torsdag den 27. januar 2011

Et svært valg

Jeg har planer om en cardigan til Andreas. Forestiller mig nogle brede striber/farveblokke i marineblå, hvid og farve X, krydret med mindre partier af den rustrøde ("Egern").








Men hvad skal farve X være???
På billedet til venstre er den blågrønne "Robins Egg" (Holst Supersoft) - og på billedet til højre er det "Blå Rullesten" (Højlandsuld fra Weller).
Robins Egg er mere grønlig/turkis end på billedet (Hvorfor er det så svært at fotografere grønlige (og lilla)  nuancer? - og ja, jeg har leget med hvidbalancen...), så jeg har "saxet" et billede fra Holsts hjemmeside...

Skal det være den blågrønne eller den lyst denimblå?

?

onsdag den 26. januar 2011

Hvad kan man bruge en dobbeltseng til?

Nej... dette er ikke et småsjofelt indlæg...  Beklager!

Det er vores gæsteseng, der er forvandlet til akupunktur-briks i øjeblikket. Det ville trods alt nok være at tage min strikkedille lidt for vidt, hvis jeg insisterede på at Gemalen skulle opgive sin nattesøvn til fordel for et tørrende sjal...

Måske bare en lille smule...

;o)


2 meter og 40 er mit nye "vingefang" - og det er 90 cm. fra midt bag til spids.

Det' li'godt stort...   Og så fandt jeg ud af, hvad jeg også kan bruge vores gæsteseng til.  Må hellere være meget grundig, når jeg fjerner nålene...

:o)

Mosfri rullesten

Ind imellem (Host!) køber jeg lidt garn - og jeg er altså ikke en af dem, der har et fast projekt til hvert enkelt nøgle på lageret. Laaaangt fra. Som regel går det den anden vej, så mit lager inspirerer mig til et projekt.

Da jeg bestilte Højlandsuld fra den flinke Hr. Weller havde jeg heller ikke noget bestemt projekt i tankerne.
Købte flere forskellige farver (Blev lokket totalt i fordærv!), heriblandt "Blå rullesten" og "Egern", som jeg tænkte ville passe fantastisk sammen med den "Marineblå" jeg allerede havde fået i julegave af Gemalen. En hættetrøje til Andreas var planen, men sådan gik det ikke.

Da jeg skulle mødes med strikkeklubben, ville jeg finde på et nyt projekt, for min "Mig"-cardigan var så fremskreden, at jeg ikke orkede at slæbe den store pose med mig.
Lageret blev derfor taget i øjesyn - og øjnene fæstnede sig straks på den melerede blå rullesten, som var leveret dagen før.  "Strik mig" kaldte den...
... og på Ravelry var jeg netop faldet over et enkelt sjal med bølgende kant...  mon ikke det kunne kombineres?

Der groede bestemt ikke mos på den rullesten - og jeg har været som besat af en gal strikkepind lige siden, næret af drømmen om at pakke mig ind i den varme uld.


Nu ligger det færdige sjal og skvulper i maskinen, og jeg overvejer, hvor jeg mon skal finde plads til at spænde det ud efter vask, for det er stort - også selv om jeg endte med at lave det mindre end oprindeligt tænkt.

Her i ikke-udspændt tilstand på vores gulv. Fra spids til spids er der omkring 2 meter...

Efter 15 gentagelser af kantens mønster var den ligesom bred nok og garnmængden hurtigt svindende...  og så blev de 570 masker lukket af.
Jeg har brugt 420 g. af de 500 der var på conen - så Andreas' trøje må nok få en anden grundfarve end blå rullesten.
Meeeeeen... mon ikke også jeg kan finde noget andet på lageret?  


;o)

tirsdag den 25. januar 2011

Jamen se da lige...

Jeg er overvældende begavet.

Se lige, hvad posten kom med i dag...


Jeg var godt klar over, at der var en pakke på vej til mig, med min del af en byttehandel jeg lavede med Kristine. Hun fik en cardigan - jeg fik en broche.  Men hvorfor 3 pakker?

Ønsket var en broche, som jeg kunne bruge til at lukke min "Arwen"-cardigan. "Arwen" som i Ringenes Herre... alfer... de der sølvblade, som Hobbitterne får forærende til at lukke deres kapper med...

Jeg havde nemlig set, at Kristine havde lavet et fantastisk smukt halssmykke i lige den stil, som jeg gerne ville have. Om hun kunne lave en broche i samme stil?

Åh ja. Det kunne hun. Se da lige her...



... og selv om min Arwen-cardigan af forskellige årsager stadig ikke er færdig, og måske aldrig bliver det, så er det slet ikke noget problem at få brochen brugt. Den passer i hvert fald smukt sammen med det sjal, jeg strikker på lige i øjeblikket.


Den anden pakke indeholdt et af Kristines lækre vikle-armbånd i smukt læder. Mums...  Sikke en bonus-gave.  


Men så var jeg jo ved at eksplodere af nysgerrighed, for hvad kunne den sidste pakke mon indeholde?  Tænkte, at det måske var en af Kristines smukke keramik-knapper.  

Men nej...
Da jeg fik åbnet den sidste pakke og fjernet al den beskyttende bobleplast blev jeg helt stum... (Det sker sjældent!)  For se lige her, hvad hun har sendt mig...



Det er den smukke halskæde, som jeg oprindeligt forelskede mig i!

Se da lige, hvor smukt det er... 




Kære Kristine.
Jeg er simpelthen så rørt over din smukke gave. Det er jo for vildt med sådan en "bonus".  
Hvor er jeg bare glad for smykket.  Mangler totalt ord og har bare siddet og stirret på det.

Tusind tak. 


Hvis du også gerne vil eje noget af Kristines flotte håndværk, så kig endelig forbi hendes butik på Amio - eller Etsy.

mandag den 24. januar 2011

Som alle de andre...




... så har vi også leget med HAMA-perler i Familien Putz.

Jeg er alligevel overrasket over, hvor formstabil skålen er. Man kan vride den temmelig meget, og den knækker ikke.
Det lover godt, for Pernille og jeg har planer, som involverer MANGE perler...

:o)

søndag den 23. januar 2011

Alt handler ikke om strik...

... eller det er i hvert fald ikke min intention, at dette skal udvikle sig til en strikkeblog.

Jeg har da f.eks. brugt adskillige timer med noget andet end strikkepinde i hænderne i dag...

Paneler, vindueskarme og indfatninger i kælderen er blevet grundmalet.

Og nej. Sengen er ikke redt... og det roder... og jeg har malertøj og uglet søndagshår - så i virkeligheden er det den ikke-bloggificerbare sandhed, jeg smider lige i fjæset på jer.  Rundstyk!

Men jeg har da strikket. En hel masse, faktisk. Strikkede i bilen på vej til og fra Farmor og Farfar, hvor Andreas skulle hentes efter hele 3 feriedage og ditto overnatninger. Strikkede mig igennem flere håndboldkampe, end jeg nogensinde før har "set".  Tror jeg er blevet lidt strikke-besat i øjeblikket. Kan ligesom ikke løsrive mig til lave andet.   OK... malede jo, og har da også hjulpet med noget af det praktisk huslige, men ellers...


Det går derfor vanvittigt hurtigt fremad med mit mul-et-eller-andet-sjal...

Jeg er nået til kanten - og har lige nu omkring 460 masker på pinden. Regner med at ende omkring de 650 på de sidste pinde... føj!
Kanten har jeg til gengæld modificeret, for som nævnt før er jeg (indrømmet) lidt NØRDET omkring matematikken i strik. Symmetrien.  Og Multnomah sjalets kant er ikke symmetrisk i opskriften, hvilket ærgrede mig lidt, da jeg læste den... så jeg var ligesom NØDT TIL at lave den om, så den blev symmetrisk.


Kanten skal ifølge opskriften strikkes som rapporter over 18 masker.   (2 ret sm) x 6, (slå om, 1 ret) x 6.

Det kan også "illustreres" sådan:

I O I O I O I O I O I O  /  /  /  /  /  /

Det er den "røde" retmaske og de 6 ens sammenstrikkede masker, som irriterede mit øje, så jeg ændrede det til en rapport over 17 masker:   (2 ret drejet sm) x 3, (2 ret sm) x 3, (slå om, 1 ret) x 5, (slå om) x 1
hvilket ser sådan ud:

O I O I O I O I O I O  /  /  /  \  \  \

Symmetri er godt. Men nørdet. Indrømmet!

Det er alligevel ikke kun mig, der synes, at sjalet og højlandsulden er utroligt lækkert.


;o)

(Godt der er endnu en håndboldkamp i aften... Men sig ikke til nogen, at jeg sagde det!)

fredag den 21. januar 2011

Tegn på forår?

På en helt almindelig januardag som i dag, hvor rimfrosten igen har lagt sig på alting og vidner om, at der er rasende koldt udenfor, er jeg ikke i tvivl om, at det stadig er vinter - og sikkert længe endnu. 

Men i går fik jeg nærmest forårsfornemmelser, for se da lige, hvad solen afslørede:


Tror nok lige, at de vinduer trænger til en omgang med vand og sæbe...

I dagens tågede lys er vinduerne igen til at se ud af - men jeg ved jo, at skidtet stadig er der, selv om solen ikke lige afslører det i dag.

;o)
 

torsdag den 20. januar 2011

Supersize me...

Ifølge opskriften, så skal der nu strikkes kant på dette sjal...


Men da jeg er blandt de største frossenpinde i Universet, har jeg besluttet mig for at Supersize, så jeg kan pakke hele ryggen ind i uld, når kuldegraderne raser.

Her med pen, hvilket måske bedre illustrerer størrelsen. Ikke særlig stort, vel?   ;o)

Jeg forestiller mig, at stykket med retriller skal være dobbelt så bredt (og tør slet, slet ikke tænke på, hvor mange masker det bliver til, når jeg allerede nu har 229 på pinden, og der øges med 6 for hver omgang...)
Måske strikker jeg også kanten bredere, så det hele harmonerer i størrelse.

Det er nu dejligt med flere projekter i gang på samme tid.

;o)

Januarhygge

I går aftes var jeg til mit første møde i Strikkeklubben sammen med nogle meget søde kvinder.  Lækker mad, snak og grin i store mængder - og nogle retmasker på et nyt projekt, som blev startet op i dagens anledning.
Orkede ligesom ikke at slæbe den store "Mig" med i tasken, så jeg startede på et "Mul-et-eller-andet" sjal, som indtil videre ikke kræver den store tankevirksomhed. Ret, ret, ret, ret, udtagning, ret, ret, ret...
Sådan skulle det engang ende - blot strikker jeg det i "Blå rullesten" fra min nye yndlings-garnpusher. En farve, der matcher forvaskede blå jeans til perfektion.

Det var hygge på højt plan - og jeg kom seeeeent hjem. Så sent, at jeg overvejer at tage en lille "mormor" på et tidspunkt i løbet af dagen.

Der er allerede aftalt flere møder i strikkeklubben, og jeg glæder mig til at strikke med New Yorkeren, Bibliotekaren og Taskedamen igen - og fohåbentlig også med Blogløse Lise, som var forhindret i går.

tirsdag den 18. januar 2011

Reddet på stregen

For det viser sig, at min mørkegrå "Mig" slet ikke er strikket i det garn, som jeg troede.
Sådan kan det gå, når man modtager garn uden bandarole i gave   ;o)


I stedet for Silk Wool Tweed er den strikket i Mørk Grå Cashmere Tweed - som stadig er på lager, og som jeg allerede har bestilt mere af hos den flinke Hr. Weller.

Jamen det bliver da en dejlig dag alligevel!

:o)

Samling - og krise...

Så blev jeg endelig færdig med de uendeligt mange vrangmasker, som ærmerne krævede, fordi de blev strikket rundt og rundt på strømpepinde. 

Hele herligheden blev samlet på en pind, så nu er jeg klar til at begynde på raglanindtagningerne...

(Beklager billedkvaliteten. Her er absolut intet lys i dag, og med blitz...  Ak)

Så er alt jo såre godt...  eller noget.  For da "Mig" lå der på gulvet, så den pludselig temmelig kort ud. 63 cm. skulle den ende med at blive, og det er faktisk en del kortere end min favoritlængde.  
Samtidig er jeg enormt i tvivl om, om jeg har garn nok. 

Jeg har brugt 4 ud af de 5 nøgler jeg har - og som illustrationen herunder viser...


... så tror jeg altså, at det kommer til at ende med verdens bredeste bådudskæring i stedet for den fine krave.

Argh!

Jeg skulle jo have ønsket mig 700 gram i stedet for de 500...  - og nu er der udsolgt i min farve.

What to do?

Jeg forestiller mig, at jeg (HULK!) trævler ærmerne op igen, strikker kroppen længere og strikker korte ærmer i stedet for de lange.

Med mindre DU tilfældigvis skulle ligge inde med 200 gram mørkegrå Silk Wool Tweed fra Garnudsalg, som du bare brænder for at sælge til mig.  Kom nuuuuuuuu   ;o)


Og jeg kan godt høre dig mor. Pas nu på, at du ikke river alle hårene ud af hovedet! Det ville være ærgerligt, hvis vi begge to endte helt skaldede...

;o)

mandag den 17. januar 2011

Min største fjende...

... og kritiker er mig selv.

Når jeg kigger på fotos af mig selv som barn, ligner jeg en fange i en KZ-lejr. Et skelet med hud på.
Som barn blev jeg hele tiden nødet til at spise noget mere, så jeg kunne få bare lidt huld på kroppen - noget der gik brat over, da jeg som teenager lagde mig gevaldigt ud. 
Jeg trøstespiste. Og overspiste.  Spiste i hemmelighed på mit værelse imellem måltiderne. Proppede mig med mad, som dulmede de smerter, der stammede fra et dårligt selvværd.  
Pludselig gik det fra "Spis lidt mere" - til "Pas nu på. Spis lidt mindre"... og med det øgede antal kilo på røven dalede mit selvværd yderligere, og de evige slanke- og sultekure satte ind. Uden held, selvfølgelig, for det virker jo ikke at sulte sig selv i perioder. Det lærte jeg først efter mange, mange år med selvpineri efterfulgt af dårlig samvittighed og selvkritik, når kiloene igen sprang på mine sideben efter overstået kur.

Dårlige vaner. Fed mad og alt for meget chokolade og kage har i perioder af mit liv fået min vægt til at stige meget - og heldigvis har jeg rigtigt mange centimeter at fordele vægten på, for ellers ville jeg være endt som en af dem, som "det er lettere at hoppe over end gå udenom".  Åh jo. Jeg kan også alle fede-vitserne...

Da jeg endelig kiggede bag om min vægt og turde se problemerne i øjnene, gik det bedre. Jeg holdt op med at trøstespise. Jeg tabte mig, og har i mange år ikke været på en egentlig kur, i hvert fald ikke en "sultekur". Holder vægten - sådan nogenlunde. Med de udsving et par graviditeter giver - og med det ene kilo ekstra (på røven som regel), som har det med at komme snigende fra tid til anden, hvis jeg ikke hele tiden passer på.




Men jeg er stadig og hele tiden kritisk overfor mit eget udseende. Min brede røv. Min mave og mine bryster. Mit hår. Alt får en ekstra kritisk bemærkning med, når jeg kigger i spejlet. 
Det frustrerer mig, at jeg som regel ikke kan købe tøj i "almindelige" butikker, men er henvist til butikker for "store piger". Bukser kan jeg stort set ikke købe, idet mine 184 cm. hovedsageligt består af ben, og herrebukser, som har længden, har ikke bredden. 
Nød lærer nøgen kvinde at sy tøj. Ha!
Så jeg syr. Ind imellem til mig selv, men jeg synes faktisk, at det er sjovere at sy til ungerne, for de kan jo bare passe tøjet uden de store tilpasninger, mens jeg skal regulere hele to størrelser fra talje til hoftevidde på mine egne bukser - fortæl mig lige noget om hoftebuer og indsnit, som jeg ikke ved...  I dare you!

I weekenden syede jeg så igen. Et par bukser syet efter et nyindkøbt mønster fra Onion. I henhold til billedet på forsiden en vid model med bindebånd i taljen, så her behøvede jeg heldigvis ikke de store tilpasninger. Kunne jo bare binde båndet lidt strammere...
Og da jeg så havde syet dem... passede de ikke. Hvor f... frustrerende er det lige?   
Skide Kæmpe Røv, tænkte jeg - endnu en gang.

For mig har hele "løsningen" altid ligget i fokus på den rigtige kost. 
Motion har aldrig nogensinde givet mig en eneste succes-oplevelse, og som barn og ung endte jeg som spejder, som ikke krævede fuld kontrol over alt for lange lemmer, for at man kunne være med.
Gemalen er min modsætning på det punkt (og mange andre...), idet han elsker at bevæge sig. Han bliver rastløs og MÅ bare røre sig, hvor jeg holder rigtigt meget af at sidde i sofaen med et strikketøj. 
"Du skal bare dyrke noget motion" er hans mantra, når jeg igen-igen klager over min vægt.  
Og det irriterende er jo, at han nok har ret. 
Vi spiser rimeligt sundt (når man ser bort fra søndagens kage og det smør, jeg ikke kan undvære på mit brød) så der er ikke så meget at ændre på kosten. 
Men jeg gider ikke!  Motion er rædsomt   ;o)

Men da jeg så stod der foran spejlet i de nye bukser, der "trak" over røven...  Så besluttede jeg, at nu skal det der motion altså have en chance. En lille bitte chance. For det virker jo for andre. Min seje lillesøster har f.eks. tabt sig næsten 10 kg., siden hun begyndte at løbe 3 gange om ugen. 

Og måske kan man komme til at holde af det - eller i hvert fald hade det så lidt, at man får taget sig sammen nogle gange hver uge...
Og måske kan man kombinere motion med noget andet, så det bliver mindre rædsomt. Strik f.eks. 
Måske kan man strikke, mens man cykler på sin motionscykel?  (Og der må gerne grines, men festen er ikke slut, før den fede dame svinder... eller noget)





Så motionscyklen er nu hentet ind fra udestuen og støvet af. Batterierne er skiftet ud, så jeg nu også kan følge med i, hvor langt jeg har cyklet, for mål er jeg jo nødt til at have. 
Og i går aftes cyklede jeg så en lille prøvetur - MED strikketøj, og det kan godt lade sig gøre. Hæ-hæ...  
Så længe jeg holder mig til "mor-tempo", og ikke leger Indurain.



Men kattene...  De kan nok ikke være med, når mor cykelstrikker    ;o) 


Når solen igen titter frem bliver strikketøjet dog nok efterladt hjemme, mens jeg cykler ud i "naturen" omkring Hvidovre. Hvis motionen vinder ved den lille bitte chance, som den får...

Og ellers kan jeg jo altid slå mig selv oven i hovedet. Som jeg plejer     :o(

Hvis jeg nu fortæller jer mit mål, kære læsere, så kan det være, at det bliver lettere at holde?  
Lige nu siger BMI-beregneren, at mit BMI er 



Mit mål er at tabe mig 7,5 kg. i løbet af det næste år (hvilket jo nok skulle kunne lade sig gøre, tænker jeg...) Så kommer jeg godt ned i "Normalvægtsområdet"...  (om røven så følger med, er en anden sag...)


... og så er der også plads til konfekten og pebernødderne til jul næste år  (og plads til at tage lidt på igen, for jeg ved jo godt, hvordan det plejer at gå med de der kilo...)

 Og nej. Jeg vil ikke fylde bloggen med "sådan-går-det-med-mit-vægttab" - men måske I kommer til at høre en hel masse smule brok over det der motion, som jeg har lovet at give en lille bitte chance.

;o)

søndag den 16. januar 2011

Der bor en bager...

Min Handyman og børnene har i skøn forening stået for bagværket til søndagens eftermiddagskaffe, mens jeg har siddet bag symaskinen.


Mums, siger jeg bare

:o)

Strikket katteseng?

Nogen holder rigtigt meget af uldgarn...


;o)

Har man sagt jA, må man også sige B...

Det der oprindeligt var tænkt som en lørdag med afslapning, lidt syning og en hel masse hygge, endte med at indeholde et par timers ikke-planlagt omorganisering og slæb.

Jeg har jo tilbudt opbevaring af bl.a. Vanløse Lokal Bibliotek - og da vejret denne vinter alligevel ikke egner sig til opbevaring af bøger i en uopvarmet udestue, måtte de flyttes indenfor. Jeg kunne ligesom ikke være andet bekendt...
Der BLEV plads til dem i pulterrummet... 


... og jeg fik da heldigvis også tid til at klippe det, der engang bliver til et par bukser til undertegnede.


En enkelt kop kaffe - og så i gang med aftensmaden. Gra-Tang...  Med "alt godt fra køleskabet"...  Broccoli, blomkål, gulerødder og skinke i tern.


Og så et par timer på sofaen med de uendeligt mange vrangmasker...

Måske søndagen bliver fyldt med det, der oprindeligt var tiltænkt lørdagen ?  Jeg skal i hvert fald gøre mit bedste.

:o)

fredag den 14. januar 2011

Når man fortjener noget bedre

Jeg har noget værktøj, som jeg holder rigtigt meget af, og jeg bruger stort set aldrig andet end mine Knit Pro strikkepinde i Harmony Wood.
Da jeg købte dem, blev de leveret i denne taske, som godtnok er praktisk, idet man altid kan se det man leder efter - men også er umådeligt grim.  Alligevel har jeg troligt anvendt slæbt rundt på den de sidste par år, for den var jo som sagt praktisk, og kunne rumme alt det jeg bruger, når jeg strikker eller hækler.


Tusindfryd har også fået fine strikkepinde - og hendes fik et nyt, fint hjem, hvilket inspirerede mig til også at gøre noget ved mine pindes hjem, for de fortjener noget bedre end at henslæbe deres fritid i så grim en taske. Tusind tak fordi du delte ideen, Tusindfryd.

Jeg ville dog lave mig et etui, som kunne indeholde alt mit strikke- og hæklegrej, så det blev en større opgave, men også en opgave, som jeg havde det rigtigt sjovt med at løse.

Etuiet er lavet i kogt uld og foret med elefantmønstret bomuldsstof fra Stof og Stil.



 Udenpå har jeg pyntet med sølvbånd, jeg købte i Indiska Magasinet i Stockholm, da vi var på vej hjem fra vores bryllupsrejse.  For at gøre det stift har jeg lagt kraftigt karton ind imellem lagene.



Indeni er der først plads til både mine korte og lange strømpepinde, spidserne til rundpindene og et par hæklenåle. 



Åbner man lynlåsen er der endnu et rum, som er indrettet, så der er plads til det hele.

En lomme til målebånd og pindestørrelseskort


En lomme til ekstra wirer og wirestoppere - og en plads til saksen


... og et sted til opbevaring af maskemarkører og stoppenåle.


Nu håber jeg virkelig, at værktøjet sætter pris på det nye hjem.

Men helst ikke så meget, at det ikke har lyst til at komme ud for at lege  

;o)

onsdag den 12. januar 2011

Cool attitude






Andreas er simpelthen så meget Københavner. Med alle de Hip-Hop attituder en 5-årig sådan kan have.
I dag gik han rundt med sine nye spejlrefleks-solbriller hele dagen - og var "Seeej Hip-Hopper. Yeahr".

Man skal passe på ens egen ansigtsmimik. Det går ikke at grine af sådan en "Seej Hip-Hopper". Men i dag kunne jeg altså ikke holde ansigtsmimikken i ro.

Andreas skruede løs på lysdæmperne. Helt op, ned og helt op igen. Hvorefter han frustreret erklærede, at "Der er noget galt med lyset. Det virker ik'. Pærerne lyser ik' som de skal"...
Jeg kæmpede meget, men kinderne trak opad, da jeg spurgte ham, om det MÅSKE kunne være fordi han havde solbriller på...
....

"Argh Mor. Du er en platkage"...  

(Og jeg PRØVEDE VIRKELIG at lade være med at grine!)

:o)

tirsdag den 11. januar 2011

Bling-bling i hestestalden

Det er efterhånden læææænge siden vi havde vores debut som forældre til en HESTEPIGE, men jeg har slet ikke fortalt jer, hvordan det gik med vores debut, eller hvordan det går nu.

Indledningsvis skal jeg lige sige, at det tætteste jeg nogen sinde tidligere har været på en hest er i Fårup Sommerland, hvor jeg har trukket Emilie og Andreas et par rundet. Punktum.

Det var derfor noget af et chok, da vi startede til ridning. På et begynderhold. Hvor det så viste sig, at vi var de eneste NYbegyndere, idet mange af pigerne på holdet var startet et helt år tidligere. 

Ved tilmeldingen havde jeg fortalt dem, at vi absolut intet anede om heste. Zip. Nada. 
"Intet problem". Vi skulle bare møde op med en cykelhjelm og et par gummistøvler.  Godt så.

Så gik det hverken værre eller bedre end at Gemalen selvfølgelig skulle arbejde over den tirsdag, hvor vi første gang skulle til ridning. 
Med Andreas på slæb i cykeltraileren mødte vi derfor op i ridehuset 5 minutter før Emilies hold startede.  
"Du skal trække hende rundt", fik jeg så besked på. 
???  Det havde jeg haft en eller anden naiv forestilling om, at det var der nok nogle af de store, hestegale tøser, der tog sig af, men det var ikke tilfældet. 
Andreas fik strenge ordrer om at sætte sig på en stol og holde sig i ro  (Som om...), og så hoppede Mutter ellers ned i cirkusarenaen, for at trække Emilie. 

"I kan tage Candy", var beskeden fra ridelæreren. 
"Candy???"   "Det er den røde, dernede", svarede hun, og pegede ned mod 4 brune heste.  Godt så...
  
Hjælp til at komme op i sadlen måtte vi også have, ligesom der var en forvirrende mængde remme, der skulle strammes og reguleres, før jeg kunne begynde at trække rundt med en ligbleg 8 årig, som godtnok syntes, at der var langt ned.  

Første time gik med skridtgang på en meget, meget livlig hest. "Fremadgående", som jeg nu har lært, at det hedder.  
Candy kan heller ikke lide, at de andre heste kommer for tæt på, så jeg havde f... nok at se til med at cirkle rundt i 8 taller for at undgå de andre heste, som jo travede rundt omkring os. 
Mærkelig nok var jeg på intet tidspunkt utryg ved at løbe rundt ved siden af en temmelig stor hest. Og jeg fandt ud af, at en hest har en fantastisk blød mule. Sådan babynumse-blød og uimodståelig... 
Godt så.  Første time overstået, og vi kunne cykle hjem - nogen synes ikke, at det var så sjovt at sidde på cykelsadlen...

Anden gang forsøgte vi os med lidt trav, for blegheden havde mirakuløst forladt Emilies kinder. Nu var hesten pludselig ikke spor stor eller farlig, men derimod bare "søøøøøøøød".
Anden ridetime var også på Candy, og jeg skal love for, at min kondi blev testet. Rundt og rundt i "manegen" løb Cirkushesten, trækkende med Emilie på Candy. Stadig med en meget "fremadgående" hest, som løber hurtigere end alle de andre, og som stadig ikke kan lide at komme for tæt på andre heste.  
Der ser man så Frau Putz - som aldrig har været synderligt begejstret for heste - spurte rundt i ridehuset med tungen hængende ud af munden. Kampsvedende. Alt imens jeg skulle holde øje med de andre hestes placering, løbe ekstrarunder for at komme på afstand, forsøge at holde modet oppe hos Emilie, som i starten ikke kunne finde ud af at ride trav - og forsøge at undgå at træde direkte i nogle af de rygende bunker på gulvet...  Godt det kun er en time...

Men så...  efter timen...  Så skulle vi ikke bare aflevere Candy til en anden rideskoleelev, sådan som vi gjorde første gang. Nej så skulle hun pludselig sættes over i stalden. 
"Godt så", tænkte jeg. Så må vi jo prøve...  For hjælp fra rideskolens side var der da ikke at få. Ikke engang selv om vi jo havde gjort opmærksom på, at vi ikke ved en hujende fis om heste. 
Heldigvis var der en af de andre mødre, som tog sig tid til at lære mig the basics - alt det jeg intet anede om... 
At sadlen skal hænge på en bestemt plads i sadelrummet.
At man skal give hesten grime om halsen, før man fjerner seletøjet, så den hele tiden er bundet fast. 
At biddet skal vaskes, før man hænger seletøjet på plads - og at alle de forvirrende mange remme, som udgør sådan et seletøj, skal hænge på en bestemt måde (Det kom det så ikke til den dag...)
At man skal rense hove. Både før og efter ridetimen. (Og det er sgu ikke bare lige sådan...) 
Det der med at strigle havde jeg prøvet engang som barn, så det gik rimeligt - og så fik Candy endelig lov til at komme ind i boksen. 
Og vi kunne tage hjem.  Og kollapse på sofaen. 

Jeg var sgu lidt rystet...  for hvad nu, hvis der ikke havde været en mor, som kunne hjælpe ???  
Så havde jeg nok været nødt til at lukke Candy inde i boksen med seletøjet på og biddet i munden. Og så havde rideskolen sgu fået et meget surt brev fra mig...
Det er jo levende dyr, vi har med at gøre...  Og der kan altså godt gå noget galt, hvis man slipper en glad "idiot" løs med en hovrenser...

Efter nogle gange var Gemalen med som tilskuer. "Det der med heste... det er bare slet ikke mig", var hans attitude. 
Han stod i stalden og holdt Emilies jakke og cykelhjelm, mens jeg sadlede hesten op (!) med alt hvad det indebærer, når man overtager en hest, der har stået i en mudret fold - og han underholdt Andreas, mens jeg igen agerede Cirkushest. 

Efterfølgende lykkedes det mig dog at overtale ham til, at han skulle trække Emilie ugen efter. Mest fordi jeg hostede så meget i den periode, at jeg næsten ikke kunne få luft, når jeg skulle løbe.


Billederne er fra den første time, hvor Far trækker rundt med Emilie.
Og i løbet af den time skete der noget magisk!


Gemalen blev totalt bidt af heste.
Ikke at han sådan indrømmede det. Ikke lige med det samme. Mumlede lidt om, at de var nogle "fascinerende dyr" - men da vi senere skulle aftale, hvem der skulle tage med Emilie til ridning næste gang, meldte han sig på banen med  "Jamen jeg kan da også godt" - "Jamen... jeg skal nok"... -  "Jamen jeg vil da gerne"...

Efter nogle gange med Emilie og Far alene i stalden, hvor de (han) bare klarede det der med at rense hove osv. til UG - begyndte han tilmed at mumle om, at han da godt kunne tænke sig at prøve at ride på sådan en hest...   Emilie gav ham et gavekort på en ridetime i julegave, så nu må han altså se at få det brugt    ;o)

Det der med ridningen er derfor mest blevet noget, som Far og Datter har sammen. Mor her får fyldigt referat i dagene imellem ridetimerne - men ellers er jeg mest hjemme sammen med Andreas, som i hvert fald ikke gider med til ridning. Måske forståeligt nok, når man bare skal sidde/stå i et isnende koldt ridehus og se på nogle tøser på hesteryg...

Til jul fik Emilie så alt det rideudstyr, som hun havde ønsket sig - og som vi ikke havde villet investere i, før vi var sikre på, at det nu også virkelig var noget hun ville.


Cykelhjelmen blev skiftet ud med en ridehjelm, og benene er nu pakket ind i rigtige ridebukser - men bedst af alt, så fik hun sin helt egen striglekasse med fyld - og en simili-besat grime, så der er virkelig dømt bling-bling, når Familien Putz indtager stalden.    ;o)
Billederne er fra i dag - hvor Emilie ikke skulle sadle op, så grimen kom ikke i brug.


Noget af det jeg synes er helt fantastisk ved ridningen er den hyggelige småsnakken og hjælpen-hinanden, der er i stalden før og efter ridetimen. Der bliver virkelig hygget igennem, og tøserne (og forældrene) har lynhurtigt lært hinanden at kende.
Det er noget helt andet end vores smådårlige erfaringer fra de gymnastikhold Emilie af flere omgange har forsøgt sig med. I en storby kender man ikke nødvendigvis en eneste af de andre på holdet, hvilket var meget anderledes end i min barndom, hvor man kendte alle på gymnastikholdet i den lokale idrætsforening.  Børnene bliver afleveret fem minutter før start, og når timen så er slut drøner alle ud i omklædningsrummet, på med overtøjet og hjem. 



Efter 4 måneder uden uheld var Emilie pludselig så uheldig at blive smidt af Candy hele 2 gange i løbet af den samme ridetime - og det gav hende lidt et knæk.
I hvert fald havde hun lige et par ridetimer efterfølgende, hvor hun syntes at "Tequila" (rideskolens langsomste og mest sendrægtige hest) red for hurtigt i trav, så Emilie ville kun gå rundt i skridt.  Og helst kun med far som "trækker", noget hun ikke havde brugt de sidste par måneder.

I dag fik hun så lov til at ride på "Lille Per" - som er en af rideskolens mindste ponyer.
Det var bare lykken - og jeg fik en højt syngende pige ind af døren efter ridetimen.


 "Lille Per, Lille Per, nej hvor er jeg glad for dig".  Hæ-hæ...  En lidt anden tekst, end den sang normalt har herhjemme.



Men der er selvfølgelig heller ikke så langt at falde, hvis uheldet skulle være ude.

Nu går det nok ikke lang tid, før hun igen rider rundt i galop sammen med de andre hestepiger.

:o)