Min største fjende...

... og kritiker er mig selv.

Når jeg kigger på fotos af mig selv som barn, ligner jeg en fange i en KZ-lejr. Et skelet med hud på.

Som barn blev jeg hele tiden nødet til at spise noget mere, så jeg kunne få bare lidt huld på kroppen - noget der gik brat over, da jeg som teenager lagde mig gevaldigt ud. 

Jeg trøstespiste. Og overspiste.  Spiste i hemmelighed på mit værelse imellem måltiderne. Proppede mig med mad, som dulmede de smerter, der stammede fra et dårligt selvværd.  

Pludselig gik det fra "Spis lidt mere" - til "Pas nu på. Spis lidt mindre"... og med det øgede antal kilo på røven dalede mit selvværd yderligere, og de evige slanke- og sultekure satte ind. Uden held, selvfølgelig, for det virker jo ikke at sulte sig selv i perioder. Det lærte jeg først efter mange, mange år med selvpineri efterfulgt af dårlig samvittighed og selvkritik, når kiloene igen sprang på mine sideben efter overstået kur.

Dårlige vaner. Fed mad og alt for meget chokolade og kage har i perioder af mit liv fået min vægt til at stige meget - og heldigvis har jeg rigtigt mange centimeter at fordele vægten på, for ellers ville jeg være endt som en af dem, som "det er lettere at hoppe over end gå udenom".  Åh jo. Jeg kan også alle fede-vitserne...

Da jeg endelig kiggede bag om min vægt og turde se problemerne i øjnene, gik det bedre. Jeg holdt op med at trøstespise. Jeg tabte mig, og har i mange år ikke været på en egentlig kur, i hvert fald ikke en "sultekur". Holder vægten - sådan nogenlunde. Med de udsving et par graviditeter giver - og med det ene kilo ekstra (på røven som regel), som har det med at komme snigende fra tid til anden, hvis jeg ikke hele tiden passer på.

Men jeg er stadig og hele tiden kritisk overfor mit eget udseende. Min brede røv. Min mave og mine bryster. Mit hår. Alt får en ekstra kritisk bemærkning med, når jeg kigger i spejlet. 

Det frustrerer mig, at jeg som regel ikke kan købe tøj i "almindelige" butikker, men er henvist til butikker for "store piger". Bukser kan jeg stort set ikke købe, idet mine 184 cm. hovedsageligt består af ben, og herrebukser, som har længden, har ikke bredden. 

Nød lærer nøgen kvinde at sy tøj. Ha!

Så jeg syr. Ind imellem til mig selv, men jeg synes faktisk, at det er sjovere at sy til ungerne, for de kan jo bare passe tøjet uden de store tilpasninger, mens jeg skal regulere hele to størrelser fra talje til hoftevidde på mine egne bukser - fortæl mig lige noget om hoftebuer og indsnit, som jeg ikke ved...  I dare you!

I weekenden syede jeg så igen. Et par bukser syet efter et nyindkøbt mønster fra Onion. I henhold til billedet på forsiden en vid model med bindebånd i taljen, så her behøvede jeg heldigvis ikke de store tilpasninger. Kunne jo bare binde båndet lidt strammere...

Og da jeg så havde syet dem... passede de ikke. Hvor f... frustrerende er det lige?   

Skide Kæmpe Røv, tænkte jeg - endnu en gang.

For mig har hele "løsningen" altid ligget i fokus på den rigtige kost. 

Motion har aldrig nogensinde givet mig en eneste succes-oplevelse, og som barn og ung endte jeg som spejder, som ikke krævede fuld kontrol over alt for lange lemmer, for at man kunne være med.

Gemalen er min modsætning på det punkt (og mange andre...), idet han elsker at bevæge sig. Han bliver rastløs og MÅ bare røre sig, hvor jeg holder rigtigt meget af at sidde i sofaen med et strikketøj. 

"Du skal bare dyrke noget motion" er hans mantra, når jeg igen-igen klager over min vægt.  

Og det irriterende er jo, at han nok har ret. 

Vi spiser rimeligt sundt (når man ser bort fra søndagens kage og det smør, jeg ikke kan undvære på mit brød) så der er ikke så meget at ændre på kosten. 

Men jeg gider ikke!  Motion er rædsomt   ;o)

Men da jeg så stod der foran spejlet i de nye bukser, der "trak" over røven...  Så besluttede jeg, at nu skal det der motion altså have en chance. En lille bitte chance. For det virker jo for andre. Min seje lillesøster har f.eks. tabt sig næsten 10 kg., siden hun begyndte at løbe 3 gange om ugen. 

Og måske kan man komme til at holde af det - eller i hvert fald hade det så lidt, at man får taget sig sammen nogle gange hver uge...

Og måske kan man kombinere motion med noget andet, så det bliver mindre rædsomt. Strik f.eks. 

Måske kan man strikke, mens man cykler på sin motionscykel?  (Og der må gerne grines, men festen er ikke slut, før den fede dame svinder... eller noget)

Så motionscyklen er nu hentet ind fra udestuen og støvet af. Batterierne er skiftet ud, så jeg nu også kan følge med i, hvor langt jeg har cyklet, for mål er jeg jo nødt til at have. 

Og i går aftes cyklede jeg så en lille prøvetur - MED strikketøj, og det kan godt lade sig gøre. Hæ-hæ...  

Så længe jeg holder mig til "mor-tempo", og ikke leger Indurain.

Men kattene...  De kan nok ikke være med, når mor cykelstrikker    ;o) 

Når solen igen titter frem bliver strikketøjet dog nok efterladt hjemme, mens jeg cykler ud i "naturen" omkring Hvidovre. Hvis motionen vinder ved den lille bitte chance, som den får...

Og ellers kan jeg jo altid slå mig selv oven i hovedet. Som jeg plejer     :o(

Hvis jeg nu fortæller jer mit mål, kære læsere, så kan det være, at det bliver lettere at holde?  

Lige nu siger BMI-beregneren, at mit BMI er 

Mit mål er at tabe mig 7,5 kg. i løbet af det næste år (hvilket jo nok skulle kunne lade sig gøre, tænker jeg...) Så kommer jeg godt ned i "Normalvægtsområdet"...  (om røven så følger med, er en anden sag...)

... og så er der også plads til konfekten og pebernødderne til jul næste år  (og plads til at tage lidt på igen, for jeg ved jo godt, hvordan det plejer at gå med de der kilo...)

 Og nej. Jeg vil ikke fylde bloggen med "sådan-går-det-med-mit-vægttab" - men måske I kommer til at høre en hel masse smule brok over det der motion, som jeg har lovet at give en lille bitte chance.

;o)