Den første dag gik vi en tur ned til den gamle Købmandsgaard, som nu er en "museumsbutik" drevet på frivillig basis - men i min barndom var det en rigtig, fungerende købmand. En af de sidste, skal lige tilføjes. Så gammel er jeg altså heller ikke!!!!
Far købte altid sodavand hos "Krymmel", som købmanden blev kaldt.
Navnet stammede vistnok fra krigen, hvor sukker var svært at få fat i - men købmanden havde kunnet få et enormt parti kage-krymmel, som han så solgte til de sukkerhungrende fruer.
Altså: "Krymmel".
På den egn jeg stammer fra, er der RIGTIGT mange, der har et øge- eller kælenavn, og det er bestemt ikke alle navne, der er lige flatterende. Det er også langt fra altid man lige kan gætte sig til, hvorfra navnet stammer, for de er ikke altid så indlysende som "Lorte-Stine" eller "Snot-Lis"... :o)
Inde i den gamle købmandsgård kan man købe alt mulige - også bolcher og kandis i løs vægt, sådan som jeg husker fra min barndom.
Man kan også stadig købe ost og pølse, men de fleste købmandsvarer er dog erstattet med gaveartikler af forskellig art.
Bagerst i købmandsgården er der forskellige udstillinger om lokalområdet.
Hvis man går "bagom" ned til Købmandsgården, kommer man forbi denne gamle stendysse.
Som barn var jeg vildt fascineret af dette gravkammer, og jeg har sågar gravet i sandet under dyssen, fordi jeg gerne ville finde en stenøkse :o) 
Det var en lille tur til den ældre del af min barndomsby :o)
... men meget, meget sjovt...
... og endnu værre blev det, da hans (krapyl af en) hest nægtede at gå. Det er vist meget godt, at Gemalen ikke zoomer ind på ham lige i dette øjeblik...
Men så gik det heldigvis fint for Andreas, da hesten først ville gå fremad...
... og nøj, hvor var han bare kry, da turen var overstået 
Ta-daah...
Ta-daah...
