Ah....
Tænk dig lige at sidde der inde i væksthuset på en lun forårsdag og drikke en kop te og glæde sig til sommeren...
... eller en småkølig efterårsdag og drikke en kop te og gøre status over sommeren i haven...
Sådan et væksthus vil jeg også have. Midt i sådan en have, som jeg også vil have...
Lige siden Claus Dalbys blog første gang blev nævnt som en mulighed, har jeg glædet mig til at kigge indenfor. Specielt vil jeg gerne kigge indenfor i hans helt fantastiske væksthus.
Det er drømmemateriale for mig...
Vores egne 625 kvadratmeter have og vores eget "orangeri" kan desværre slet ikke sammenlignes, men de giver mig alligevel en masse glæde, og liiiiige om lidt kan vi igen komme til at rode i jorden og føre VORES drømme ud i livet.
Allerede i juni sidste år var alting ved at eksplodere af frodighed i vores have, så det nærmer sig - og lige om lidt er den sidste sne smeltet og frosten fortrængt af solens stråler.
Jeg glæder mig til at suge inspiration til mig fra Claus' blog - og jeg glæder mig til at få jord under neglene igen.
Jeg forstår dig så udemærket. Jeg har også haft hus og have, og elskede at rode i jord. Nu har jeg lejlighed, men er stadig facineret, og bliver også fast læser hos Claus, det er 300%. Der er rigtig mange, rundt i blogland, der glæder sig vildt over den blog. Det er jo skønt for ham, at blive modtaget sådan.
SvarSletJeg ville ønske jeg gad at rode i haven, så ville den nok være mere spændende.
SvarSletJeg kan godt forstå facinationen af hans værker. Det er fantastisk.
Det var faktisk ikke specielt spændende med den have i starten. Jeg gik rigtigt meget rundt med dårlig samvittighed over alt det jeg "burde" gøre, fremfor at gøre det jeg havde lyst til.
SvarSletDa jeg først lærte at tage det helt afslappet med hensyn til lidt ukrudt rundt omkring begyndte jeg pludselig at nyde havearbejdet - og haven blev mere og mere til VORES og arbejdet mindre og mindre en pligt.
Mit råd er at droppe den dårlige samvittighed - og bare nyde det.
KH Frau Putz
Du har nok lidt ret i det med den dårlige samvittighed. Det er nok noget med, at jeg havde meget høje krav til standarden selv, og det var ikke rart, når man så ikke har kræfter til at leve op til det. Der er så også det i det, at det meget hurtigt "løber fra dig", hvis ikke du er over det hele tiden. Det er en svær ballance synes jeg :)
SvarSlet