg ikke fortsatte til 1000, for det er ligesom et for "pænt" tal... :o)

Efter dagens arbejde var det til gengæld en sand fornøjelse at kigge ud over en baghave, som var befriet for de første 939 mælkebøtter...
DESVÆRRE...
Alle de mælkebøtter, som du har set på billederne herover... De står der stadig! Jeg tog nemlig igen ingen "Før-billeder", men har blot taget billeder af nogle af de mælkebøtter, som jeg ikke fik fjernet på dagen...

Gad vide, hvor mange, der er tilbage???

Jamen dog...

... sikke lang tid der er gået siden Frau Putz sidst fik blogget her :o)
Har hun så ligget på den lade side?
Har der ikke været noget at blogge om?

Nej og Jo... men jeg har haft så travlt, at jeg ikke har haft tid til at blogge :o)
Følgende er derfor et lille tilbageblik...

Fredag d. 1. maj havde jeg fri - og vejret var HERLIGT som det jo har været hele dette forår - med enkelte undtagelser den sidste uge.

Frau Putz var alene hjemme med ungerne, og kursen blev sat mod det lokale shopping-center (Lyder fint, ikke?) - hvor vi skulle købe sko til Andreas.
Og sandelig... vi fandt Fantastiske "Lynet McQueen"-gummistøvler til Andreas - og sko til både Andreas og Frau Putz :o)
Samtidig fik vi handlet lidt impulsivt, så vi kom hjem med frø og knolde til haven... (Man kan da ikke bare gå forbi sådan noget 50% rabat forårs-udsalg...)
Resten af formiddagen blev derfor brugt i drivhuset, hvor vi såede, plantede og vandede.
Her hvide potter med Emilies "sommerfugleblanding" - samt potter med Squash og store Græskar så vi kan lave Halloween-lygter i år...
En uge senere er sommerfugleblandingen kommet op, mens resten fortsat lader vente på sig...Så blev der plantet 5 hosta (Er fortsat spændt på, om de bliver til andet end visne rødder), 2 bonderoser, løjtnantshjerte, Dahlia/Georginer, Chokoladeblomst og sået nogle små, blå blomster, som jeg har glemt navnet på... (Noget med "øje"...) Og efter en smule oprydning så drivhuset endelig lidt "beboet" ud...
Efter frokost kastede Frau Putz og en meget entusiastisk Andreas sig over ukrudtet i forhaven.
Andreas fjernede alle "de lilla" mens Frau Putz ordnede resten. Hold da op, hvor var det tilgroet, og desværre har jeg ikke nogle "før-billeder", men her kan I se resultatet...
Her et enkelt nærbillede... bare for at vise, at det heldigvis ikke lykkedes Gemalen at udrydde de Akelejer, som Frau Putz så møjsommeligt havde passet hele forsommeren sidste år...
(Det var ved den lejlighed jeg hentyder til, at Gemalen blev omdøbt til "Dræbersneglen"... Men lad nu det ligge - han ryddede jo "ukrudt" i en god mening)
Senere kom vores Adirondack'er på plads - og så er forhaven vist klar til den sommer :o)
Det var den 1. maj. Ikke noget med røde faner og fadøl i Fælledparken til Frau Putz :o)

mandag den 27. april 2009

120 lavendelplanter

Så mange håber vi det bliver til efter søndagens indsats :o)

Emilie hjalp mor med at plante aflæggere af havens lavendler, mens Darcy nysgerrigt kiggede forbi
Stor koncentration - og meget hyggeligt samarbejde... En lille gartner-hjælper med prikkede havehandsker :o)
5 aflæggere i hver potte - og 24 potter...

... der er mulighed for ENDELIG at få duften af lavendler i en større del af haven.
Nu skal de bare lige stå her i fred og ro - plejes med lidt vand og TLC - og senere skal de plantes ud i haven. Bare jeg har tålmodighed nok.
En af sidste års ca. 25 aflæggere står her i forhaven... (Ja-ja... Jeg har set ukrudtet!)
Jeg viste den til Emilie, så hun kunne se, hvad det var hun var med til at masse-producere
Når nu 25 aflæggere ikke var nok sidste år - mon så 120 er nok?
Ellers må vi i gang igen næste forår ;o)

søndag den 26. april 2009

Kluns i udestuen...

Storskrald er en sand guldgrube af klunser-fund...

Det er de mest fantastiske ting, man kan finde langs vejen de gange om året, hvor folk kan komme af med storskrald...
Vi har da også selv oplevet andre klunse noget af det, vi har sat ud som skrald... :o)

Sidste efterår fik jeg længere nede ad vejen øje på denne gyngestol...
Som da godtnok var lidt itu og trængte til noget nyt betræk, men... hvordan kan man dog smide sådan en ud?
Den blev slæbt med hjem i udestuen (Som jo alligevel var fuld af alskens... andet skrald?) - og der stod den så helt til påskeferien, hvor vi tømte udestuen.

Og så kom den endelig under kærlig behandling.
Først blev stellet limet og sat i spænd...
... og så pillede Frau Putz det beskidte, sandfarvede betræk af - og fandt dette under... :o)
Så kan man da godt forstå, at de havde ombetrukket den :o)
Well... Det eksisterende skumgummi under dette halvfjerdser-levn blev suppleret med to lag pladevat - og derover blev selve betrækket hæftet på.
og efter en grundig omgang med knofedt og grundrens blev stellet også ganske fint.
Og nu står den så her og pynter i udestuen... På et tæppe vi har klunset hos Svigerforældrene...
og sammen med et af de sengeborde, som vi ikke har plads til i soveværelset i øjeblikket.
Snedigt snedkereret af Gemalen ud fra denne skammel fra IKEA...

Og på væggen har Frau Putz fået ophængt denne dyrt indkøbte vinreol som magasinholder (En af de mange gange, hvor jeg gjorde mit for at holde liv i Isabella Smith. Suk!).
Den kom desværre ikke op at hænge lige da den blev købt - og den rustede totalt i løbet af den første vinter, jeg "lagrede" den...
Så det er altså ikke med vilje, at den er så "Shabby Chic" :o)
Det er ikke ret lang tid siden det samme hjørne af udestuen så sådan ud... Fyldt med Junk! Og her vil nogen nok mene, at man ikke bør udstille sit rod på bloggen, men... det er jeg nu ligeglad med, for NU roder det ikke mere...

(... hvis man ser bort fra de gipsplader, som bliver nødt til at stå her, indtil de skal op i loftet i kælderen...)
Nej... nu kan vi nyde kaffen - og en rabarbertærte ind imellem...








Nyd sommervejret!

Årets første...

... rabarberhøst...
... blev forvandlet til årets første rabarbertærte...
Så er det altså blevet sommer!
Også selv om kalenderen siger noget andet :o)


fredag den 24. april 2009

New kids on the Blog...

Før...


Efter...



Det er ikke altid man lige har lyst til at se pæn ud, når man skal foreviges...
Andreas er "Lynet McQueen"-farvet... :o)

tirsdag den 21. april 2009

Fantasi Pizza

På sådan en dag, hvor man bare ikke orker at lave mad - og absolut ikke har skænket aftensmaden en tanke før klokken er "vi-skal-spise-om-en-time"...

... på sådan en dag er det, at vi går på raid i viktualierum, køleskab og fryser... og fremtryller det, man kunne kalde Fantasi pizza :o)

... kun fantasien sætter nemlig grænser for fyldet...

(Jeg har engang i en pizzabar på Østerbro set "Pizza med Killing"... Jeg håber VIRKELIG, at de mente kylling!... men man ved jo aldrig... I Kina spiser de hunde...)

Her ses et eksempel på sådan en pizza i Familien Putz... Billedet er taget FØR hele herligheden blev druknet i revet ost, for til den tid kan man ikke se, hvad der ellers er på pizzaen... :o)

... og her "Ad-jeg-kan-ikke-lide-peberfrugt"-børneudgaven...
... og så har man faktisk et ganske udmærket aftensmåltid lige så hurtigt, som hvis man havde ringet til den lokale pizza-snask - og denne udgave er som regel både sundere og billigere end den købte version...

:o)

mandag den 20. april 2009

Devils Food Muffins

I dag spiste vi de sidste muffins fra lørdagens produktion. Sådan 24 muffins får altså hurtigt ben at gå på her i Familien Putz :o)
Nu er det efterhånden et stykke tid siden Frau Putz var ude i nogle overvejelser omkring en ny opskrift til "familiens chokoladekage"...
Death by chocolate bagt som muffins er afprøvet - og den var et hit.

I denne weekend var det så denne opskrift... på Devils Food Cake der skulle prøves. Men... lad mig sige det med det samme:
Det var en MEGET besværlig opskrift på det, der endte med at smage præcis som min mors meget hurtigt producerede chokoladekage - og hvor mors chokoladekage kan laves med blot en enkelt skål krævede denne hele 3 skåle, piskning af æggehvider og... Sikke et besvær.
Så dette ender altså ikke med at blive husets chokoladekage!
Nogen chokoladekage var det heller ikke, idet den helt klart smagte som den cacao-kage det var. Jeg må nok erkende, at chokoladekage skal laves med chokolade - og ikke cacao...

Men... så må jeg jo bare lede videre... (Jeg glæder mig allerede!) :o)