torsdag den 12. marts 2009

Hækle-mutter?

Her er så et billede af en del af Frau Putz' første rigtige hækle-projekt - engang ender det formodentlig som et tørklæde!

Nu er Frau Putz lidt af en tal-nørd, og jeg har lige regnet lidt på det...


Der er nu hæklet 124 blomster. Hver blomst tager ca. 5-6 minutter at hækle - incl. hæftning af ender - så indtil videre har jeg brugt mere end 10 timer på dette projekt...
Og jeg er ikke engang halvvejs.


Det tager altså LANGT længere tid at hækle end at strikke. Samtidig kan jeg ikke se TV, når jeg hækler... (Hvor skidt det er kan dog diskuteres...)

Til gengæld kan jeg ikke finde ud af at strikke blomster, så...


I dag er det mest Lizzy, der har...
... hjulpet. Med at holde garnet for Frau Putz.
"Hvad... skal du bruge det??? Bring it on, dude"
Darcy har tilbragt det meste af dagen sådan...
... på langs. Det er nu sjovt, så stribet han bliver, når blitzen fyres af...
På billedet herunder er der slet ikke "Justeret eksponering", hvilket ellers altid er nødvendigt, når der tages billeder indendørs med mit nuværende kamera.
Man skulle næsten tro, at vi har fået tre katte...
Årsagen til at Darcy har kunnet ligge slattent hen på mine ben det meste af dagen ???
Jeg ville jo helst ikke afsløre det på bloggen... men er efterhånden nået så langt, at jeg nu selv kan se det "sjove" i det - selv om jeg fortsat ikke er særligt mobil.
"Pas nu på, Andreas". "Hold godt fast, Andreas". "Ikke for hurtigt, Andreas".
Hvor mange gange har jeg mon sagt det, når han har været på vej ned ad trappen?
Og hvad sker der så med Frau Putz?
Styrt! Ned ad 4 trin på ryggen...
Dunk-dunk-dunk-dunk. Meget hurtig rytme.
Efterfulgt af SMERTE! (Og nu også skønne farver. Ligner næsten et nøgle Noro-garn...)
I øjeblikket føles det som om jeg har fået bøllebank med et baseballbat! Skønt.
Meget god pædagogik. "Se hvad der sker, hvis du ikke gør som jeg siger!" (Don't do as I do...)

Ja-ja... :o)

tirsdag den 10. marts 2009

Ahhhh...

Nogle gange smager kaffen bare ekstra godt.
Som f.eks. denne eftermiddag, hvor jeg kun lige var kommet ind af døren og havde hældt kaffen op i kruset, da det gav sig til at p... ned udenfor. Først regn - og sekunder senere hagl i stor mængde.
Så er det bare endnu dejligere at sidde inde med et krus kaffe - og en super kælen Darcy på skødet :o)

mandag den 9. marts 2009

Store Snegle Søndag

Dette er resultatet af en Søndag Formiddag i Familien Putz... Sådan kan en søndag også snegle sig afsted :o)

Herlige hjemmebagte kanelsnegle - og en enkelt kanel-stang. Mums.

Hvis du skulle få lyst til selv at opleve duften - og smagen - af dette fantastiske bagværk, så er det ganske let - og meget hyggeligt at bage disse snegle. Tag ungerne til hjælp. De elsker at "klistre" :o)

Kanelsnegle
(Ca. 24 stk ud af én portion dej)

Start med at lave en (dobbelt) portion af dejen fra Frau Putz' fastelavnsboller. Opskriften finder du her. Laver du en enkelt portion får du ca. 24 kanelsnegle.

Mens dejen hæver rører du remonce af 50 g. let blødgjort margarine (Microbølgeovn), 100 g. brun farin og 1 tsk. stødt kanel. Har du lavet dobbelt portion dej (Det kan man jo lige så godt!) tager du selvfølgelig 100 g. margarine, 200 g. brun farin og 2 tsk. stødt kanel... :o)

Rul dejen ud til en firkant på køkkenbordet og smør remoncen ud i et tyndt lag over hele dejen.
Drys evt. med rosiner...

... og tril dejen sammen til en pølse. Fugt den sidste kant med vand, så pølsen bliver "klistret sammen" - og tril den evt. længere, så tykkelsen af pølsen passer med hullerne i dine muffinsforme.

Har du som Frau Putz muffinsforme beklæder du dem med papirsforme - og har du ikke muffinsforme, lægger du et stykke bagepapir på bagepladen - men du må så forvente, at en stor del af fyldet flyder ud på pladen - hvilket jo er lidt ærgerligt ;o)
Skær nu pølsen i stykker på ca. 1 cm. tykkelse - og læg dem i formene...
Bag dine kanelsnegle ved 200 grader Celcius - indtil de er lysebrune.
Hvis der er nogen tilbage kan de fryses - og evt. lunes, før de serveres.
Et alternativ til at lave enkelte snegle er denne fantastiske kanel-stang - og den er super enkel at lave. Den kan laves af resten af dejen, når man som Frau Putz "kun" har 36 muffinsforme!

Tril dejen til en pølse - fuldstændigt som til snegle. Men i stedet for at skære rullen helt igennem skærer du næsten igennem...
... og så breder du de enkelte skiver ud til skiftevis den ene og den anden side. Du kan også forme stangen (Hvis lang nok) til en stor oval på bagepladen - hvis du skal have mange gæster. Det ser helt fantastisk ud.
Denne bages i ovnen ved 175 - 200 grader celcius - lidt længere end kanelsneglene.



På billedet ses også en række af Frau Putz' grovboller.
Det var de få, som jeg selv "fik lov" til at forme. Emilie var nemlig med i køkkenet på denne dag - og hjalp med både kanelsnegle og de grovboller, som vi bagte efterfølgende.
Det blev til en pladefuld skønne boller - omend i let varierende størrelse, men det kan jo vise sig at være en fordel, for så er der både til den store og den lille sult...
Formet, penslet og drysset af Emilie. Ganske dygtig bageraspirant :o)


Denne opskrift er også meget benyttet i Familien Putz - og jeg bringer den her til glæde for andre bageglade læsere.
Disse boller er fulde af kerner, men fordi de er kogt bløde før de blandes i dejen bliver bollerne ikke tørre, hvilket yderligere hjælpes på vej af, at de får lov til at "vokse sammen" på pladen, så de forbliver bløde på siderne.

Softkerneboller
(En stor bradepandefuld - ca. 40 stk)

300 g. kerner - f.eks. tre- eller femkornsblanding.
4 dl. vand

Koges sammen, indtil alt vandet er opsuget af kernerne. Gryden tages af varmen, og der tilsættes

50 g. margarine/smør som smeltes.

Blandingen afkøles let og hældes over i dejfadet. Tilsæt

4 dl. koldt mælk/vand
2 dl. ymer/A38/Kærnemælk
1 æg

Kontroller at blandingen ikke er for varm, før du tilsætter gæren! Den skal være lunken, for ellers dræber du gærcellerne.

25 - 50 g. gær
2 tsk. groft salt
Hvedemel - indtil dejen er til at ælte, men fortsat ret klistret.

Dejen hæver i ca. 45 minutter, hvorefter den formes til boller, som sættes TÆT sammen på pladen.

Efterhæver ca. 15 minutter, før de evt. pensles og drysses med birkes, grovmel, hirseflager, havregryn eller hvad der ellers findes i "fadeburet" :o)

Bages midt i ovnen ved 200 grader Celcius i ca. 15 minutter indtil de er lysebrune. Kontroller, at bollerne er bagt - de skal have lidt længere tid end "almindelige" boller.

Afkøles på bagerist. Bollerne brækkes fra hinanden umiddelbart før de serveres.

Kan fryses i store "blokke" - og evt. lunes i ovnen eller på brødrister, før de brækkes fra hinanden.

Du kan selvfølgelig også bruge dejen til "fritstående" boller, hvis du er mere til sprøde overflader :o)
Prøv det. Det slår altså bagerens !

lørdag den 7. marts 2009

Forår og nye påfund

Se godt på dette billede...
Lad os prøve at zoome ind engang...
Kan du se noget?

Det er blevet FORÅR - og Frau Putz og Gemalen har i fælleskab VASKET VINDUER! Han højt placeret på stige udendørs (Frau Putz er totalt stige-fobiker!) - og jeg med begge ben på jorden indendørs.

Det er altså ikke hver dag det sker. Knap nok hvert år, så der er virkelig tale om et forårsvidunder...

Forår og nye begyndelser? Frau Putz har i hvert fald masser af nye påfund, men om det hænger sammen med foråret er uvist.
Det er i hvert fald et faktum, at Frau Putz er begyndt at HÆKLE!

Det har ellers altid været en af de "ting" jeg mente, at jeg hellere måtte lade være med, for jeg bliver så FRUSTRERET, når tingene ikke bliver ORDENTLIGE - og mine tidligere forsøg udi hækling er ikke nået særligt langt, fordi det bare ikke blev ORDENTLIGT!
De der kender mig vil vide, at der er nogle ting jeg er eXtremt pernitten med.
Min mor mente engang, at jeg brugte opsprætteren mere end symaskinen, når jeg syr. Det var ikke helt forkert - dengang. Er det ikke i orden må det laves om. Siden er jeg blevet bedre til at sy, så opsprætteren kommer ikke i brug så ofte længere.
Ikke for mig selv i hvert fald. Jeg kan faktisk godt finde på at hjælpe (?) mine to syklub-medlemmer med at sprætte op, hvis jeg (deres "sy-lærer") ikke mener resultatet er helt i orden og vil blive bedre af endnu et forsøg...

Nå... tilbage til hækleriet. (Billederne er lånt herfra)
Frau Putz har forelsket sig i et tørklæde. Det tilhører - sammen med 2 lignende misundelsesværdige tørklæder - en tidligere studiekammerat, som jeg besøgte for et stykke tid siden.
Sophie Digard havde kreeret det - og hun er temmelig kendt rundt omkring. Frau Putz havde dog aldrig set noget lignende "live" - og jeg forelskede mig straks.

Det samme gjorde min hæklende veninde Kathrine (Som stadig ikke har nogen blog!) - og siden har vi korresponderet omkring garn til disse små vidundere. For vi bare prøve at lave sådan et tørklæde selv.

De er hæklet af ultra-tyndt uldgarn og problemet er, at der er brugt utroligt mange farver. Fantastisk. Simpelthen - men meget svært at eftergøre, idet det næsten ikke kan lade sig gøre at finde en garn-producent, der har lavet ultra-tyndt garn i så mange farver.
Nå... men Frau Putz kan jo ikke hækle, så garnet - eller mangel på samme - er ikke eneste hindring. Jeg har derfor tilbragt de sidste aftener i selskab med garnnøgler og hæklenål - og i evig kamp med Darcy, som fortsat er uld-fanatiker. Jeg havde måske håbet at fraværet af lange, virrende strikkepinde ville mindske hans interesse, men alas...

Og resultatet... Well... nu kan jeg da hækle både luftmasker, fastmasker, stangmasker, dobbelt- og halv-stangmasker, kædemasker og tage ind og ud og ...

Om det så bliver ORDENTLIGT, når jeg engang kaster mig ud i et rigtigt projekt... Det er uvist.
Ellers kan man heldigvis også trævle hæklede ting op - og prøve igen. :o)

Nå... flæskesteg i ovnen... tid til at skrælle kartofler og begynde at tænke på andet lækkert tilbehør til lækker-lækker aftensmad til Familien Putz. Det er heldigvis ikke hver dag vi lever af 30-minutter-fra-start-til-det-står-på-bordet-mad. I dag skal vi have rigtig gammeldags flæskesteg - med hele "svineriet". Og måske et enkelt stykke broccoli for at lukke munden på den lille, irriterende, dårlige samvittighed...

- For Frau Putz BURDE jo tabe sig... Det er forår, og efter forår følger sommer, og med sommer følger mindre behov for tykke sweaters og lag på lag... :o)

torsdag den 5. marts 2009

Man skulle jo tro...

... at dette er dessert, men...
Ind imellem er Frau Putz altså ikke helt så meget Hausfrau som hun godt kunne tænke sig... og det kan knibe med at finde på "aftensmad-på-30-minutter-når-der-ikke-er-taget-kød-op-ad-fryseren".
Løsningen ville selvfølgelig være, at Hausfrauen lavede en madplan - og det er skam også praktiseret mange gange, men selv med en madplan kan man godt glemme at tage kød op, og så er man i samme knibe.
Så... aftensmaden i dag bestod af rester fra desserten i lørdags, hvor Herr Putz (Frau Putz' bror) stod for desserten.
Der var skam både Tiramisu til de voksne og Pærer belle Helene til børn i alle aldre - og Herr Putz åbner skam ikke bare en dåse med henkogte pærer... Nej-nej!!! Mums!
Chokoladesauce, pærer og is fra "Pærer belle Herr Putz" - kombineret med nylavede "Amerikanske" pandekager... (De var i hvert fald tykke og med bagepulver i dejen...)
Ikke så sært, at Emilies legekammerat tog imod invitationen og blev og spiste med :o)

tirsdag den 3. marts 2009

Forårsfornemmelser

Ja-ja... Når kalenderen har passeret 1. marts er det jo pr. definition forår - men det kniber som ofte før med muligheden for at finde den tynde jakke frem, smide handskerne og halstørklædet langt ned i en kurv og nyde solen og varmen.
Så er det altså godt, at der kan KØBES lidt forårsfornemmelse... Og det er præcis, hvad Gemalen har gjort. Købt lidt forår til Frau Putz.
Her er det blå anemoner i en fin "fransk postkort" spand. Den glæder jeg mig til at plante til med "Lavender", når sommeren engang kommer til Frau Putz' have.
Disse små potter med forårsløg var også en del af gaven til Frau Putz - og også denne lille "kollektion" var fra Gemalen (og ungerne)
Gemalen havde også tænkt på disse som potter til små forårsløg, men Frau Putz tog dem lige i brug til deres oprindeligt tiltænkte formål... I en periode i hvert fald - så kan de altid bruges til krokus senere :o)
Disse hyacinter fik Frau Putz af kollegerne... og så er der endda ikke billeder af de sidste, meget fine hyacinter, som også er blevet foræret til mig af søde kolleger. Der er virkelig dømt forår i Familien Putz' hjem.
Og hvis du undrer dig over alle disse personers gavmildhed... Ja så har Frau Putz lige fejret fødselsdag. Det er nu ikke så tosset at blive et år ældre...
To familiemedlemmer, som er totalt ligeglade med al den festivitas er Darcy og Lizzie.
Dette er underligt nok "Darcy's sted"... Når han ikke kan ligge på skødet af Frau Putz - som i dette øjeblik :o)
Hvad er der galt med "Pemberley"?
Åh, hvor er de hyggelige sådan nogle katte !

onsdag den 25. februar 2009

Kvababbelse

Frau Putz' filteprojekter - tøfler og taske - resulterede i kvababbelse hos familiens vaskemaskine. Ud fra vandpumpen fiskede Gemalen filtklumpen på billedet.
Det er godt, at Gemalen er så handy - for det havde sikkert kostet en jetjager at få fjernet hårbollen af en vaskemaskinereparatør.
Hvad mon Gemalen siger næste gang Frau Putz strikker et eller andet i overstørrelse og skal have det filtet i maskinen???

"Gå ned på vaskeriet!" :o)

Fastelavnsfest

Der blev afholdt fastelavnsfest i Frau Putz' have i søndags.
Her er det Andreas, alias Tigerdyret, der slår katten af tønden...
... og her andre af børnene i kvarteret.
Der var mange fine udklædninger - særligt blandt børnene, som her er linet op til fotografering. Emilie er den lyserøde/lysegrønne prinsesse...
Så blev der uddelt kroner til kattekonge og kattedronning. Andreas var stolt som en pave, da han blev udnævnt til konge.
"Sejt".
Efterfølgende var det de voksnes tur til at slå katten af tønden - og til sidst blev der afholdt afstemning om bedste udklædning blandt børn og voksne.
Her blev det Frau Putz, alias "julemanden", der vandt prisen blandt de voksne - tæt forfuldt af "strisseren"...
Blandt børnene stod konkurrencen blandt "juletræet" og "den økologiske agurk".
Det blev "juletræet", der vandt førsteprisen - så måske er der noget om, at julen varer lige til påske...
... men der imellem kommer fasten... :o)

Fastelavn er mit navn...

... boller vil jeg have
Frau Putz bagte fastelavnsboller til kollegerne på arbejdet - og der var en rest til syklubben, som kom forbi senere i går.
Det var meget populært, og jeg lovede at lægge opskriften på bloggen.

Fastelavnsboller
(24 stk. Lav hellere dobbelt portion, for de får hurtigt ben at gå på!)

Dej:
2 dl. lunken mælk
100 g. smeltet, afkølet margarine
1 æg
25 g. gær
½ tsk. salt
½ dl. sukker
1 tsk. kardemomme
4-500 g. mel

Stilles til hævning et lunt sted, mens cremen laves.

Creme:
1 æg
2 spsk. sukker
2 spsk. mel
2 dl. mælk
1/4 stang vanille - eller 2 tsk. vanillesukker.

Chokolade. 1 "tern" til hver bolle.

Alle ingredienser piskes sammen i en gryde. Varmes op og koges sammen under piskning. Afkøles.

Dejen deles i 2 stykker, som rulles ud med kagerulle på et meldrysset bord og skæres i passende stykker.
Læg en teskefuld creme på midten af hvert stykke - og et tern chokolade.

Nu samles dejen om fyldet og trykkes godt sammen. Vend til sidst bollen med sammenføjningen ned i håndfladen, og tril forsigtigt bollen rund.

Sættes på en bageplade med bagepapir - og efterhæver ca. 15-20 minutter.
Bages midt i ovnen ved 200 grader C. til lysebrune. Afkøles på bagerist til lune...

... og pyntes med chokoladeglasur og pynt efter smag og behag - og kageskuffens indhold :o)


Fastelavnsbollerne kan fryses, hvis der er nogen tilbage til at gemme :o)
Lunes kort i ovnen før de serveres.

fredag den 20. februar 2009

Så er kun TV'et tilbage...

Frau Putz har efterhånden mistet muligheden for at dyrke de fleste af sine tidligere fritidsbeskæftigelser...
Først læste jeg lidt i en strikkebog - mens Darcy og Lizzy gjorde deres bedste for at fange siderne, hver gang jeg skulle bladre, så det blev hurtigt opgivet...
Forsøgte senere i dag at strikke en lille test-lap af Alpakkaen. Skønt garn. Simpelthen fantastisk. Ifølge Darcy. Han kan simpelthen ikke stå for strikkepinde der bevæger sig - og endnu mindre for garn. Der har jeg virkelig fundet en, som deler min passion for garn og pinde - omend hans frembringelser er af temmelig alternativ beskaffenhed.

Det endte med, at jeg måtte opgive strikkeriet - og overgive mig til deres tiggerier...
Senere ville Emilie og Andreas gerne lige se lidt på DR og Oline - og så fik de skam selskab...
Det gik fint... lige indtil Darcy (Som Frau Putz også tidligere har oplevet) ikke kunne stå for fristelsen...
... den kat ELSKER simpelthen computere - og det er ikke engang musen, der er mest spændende :o)
Som regel sidder han oppe på tastaturet og hamrer på det med forpoterne. Desværre er hans evner som computer-geni ret begrænsede... selv om hans tramperi af og til resulterer i nogle mærkværdigeheder, som ikke sådan liiiiige kan rettes.
Ingen bøger, intet strikketøj, ingen blogging eller surfen på nettet... Hvad skal Frau Putz så lave??? Det næste bliver vel, at han sætter sig foran fjernsynet !

Figurly speaking...

Min veninde Pernille kommenterede et billede fra fortiden, som var blevet lagt på Facebook...

"Jeg synes det er fedt at se, at der faktisk engang har været timeglas-figur på mig.
Det er der stadig - bare med meget mere tid forneden end foroven!"

:o)

Hvorfor mon jeg lige faldt for det udsagn???

torsdag den 19. februar 2009

Et vink med en...

Jeg har en meget god veninde i Spanien ved navn Blanca - som jeg desværre ikke får skrevet til nær så ofte som jeg gerne ville...


... og så får man lige en reminder i form af en mandarin, som Gemalen har fundet på jobbet...

Stæhrs får

For længe, længe siden, da Frau Putz blot var en lille pige, boede hun i det nordlige Jylland - i en lille by nær en plantage.
I denne plantage herskede en skovfoged ved navn Stæhr - og Frau Putz blev helt nostalgisk, da hun fandt uldgarn fra Stæhrs får sat til salg i den gamle købmandsgård, som nu fungerer som museum i byen.
Der blev derfor købt 3 bundter af dette skønne grå-brun-melerede garn - og de er nu blevet forvandlet til endnu et af Frau Putz' "Strik og krymp"-projekter, nemlig denne taske.

Før krymp...
... og efter en tur i ved 40 grader i vaskemaskinen
Et brunt snørebånd, nogle træperler og et par frøkapsler (Som Gemalen var så venlig at bore større huller i) og så er den vist klar til en lille tur i byen


Og nu kan jeg altså høre alpakkaen RÅBE nede fra kælderen... og jeg har en idé...

onsdag den 18. februar 2009

"Kærlighedsgryde", sagde han

I dag var Frau Putz nede i det lokale "shopping-center"for at... shoppe.

Skulle egentlig blot købe en fødselsdagsgave til en kollega, men fik øje på en æblegrøn trenchcoat i vinduet hos Zizzy.
Det endte sandelig med, at jeg fik købt en ny forårsjakke - og det er kun den 18. februar.

Imens jeg shoppede, skulle Gemalen lave aftensmad, og jeg regnede egentlig med, at han ville lave karrykylling...
Men da jeg kom hjem var han ved at lægge sidste hånd på en portion Kyllinge "Stifádo". Skulle egentlig laves med hare, men det er jo ikke lige sådan at trylle op ad fryseren... :o)

Mums...

Ingredienserne minder lidt om dem, der anvendes i Pollo alla Cacciatore - men der er alligevel en stor forskel i smagen på de to retter, hvilket nok hovedsageligt skyldes anvendelsen af rødvin i den italienske version - og eddike i den græske.

Lagos Stifádo (Hare ragout)

1 hare (eller kylling) i mindre stykker
½ kg. små skalotteløg
Olivenolie

ca. ½ dl. eddike.
1 dåse tomater, helst hele cherrytomater.
Vand
2 fed hvidløg
1 laurbærblad
Rosmarin
Salt og friskkværnet peber

Kylling og skalotteløg brunes i olivenolie. Øvrige ingredienser tilsættes (mængden af vand tilpasses, så kyllingen er næsten dækket) - og det hele koger ved svag varme under låg, indtil kyllingen er gennemstegt. Smages til og serveres med brød.

Sandheder fortalt af børn

I dag fik jeg dette lille skriv tilsendt fra en kollega - og synes da lige, at jeg vil dele det med jer...

1 ) Det sker, at den, man gifter sig med, er den forkerte, at det bare er synsbedrag. Men så kan man bare skille sig og finde en ny og bedre (Jonas, 8 år).

2) I gamle dage sagde man "Jeg elsker dig" til folk. Nu behøver man heldigvis ikke at anstrenge sig så forfærdelig meget længere. Jeg tror, det er nok at sige "Kom her!" (Holger, 8 år).

3) Hvordan er det at være forelsket? Det er ligesom at have fødselsdag i maven. (Mia 7 år)

4) Du er nødt til at forelske dig, før du bliver gift. Så når du er gift, så skal I bare sidde sammen og læse bøger.

5) Nogle stensikre måder at få en person til at forelske sig i dig: Fortæl dem, at du ejer en hel flok slikbutikker. Vrik med dine hofter og håb det bedste. (Jane 8 år)

6) Hvordan kan man se, at to mennesker er gift med hinanden? - Ægtepar ser tit lykkelige ud, når de snakker med andre mennesker (Elin 8 år) - Måske må man bare gætte, eller holde øje med, hvis de skælder det samme barn ud (Sebastian, 8 år).

7) Børn bader nøgne, men voksne vil helst skjule sine ældre dele. (Peter 8 år)

8) De ældre kan ikke få børn. Deres æggestokke er slidte, og desuden har mændene problemer med protesen. (Christian 8 år)

9) Det er ikke så godt for gravide damer at have æggelikør i urinen. (Regine 7 år)

10) Hvis du går en tur, og hjernen falder ud, så kan du ikke finde hjem igen, for så kan du ikke tænke klart længere. (Susan 8 år)

11) I befrugtningsøjeblikket smelter moderen sammen med faderen. Først bliver moderen bestøvet. Så sætter støvet sig fast og begynder at slå rødder. Så kommer babyen ud af en luge i enden af moderen. (Simon 7 år)

12) I gamle dage var det ikke almindeligt for faderen at føde barnet. De syntes, det var umusikalsk. Men i dag er det ok at moderen og faderen føder barnet sammen.

13) Kroppen består af indvolde og udvolde. Indvolde er f.eks. marv, ben og milten. Udvolde er ofte mere synlige og kan skiftes ud ved specielle anledninger. Især på damer (Henrik, 8 år).

14) Nogle damer har store bryster, mens andre er næsten topløse. (Tajs 7 år)

15) Nogle mennesker har appelsinhud. Især arabere og udvandrere (Tina, 7 år)

16) Når man er omkring 40 eller 50 år, stopper damerne med at lægge æg. Det vil sige, at de ikke længere kan producere folk. (Vibeke 8 år)

17) Æglægningen begynder omkring fjortenårsalderen og varer helt til middelalderen (Johannes, 8 år)

18) Når man kommer i puberteten, forandrer kroppen sig så meget, at man næsten ikke kan kende den igen. Drengene får udvækster, mens pigerne bliver blødere. Så begynder man at få øjnene op for, at man kan bruge drengene og pigerne til forskellige ting. (Sidsel 8 år)

19) Bibelen består for eksempel af De fem Musebøger og Marius evangelium. (Jonas 8 år)

20) Drenge ligner ikke engle. Ikke engang når de smiler (7-årig).

21) Hvis man ikke vil være gift længere, fordi manden måske var dummere end man troede, så kan man skilles som venner (7-årig).

22) Nu er der kommet et ozonhul i himlen. Så er Guds gulv ikke længere helt tæt, og det kan blive et problem.

23) Arsenik er et stærkt krydderi, som let kan ødelægge hele middagen. (Natascha 8 år)

24) En svigermor er straffen, man må tage, når man gifter sig med en person, man ikke kender (Poul, 7 år).

25) Gammeljomfruer er damer, som har hornhinden i behold (Siw, 10 år).

26) Gammeljomfruer ved ikke helt, hvordan mænd skal bruges (Martin, 8 år).

27) I gamle dage troede de, at storken kom med børnene. Nu er man gået over til mere moderne metoder. (Suzette 7 år)

28) I gamle dage var kønsrollerne ikke opfundet. Mændene vidste ikke, at damerne var lige meget værd. I dag får man det ind med teskeer med modermælk.

29) Min lillebror spurgte mig engang, hvad der sker, når vi dør. Jeg fortalte ham, at vi bliver begravet under en bunke jord, og at ormene æder vores kroppe. Jeg tror, at jeg skulle have fortalt ham sandheden: At de fleste af os ender i Helvede og brænder for evigt, men jeg ville ikke gøre ham ked af det. (Kristian 8 år)

30) Når man gifter sig, giver man hinanden et tavshedsløfte. Hvis man ikke holder det, bliver man skilt, og så må man dele lamperne og knivene imellem sig, og som regel bliver man ikke enige om, hvem der skal have børnene. Så må man gå til en børsmægler. Han bestemmer, at den ene skal ha`børnene, og så får den anden et spisebord ekstra.

31) Stikpiller: De piller, lægen bare stikker folk, uden at de ved det. (Jane 8 år)

32) Farmor har fortalt, at da hun var lille, måtte pigerne sidde med samlede ben. I dag tager man det ikke så nøje, om man vifter lidt med underlivet. (Joachim 7 år.)


Åh ja...