søndag den 20. juli 2008

Stikkelsbær

Så er stikkelsbærhøsten i hus.
Stikkelsbær er det mest fantastiske bær i min have. Totalt uden "nykker", kræver ikke særlig omsorg eller pleje, får ingen irriterende angreb af diverse skadedyr eller sygdomme - og giver et bjerg af søde, røde bær hver sommer.
Den opstammede stikkelsbærbusk er så absolut min favorit. Røde bær i massevis og næsten ingen torne. Man kan sidde på en stol eller stå op og plukke bærrene, og der er plads til rabarber under busken... God ting, når man har en lille have.
De to andre buske giver langt færre bær, men til gengæld skal man så også ligge på knæ og plukke bærrene, og samtidig kæmpe med de ondeste torne! Rigtigt dårlig handel.
Jeg elsker derfor min opstammede busk. I går plukkede jeg mere end 3,5 kg. bær på den, mens de to andre tilsammen gav omkring 1 kg.
Ja, og så brugte jeg næsten resten af søndagen på at klippe "blomst" og stilk af bærrene - og koge marmelade - MUMS!
Nu er der 3 kg. stikkelsbær i fryseren og 5 glas marmelade i køleskabet. Skulle du få lyst til at lave stikkelsbærmarmelade, så prøv at koge lidt vanillestang med. Evt. en, hvor du allerede har brugt vanillekornene til noget andet. Det får næsten englene til at synge...

Stikkelsbærmarmelade
Fantastisk på hjemmebagte boller med smør og ost...

ca. 1 kg modne stikkelsbær
ca. 1 kg sukker - efter smag
½ stang vanille (Eller en hel uden korn)
Koges sammen ved svag varme til bærrene er kogt ud.
Jævnes med
5 tsk sukker
2 tsk. rød Melatin
- rørt sammen før det drysses i marmeladen under omrøring.
Kog kort igen - og hæld på skoldede, Atamon-skyllede glas.

2 kommentarer:

  1. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet
  2. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet

Hej.
Som de fleste andre bloggere ELSKER jeg kommentarer - så læg gerne en hilsen her ;o)
KH
Frau Putz