lørdag den 16. januar 2010

Folklore uden vrangpinde


Jeg hader at strikke vrang. Ej, det er måske en anelse overdrevet, men det er bare så meget lettere at strikke retmasker.

Derfor er det da herligt, når man kan undgå lange vrangpinde, på trods af at strikkemønsteret specifikt siger "vrang".

Her er seneste eksempel hos Frau Putz, Folkloren.

Folkloren skal ende som en cardigan - og når man har strikket rundt og rundt på rundpindene ender det hele med, at man klipper forstykket i to og derefter strikker forkanter, som dækker det ituklippede stykke.

Det giver mulighed for at trylle lidt med vrangpindene, så de forsvinder.

Sådan gør du, hvis du også vil undgå vrang på Folkloren:

I mønsteret står der, at du skal strikke halskanten som "retriller" på rundpind. En pind ret og 1 pind vrang.
Jeg har i stedet strikket frem og tilbage. Retmasker på hver eneste pind. Stykket skal klippes over efterfølgende - same, same.

Derefter har jeg skiftet til rundpind - og strikket kubemønsterets retpinde som foreskrevet.
Efter retpindene i grundfarve skal der så igen strikkes "retriller" - ifølge mønsteret 1 pind ret og 1 pind vrang.

Det er nu vi "snyder".
Første pind ret strikkes som foreskrevet.


Næste pind skal så være vrang - og det er her jeg "tryller"...
Nu skulle jeg begynde at strikke vrang, men i stedet...


... vender jeg strikketøjet om, så jeg har vrangsiden ind imod mig...


... og nu strikker jeg så en pind ret.


Fordi den er strikket på vrangsiden svarer denne pind ret til en pind vrang. (Hold lige tungen lige i munden her, hvad...)

Intet hokus pokus, men man slipper for vrangmaskerne.

Og sådan ser resultatet ud på forsiden - eller retsiden.


Jeg er totalt solgt til Folkloren. Skøn farveleg.

Jeg har besluttet at strikke den i L/XL - som dog ikke er angivet i mønsteret, men matematikken er ikke så svær.
Jeg har nu kun to 2 kuber tilbage, før det er ren TV-strik. Uendeligt mange pinde rundt og rundt i ret. Det sjove er snart slut - men til gengæld har jeg udsigt til en skøn, skøn cardigan.

;o)

8 kommentarer:

  1. Det er godt nok smart. jeg hader også vrang. Men det her lyder herligt nemt! Måske det endda kan lokke mig til at gribe strikkepindene en dag :-)

    SvarSlet
  2. Strikkefif er altid velkomne. Jeg lærte lige begrebet magic loop forleden og strikker ærmer på rundpind 80 cm. Det er skønt at være foruden de lidt irriterende strømpepinde.

    SvarSlet
  3. Altså Frau Putz, du er nu ikke uden evner ;)
    Jeg er heller ikke vild med vrang og syntes din metode er noget mere tiltalende. Jeg er også vild med farverne, så måske jeg skulle kaste mig over den alligevel? Jeg gemmer ihvertfald dit indlæg her i en fil, så jeg kan bruge den at strikke efter. Må jeg det?

    Rigtig god søndag og kh
    Henriette :))

    SvarSlet
  4. Min metode til at springe vrangmaskerne over er du velkommen til at bruge - men du bliver jo nok nødt til at købe Annes mønster for at strikke trøjen. Det har hun til salg på Etsy og sin blog (Hverken fugl eller fisk).
    Og du har da Holstgarn nok, har jeg set ;)

    KH Frau Putz

    SvarSlet
  5. Smukke farver og go ide :)

    SvarSlet
  6. Hmm ja det har jeg vist nok.. ;)

    Jeg har opskriften, den ligger bare og venter på mig, så nu er det måske på tide.

    Tak og jeg håber at den rendemaske af en kat dukker uskadt op igen. Kan godt forstå at I er bekymrede.
    Knus

    SvarSlet
  7. Jakken din blir veldig flott. Jeg har mønsteret liggende klart jeg også, men er usikker på om jeg har nok garn. Har ikke originalgarnet, har bestilt fargeprøver fra Holst så det vil jo ta litt tid før jeg får garn da i så fall. I mellomtiden/tenketiden strikker jeg på noe annet.....
    Ha en fin påske!
    Ps. Så flott blogg du har!

    SvarSlet
  8. Jeg har længe haft Annes Folklore på min to do liste. Tak for tips!

    SvarSlet

Hej.
Som de fleste andre bloggere ELSKER jeg kommentarer - så læg gerne en hilsen her ;o)
KH
Frau Putz