Man bliver lige overrasket hver gang

Hver eneste gang jeg tager mig sammen til at pudse det gamle frugtfad af sølv, bliver jeg overrasket over, hvor lyst og fint det er.

Jeg har fundet det i en kasse på et loppemarked engang. Det var utroligt anløbent og er sikkert blevet forbigået af andre købere i en evighed, så for en guldmønt blev det mit - og efter en omgang pudsning med masser af knofedt, fik det plads på udstilling i tallerkenrækken, hvor det desværre hurtigt bliver anløbent igen. 

En ordentlig omgang hovedrengøring i køkken og alrum i går fik mig dog til at forbarme mig over fadet, og nu  står det igen lyst og fint. 

Hovedrengøring er rasende kedsommeligt og hårdt arbejde...  og ikke engang en indlagt kaffepause gør det bedre.  Men godt selskab og musik gør det mindre rædsomt, end hvis jeg skulle gøre det helt alene.

Vi brugte halvdelen af lørdag i selskab med Ajax, rengøringsklude, skuresvampe og gummihandsker...

... før vi hentede ungerne hos Farmor og Farfar - og selv blev forkælet derude i nogle timer.  Velfortjent, hvis jeg selv skal sige det. 

Og nu er vi så klar til at tage fat på hverdagen. De TO vinterferier er overstået og hverdagen rammer i morgen klokken 6:45...  - og endda lidt tidligere for Gemalen. 

Alene hjemme...

Først vil jeg gerne præsentere noget, der minder om en Verdenssensation...

Tyve roser fra Gemalen. På Valentines Day.  (At han så kaldte det "Mors dag" viser vel bare, at jeg kan forvente endnu en verdenssensation i år, eller hvad?)

Og det var skam ikke de eneste blomster, jeg fik i går...

For svigerforældrene havde købt tulipaner til mig, da de kom forbi til lidt eftermiddagskaffe, noget ridetime-oplevelse og en bid aftensmad, hvorefter de tog hjem med et par børn ekstra i bilen.

Og nu er vi så alene hjemme.

4 hele dage og 4 aftener uden børn...  Vinterferien tilbringes hos farmor og farfar - og det giver forældrene nogle sjældne frihedsgrader...
Gemalen skal selvfølgelig på arbejde i dagtimerne, men hvad skal man så bruge sådan nogle børnefri aftener på?

Den første blev brugt sammen med syklubben i kælderen, mens Gemalen havde en fest ovenpå med HØJ musik næsten til midnat...


I aften skal jeg strikke. Sammen med resten af strikkeklubben, som kommer her og skal holde mig ved selskab, mens jeg kommer et stykke deropad på mit seneste projekt...  En Jane Austen-inspireret strikket kjole, som jeg blev inspireret til på Pinterest - og straks kastede mig ud...   En kjole på pind 3...

(Der er et stykke vej endnu til det er en kjole...)

De to sidste aftener skal udnyttes til en tur i biografen - og helt sikkert noget af det mad, som ungerne normalt rynker på næsen af.  Kærestetid. Og måske et slag Scrabble og en flaske vin...

Fastelavn over lave gærder

Ind imellem springer alle vel over, hvor gærderne er lave - og det er vel egentlig OK, så længe man ikke lander i leret mudder på den anden side...

Fastelavn kom tidligt i år - for i skolen slår de katten af tønden den sidste skoledag før vinterferien.
Vi måtte derfor i al hast ("Nå for søren... er det nu fastelavn... igen... Ups da...  Det kommer bag på mig - igen...")  finde på udklædning til ungerne - så torsdag kort før lukketid gik turen til Legekæden. Ikke noget med sjove, kreative gør-det-selv-løsninger her - og jeg er helt sikker på, at mine unger var lykkelige for den beslutning.  Sidste år var Emilie "Madam Skrald" - og har lige siden talt om, hvordan hun blev drillet af nogle af skolens drenge med at hun "lugtede af skrald" o.lign.   (Godmodige drillerier, forsøger hendes mor at indvende, men forgæves...)

Så i år blev der KØBT kostume - og det eneste vi skulle nå var derfor at lægge en troværdig klovne-makeup tidligt fredag morgen.
Rigtig klovne-postkasserød læbestift var dog ikke til at købe for menneskepenge i centeret, så hun måtte nøjes med en mere afdæmpet nuance fra den hjemlige beholdning.  Til gengæld fandt vi flydende eyeliner både i koboltblå perlemor og skriggrøn glimmer-version, så der kunne trylles en troværdig klovn frem - ... og med den vinterbleghed hun og resten af familien lægger for dagen behøvede vi ikke den skrækkelige, hvide sminke   ;o)

Andreas var en ud af 24 røde ninjakæmpere (Emilie talte dem)...  og et kort øjeblik var jeg nervøs for, om Gemalen mon havde hentet den rigtige dreng på fritidshjemmet, for han havde nemlig stadig hele outfittet på, da han kom hjem   ;o)

Men Hey...  det aller bedste er næsten, at jeg er totalt foran med fastelavnskostumerne til den årlige tøndeslagning i haven, når vi rammer søndag...  I hvert fald ungernes. De voksnes kostumer plejer så også at være ret så improviserede-i-sidste-sekund-prægede...  og sidste år... jeg var egentlig ikke rigtigt klædt ud, vel?

:o)

Et hjem med klaver...

Som barn lærte jeg at spille klaver. Musikkonservatoriet var slet, slet ikke på tale - men jeg hyggede mig bag tangenterne.
Siden er det gamle klaver jeg spillede på hjemme hos mine forældre foræret væk til anden side - og jeg har ikke spillet i noget der minder om 20 år.

Hvorfor er det så, at jeg pludselig cirkler om billeder som disse på Pinterest???

Smukke, malede klaverer...

... som snildt kunne stå i vores alrum (måske fordi det er i alrummet, at husets absolut eneste frie stump væg befinder sig...)

Eller måske skal jeg bearbejde Gemalen til at vi hurtigst muligt får gjort udestuen helårs-beboelig, så jeg kan få opfyldt den ultimative drøm indenfor sort/hvide tangenter...

(Og hvis låget står åbent samler støvet sig ikke helt så slemt på det blanke sorte... eller noget...)

Jeg er ikke den eneste, der drømmer lidt bag et klaver...

Tror lige, at jeg skal tale lidt med Gemalen. Så mine børn også kan sige, at de kommer fra et hjem med klaver.
Åh, som jeg har fået lyst til at klimpre lidt igen...

Aij... det så jeg slet ikke

På en lille Pinterest Tour  (OK, OK... jeg kiggede lidt efter Colin Firth/Mr. Darcy/Pride and Prejudice...  Min absolutte yndlingsfilm!)  støder jeg pludselig på dette billede...

... af Jennifer Ehle / Elizabeth Bennet...  og billedet stammer fra "The Kings Speech"...  En film som jeg har set hele tre gange nu... uden at opdage, at instruktøren har moret sig med at genforene "Mr. Darcy og Elizabeth Bennet" igen...

Jeg har tydeligvis ikke ofret den stakkels forfjamskede Mrs. Logue mange sekunders opmærksomhed...

Jeg havde dog lagt mærke til, at den aldeles rædsomme Mr. Collins også havde fået en rolle...  

 

Tror nok lige, at jeg må se Kings Speech igen.

Og Pride and Prejudice, selvfølgelig...  Tror jeg skal have mig et lille Marathon meget, meget snart...  Selv om Gemalen ikke kan begribe, at jeg aldrig bliver træt af den serie.

;o)

Hjerneføde

Aftensmaden i dag bestod af en helt særlig salat og stegt andebryst - og jeg vil gerne dele opskriften med jer.

Opskriften på salaten har jeg fra glaspusteren Henrik - og han kalder den Brainfood. Den indeholder efter sigende alt det man har brug for at overleve, så spis bare løs.
Men helt ærligt...  Det er altså ikke salaten, jeg råber højt hurra for. Det er dressingen, der kan få selv den styggeste gang rå hvidkål til at glide ned.  (Nej... jeg er ikke nogen stor fan af hvidkål...  Har vist fået lidt for meget "råkost" som barn...  Rå, groftrevet hvidkål med appelsinstykker...  Føj!  Undskyld Mor...)

Henrik har opskriften fra projektet "Sund By Ebeltoft" - og jeg har fået den ved flere lejligheder i forbindelse med glasperlekurser hos Louisa og Henrik.  Serveret med Henriks langtidsstegte and er det en fantastisk oplevelse!

Nå... men her er opskriften:

Brainfood - 4-6 personer   (I parantes har jeg angivet de mængder jeg har brugt i dagens salat)

Løg, porre eller forårsløg.  (50 g.)
Rød peber.  (2 stk)
Hvidkål  - eller allerhelst spidskål, men det havde butikkerne ikke i dag.  (500 g.)
Broccoli.  1 bundt.  Skræl stokken og skær den i mindre stykker. Den kan sagtens spises også.
Cherrytomater.  (250 g)
Kidneybønner - ok med dem fra dåse.  (1 ds.)

Broccolien deles i mindre buketter og blancheres 2 minutter i kogende vand. Køles umiddelbart efter af i iskoldt vand. Resten snittes og blandes sammen i en stor skål.  

Dressing    -  Der er til flere måltider i sådan en portion.

5 dl. olivenolie
1 dl. hvid balsamico
1 spsk. sennep
1½ presset hvidløg     - og du læser rigtigt...  Halvandet hvidløg.  Ikke 1½ fed hvidløg...  
1 spsk. salt
Friskkværnet peber
½ tsk. sukker.

Ryst eller rør dressingen sammen.  Vend den et par gange inden serveringen.  Opbevares i køleskab.

Bon appetit
 

Men knapperne lykkedes da...

Hvor meget kan gå galt, når man skal strikke én helt almindelig herretrøje?  Sådan en klassisk (kedelig) granddad cardigan, som ens konservative (!) lillebror har ønsket sig...  Ahr men altså... Der kan da ikke gå noget galt, vel?  Piece of cake...  Easy Peasy... Basic...   Hvis man ellers kan holde sig vågen over så kedeligt et stykke strik...

Med en strikkeprøve og lidt streger på et stykke papir, et par beregninger og så er den da i hus, ik'?

Strikkeprøve - Check.
Streger og beregninger - Check.
Strik løs - Check.

Nu er jeg jo ikke tilhænger af monteringsarbejde, så jeg strikker selvfølgelig forstykker og ryg ud i et, så der ikke bliver nogle sidesømme...  Det bliver også pænere på den måde, selv om det er nogle laaaange pinde...

Men hvad er nu det?   Efter ca. 32 cm. af ryg-og-forstykker-ud-i-et får jeg en fornemmelse af, at den godtnok er lidt... lille...  Sådan lidt... smal i det...  Den ligner ligesom ikke helt den str. XL jeg havde beregnet mig frem til...

Check af beregninger - Check.
Check af streger - Check.
Check af strikkeprøve - Check.
Alligevel er det enorme stykke alt for lille - og det viser sig så, at strikkeprøvens masketal er helt hen i vejret i forhold til når jeg strikker med flere masker. Forklaring mangler stadig...  (Jeg når så lige at konstatere, at alle de gange jeg har sprunget strikkeprøven over har været helt OK... Jeg strikker aldrig en strikkeprøve igen. Man kan jo alligevel ikke stole på dem, forrædderiske små skiderikker!)

Der er kun én ting at gøre, ik'?  Trævle de nederste 32 cm. af 2 forstykker og ryg op...  - og selvfølgelig strikke det hele igen...

Heldigvis bliver jeg reddet på målstregen, for det viser sig, at min slanke lillebror er mere end slank. Han må være skind og ben, for han kan faktisk passe den herrestørrelse medium jeg er endt med. På trods af hans ganske betragtelige højde (Og nu ser du sikkert en lang bønnestage for dig - og det er helt OK med mig, for lidt ond må jeg vel godt være mod en, der ønsker sig et så KEDELIGT stykke strik i julegave...)
Så de nederste 32 cm. kan bevares - og jeg skal blot tage en smule ud op mod brystkassen.  Puuuust ud...

Ærmerne strikkes selvfølgelig på strømpepinde. Rundt og rundt går det - i det samme "halv-perlestrik" (eller hvad vi nu skal kalde det) som forstykker og ryg. 1 pind ret - 1 pind med perlestrik - 1 pind ret - osv...
Og det går da også ganske udmærket. Indtil jeg opdager, at jeg på det ene ærme - 5 cm. over ribkanten og igen 10 cm. senere - har  sprunget en pind ret over, så der nu er 2 pinde perlestrik i træk...  Og det kan man godt se!  Jeg kan i hvert fald, så jeg trævler da bare op...   og strikker et laaaaangt ærme igen.

Og endelig kan jeg så samle skidtet på en pind med maaaange masker og strikke raglan-indtagninger. Endelig er den famøse cardigan færdig - og jeg mangler kun ribkanten langs halsen.
Not!
Som du måske har bemærket... så har den færdige cardigan IKKE raglanærmer. Det så nemlig totalt...   ouuuufgh... ud - så det trævlede jeg da bare op... og strikkede om...  Ja ja, da...

Frem og tilbage over 2 retstykker og en ryg...  Rundt og rundt på 2 ærmer...  Og så... Endelig kunne jeg strikke ribkant langs halsen... med knaphuller og det hele... Og så kunne jeg da også lige sy ærmerne i (Godt jeg var på vinterferie i Norge og var heeeelt rolig, for jeg hader som sagt at montere...) - og så kunne jeg da sy knapperne i og erklære den forhadte cardigan for FÆRDIG!

Og så manglede den jo kun at blive vasket ganske let - og lagt til tørre, ik'?

Ned i vandet. Op af vandet. Sprede ud på spisebord... og konstatere, at ærmerne da godtnok blev en "anelse" længere efter vask.  Som i størrelse Gorillaer i disen. Kæmpegorillaer...
Jamen... Argh... altså...  Garnet var jo vasket før jeg startede og det hele - og jeg har altså aldrig før oplevet, at det garn "vokser" i vask...

Tidsnød tvang mig til at forære gorilla-cardigan til lillebror - og så kunne jeg jo ellers måle på den rigtige model... og pille ærmerne af og forkorte dem til den rette længde.  Pille op og trævle op. Samle masker op og strikke det øverste igen. Lukke af og sy ærmerne i.  Stod endda tidligt op på feriens sidste dag for at sy ærmerne i. Var godtnok ikke helt vågen, så jeg kom da (selvfølgelig) til at sy det ene ærme i med vrangsiden udad...  Pille op igen igen... vende og sy i igen igen.

Men se da lige...  Den er fanden fiseme færdig. Og knapperne...  Jamen se da lige knapperne...  Den eneste ting på denne konservativt kedsommelige cardigan, som lykkedes i første forsøg...
De er fremstillet af Gemalen nede på hans værksted i garagen - af ægte mahognitræ.

Godt det ikke var mig, der skulle lave de knapper...  Hvad kunne det ikke være endt med?

;o)

Kald det lige sne og kulde en gang til...

Hm...  Nå så I synes her er koldt???  Hvor jeg end kiggede hen i Bloglandia i går handlede det om kulde og sne...
Men her er jo ikke særligt koldt!  OK, så det var lidt koldt i går morges, men senere på dagen var der jo kun minus 6 grader...

Så skulle I prøve at være på en uges skiferie i Norge, hvor der på en rigtigt varm dag kun var minus 13 grader. Midt på dagen. I solen.
Se DET er koldt. Så koldt, så de små hår i næsen fryser til for hvert eneste åndedrag - og det gør nederdrægtigt nas at stå på ski uden skibriller, fordi det hvide inde i øjet fryser (og man af gode grunde ikke kan køre ned af skibakken med lukkede øjne).
Og der var sne i helt anderledes, seriøse mængder...

Men det var dejligt!
Fantastisk lækker sne på pisterne - og de fleste dage skinnede solen ned på alt det hvide og der var ikke en vind der rørte sig. Godt det samme, for med minus 15-20 grader og blæst havde det været umuligt at bevæge sig udendørs.

Og ungerne morede sig. Både på ski og uden. Ingen var syge i år (jubii) - og efterhånden er alle børn så habile på ski, at vi ikke længere er bundet til børnebakken.
Andreas startede lidt forsigtigt ud - men efter den første formiddag kastede han sig totalt frygtløst ud i det og foretog i løbet af ugen et sandt kvantespring...  Så stort, at vi til sidst måtte holde ham lidt tilbage, fordi en seksårig tydeligvis ikke helt har forståelse for, at det altså også kan gå galt...  Offpiste og styrtløb... Hm...
Emilie er mere nervøst anlagt - også selv om hun har styr på skiene. Der skal overtalelse til, før hun sætter bare lidt fart på ned af de store bakker. Jeg tror noget af det bunder i højdeskræk, for når hun står på toppen og kigger ned i "afgrunden" går hun helt i baglås.

Til gengæld vandt hun den årligt tilbagevendende slalomkonkurrence for børn, og hun var ikke til at skyde igennem bagefter. 

Man kører "mod sig selv", forstået på den måde, at det gælder om at gennemføre løbet to gange med så lille en tidsdifference som muligt. Emilie kørte med kun 0,75 sekunders tidsforskel mellem første og andet gennemløb...   og heldigvis er der præmie til alle.
Heppekor var der også...  Utroligt at så få mennesker kan lave så meget larm...  

;o)

Men åh så hurtigt sådan en uge går...  Jeg kommer til at savne solopgange med en udsigt som denne...

... og jeg tror altså der går et stykke tid, før ungerne kan grave sig en snehule her i Danmark...

Til gengæld kan vi jo godt drikke varm cacao hjemme i Danmark også - når ungerne engang efter skole har fået bygget den snemand, de ikke kunne lave i Norge. 

:o)

Crepe

Invitationen sagde Discofest med palietter og discokugler - og hvad er så mere passende end at Mor finder sit OBH crepe-jern (Det originale fra 80'erne!) frem og laver ægte discohår på discotøsen???

Godt man har en kælder, hvor man kan finde alt muligt fra sin fortid...  

Dagen efter var håret en del mere uglet - og det endte med, at Gemalen måtte Google Laban, så han kunne vise Emilie, hvorfor vi smågrinende kaldte hende Lecia...  (Og SÅ var det slut med det crepede hår!)

;o)

Det skæve tårn...

Fa' me en grim kage...  (Undskyld!)

Jeg griner stadigvæk, når jeg ser det billede, jeg var nødt til at tage af vores kransekage nytårsaften...

Kan man se, at jeg faktisk ikke var vanvittigt entusiastisk omkring hele "kransekage til den sure champagne"-konceptet?  Kan man se, at den blev bagt på ultra kort tid - og samlet endnu hurtigere?  Ej vel...

Til gengæld hyggede vi os vildt med at lave vores egne nytårshatte (Hvad finder man ellers lige på, når man har 15 dages juleferie med ungerne?)

- og sådan kom vi ind i 2012...  For noget der minder om en måned siden. Men jeg griner stadig...

;o)

Utaknemmeligt skarn...

... det kan man vist roligt sige om mig, men i virkeligheden er jeg faktisk vildt taknemmelig...

Jeg vandt nemlig (for længe, længe siden) en kop hos Trine - som udloddede en kop for en anden Trine...

... og det er altså ikke utaknemmelighed, der gør, at jeg ikke har flashet min fine kop før. Det var bare den der Ork, jeg gik rundt og ledte efter, der kom i vejen...

Men her er den så - min helt personlige latte-kop

Er den ikke fin?

Og hvis du skulle ønske dig en (næsten) magen til (ja, ja... jeg ved da godt, at du hellere vil have Trine til at skrive Gurli Margrethe på din...) så kan du bestille den lige her.

;o)

De fik en prop...

Det var der faktisk flere der gjorde.  I julegave, altså...  En perleprop til brug i de tilfælde, hvor de ikke har drukket en hel flaske vin...  Hvis det nogensinde skulle ske...

Men hold op, hvor var de svære at fotografere, for denne her er jo sådan en... mangesidet, organisk ting...  Og man skulle jo gerne kunne se de farvede... dutter...

Så var der en i mørk lilla... Farven er så mørk, at den ser sort ud, hvis den ikke lægges som et tyndt lag ovenpå hvid

... og den sidste prop var så stor en farvemæssig udfordring, at jeg nær havde fået en... prop... for fotograferet i det kunstige lys i min lysboks forsvandt de røde farve...

... og i varmt lys blev den gengivet som en lettere... hysterisk rød...

... mens virkelighedens farve ligger midt imellem de to toner...
Vintermørket er en sand udfordring, når man står bag en kamera.

Til gengæld var det sjovt at lave de store perler det kræver for at fylde "pinden" på sådan en vinprop, så jeg må vist have bestilt mig nogle flere "vinpropdimser" fra Tuffnell...

:o)

Ultra tynd Alpaka

Da der var lagersalg hos BC garn, var der supertilbud på den ultra tynde Alpaka.  1400 meter pr. 100 gram - og så tyndt garn kræver vist maskine, hvis ikke man lægger garnet dobbelt, tredobbelt eller mangedobbelt   ;o)

Min veninde Mette ønskede sig en poncho i den mørkegrå - en enkelt model med rullekrave og påfuglemønster for neden. Hun ville ikke have den alt for tæt eller kvælende varm, for den er til indendørs brug.

Rullekraven er strikket på pind 3½ - og resten på pind 5 med tredobbelt garn, og den blev meget let og luftig - men stadig varm, for alpaka isolerer glimrende.

Måske jeg skulle strikke en mere...  Glimrende TV-strik - og jeg har jo garn nok på lageret...

:o)

Rodeo i Hvidovre

Emilie forsøgte sig i går udi kunsten at holde sig fast på hest, der bukker...




... og nej. Det lykkedes ikke bedre end for personen herover.
Øm og forslået er hun - men heldigvis skete der intet værre.

Hun kom ikke på hesten igen - og jeg er lidt spændt på, hvor lang tid der går, før hun igen er nogenlunde tryg i sadlen. Sidst hun oplevede et styrt gik der temmelig lang tid, men da styrtede hun også 2 gange på samme ridetime.  Den "rekord" er dog overgået af en anden pige på holdet, der styrtede to gange  - på sin fødselsdag!

Så nu må vi ud og købe flødeboller til resten af holdet...   og en sikkerhedsvest, tænker jeg...

Jamen det' jo Mig

Først vil jeg da lige skynde mig at komme med noget der minder om en undskyldning... for manglende opdatering her på bloggen.

Med den frekvens der udkommer nyt her på kanalen, skulle man jo tro, at jeg har gravet mig ned et eller andet sted. Det er ikke tilfældet. Jeg har bare lidt svært ved at finde min indre

lige i øjeblikket. Når det kommer til bloggen i hvert fald.
Ude i det virkelige liv får jeg til gengæld lavet en hel masse - det hjælper selvfølgelig, når man sylter sin Google Reader i en periode og lader sine trofaste læsere totalt i stikken...

Jeg har strikket en hel masse. Lavet en masse perler til julegaver. Syet tøj. Bagt en masse (Rugbrød!  Hvad troede du?  Muffins og kager?  Nej-nej, da...) og hygget mig med familien.

Men bloggen er ikke helt død. Ikke endnu i hvert fald. Jeg har bare prioriteret nogle andre ting, f.eks. at få færdiggjort en del af de temmelig mange projekter, jeg har haft liggende.

Og her er så lidt billed-dokumentation for, hvorfor jeg lige i dette øjeblik sidder og laver et indlæg på bloggen:

Det er jo Robert og "Mig"...  Den cardigan jeg startede på engang sidste vinter - og som jeg i øjeblikket er ved at lave færdig. For den bliver dejligt blød og varm. Det er jeg så bare ikke den eneste, der synes - så der er lidt kamp om den ind imellem. I dag tabte jeg, for Robert kan blive ueeeeeendeligt laaaang og meeeeget tuuuuung, når jeg forsøger at flytte ham.  Og så blev der lige 5 minutter til bloggen i stedet.

;o)