Aftensmaden i dag bestod af en helt særlig salat og stegt andebryst - og jeg vil gerne dele opskriften med jer.
Opskriften på salaten har jeg fra glaspusteren Henrik - og han kalder den Brainfood. Den indeholder efter sigende alt det man har brug for at overleve, så spis bare løs.
Men helt ærligt... Det er altså ikke salaten, jeg råber højt hurra for. Det er dressingen, der kan få selv den styggeste gang rå hvidkål til at glide ned. (Nej... jeg er ikke nogen stor fan af hvidkål... Har vist fået lidt for meget "råkost" som barn... Rå, groftrevet hvidkål med appelsinstykker... Føj! Undskyld Mor...)
Henrik har opskriften fra projektet "Sund By Ebeltoft" - og jeg har fået den ved flere lejligheder i forbindelse med glasperlekurser hos Louisa og Henrik. Serveret med Henriks langtidsstegte and er det en fantastisk oplevelse!
Nå... men her er opskriften:
Brainfood - 4-6 personer (I parantes har jeg angivet de mængder jeg har brugt i dagens salat)
Løg, porre eller forårsløg. (50 g.)
Rød peber. (2 stk)
Hvidkål - eller allerhelst spidskål, men det havde butikkerne ikke i dag. (500 g.)
Broccoli. 1 bundt. Skræl stokken og skær den i mindre stykker. Den kan sagtens spises også.
Cherrytomater. (250 g)
Kidneybønner - ok med dem fra dåse. (1 ds.)
Broccolien deles i mindre buketter og blancheres 2 minutter i kogende vand. Køles umiddelbart efter af i iskoldt vand. Resten snittes og blandes sammen i en stor skål.
Dressing - Der er til flere måltider i sådan en portion.
5 dl. olivenolie
1 dl. hvid balsamico
1 spsk. sennep
1½ presset hvidløg - og du læser rigtigt... Halvandet hvidløg. Ikke 1½ fed hvidløg...
1 spsk. salt
Friskkværnet peber
½ tsk. sukker.
Ryst eller rør dressingen sammen. Vend den et par gange inden serveringen. Opbevares i køleskab.
Bon appetit
Uhm det ser godt ud,
SvarSletDen skal prøves.
tak for opskriften.
Yt
Uhm, det lyder lækkert, og farverne er fantastiske i denne grå og triste tid. ;-) Klem
SvarSletÅh den dressing... !! Jeg fik den til en middag for over et år siden..... den er bare super ! Tak for lige at gøre mig opmærksom på den igen... ;0)
SvarSletQuinden