lørdag den 4. oktober 2008

Terapeutisk Paradisæblegelé

Der er intet så terapeutisk som at lave Paradisæblegelé.
Først skulle jeg ud og plukke de små, smukke æbler ude i haven. Det blev gjort i skumringen, hvor der var helt stille i kvarteret.














Disse små, røde æbler er hviiiinende sure - og vildt hårde.
Gad vide, hvorfor de har fået navnet Paradisæbler???











Første gang jeg lavede paradisæblegelé skar jeg dem i stykker med en kokkekniv - og det tog en evighed, for de blev ved med at smutte rundt på skærebrættet.
Heldigvis har jeg fået en FOOD-processor
(Jeg hører altid Gertrud Sand for mig, når jeg siger/skriver det ord :o) så nu går det som en leg.

Så er æblerne hakket og klar til at blive kogt.





Æblerne dækkes næsten af vand, hvorefter de koger i 20-25 minutter.

Her har de kogt i et stykke tid, og efterhånden trækker saften ud af æblerne, så de bliver helt dækket af saft/vand.










Så filtreres det hele igennem et klæde - det er lettest, hvis man lægger klædet i en god, solid si. Den på billedet er IKKE optimal, idet den hele tiden ville glide ned i gryden.










Saften måles op (Går vældig let, hvis man har en mål-inddelt gryde som jeg har).

Det bringes igen i kog - og tilsættes sukker 3/4 - 1 kg sukker pr. liter saft, afhængigt af, hvor surt det er..

Bemærk farven...
Det er da naturen fra sin bedste side!






Saft og sukker koges sammen i 6 minutter - og imens kan man så beundre de smukke mønstre, som dannes i skummet...


Der skal ikke tilsættes andet end sukker. Pektinen i æblerne sørger for rigeligt med stivelse.







... og så hældes hele projektet på skoldede, atamonskyllede glas, som står UDEN låg til det er afkølet. Helst til dagen efter.

Bemærk den smukke, rubinrøde farve.

Herefter plejer jeg at dække dem med plasticfilm - og skrue låg på.
For at være helt sikker på at det holder opbevarer jeg det i køleskabet, men det skulle strengt taget ikke være nødvendigt.
(Bollerne i baggrunden skal Karsten have æren for! De smagte mums!)


Jeg lavede også paradisæblegelé 14 dage tidligere. På det tidspunkt var æblerne ikke helt så røde inden i, så farven blev helt anderledes. Det smager til gengæld nogenlunde ens:

Paradisisk!







Det terapeutiske ligger bl.a. i, at man er nødt til at holde sig i gang hele tiden når man laver gelé. Det tager nemlig forholdsvis kort tid at koge det, så man har temmelig travlt med at skolde glas o.lign. Det kræver en del arbejde at lave sådan en portion. Hakke, koge, røre, skolde, filtrere, røre... Temmelig arbejdskrævende projekt i forhold til at lave f.eks. brombærmarmelade. Der er det bare koge, skolde, låg på!
Geléfremstilling er til gengæld hyggeligt arbejde, så pyt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Hej.
Som de fleste andre bloggere ELSKER jeg kommentarer - så læg gerne en hilsen her ;o)
KH
Frau Putz