torsdag den 15. april 2010

Haveplaner - igen, igen...

Da vi overtog haven var det i princippet en græsplæne med en ligusterhæk udenom. Rundt omkring var der anlagt nogle bede, som var ved at gro til i skvalderkål (viste det sig jo at være...) og asters...

Forhaven var fyldt op med et enormt fyrretræ, som tog alt lys i stuen - og en hel masse gule potentil-buske og ildelugtende regnfan i rå mængder.


Gul er ikke en farve jeg ønsker at have i haven - så de gule buske og regnfanen blev fjernet med hård hånd... og der blev med tiden anlagt forhave med granitskærver og blomsterbede - men først efter et par eksperimenter, bl.a. med et rosenbed langs huset, som resulterede i tørstende planter...
Man lærer så længe man lever, ik´?

Baghaven var dog det sted, vi først kastede os over at indrette som have. Sådan lidt hen ad vejen og efterhånden... Ikke nogen stor, forkromet haveplan her, for interessen for have indfandt sig lidt efter lidt. Der er mange ideer, der efterhånden er blevet ført ud i livet - men... der kommer hele tiden nye til.

Jeg tror ALDRIG, at vi bliver færdige med at lave om på haven.

Der er vel hele tiden lige en busk, der vil stå bedre et andet sted, et nyt område, der skal indrettes, en idé til en ny plantesammensætning, en køkkenhave...

Her stod jeg for eksempel og kiggede ud af køkkenvinduet... og pludselig fik jeg øje på det her lille stykke græs, som bare er der... Vi bruger det ikke til noget som helst - og kønt er det heller ikke. Bare sådan et forkølet, lille stykke græsplæne klemt inde imellem drivhuset og skvalderkålen langs det gamle skur (som er næste store bygge-projekt, men udsat til engang vi gider...)


Det jordstykke kan da ikke bare ligge der! Det skal da bruges til noget!
I det mindste kan jeg da så nogle blomster... eller...

Det endte med en beslutning om at lave et højbed til køkkenhave. For anden gang forsøger vi os med en lille køkkenhave. Bare lidt plads til ærter, salat, gulerødder, krydderurter og lidt andet sjovt. Måske stribede rødbeder...

Efterhånden har vi overstået de største "anlægsopgaver" i haven - og vi kan helt klart mærke, at vi har fået bedre tid til havens små opgaver. Som f.eks. at passe en køkkenhave. I lille skala, vel at mærke, hvilket godt 3 kvadratmeter højbed må siges at være.

Sidste forsøg med køkkenhave strandede på, at vi havde så travlt med forhaven at vi ikke nåede at få sået i køkkenhaven... og så kunne den jo lige så godt rumme de hindbærbuske, som vi lige stod og manglede plads til.


Men nu... Køkkenhave må der til!

Fra idé - til beslutning - og videre til udførelse går der til tider ganske, ganske kort tid her i Familien Putz.
I morgen lejer Gemalen en trailer, så vi kan få kørt skvalderkålsjord væk, få hentet lærketræ og stolper - og så skal der bygges bede og fyldes op med jord, så vi kan få sået. Mon ikke de første frø kommer i jorden i løbet af weekenden?

Hvor vi lige skal få jorden fra er vi ikke helt sikre på, men den nye nabo har vist gang i noget anlægsarbejde - og deres nyanlagte terasse har da givet en gevaldig bunke jord i deres forhave, som de måske vil af med. Vi klunser gerne
:o)

En anden lille køkkenhave-agtig idé, som skal føres ud i livet meget snart, er jeg faldet over hos Claus Dalby.
Han har inspireret mig til at forsøge med lidt grøntsager i staudebedet - så nu skal der plantes porrer og gulerødder i forhaven.

Midt i blomsterbedet.

Min far vil med garanti mene, at det er noget ROD

;o)

1 kommentar:

  1. God arbejdslyst. -Vi arbejder bare på at få byggeaffald ud af haven, hæhæ.
    Det bliver da hyggeligt at kunne kigge på køkkenhave fra køkkenvinduet. Stå med en kop kaffe og fintænke til synet af ærter og salat :-)

    SvarSlet

Hej.
Som de fleste andre bloggere ELSKER jeg kommentarer - så læg gerne en hilsen her ;o)
KH
Frau Putz