Udflugt med dyr

Dyrskuet i Roskilde var målet for dagens udflugt.
Vi havde ikke været der før, så vi vidste ikke helt, hvad vi kunne forvente. Jeg blev dog på ingen måde skuffet, for det var langt mindre "marked" end jeg havde forestillet mig, og langt mere "Dyrskue".  Masser og masser af dyr, særligt heste og køer - og masser af interessante udstillinger omkring landbrug og danske produkter. Det store Tivoli og de værste markedsområder undgik vi helt bevidst, for de fire timer vi tilbragte i Roskilde var så rigeligt fyldt ud med alt det andet.

Vi så på traktorer. STORE traktorer. Gemalen har indvilliget i at flytte på landet HVIS han får en af de store af slagsen - med giga-hjul.  Så... hvis der er nogen, der har 1,7 millioner danske kroner, de ikke ved hvad de skal gøre med, så kan de bare købe sådan en fætter til ham, så Emilie og hendes mor kan komme ud på landet og få egen hest og egne spælsau-får.   ;o)

Vi så masser af forskellige køer. Og jeg forelskede mig mere end en gang...

Den her ligner mig om morgenen...

Vi så masser og masser af heste - og vi har sikkert ikke hørt det sidste fra Emilie omkring "min egen hest".

Det her føl ligner næsten en girafunge   ;o)   men bliver sikkert en skønhed, når det bliver stort.

Vi så - og lugtede - grise.

Der var geder, får, kaniner og høns - og mens resten af familien så på "kaninhop-konkurrence" gik jeg en rundtur blandt fjerkræet og beundrede en masse af de fine herrer, som sagtens kunne hygge sig med hønsedamerne. Hvis ikke de havde en irriterende uvane med at råbe højt om deres fortræffeligheder på alle tider af døgnet.

Hold da op et... Gedemarked det også var. Der var SORT af mennesker. Med så mange mennesker er det bare med at have et godt tag i børnene, så de ikke forsvinder i mængden - og jeg fik testet min tålmodighed, for ret hurtigt bevæger man sig ikke i den trængsel.

Men hyggeligt var det - og det er bestemt ikke sidste gang vi tager på dyrskue i Roskilde.

Skulle du få lyst til at tage familien med på udflugt, så er der også åbent søndag d. 10. juni frem til klokken 18.

Kom som dit idol

Sådan stod der i indbydelsen til den fest, som Emilie var inviteret til i går.

Jeg så for mig, hvordan jeg skulle tilbringe 2 dage bag symaskinen, fordi hun ville være Lady Gaga eller Medina.

Sådan gik det ikke. Da vi talte lidt om idoler og jeg spurgte hende, hvem hun gerne ville være, erklærede hun, at hun ville være "Ridelærer" ! 
Og det er da som hovedregel også søgeord som "Hest, Horse, I love Horses, Spring, Horse jumping" osv. der fører hende rundt på eventyr i YouTubes univers.

(Hø-hø...  Havde du spurgt en ung Frau Putz om hendes idoler, havde du sikkert fået et længere tirade om WHAM, Nik Kershaw og række andre 80'er popstars).

Nå... Men Emilies ridelærer Sarah har langt krøllet hår, går ikke med make-up, ses oftest i ridebukser og ridestøvler og med en ridepisk i hånden, så...

Emilies kopi af Sarahs normale attitude er dog ikke helt i skabet endnu...  Tror hun må arbejde lidt mere med den...

;o)

Festen blev holdt som afslutning på Emilies periode i "Indskolingen".

Hold da lige fest, hvor går tiden hurtigt.  Næste år starter hun på "Mellemtrinnet" - og skifter stort set alle lærerne ud. Det er noget helt, helt andet, end da jeg selv gik i folkeskolen. Vi havde den samme klasselærer, matematiklærer, engelsklærer osv. igennem hele forløbet.
Trygheden og fortroligheden med lærerne er noget af det, man mister ved den nye struktur. Til gengæld bliver det faglige niveau højere. 
Jeg kender til børn, der har været kede af skiftet. Har mistet deres struktur. Skal forholde sig til alt for mange nye voksne på en gang. Lærere som ikke har opnået respekten fra eleverne endnu. Klasser som nærmest falder fra hinanden.
Jeg håber Emilies overgang til mellemtrinnet bliver lettere. Det er ikke den mest harmoniske og ukomplicerede klasse hun går i...
Lidt mavepine har man vel altid, når ens børn bliver kastet ud i nye udfordringer.

Spis brød til

Det er i øjeblikket vildt politisk ukorrekt at spise brød. Hurtige kulhydrater... u-ha da da...

Men jeg elsker brød. Punktum.  Og jeg elsker specielt hjemmebagt brød i alle afskygninger. Trods alt ikke så "slemt farligt" som det hvide franskbrød købt hos bageren...

I perioder er mit brødbage-mojo forsvundet.  Jeg bager som regel mindst en gang om ugen, og ind imellem går jeg simpelthen død i det - og så bliver familien spist af med købe-brød, knækbrød og frosne bagels... 

... og så pludselig kommer lysten igen tilbage (eller det købte brød keder mig så meget, at jeg tager mig sammen), og husassistenten Agnes kommer på overarbejde. 

Sommerfesten forude fik mig til at lege med både det ene og det andet - og så var brødbagningen pludselig igen sjov.

Flettet madbrød - med soltørrede tomater / friske krydderurter fra haven...

Rustikt mørkt øl-brød...

Og nej!  Jeg kan desværre ikke skrive nogen opskrift. For det er brød bagt "på slump" med lidt af det ene og lidt af det andet... 

Hurra for frysere, som tillader fest-forberedelser i god tid.
Allerhelst ville jeg jo bage alt samme dag og servere det friskbagt, men der er ikke timer nok i døgnet til at lave kagebord og mad til omkring 60 personer...   Så brødene er bagt i forvejen og bliver lunet før servering, og så er det næsten (!) lige så godt som nybagt.

Sneak Peek

I får lige et lille sneak peek på noget af det, jeg går og arbejder på i forbindelse med vores sommerfest. Eller leger med, er måske mere korrekt, for det er faktisk ganske hyggeligt.

Og farverigt...

Opskriften finder du lige her - og så er det bare at dele dejen op i mindre portioner og tilsætte farve...

Jeg havde masser af hjælpere - og de hyggede sig mindst lige så meget som jeg gjorde...

:o)

Reduceret

Jeg brugte lige en halv time på at lave små garnnøgler, og kan nu tage en lille stribe kulørte kugler med mig ud i verden. De kan vist godt klemmes ned i en dametaske   (af en vis størrelse   ;o)   )

 I hvert fald er de lidt lettere at slæbe med end den tidligere variant, som vejer omkring 3 kg...

:o)

Ahrmen... der er ikke et øje tørt... eller en legemsdel uden smerter...

Hele dagen... HELE dagen har jeg knoklet, men nu er jeg til gengæld færdig.

F.Æ.R.D.I.G, sagde jeg!

Og se da lige, hvor fint det ser ud nu.  (Hm... kan godt se, at jeg burde have revet gruset i halvcirkler ligesom i de japanske haver...  Undskyld!  ;o)   Jeg gør det næste gang...)

Krydderurterne er plantet - og der er sået bredbladet persille - og i morgen får jeg måske overskuddet til at lægge nogle af de andre frø i jorden.

Lige nu er jeg bare knoklet helt ned til sokkeholderne. Tror ikke engang, at jeg kan løfte armene højt nok til at kunne drikke en kop kaffe...

Og jo!  Der er endda billeddokumentation der viser, at jeg helt selv har klaret det. Stort set uden hjælp fra Gemalen. 

 Han har til gengæld brugt et par dage som "Murerarbejdsmand" - hans første større udfordring udi den disciplin - og har forvandlet vores "dødsfælde" af et trappegelænder til noget langt mindre farligt.

 

Planen er, at udestuen på et tidspunkt skal rives ned og erstattes af noget kønnere og mere helårs-anvendeligt. Men indtil det engang sker, er det da rart, at vi igen kan gå op og ned - og lade mindreårige gæster gøre det samme - uden at bekymre os om at få en mursten i hovedet.

Mon vi nogen sinde lærer at tage den med ro?  Mon vi nogen sinde finder ud af, at man godt kan holde en fridag - eller flere i træk - uden at lave noget hele tiden? 
Det er vi godtnok ikke ret gode til.  At holde helt fri. Lave ingenting eller lave noget "upraktisk".
Glimtvis sker det da, men sådan en hel weekend uden noget på programmet... så ender vi med at gå rundt i cirkler - indtil vi alligevel finder på et eller andet.

Er vi de eneste?   

Frau Putz - nu med svar

Jeg har ENDELIG fundet ud af, hvordan jeg kan få lov til at svare direkte på de kommentarer, der bliver lagt på min blog - og andre kan også svare på dem, hvis de har noget at tilføje.

Jeg elsker at få kommentarer - og nu kan jeg langt bedre gå i dialog med dem, der har noget at sige. Jeg kan ikke love, at jeg altid svarer - men jeg vil prøve så vidt muligt.

Du skal vide, at alle kommentarer bliver læst med glæde og taknemmelighed. Jeg ved, at det kan være svært at finde tiden til at skrive kommentarer - for der er jo så mange spændende blogs derude i bloglandia - så jeg er taknemmelig for hver eneste en.

Påbegyndt Evigheds-projekt

Jeg manglede (!) et projekt.
Sådan et projekt, som man liiige kan tage med i tasken og lave en lille smule på... 
Sådan et projekt, som ikke skal være færdigt indenfor rimelig tid, fordi nogen ellers er vokset fra den påbegyndte størrelse...
Nogen er nået rigtigt langt med et projekt med små, strikkede bikuber...  Jeg er lidt forelsket, men kærligheden ophører brat, når jeg tænker på, at de små skiderikker skal SYS sammen i hånden efterfølgende.

Men tanken om et tæppe i små dele hang ved...
Jeg har derfor kastet mig ud i et evigheds-projekt, som bruger noget af al den shetlandsuld, som jeg har på lager.

Mønsteret har jeg fundet hos Sols(tr)ikke fra Norge via Ravelry. Herligt, når der er billed-kursus for ikke-hæklere.

Det er hyggeligt at sidde med om aftenen - og ikke helt så varmt som den cashmere-cardigan, som jeg også har gang i.
Når jeg engang skal til at hækle alle cirklerne sammen, er det sikkert vinter, og så gør det jo ikke noget, at jeg kan sidde lunt og rart under tæppet i sofaen.
Eneste minus er, at projektet ikke liiiige er sådan at have med i tasken. Det kræver hyppige farveskift - og med nøgler på omkring de 100 gram stykket, bliver det en ganske dramatisk dametaske, der skal findes frem, hvis det skal med.  Måske er løsningen at lave små nøgler...  engang...

I dag bliver hele herligheden dog slæbt med til Frederikssund. Strikkeklubben skal nemlig mødes, og mon ikke jeg kan få lov til at hækle lidt også...

Vejrlig

Når regnen begynder at løbe ned i nakken og mudderet klistrer sammen under skoene i en mængde, der bringer minder om træskostøvler i tøsne... 

... så er der dømt vejrlig.
Jeg nåede da et stykke - og Emilie har allerede sået Rucola i en del af det gennemarbejdede jord.

Nu er det tid til et "lille diskret krus" kaffe...

... og lidt planlægning af den Sct. Hans aften, der i år bliver en del mere festlig end ellers. Der er nemlig inviteret til 2 x 40 års fødselsdagsfest også.

Jeg har kigget på Pinterest... og vi er vist ude i noget regnbuefarvet. 

Hestefold eller fårehold i baghaven

Så er den bygget færdig. Indhegningen i vores baghave. Som jeg indrømmer ligner en fold til dyrehold. 

Det lykkedes os da også næsten (!) at overbevise Emilie om, at hendes elskede hest "Ingar" skulle bo der - og ellers kunne der da sagtens bo et par Spælsaufår...

Men det er jo i virkeligheden vores køkkenhave, der endelig er blevet indhegnet.
12 stolper er blevet gravet ned i en dybde af 60 cm - igennem et tykt lag ler! - og jeg har knoklet med at sætte sten rundt langs kanten.
De er pinedød tunge sådan nogle 20 x 40 betonfliser, når man skal have dem op og ned et par gange hver og rette dem af med grus og hvad har vi...   Varmt var det også, for de blev sat dengang det var sommerligt...  Pyyh!

Efterfølgende har vi monteret planker på stolperne. Tanken var oprindeligt, at der skulle sættes hønsehegn op også, så vi kan have vores grøntsager i fred for de fritgående høns.



De fritgående høns bliver dog ikke helt fritgående alligevel. De er nemlig temmeligt gode til at flyve - og skide - og det ender med, at de i stedet får bragt alt det grønne ind i hønsegården. 
Påkørte høns, høns i nabohaverne og hønselort overalt er ikke en del af drømmen om æg fra glade havehøns...
Delvist fritgående høns kan heller ikke lade sig gøre, har vi ladet os fortælle. Høns, der en gang har fået lov til at fise rundt i nabolaget, bliver frustrerede, når de igen bliver lukket inde i en hønsegård - og frustrerede høns vil vi jo helst ikke have.

De små pyller forsøger ihærdigt at stikke af, hver eneste gang lågen bliver åbnet - og sender nogle hvasse blikke mod det irriterende menneske, der holder dem tilbage. Indtil videre er det lykkedes for os at genne dem ind igen, meeeeen...  en dag lykkes Søren Pind sikkert med sit udbryderforsøg, og så har vi misæren...

Nå, men køkkenhaven skal altså ikke hegnes ind med hønsetråd alligevel - men lidt maling på træværket skal der jo til, så det står på to-do-listen, sammen med den der fine, mosaikbelagte sti... 

Men først til det vigtigste.  Resten af jorden skal graves igennem (py-yh), kultiveres og renses for rødder - og så skal der såes. Sæsonen starter lidt sent i år, men mon ikke vi kan nå at høste lidt gulerødder, ærter og rødbeder og en hel masse salat alligevel.

Parasol?  Jamen selvfølgelig har vi da en parasol i køkkenhaven! Til de stakkels små sol-slatne jordbærplanter...

:o)

Straffeaktion

Ind imellem finder Emilie og Bedsteveninden på nogle ret... øhm... ting.

F.eks. forleden, hvor jeg fandt dem i sofaen i denne lidt aparte stilling...

Yoga?

Nej. De var igang med en kollektiv straf. De skulle snuse til egne sure sokker i 4 minutter. 

Jeg har stadig ikke fundet ud af, hvad "forbrydelse" de åbenbart begge havde begået for at blive idømt en så grusom straf...

;o)

Sære skønheder

Jeg elsker akelejer - og jeg elsker, at de på engelsk hedder Columbines. Sikke et poetisk navn. Det bringer minder om Tivoli og varme sommeraftener...

Da vi flyttede ind og overtog haven fra de tidligere ejere, voksede der akelejer rundt omkring i hækkene og i sprækker mellem fliserne. Det gør der stadigvæk, for de små frø finder vej alle vegne og kræver ikke meget, for at danne en frodig plante med skønne blomster.
I løbet af årene har jeg dog høstet en del af frøene og spredt dem i bedene - og jeg har suppleret med en enkelt pose akelefrø fra planter i lysere nuancer. Dobbelte var de tilmed, og det har givet nogle lidt spøjse varianter, når de har krydset sig med de oprindelige akelejer.

I år er der følgende lidt sære skønheder at se i haven...

Jeg smiler lidt, når jeg går forbi dem...

... og nyder synet af dem og alle de andre - lidt mindre sære - skønheder.

Det er fascinerende at se, hvilke nye varianter, der dukker op fra år til år.  Jeg tror aldrig, at jeg får nok af akelejer.

Jeg har set lyset...

For første gang har vores kastanjetræ sat et lys på sin ene gren.

Kastanjetræer er ellers kendt for at vokse vildt og voldsomt - og lynhurtigt gro ud af en mindre parcelhushave som vores, men vi har vist fået os et atypisk eksemplar af arten.
I adskillige år blev det nemlig ikke til andet end en "pind" med blade på. Ingen sidegrene overhovedet. Nu lader det til, at det endelig har fået ordentlig fat - og der er fornyet håb om, at vi kan lave kastanjedyr af egne kastanjer engang i efteråret.

:o)

Mor er ikke skuffet...

... mor er glad.

En komplet omskrivning var nødvendig i år.  Efter flere års skuffede forventninger, fik jeg i år indfriet alle mine drømme om skønhed udenfor køkkenvinduet.

Naboens æbletræ gik amok i blomster.

Jeg har siddet og stirret henført ud af vinduet. Jeg har stået under træet og indsnuset duften. Jeg har fået hvide blomsterblade i håret, da de begyndte at falde - og nu har jeg blot billederne til at minde mig om nogle dage, hvor jeg blev bekræftet i min mening om, at blomstrende æbletræer til enhver tid slår de japanske kirsebær i skønhed.

... og så gør det jo heller ikke noget, at der er udsigt til en fantastisk høst af skønne madæbler engang til efteråret...

:o)