Tessie (Advarsel... billedspam)

Det startede for længe siden... Plageriet...  For så lang tid siden, at det virker som om Emilie ALTID har plaget om at få hund.

Så blev jeg lidt smittet - for jeg ville jo også gerne have hund. Der var bare alle de sædvanlige udfordringer og undskyldninger. Som efterhånden smuldrede, da børnene blev større osv.

Så jeg gik på nettet - for hvad findes der lige af familiehunde af mellemstørrelse, som ikke jager katte og høns...  Bilen kan ikke rumme en Golden Retriever. Vi er ikke til små hunde.

Søgningen gav et ret entydigt svar:  Shetland Sheepdog aka "Sheltie".   Som der ikke er ret mange af i Danmark. Der bliver født ca. 250 hvalpe om året... 

Vi blev derfor skrevet op hos fire forskellige opdrættere, som alle havde hvalpe på vej.

De tre af dem havde ikke hvalpe nok til at nå til os på ventelisten, og vi holdt vejret...

Hans Iver fik heldigvis et kuld på 5 - og så blev vi lovet den sidste hanhvalp.  Hans tæver skulle til Østrig og Tyskland, så sådan en kunne vi ikke få, selv om det var vores første ønske.

 

Da de var omkring 2 uger gamle besøgte vi dem første gang. De var på størrelse med et marsvin - og havde endnu ikke åbnet øjnene. 

 

Vi blev hurtige enige om navnet Twister... og der blev fremstillet hundekurv.  

 

Som Ida (vores store killing fra Dyreværnet) straks indtog.  Hm...

 

Nogle uger senere var vi tilbage - og der var godtnok sket meget på de uger. Nu var der dømt nuttede pelsbolde.

På det tidspunkt var det endnu ikke bestemt, hvilken af de tre hanner, der skulle blive vores.

 

Næste besøg 2 uger senere...  Blot 10 dage før ventetiden var forbi og vi ENDELIG kunne hente vores hundehvalp. Der var dømt krudtugler.

 

 

 

 

 

Og pludselig blev der åbnet op for den mulighed, at vi alligevel kunne få en tæve. Der var nemlig problemer med nye regler for vacciner for de hvalpe, der skulle have været til Tyskland og Østrig. 

En tæve... jamen den kan jo ikke hedde "Twister", vel...

 

Så jeg syede nyt navn - og satte det på hundekurven. Da vi endelig havde fundet ud af, at hun skulle hedde "Tessie".  Det holdt hårdt at blive enige.

 

Og så kunne vi endelig hente vores hundehvalp.

 

 

Første dag hjemme

 

 

 

 

 

Og selvfølgelig sover man ikke i sin nye hundekurv...

 

 

Siden har vores liv været fyldt med alle de udfordringer og fornøjelser, der følger med at være hundeejer. 

 

Vi har altid hjælp til havearbejdet... (eller nogen til at stjæle havehandskerne...)

 

 

 

Ida fik den legekammerat vi håbede på.  De to er BFF - mens Pelle er en anelse mere reserveret, men ved at tø op. Tessie er "tolereret", så længe hun holder en vis afstand.

 

 

Vi har lært at være ude i al slags vejr...

 

 

... og på alle tidspunkter af døgnet...

 

 

 

 Tessie er med over alt.  Også i telt på spejderlejren. 

 

 

 

Akut træthed kan ramme... Særligt på spejderlejr med 20 børn.

 

 

Man sover fantastisk i telt. Helt tæt på sin "familie".

 

 

 

 Og vi har fjernet burrer. Og flere burrer. Og et par flåter. Og endnu flere burrer.

Her en hunduistisk hund fra Burrma (Nej. De er ikke "anbragt". I skulle have set hendes nakke...)

 

 

 Møns Klint.

 

 

Og her nogle af de sidste fotos...  Hun er blevet dobbelt så stor i løbet af de godt to måneder vi har haft hende.  

 

 

 

 

Her er ingen billeder fra vores "Hvalpemotivations"-kursus. Ej heller fra alle de ture, vi har været på. Emilies telefon er tilsvarende fyldt til randen. Og det lille digitale kamera.   ;-)

 

Uh, hvor er hun sød, hende Tessie.

 

<3

Hovedbrud

Overkøjen i Campingvognen har givet mig lidt hovedbrud. 

Der mangler nemlig en sengehest.  Køjen skal alligevel bygges om, for at gøre den lidt bredere - og med en ny løsning kunne vi måske også smide den grimme stige ud....

Pinterest...  Masser af ideer, men ingen helt rigtige.

Men så var det, at jeg gik i tænkeboks... Og fandt på en smart (når jeg selv skal sige det) combi-løsning. 
En plade... To funktioner

(Der skal jo hele tiden tænkes i vægtminimering).

Skitse til projektet (beklager rodet på køjerne...).  Præcis hvordan det skal udføres må Gemalen finde ud af.

Tror det bliver skide godt.  :-)  


Nyt projekt - ny inspiration til bloggen

Hejsa.  Hvis der altså stadig er nogen at sige "Hejsa" til efter mit lange fravær.

I går stod jeg plantet midt inde i det, der vist meget godt kan betegnes som et "projekt" - og jeg tænkte, at det ville være fedt at dele det med jer på bloggen. 
Noget nye - ud over den dagligdag vi kører rundt i, og som måske ikke er så blog-indlægs-inspirerende.  Jeg har jo vist de hjemmebagte brød... Marmeladen... Haven...

Bevares... der er da sket en hel, hel masse i mit liv i den laaaange periode, hvor der ikke er kommet indlæg fra min hånd.  Jeg har bare ikke følt mig inspireret til at blogge.

Ikke før nu.  Hvor jeg bobler over af ideer.

Vi har købt en Campingvogn.  Som vi har tænkt os at friske en lille smule op...  Ahem... 

Unikarina har vist os deres omfattende projekt med en total renovering af en ældre campingvogn...  Det inspirerede mig - og da vi ikke lige havde i omegnen af 100.000,- til en nyere model, har vi i set os om efter en ældre campingvogn, der trængte til en opfrisker. 

Egentlig havde vi kun lige snuset lidt til brugtmarkedet - og så gik det hele pludselig stærkt.  Fandt en vogn i den blå avis søndag kl. 17. Ringede til ejeren (som bor omkring en km. fra os) og forhørte os, om vi kunne komme og se vognen. "Så skal det være lige nu, for vi skal i byen om en halv time".
Op på cyklerne. Kigge på vogn og snakke med ejeren.  Og så hjem og "vende" projektet.  Overførte penge kl. 20 - og hentede vognen mandag.
For denne vogn var grundlæggende i fin stand. Ingen fugt. Nyere toilet og vandvarmer. Masser af udstyr.  Slidt og brugt igennem mange år, men elsket, passet og plejet.

Egentlig klar til brug - men... jeg synes den trænger til en lille opfrisker... 

Fordi campingvognproducenter og jeg bare slet, slet ikke er enige om, hvordan en campingvogn "skal" se ud.  Heller ikke de nye til 350.000,-
Fordi jeg ikke er så meget til al den træfarvede indretning, korkgulv, koboltblåt betræk, små ubrugelige skabe på væggene, utilgængelige magasiner til opbevaring... 
Fordi det bliver SJOVT!  En indretningsprojekt. Et helt hus på 10 kvadratmeter. Uh... mulighederne...

Vi tager det første spadestik i weekenden, hvor vi skal lave P-plads inde på grunden.  Der skal fjernes hække. Lægges fliser. Jeg håber ikke, at det regner.

Og så mangler vi et navn til vidunderet. Gode forslag velkomne.

Nu følger så en billedspam fra "Før" projektet bliver skudt i gang.

Emilie har allerede været i gang med at forsøge at fjerne teksten. ;-)
Men det er ikke folie eller klistermærker, så det må vente til vi maler ydersiden... 

Og lige der... 

Nede i højre hjørne på fortovet... 

Der gemmer vores "forårs- og sommerprojekt" sig.  Som I nok skal få lov til at se meget mere til. 

Endnu en gang billedspam er på sin plads  ;-)

 

Hvis du er interesseret i at se nogle af de ideer, jeg har til campingprojektet, kan du finde dem på mit "Camping" board på Pinterest.

Og nu må du have mig undskyldt. Jeg skal lige finde ud af noget med betræk, belysning, gulv, maling, tapet, knager, dørgreb, vandhaner, gryder...  til en campingvogn...  

Står på en alpetop...

Jeg var tidligt oppe til morgen. 5:30 faktisk.  Men jeg var ikke den første.

Gemalen var nemlig allerede oppe, havde spist morgenmad, havde pakket tandbørsten - og havde næsten taget rygsækken og cykelhjelmen på.

 

Han var på vej ud af døren.  Ud til mountainbiken, som skal være hans bedste ven i den næste uge. Først skal han dog liiiiiige køre en tur i bil ned til det sydligste Tyskland, nærmere betegnet Garmish-Partenkirchen, hvor han vist nok skal finde en skihopbakke. 
Den lille skihopbakke - og en hel masse andre "bakker" skal han og de 7 andre cykelmyg så køre rundt på i de følgende 7 dage.  Fra Tyskland til Østrig. Derfra til Schweitz - og endelig til Italien.

Turen ender ved Gardasøen. Efter 500 km - og 12000 højdemeter. 

Det lyder ikke af meget, vel...  Altså bortset fra, at de næsten ikke skal køre på asfalterede veje, men er henvist til stier eller bar klippe på meget af turen.

En dag starter de f.eks. med at køre op ad i 20 km. 10% stigning. 
Valby Bakke har til sammenligning en stigningsprocent på 4,3 og er 375 meter lang.  Og der er asfalteret.
Så kører de ned igen - 20 km. Må stoppe undervejs for at køle bremserne af, så der ikke går ild i dem (og jo, det er sket, har jeg ladet mig fortælle)
Og så liiiiige en enkelt lille bakke mere på en 25 km. penge, før de kører lidt nedad igen hen mod hotellet. 

De skal tidligt op - for hotellerne lukker typisk køkkenet klokken 20:00 - og med dagsetaper på omkring de 12 timer... ja så må man tidligt af sted, hvis man vil have mad ovenpå anstrengelserne.

De skal også have al deres bagage med på cykelturen.  Ikke noget blødsødent med følgebiler eller transport af bagagen. Næ-næ. 
Gemalen har derfor pakket småt. Meget småt. 6,3 kg til en uge. Det er altså ikke mange par rene underhylere, der er plads til.   Godt man ikke skal følges med dem hjem i bilen fra Gardasøen efter en uge...

Så vi var tidligt oppe for at kysse farvel. Ønske god tur - og håbe, at han ikke står dernede og synger som Shubberne:


Står på en alpetop
kigger på det sner
nu er jeg endelig kommet helt herop
hva' fa'en sku' jeg egentlig her
sku' jeg her
hva' fa'en sku' jeg egentlig her ?

Nu har jeg nået toppen, mor
brrr, hvor er her skidekoldt
ja, jeg har nået toppen, mor
nu må du da være stolt
var det det du mente
da du sagde jeg skulle op

Står på en alpetop
kigger på det sner
nu er jeg endelig kommet helt herop
hva' fa'en sku' jeg egentlig her
nøgne tæer
hva' fa'en sku' jeg egentlig her ? 

 
God tur!

:-)

Mmmmm... mad

Gemalen havde fødselsdag onsdag - men et spejderarrangement kom i vejen, så vi udsatte den gode middag til torsdag aften i stedet.

Med begge børn hos bedsteforældre i hver sin del af landet, var der jo mulighed for noget helt specielt - ingen krav om børnemenu eller lignende. 

Det blev til et gensyn med "SPUNTINO" på Vesterbrogade. En af CoFoCo's restauranter, hvor konceptet er få valgmuligheder på menukortet, men til gengæld meget rimelige priser.  Og når mulighederne så er så fantastisk fantasifulde og velsmagende, som det er tilfældet, er det helt ok at menukortet er smalt.
Det var 3K-klubben (Kathrine, Katrine og Karina - studiekammerater fra de tidlige år i København) som først introducerede mig for de små, hyggelige restauranter med smal menu. Nu har vi efterhånden været en del steder, og hver gang har jeg spist lækker mad, som man ikke sådan lige kan eftergøre hjemme i køkkenet. 

Uh, hvor vi hyggede os. Og som sædvanlig blev vi enige om, at "det bør vi gøre noget oftere".  Ja, ja... lad os nu se   ;-)

Strik i varmen

I går var der strikkeklub hos Pernille.

Vi slog os ned på bænken i gårdens skyggefulde hjørne  - og blev beværtet i bedste picnic stil.  For at minimere turene op og ned af trapperne havde Pernille slæbt køletasker med det hele ned - og senere blev der fyret op under Trangiaen, så der kunne blive kogt vand til deres obligatoriske grønne te, mens jeg blev introduceret for spejderkaffe de luxe.  Posekaffe.
Uhm, som det smagte.

Vi strikkede også, for det gør man nemlig til strikkeklub - lige gyldigt hvor varmt det er.  Enkelte undtagelser har der dog været, for lidt broderi, foldede papirtasker og hækling har sneget sig ind til enkelte af de tidligere møder, når strikkelysten i perioder har været erstattet af trangen til andre kreative indfald.

 

Og så blev der kaglet, så selv de æglæggende hønsedamer ville kigge forundrede på os.  Det er fantastisk så mange emner vi kan nå at komme omkring på sådan en aften.

Næste gang er det hos mig. Jeg glæder mig allerede.

Clash

Hej du
Ja... så gik der lige noget der minder om et år uden indlæg fra min hånd - og hvorfor så det?

Der er egentlig ikke nogen forklaring. Min blogge-mojo forsvandt vist bare lige så stille. Der var noget andet, der trak i den sparsomme fritid.
Noget af det var alt det, som bloggen tidligere handlede om. Strik, syning, mere renovering af vores gamle hus, brød, marmelade...  Hverdag.  Og hvor mange gange kan man egentlig blogge om hjemmelavet marmelade?  Om roser i haven?  Om grovbrød? Om travlhed?

Der kom også flere ting på programmet. F.eks. det der spejderleder-"job" som viste sig at være en del mere omfattende end bare at møde op i et par timer om torsdagen og hjælpe de to "gamle" spejderledere.  Der stødte nemlig alvorlig sygdom til, så den ene spejderleder stort set har været fraværende siden midt i januar - og gæt så, hvem der overtog en stor del af planlægningsarbejdet?  Heldigvis er der et par forældre, der kommer fast og giver en hånd med, for ellers ville min medspejderleder og jeg have lidt rigeligt at se til med 25-30 spejdere.

Og så var der den der IPad som jeg fik købt mig - og det faktum, at jeg har en måske lidt barnlig glæde ved computerspil... 
Først var det Sims... derefter Hay Day... og til sidst den store tidrøver Clash of Clans. 

Jamen... hvorfor i alverden bruge så meget tid på et computerspil, som egentlig er ganske banalt?
Svaret er:
Barry fra Irland, ejer af blomsterforretning og glad for Rallybiler - mestrer et usædvanligt blomstrende sprog og fortæller gerne om sin tid som medlem af IRAs juniorafdeling.
Simon fra UK, flirtende haveejer og skilsmissefar. Fortællinger om hans ex-svigermor får alle svigermor-fortællinger til at blegne.
Pete fra USA, hårdt arbejdende far til to, hvor den yngste har en sjælden, kronisk sygdom. Pete er i kronisk søvnunderskud.
Cheryl fra Canada, fuldtids Clasher (der er flere grader af afhængighed af dette spil) - og en lille smule mor og mountainbiker.
Harry  fra USA - brugernavnet "Dik Fitzwell" siger lidt om hans humor.
Brian "Ether" fra USA, børnelæge/anæstesiolog med sjove bemærkninger
Carol fra Alaska, Brian og Gareth fra UK, Monica fra USA, ... 
og jeg kunne blive ved.  For der er omkring 49 andre, voksne Clashers, som er med i vores "klan" - og som jeg har brugt mange, mange timer på at chatte med på nettet.  DET er sjovt! Og vanedannende.
 

Ind imellem er der en smule udskiftning i gruppen, men det er en temmelig godt sammentømret lille familie efterhånden og det er grunden til, at jeg fortsætter med at spille et temmelig banalt spil.

Men...  Bloggen...  Hvad med bloggen?  Skal den bare dø?
Jamen for pokker... jeg savner jo bloggen og den kommunikation den gav mig med mennesker, som deler mine andre interesser - og det sjove er, at der tilsyneladende også er nogen, der savner mig her på bloggen, for jeg er blevet EFTERLYST!  Hvor vildt er det?  ;-)
Og jeg får stadigvæk adviseringer om, at nye læsere er begyndt at følge bloggen via Bloglovin...
Jamen...  så fortjener de vel også, at der faktisk er noget at følge...

Så... Nu prøver jeg lige lidt igen. Kaster en spandfuld energi og tid efter bloggen.  Så håber jeg, at der er nogen, der gider at læse med igen.  Ud over min mor   ;-)

~ Karina