Morgenstressens tid er tilbage...

I dag sluttede ferien i mere end en forstand.

Det var jo som forventet den første arbejdsdag efter påskeferien - men det var også den første arbejdsdag for Gemalen.

Midt i disse tider, hvor finansgrisen æder løs over hele linien, er det nemlig lykkedes for Gemalen at få en underskrevet ansættelseskontrakt.

"Neeeeej. Tillykke!"

Jow-jow. Det er da fedt. Selvfølgelig er det det. Det er da så fedt for ham at finde et job, som han tilmed er glad for at have fået. Sådan et job, som han gerne ville have haft, også selv om han ikke havde været arbejdsløs. Det er da dobbelt heldigt i disse tider.
(Og til dem, der har fulgt med her tidligere: Nej. Det var alligevel ikke Rumfarts-jobbet han fik, men noget, han finder tilsvarende spændende...)

Så jeg tør næsten ikke at skrive dette, for jeg bliver sikkert lynchet og lagt for had... Utaknemmelige skarn...

;o)

Men jeg synes altså, at det var FOR FEDT at have en hjemmegående Gemal. Nøj, hvor har jeg nydt, at han ikke allerede var kørt på arbejde, når vi vågnede. At han kunne stå op og spise morgenmad sammen med os - og følge enten Andreas i børnehave eller Emilie i skole, mens jeg fulgte den anden og i ro og mag cyklede videre på arbejde.
Morgenstressen var pludselig minimeret.

Det var også fedt at have en hjemmegående Gemal, som jeg kunne ringe til og få til at hente ungerne med kort varsel, hvis jeg blev forsinket... og var jeg ikke forsinket, havde han lavet kaffe, når vi kom hjem. Dejligt.

Det var så fedt, at Gemalen gik hjemme, da Andreas igennem en 3 ugers periode var syg hver og hver anden dag. Snottet, hostende, mat og feberramt. Sådan som børn ganske ofte er om vinteren. Med en hjemmegående Gemal var der ingen problemer med barnets 1. og 2. eller 9. sygedag. Intet behov for at tilkalde forstærkninger fra bedsteforældrene. Intet behov for at sende småmat snottet søn i børnehave. De hyggede sig.

Det var fedt at have en all-round håndværker "ansat" i kælderen - til en rimelig timeløn. Så dårligt betalt er arbejdsløshed nemlig heller ikke, når man er på dagpenge. Den lønnedgang Gemalen selvfølgelig havde, kan jo slet ikke sammenlignes med de udgifter, vi ville have haft til murer, tømrer, elektriker, snedker, vvs'er og maler.
Havde Gemalen ikke været arbejdsløs i en periode var vi slet, slet ikke nået så langt med renoveringen af kælderen. Der mangler stadig noget, før vi kan læne os tilbage og smække fødderne på bordet, men der er altså sket gevaldige fremskridt på kort tid.

Jeg erkender det blankt: Det passede mig ganske fortrinligt at have en hjemmegående Gemal.

Det er så slut nu, og familien er igen der, hvor langt hovedparten af de danske familier befinder sig det meste af tiden... et sted mellem travlhed og stress. Med dårlig tid og tilsvarende samvittighed. Vi kommer sikkert igen til at kæmpe for at finde balancen og finde tid til alt det, vi gerne vil.

Meeeen... der er da også lyspunkter ved sådan noget "starte-i-nyt-arbejde"...

;o)

Frau Putz har nemlig fået blomster af Gemalen.

"Neeeeej. Tillykke"

Det er da fedt. Selvfølgelig er det det. Det sker nemlig ikke særligt tit. Det er da bestemt også nogle nydelige blomster, de giver deres ansatte som velkomsthilsen... (Hæ-hæ)

;o)