fredag den 30. marts 2012

En havregrynskugle for Afrika

Emilie har sammen med en gruppe tøser fra klassen samlet penge ind til børn i Afrika. Nogle af dem lavede et museum om Afrika, nogle lavede havregrynskugler og bagte boller - og så blev der ellers solgt billetter og solgt guf på livet løs til forældre og børn på fritidshjemmet.
1500 kroner samlede de ind på denne måde, og i dag var de på besøg hos Børnefonden for at overrække pengene.
Og så blev der lavet et interview til Børnefondens Facebookside, så pludselig kan man se Emilie på nettet - også udenfor denne blog.


;o)

torsdag den 29. marts 2012

Leg med farver

Jeg har leget med farver ved hjælp af den fantastiske Random Stripe Generator.  Vælg dine farver og bredden på dine striber - og så gør programmet resten.

Jeg kan bare ikke helt bestemme mig...

Mange farver...


Uden røde farver...


Uden brune nuancer...


... valg, valg, valg...

Heldigvis er der da et stykke tid til den endelige afgørelse skal falde, så jeg kan jo stribe lidt mere rundt...

:o)

mandag den 26. marts 2012

Oh... Mr. Darcy...

Ved hjælp af et program, som kan konvertere billeder til korsstingsmønster...  (og en omgang copy-paste fra og til Windows Paint)


Nu ved jeg, hvad der skal supplere mine filmaftener foran fjernsynet de næste uger/måneder/år.

;o)

fredag den 23. marts 2012

Møgmis

Ud af øjenkrogen ser jeg et glimt af Robert...

... også kaldet "Møgmis"...

"Hva' vil du?"

"Har jeg beskidte fødder, siger du?  Lad mig lige se..."

"Åhr... Det' da ingenting!"

"Siger du, at andre katte holder deres fødder rene?  Hvordan gør de det?  SLIKKER DE DEM, siger du?  Føøøøøj!  Jeg gør det IKKE!"

"Nej, sagde jeg!"

"Ej, hov... Se!  Solen skinner, og der er musvitter i naboens træer..."

"Jeg smutter lige ud igen."

"Og hey... du kan bare lige tørre vindueskarmen af... og måske vaske gulvet...  og ÅBN' SÅ DØREN TIL SOVEVÆRELSET!  Hvorfor har du lukket den?  Gider du ikke at have beskidte fodspor på dynen igen-igen, siger du?  Ej, hvor er du altså SART!"

:o)

torsdag den 22. marts 2012

Det vælter op

I år er der ikke noget skur, der skal bygges. Ikke noget spærtræ, der skal males. Ingen alvorlige forberedelser til påskeferien.
Derfor har jeg haft goooooood tid til at nyde foråret - og glæde mig til sommeren. God tid til at drømme og planlægge og forberede.

Jeg drømmer om endnu flere blomster i haven. Helst skal bedene være så fyldt, så man ikke kan se bar jord imellem planterne. I bedste Cottage Garden-stil. Og så ikke et ord om, hvor mange lækre drømmehavebilleder, jeg har pinnet på Pinterest... 


 I sidste uge kom min fine pottemager i brug og forvandlede alle ugeaviserne til små, fine potter. 


Lørdag såede jeg så i alle de små potter, vandede dem med sprayflaske og pakkede dem ind i tyndt plastic (en stor sæk, hvor bundens svejsning er fjernet. På den måde løber kondensen ikke ned i vindueskarmen, idet plastikken går hele vejen rundt om bakken).

Og så står de her - og fylder det meste af vindueskarmen.



21 potter i hver bakke x 5 bakker...  Det bliver immervæk til en del blomster.  Enkelte af dem er toårige - og enkelte er sågar frø af stauder - men langt hovedparten skulle gerne blomstre allerede i år.
Jeg har kun sået ganske få frø i hver potte - for fidusen med de små papirpotter er jo, at der ikke skal prikles om osv. Man planter simpelthen hele potten ud i jorden, når årstiden endelig er til udplantning.

Spiretiden på de fleste af frøposerne var angivet til 14-21 dage, men allerede i dag, kun 5 dage efter såning, var jeg nødt til at fjerne 2/3 af potterne fra deres plastic-indpakning, så planterne ikke bliver kogt. De er simpelthen væltet op ad jorden.

Store livskraftige spirer...  

Pragtsnerler i forgrunden. 

Klatrebønner 

Mellemstore spirer...

Mamelukærme, Atlask, Cosmos og Katost

... og bittesmå, skrøbelige spirer...

Kattemynte, Sedum og Blåkant

Nu venter jeg bl.a. på Tobak, Stokroser, Digitalis og krybende timian, og der er en del krydderurter, der skal sås lige om snart...


Jeg har ledt højt og lavt efter de bakker, som de små papirpotter står i. Uden drænhuller i bunden!
Jeg fandt dem til sidst hos "Bjarne's frø og planter" til en overkommelig pris. 15,- pr. bakke (+ forsendelse) - hvor du også kan finde alt muligt andet til haven. Hurtig ekspedition tilmed...


Snart bliver det tid til at så de første ting på friland - og hvis vejret holder, tager vi i weekenden hul på dette års store haveprojekt, som vil forblive en hemmelighed lidt endnu.

:o)

onsdag den 21. marts 2012

Bassets Allsorts

Forrige gang jeg var med strikkedamerne på messe købte jeg et lille kit fra Fru Zippe. En nålepude med lakridskonfekt.
Det har ligget stille i et stykke tid - efter blot et enkelt "stykke lakridskonfekt" eller to - men pludselig fik jeg igen lyst til at brodere, og så var det jo bare at finde det frem fra gemmerne.

Nu er den ene side af nålepuden færdig - og lækkert ser det da ud...


... og så feder det langt mindre end den virkelige af slagsen.  Til gengæld har jeg næsten ikke kunnet tænke på andet end dette...

 

... hver gang jeg har haft fat i nål og tråd.

Det ender nok med, at jeg er nødt til at købe en pose af de virkelige, så jeg kan få andet end uld i mund

;o)

Denne gang kom jeg da heller ikke helt tomhændet hjem fra messe - og jeg skal nok vise jer mere, så snart jeg har fået taget billeder.

tirsdag den 20. marts 2012

Sleepless in Hvidovre

Siden min computer tilsyneladende stod af torsdag aften, har jeg haft en del søvnløse nætter.

Tanker som "Åh nej!  Billederne fra Andreas' første skoledag"...  "... og sommerferien"...  "... og hans fødselsdag"...  "Åh nej!  Emilies showtime" kom pludselig flyvende ind i mine tanker, og så lå jeg der som en grillkylling på spid.

Men se nu lige her:


Nu kan jeg igen sove roligt!  Takket være en dygtig it-mand, som har udrettet et mirakel. Ikke blot er alle mine filer og billeder reddet, han har også reddet selve computeren, så jeg ikke skal ud og finde penge til en ny lige med det samme. En ny harddisk, overførsel af filer, installation af nyt styresystem osv.  Jamen det er jo fantastisk!  og jeg er simpelthen så taknemmelig.

Og hvad var det så, der var skyld i hele misæren?  Et for gammelt antivirusprogram, som havde ladet indtil flere trojanske heste slippe igennem... 

Nu ved jeg, hvad jeg skal bruge onsdag og torsdag aften på:   Uploading af alle mine billeder til Picasa.  Og en grunding oprydning i diverse billedmapper. For hvorfor egentlig fylde harddisken med billeder af for længst spiste muffins o.lign.  En hel masse af de billeder ligger jo alligevel på bloggen og dermed Picasa, så de behøver ikke også at ligge og fylde på min nye, fine, rene og aldeles virusfrie harddisk  

:o)

lørdag den 17. marts 2012

Serious harddrive failure...


Fysisk smadret er min bærbare ikke, men det gør den ikke mere anvendelig.
Torsdag aften stod den af. Endegyldigt måske...  hvilket "en it-ekspert" fra Gemalens arbejde er sat til at undersøge.

Jeg håber bare inderligt, at det er muligt at redde de billeder, der ligger på harddisken...

Og jeg behøver vel ikke at fortælle, hvor mange gange jeg har tænkt  "Jeg bør også uploade mine billeder til Picasa, så jeg ikke mister dem, hvis min bærbare dør"...   - eller fortælle, at jeg aldrig har fået taget mig sammen til at gøre alvor af de gode intentioner...


 Det er sgu træls. På godt gammeldaws jysk!


I mellemtiden, indtil ny computer er indkøbt, må jeg nøjes med netadgang via Emilies PC. Jeg kan ikke hente billeder fra kameraet til hendes stort set programløse PC, så hvis der kommer indlæg her, bliver det med tyvstjålne lånte billeder fra nettet .

:o(

torsdag den 15. marts 2012

Kreativ føjtetur

I morgen skal jeg ud og føjte   ;o)

Jeg skal til Middelfart sammen med strikkeklubbens damer, så vi kan komme i tråd med tiden.



Så skal der shoppes efter knapper til min "Mig", for det er det sidste min "længe-undervejs"-cardigan mangler for at kunne tages i brug - og måske falder jeg også over yderligere inspiration.
Det er jo forår. Tid til lettere garner og stoffer i forårsfarver...  Påsken lurer lige om hjørnet... og mon ikke jeg skal finde et eller andet, som jeg bare må have med hjem?

Under alle omstændigheder bliver det en hyggelig fredag i godt selskab   :o)

Måske ses vi?

onsdag den 14. marts 2012

Party i Provinsen

Jeg vil nu komme med en påstand, som I er velkomne til at prøve at modbevise:

Jyder er bare bedre til at feste!

Jeg har efterhånden boet nogenlunde lige lang tid i det "mørke" Nordjylland, som på "Djævleøen" (Fuck!  Jeg er ved at vokse fra "Jeg er jyde")  - og jeg må altså sige, at der generelt er mere gang i de fester, jeg igennem tiderne har været inviteret til i Jylland, end der har været i de fester, jeg har været til på Sjælland...

Sidste bevis på min påstand fik jeg i weekenden, hvor vi var inviteret til kobberbryllup hos min fætter og hans kone.  Med lokalt liveband...


(Billedet lånt på bandets hjemmeside)
...  hvis sound og repetoire mindede mig om mine "unge dage", hvor mangen en fredag aften blev tilbragt på Café Ciffy i Hjørring.  
Se det giver en god stemning og masser af benspjæt på dansegulvet.

Det har jeg alligevel aldrig prøvet på Sjælland.  Måske man bare ikke har nogle lokale livebands?  (Og nej!  Mand på Kinoorgel tæller ikke med i den kategori!)


Eller måske kender vi bare de "forkerte" mennesker. Sådan nogen, som synes man bedst fejrer noget med en omgang brunch - eller en omgang grillede bøffer og grøn salat hjemme i haven...
Og gæt så lige, hvordan Gemalen og jeg har tænkt os at fejre vores 2 x 40 års fødselsdage i år...  Med en "havefest". Omkring en grill.  Og uden lokalt liveband.

Vi bor jo på Sjælland...

;o)

(Og skulle du som sjællænder føle trang til at modbevise min påstand, så modtager jeg gerne en invitation til dit party   ;o)   Du kan bare maile den til mig)