Bling-bling i hestestalden

Det er efterhånden læææænge siden vi havde vores debut som forældre til en HESTEPIGE, men jeg har slet ikke fortalt jer, hvordan det gik med vores debut, eller hvordan det går nu.

Indledningsvis skal jeg lige sige, at det tætteste jeg nogen sinde tidligere har været på en hest er i Fårup Sommerland, hvor jeg har trukket Emilie og Andreas et par rundet. Punktum.

Det var derfor noget af et chok, da vi startede til ridning. På et begynderhold. Hvor det så viste sig, at vi var de eneste NYbegyndere, idet mange af pigerne på holdet var startet et helt år tidligere. 

Ved tilmeldingen havde jeg fortalt dem, at vi absolut intet anede om heste. Zip. Nada. 

"Intet problem". Vi skulle bare møde op med en cykelhjelm og et par gummistøvler.  Godt så.

Så gik det hverken værre eller bedre end at Gemalen selvfølgelig skulle arbejde over den tirsdag, hvor vi første gang skulle til ridning. 

Med Andreas på slæb i cykeltraileren mødte vi derfor op i ridehuset 5 minutter før Emilies hold startede.  

"Du skal trække hende rundt", fik jeg så besked på. 

???  Det havde jeg haft en eller anden naiv forestilling om, at det var der nok nogle af de store, hestegale tøser, der tog sig af, men det var ikke tilfældet. 

Andreas fik strenge ordrer om at sætte sig på en stol og holde sig i ro  (Som om...), og så hoppede Mutter ellers ned i cirkusarenaen, for at trække Emilie. 

"I kan tage Candy", var beskeden fra ridelæreren. 

"Candy???"   "Det er den røde, dernede", svarede hun, og pegede ned mod 4 brune heste.  Godt så...

  

Hjælp til at komme op i sadlen måtte vi også have, ligesom der var en forvirrende mængde remme, der skulle strammes og reguleres, før jeg kunne begynde at trække rundt med en ligbleg 8 årig, som godtnok syntes, at der var langt ned.  

Første time gik med skridtgang på en meget, meget livlig hest. "Fremadgående", som jeg nu har lært, at det hedder.  

Candy kan heller ikke lide, at de andre heste kommer for tæt på, så jeg havde f... nok at se til med at cirkle rundt i 8 taller for at undgå de andre heste, som jo travede rundt omkring os. 

Mærkelig nok var jeg på intet tidspunkt utryg ved at løbe rundt ved siden af en temmelig stor hest. Og jeg fandt ud af, at en hest har en fantastisk blød mule. Sådan babynumse-blød og uimodståelig... 

Godt så.  Første time overstået, og vi kunne cykle hjem - nogen synes ikke, at det var så sjovt at sidde på cykelsadlen...

Anden gang forsøgte vi os med lidt trav, for blegheden havde mirakuløst forladt Emilies kinder. Nu var hesten pludselig ikke spor stor eller farlig, men derimod bare "søøøøøøøød".

Anden ridetime var også på Candy, og jeg skal love for, at min kondi blev testet. Rundt og rundt i "manegen" løb Cirkushesten, trækkende med Emilie på Candy. Stadig med en meget "fremadgående" hest, som løber hurtigere end alle de andre, og som stadig ikke kan lide at komme for tæt på andre heste.  

Der ser man så Frau Putz - som aldrig har været synderligt begejstret for heste - spurte rundt i ridehuset med tungen hængende ud af munden. Kampsvedende. Alt imens jeg skulle holde øje med de andre hestes placering, løbe ekstrarunder for at komme på afstand, forsøge at holde modet oppe hos Emilie, som i starten ikke kunne finde ud af at ride trav - og forsøge at undgå at træde direkte i nogle af de rygende bunker på gulvet...  Godt det kun er en time...

Men så...  efter timen...  Så skulle vi ikke bare aflevere Candy til en anden rideskoleelev, sådan som vi gjorde første gang. Nej så skulle hun pludselig sættes over i stalden. 

"Godt så", tænkte jeg. Så må vi jo prøve...  For hjælp fra rideskolens side var der da ikke at få. Ikke engang selv om vi jo havde gjort opmærksom på, at vi ikke ved en hujende fis om heste. 

Heldigvis var der en af de andre mødre, som tog sig tid til at lære mig the basics - alt det jeg intet anede om... 

At sadlen skal hænge på en bestemt plads i sadelrummet.

At man skal give hesten grime om halsen, før man fjerner seletøjet, så den hele tiden er bundet fast. 

At biddet skal vaskes, før man hænger seletøjet på plads - og at alle de forvirrende mange remme, som udgør sådan et seletøj, skal hænge på en bestemt måde (Det kom det så ikke til den dag...)

At man skal rense hove. Både før og efter ridetimen. (Og det er sgu ikke bare lige sådan...) 

Det der med at strigle havde jeg prøvet engang som barn, så det gik rimeligt - og så fik Candy endelig lov til at komme ind i boksen. 

Og vi kunne tage hjem.  Og kollapse på sofaen. 

Jeg var sgu lidt rystet...  for hvad nu, hvis der ikke havde været en mor, som kunne hjælpe ???  

Så havde jeg nok været nødt til at lukke Candy inde i boksen med seletøjet på og biddet i munden. Og så havde rideskolen sgu fået et meget surt brev fra mig...

Det er jo levende dyr, vi har med at gøre...  Og der kan altså godt gå noget galt, hvis man slipper en glad "idiot" løs med en hovrenser...

Efter nogle gange var Gemalen med som tilskuer. "Det der med heste... det er bare slet ikke mig", var hans attitude. 

Han stod i stalden og holdt Emilies jakke og cykelhjelm, mens jeg sadlede hesten op (!) med alt hvad det indebærer, når man overtager en hest, der har stået i en mudret fold - og han underholdt Andreas, mens jeg igen agerede Cirkushest. 

Efterfølgende lykkedes det mig dog at overtale ham til, at han skulle trække Emilie ugen efter. Mest fordi jeg hostede så meget i den periode, at jeg næsten ikke kunne få luft, når jeg skulle løbe.

Billederne er fra den første time, hvor Far trækker rundt med Emilie.
Og i løbet af den time skete der noget magisk!

Gemalen blev totalt bidt af heste.
Ikke at han sådan indrømmede det. Ikke lige med det samme. Mumlede lidt om, at de var nogle "fascinerende dyr" - men da vi senere skulle aftale, hvem der skulle tage med Emilie til ridning næste gang, meldte han sig på banen med  "Jamen jeg kan da også godt" - "Jamen... jeg skal nok"... -  "Jamen jeg vil da gerne"...

Efter nogle gange med Emilie og Far alene i stalden, hvor de (han) bare klarede det der med at rense hove osv. til UG - begyndte han tilmed at mumle om, at han da godt kunne tænke sig at prøve at ride på sådan en hest...   Emilie gav ham et gavekort på en ridetime i julegave, så nu må han altså se at få det brugt    ;o)

Det der med ridningen er derfor mest blevet noget, som Far og Datter har sammen. Mor her får fyldigt referat i dagene imellem ridetimerne - men ellers er jeg mest hjemme sammen med Andreas, som i hvert fald ikke gider med til ridning. Måske forståeligt nok, når man bare skal sidde/stå i et isnende koldt ridehus og se på nogle tøser på hesteryg...

Til jul fik Emilie så alt det rideudstyr, som hun havde ønsket sig - og som vi ikke havde villet investere i, før vi var sikre på, at det nu også virkelig var noget hun ville.

Cykelhjelmen blev skiftet ud med en ridehjelm, og benene er nu pakket ind i rigtige ridebukser - men bedst af alt, så fik hun sin helt egen striglekasse med fyld - og en simili-besat grime, så der er virkelig dømt bling-bling, når Familien Putz indtager stalden.    ;o)
Billederne er fra i dag - hvor Emilie ikke skulle sadle op, så grimen kom ikke i brug.

Noget af det jeg synes er helt fantastisk ved ridningen er den hyggelige småsnakken og hjælpen-hinanden, der er i stalden før og efter ridetimen. Der bliver virkelig hygget igennem, og tøserne (og forældrene) har lynhurtigt lært hinanden at kende.

Det er noget helt andet end vores smådårlige erfaringer fra de gymnastikhold Emilie af flere omgange har forsøgt sig med. I en storby kender man ikke nødvendigvis en eneste af de andre på holdet, hvilket var meget anderledes end i min barndom, hvor man kendte alle på gymnastikholdet i den lokale idrætsforening.  Børnene bliver afleveret fem minutter før start, og når timen så er slut drøner alle ud i omklædningsrummet, på med overtøjet og hjem. 

Efter 4 måneder uden uheld var Emilie pludselig så uheldig at blive smidt af Candy hele 2 gange i løbet af den samme ridetime - og det gav hende lidt et knæk.
I hvert fald havde hun lige et par ridetimer efterfølgende, hvor hun syntes at "Tequila" (rideskolens langsomste og mest sendrægtige hest) red for hurtigt i trav, så Emilie ville kun gå rundt i skridt.  Og helst kun med far som "trækker", noget hun ikke havde brugt de sidste par måneder.

I dag fik hun så lov til at ride på "Lille Per" - som er en af rideskolens mindste ponyer.
Det var bare lykken - og jeg fik en højt syngende pige ind af døren efter ridetimen.

 "Lille Per, Lille Per, nej hvor er jeg glad for dig".  Hæ-hæ...  En lidt anden tekst, end den sang normalt har herhjemme.

Men der er selvfølgelig heller ikke så langt at falde, hvis uheldet skulle være ude.

Nu går det nok ikke lang tid, før hun igen rider rundt i galop sammen med de andre hestepiger.

:o)