Verden vågner

... og med den vågner denne blog også op af sin juledvale.
Helt utilsigtet blev der jo nærmest lukket ned for bloggen i december måned. Til gengæld blev der lukket op for max hygge ude i det virkelige liv.

Nu er julen og nytåret så overstået - og jeg kan se tilbage på en december som var travl men også usædvanligt dejlig.
Ud over gavefremstilling på max var december måneden, hvor hele familien var samlet til julefrokost imens sneen bare væltede ned.
Det resulterede i årets sneboldskamp, som i særdeleshed gik ud over Herr Putz, eller "Onkel Mads", som alle ungerne rottede sig sammen imod.

Der var julefest i fritteren, hvor Emilie og Emma (E-pigerne) optrådte.

Det var måneden, hvor vi for sidste gang (Hører man lettelsens suk?) skulle have nisser med hjemme fra børnehaven. Det er nu 5. eller 6. gang de forbistrede søde drillenisser har lavet løjer i vores hus. I år gentog de endda nogle af løjerne fra tidligere. Sikke nogle uopfindsomme nisser...

Til gengæld havde de sædvanlige nisser fået hjælp fra ukendt kant, idet mælken pludselig var farvet blå...

Den aller værste nisse af dem alle havde puttet salt i elkedlen, så du bedes venligst forestille dig scenen, hvor jeg tager den første mundfuld af min HELLIGE morgenkaffe, brygget på saltvand...  Tror måske alligevel ikke helt på, at det var nissen...

December var måneden, hvor jeg tilbragte rigtigt mange timer med garn på pindene - og med selskab af Pelle, der insisterede på også at være med i varmen.

Det var måneden, hvor der blev bagt og pyntet peberkager.

... og inspireret af Blogland foldede vi også Waldorf-stjerner til vinduerne.

Det var også tid for Børnehavens julefest, hvor de største børn går i Luciaoptog. I år var det derfor med Andreas som deltager - og vores sidste julefest i børnehaven.

Det sædvanlige julelotteri arrangeret af støtteforeningen for børnehaven blev i år arrangeret af mig alene, da foreningens øvrige medlemmer ikke lige havde tiden eller overskuddet. Det trak tænder ud, men var som sædvanlig en stor succes, så det var sliddet værd. Masser af præmier (Her er et tilfælde, hvor kvantitet er bedre end kvalitet) var lig med masser af glade, præmievindende børn - og overskuddet var så stort at hver stue kan købe noget virkeligt lækkert legetøj.

Da julevejret så alt andet end kørevenligt ud, bestilte vi kort før planlagt afrejse de sidste, tilgængelige togbilletter - og pakkede de store tasker med tøj og gaver, men til Roberts fortrydelse ingen katte.

Julen startede tidligt. Klokken 5:00 ringede vækkeuret - og i årets værste snestorm traskede vi ned til S-toget. Videre med et DSB-tog til det nordlige Jylland, og vejret til trods nåede vi frem - helt uden forsinkelser - og allerede klokken 13 sad vi derfor bænket omkring julefrokosten hos familien i Nord. En kollega til Gemalen havde været 10½ time om at køre den samme tur i bil. Jeg var fristet til at råbe et lille hurra for DSB, på trods af den tidlige start.
Den trang forsvandt dog, da vi efter en dejlig juleferie med familiehygge i stor stil, igen satte os i et tog - for her fik vi virkelig set DSB i kaos.
"Alt kan ske med DSB" burde være deres nye motto.
Forsinkelser resulterede i, at vi blev læsset i et af de ældgamle regionaltog, som kun kører i Udkantsdanmark - og det kom på sit livs tur, for det fik sandelig lov til at køre passagererne helt til Århus. Her skulle vores oprindelige Intercity Lyntog så vente på os, og det gjorde det da også. Bare med den lille DSB-ups'er, at der manglede 2 af vognene (I henhold til Murphys lov var det selvfølgelig de vogne vi havde pladser i) - og resten af turen stod vi derfor op, mast inde imellem andre svendende og muggende passagerer. Billetkontrol var der ikke noget af, for kontrolløren gemte sig (fejt/klogeligt?) i sit lille rum ved indgangen og lod passagererne klare slagsmålene om pladserne.
Da der heller ikke kom nogle meldinger over højttalerne, var der absolut ingen forståelse blandt de mange passagerer, som havde pladser i toget. Holdningen var vist, at "Det er sgu for dårligt med alle de mennesker, der ikke har købt plads... og som bare står i vejen, så jeg ikke kan komme ned til min plads... og der er heller ikke plads til min bagage... argh!"...
Muntert.  Kun Andreas forstod at holde humøret højt, og skrålede "Skille-madinka, dinka du" det meste af vejen.   ;o)
"Jeg skal endnu en gang undskylde til de af vores passagerer, som havde plads i vognene 61 og 62, som desværre ikke var med i dag" lød det så i højttalerne, da vi nærmede os Hovedbanegården.
"Endnu en gang????"  Efter 4 timers radiotavshed. Nøj, hvor jeg lige var ved at nærme mig det mørkerøde felt.  Har vist kørt lidt for meget med DSB i mit liv.  Men vi får da refunderet vores pladsbilletter. Nej, hvor gavmildt. Så får jeg 30,- for at stå op fra Vejle til København med dræberblikke og muggende passagerer fygende om ørerne. Det er da service på højeste niveau...

Nej... jeg må vist lære at tage det mere roligt. Finde mig et hyggeligt og mere behageligt (stemnings-) leje. Blive blid og zen-agtig, også om bord i et DSB-tog.
Chille. Som Pelle, der i løbet af juleferien erobrede min strikkekurv og erklærede, at det var hans nye seng...

... når han ikke lige tager sig en lur sammen med Gemalen.

Og nu er jeg så klar til at gå i gang med dette nye år.  Gad vide, hvad det bringer...